Livets Lære: Erfaringer der former os

Livets Lektier

Rigmor Christensen sendte et mistænksomt blik mod sin svigerdatter. Normalt kom Karina forbi med et smil, var kvik i replikken og interesseret i, hvordan det gik men nu trådte hun indenfor uden et ord, lagde skoene pænt, gik direkte ud i køkkenet og satte sig ved bordet uden så meget som at blinke. Rigmor spidsede straks ører hun havde nemlig lært Karinas temperament at kende igennem årene og kunne altid straks mærke, hvis noget var rivende galt.

Du ser godt nok ikke for oplagt ud er der sket noget med Alberte? spurgte Rigmor bekymret, og satte sig ved siden af Karina. Barnebarnet betød alverden for hende, så tanken om, at noget var galt, gjorde hende helt skæv i blikket. Er hun syg? Er der ballade i skolen? Eller er der nogen, der driller hende?

Karina kiggede op, forsøgte så småt et smil, men uden skyggen af glæde. Hun trak vejret dybt, kørte hånden gennem ansigtet, som om hun ville feje de tunge tanker væk, og sukkede:

Det har ikke noget med Alberte at gøre, rolig nu. Jeg jeg er bare bange for at miste mit arbejde.

Rigmor sukkede lettet havde det ikke noget med børnebarnet at gøre, var det allerede en stor lettelse. Men Karinas bekymring lød ikke mindre alvorlig.

Hvad nu? Det gik da ellers så fint på kontoret? foreslog hun forsigtigt og holdt øje med Karinas ansigt.

De har tilbudt mig en forfremmelse. Hvis jeg siger nej, bliver jeg fyret men siger jeg ja, kræver det konstante rejser. Hvem skal så tage sig af Alberte? Hun er jo stadig lille og har brug for sin mor.

Karina stirrede ud ad vinduet, skamfuld over at være så oprevet hun plejede ellers at bide uroen i sig, men nu kunne hun ikke mere. Rigmor klemte hende blidt på skulderen og sagde med et skævt smil:

Du kan bare lade hende blive hos mig. Hvorfor ikke? Jeg er jo pensionist, har al tid i verden og hun er jo min guldklump!

Karina løftede blikket og så undersøgende på sin svigermor. Det var skummelt Rigmor havde aldrig tilbudt hjælp før hun havde altid holdt sig i baggrunden, nøjedes med at spørge artigt og nikke beundrende. Hvorfor nu?

Tankerne lejrede sig, men Karina sagde kun:

Mener du det? Der kan gå uger, hvor jeg ikke er hjemme.

Rigmor trak ikke på skulderne hun svarede hurtigt og urokkeligt:

Jeg har opdraget min søn, så en datterdatter kan jeg vel også klare, ikke?

Karina bed sig i læben, så hun ikke kom til at sige noget spidst om opdragelsen af sin afdøde ægtemand, Mads især med tanke på, hvordan det var gået. Hun så straks Mads for sig: henslængt i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, eller tabt bag computerskærmen, mens Alberte kaldte og maden blev kold. Forkælet, modvillig, jobtræt; elskede sig selv, var lun på sin racercykel og modvillig over for alt, der lugtede af ansvar.

Ja, han havde haft én stor passion cykelløb. Og det kostede ham alt.

Mads elskede fart. Fredag efter arbejdet ringede han vennerne op, og en time senere stod de og polerede cykler på en øde landevej udenfor Rødovre. De susede afsted, regn, blæst eller is lige meget.

Det er bare ekstra spænding! råbte han bag hjelmen, klar til afgang.

Antallet af gange han styrtede, talte ingen længere. En tur i grøften, skrammer på cyklen, tøjet i laser men altid slap han overraskende billigt. Det gav ham nærmest troen på, han var usårlig. Der sker aldrig mig noget, jeg har styr på det, sagde han altid.

Men skæbnen kan kun holde til så meget praleri. En dag tog det hele en drejning: venner, cykler, væddeløb og så i næste sving mistede Mads kontrollen. Cyklen skred ud, han ramte et vejtræ og denne gang kom han ikke på benene igen.

Den dag glemmer Karina aldrig. Rigmor blev lille, grå og stille men tiden læger alle sår, og til sidst gled tingene langsomt tilbage. Indimellem tænkte Karina over, om det faktisk havde været bedre, at det gik sådan. Ville hun, hvis Mads var blevet invalid, have kunnet klare rollen som hans hustru? Helt ærligt? Nej. Hun følte med sig selv, at slutningen blev mindre pinefuld, end den kunne have været og det føltes forkert at indrømme.

Nu sad Karina over for Rigmor og mærkede pludselig et stænk af taknemmelighed. Denne kvinde, der havde overlevet sin søn, tilbød nu at tage ansvar for hendes barn.

Tak virkelig, hviskede Karina og lagde hænderne om tekoppen. Jeg skal nok gøre alt for at være mere sammen med Alberte!

Rigmor rystede roligt på hovedet:

Sådan skal du ikke tænke. Gør dit, arbejd med sindsro. Jeg skal nok tage mig af Alberte, hun er min øjesten. Du skal sørge for jeres fremtid jeg passer på barnebarnet.

Tonen var så sikker, at Karina mærkede nervøsiteten lette. Måske ville det faktisk gå alt sammen?

**********

I starten gik det forbløffende glat. Alberte hyggede sig hos farmor, og Karina stak hovedet ind om aftenen eller også blev Alberte i ugevis, når jobbet krævede det. Karinas tid var knap, så snakken med datteren blev mest klemte spørgsmål og hurtige råd men hun stolede på, at farmor havde styr på alt det vigtige!

Så begyndte lærerne at ringe. Først stille påmindelser så en direkte bemærkning i kontaktbogen. Det viste sig, at Alberte ikke lavede sine lektier. Karaktererne dalede, og fordybelsen i skolebøgerne var forsvundet. Værst af alt: pigen dukkede ikke altid op til timerne, med ondt i maven eller ren glemsomhed som undskyldning

Karina blev mere og mere presset. Hver lærerkontakt var som et trut i nødraketten. Hun prøvede at tale med Alberte, men svaret var altid: Det er fint, mor, chill. Men lange forklaringer var der bare ikke tid til på grund af jobbet.

En dag, helt flad efter dagen på arbejdet, tog Karina fat i svigermoren. Hun fik listet datteren ind på værelset, vendte sig om og sagde lavmælt:

Rigmor, sæt nu lidt skub i Alberte med de lektier. Jeg kan ikke holde flere klager fra lærerne ud! stemmen var på nippet til tårer Jeg orker bare ikke mere. Jeg er hjemme så sent, at jeg næsten kun når at vinke fra gangen.

Rigmor lagde strikketøjet, hævede et bryn og svarede så ganske afslappet:

Ak, det er ikke så slemt hvem har sagt, alle skal være klassens lys? slog hun ud med hånden. Mads var heller ikke et vidunderbarn, og han blev jo et godt menneske.

Karina gik helt i stå. Indeni boblede sætningerne op: Godt menneske? Den mand, der ikke bestilte andet end at dovne og stirre ind i computerskærmen? Men at diskutere med farmor var ikke smart. Rigmor kunne let tage sin hånd væk, og hvad så? Skulle Karina så droppe jobbet og købe rugbrød og remoulade for dagpenge?

Hun snappede efter vejret, prøvede at lyde rolig:

Jeg vil bare ikke have, at Alberte sakker bagud. Det er vigtigt for hendes fremtid

Rigmor smilede så sødt, at Karina følte sig som et pattebarn:

Tag det roligt, Karina. Børn skal da også have sjov. Det ordner sig!

Karina klemte koppen til fingerspidserne blev hvide, men tog en dyb indånding og prøvede én gang til:

Bare lidt tid til hendes lektier, ikke? Hun skal jo til eksamen. Hvis hun mister grundlaget nu, bliver det umuligt senere.

Rigmor smækkede avisen. Munden blev til én lang, tynd streg.

Nu gider jeg altså ikke høre mere! Alberte klarer det udmærket! Jeg nægter at plage hende med bøger hele tiden. Hun skal også leve og udvikle sig på andre måder. Og eksamener? Dem skal hun nok klare, tro mig.

Rigmor så ikke engang på svigerdatteren mere. Karina måtte bide det i sig for nu. Hvad var ellers valget? Give barnet tilbage til et tomt hjem? Det var der ikke meget sjov i.

Hun mindede sig selv om, at det kun gjaldt et par år endnu. Om lidt var drengestregerne ovre, og så kunne de få en god hverdag, Karina og Alberte. Hun ville hjælpe med plan, ansvar og daglige lektier. Det blev hårdt, men det skulle lykkes.

Naivt? Ja, men sådan er man, når man tror, at alt kan rettes op.

************

To år gik og Karina måtte bittert konstatere, at situationen bare var blevet værre. Jobbet kørte meget bedre nu, ingen flere forretningsrejser. Endelig var hun hjemme hver dag, og kunne se frem til faste hverdage. Tiden var kommet, sagde hun til Alberte en aften, hvor de sad over et par madder.

Jeg har tænkt på noget Skal vi ikke prøve at have dig hjemme fast nu? Du kan selvfølgelig besøge farmor i weekenden og sådan, men nu prøver vi på med lidt rutine sammen, som før.

Alberte rynkede på næsen, kiggede skeptisk væk, men protesterede ikke højlydt:

Nå OK da.

I virkeligheden havde hun dog ingen planer om at ændre en tøddel. Hvorfor skulle hun? Mor var jo aldrig hjemme alligevel. Alberte kunne stadig slippe udenom det kedelige og gøre, hvad hun havde lyst til. Farmor havde altid sagt, at karakterer ikke betød noget. Det vigtigste er at være rar og så finder man en god mand, og så skal du én dag nok klare dig!

Men nu havde Karina en helt anden tilgang.

Først lektier, så legeplads. Okay?

Alberte himlede med øjnene:

Ej, mor, slap nu af. Jeg kan sagtens det hele. Jeg får bare 4 det er fint nok!

4? Karina mærkede uro i maven. Du vil vel gerne gøre dit bedste? Og eksamenerne om et par år kræver altså, at du tager dig sammen nu.

Arh, rolig nu, viftede Alberte af. Farmor siger, at relationer er det vigtigste. Jeg skal ikke være en papegøje, jeg vil ud alle veninderne er allerede afsted!

Karinas øjne frøs til. På de to år havde farmors filosofi plantet sig dybt i pigehjertet.

Hør her, hun måtte tvinge stemmen til ro, jeg forbyder dig ikke at lege, men du skal lave dine opgaver først. Det er reglen her.

Hvad? Det har vi da aldrig haft før! Farmor tvinger mig aldrig!

Karina tog en dyb indånding. Det her blev ikke nemt, men hun gav ikke op.

Nu bor vi her sammen og der er lidt andre spilleregler. Lektier først. Så det andet.

Jamen, helt ærligt! Jeg går altså ud.

Alberte pilede ud i entréen, snuppede jakken og var på vej, inden Karina nappede nøglerne.

Næ, du går ikke nogen steder. Giv mig telefonen! Nu sætter du dig og laver lektier.

Alberte stod bomstille, armene over kors og så trodsig ud:

Du kan da ikke bestemme over mig! Mine veninder venter!

Karina måtte tage sig sammen for ikke at råbe. I stedet trådte hun et skridt frem:

Jo, det kan jeg. Jeg er din mor!

Så begyndte Alberte pludselig at grine højt, nærmest hånligt:

Min mor? Dig? Hah! Du er jo bare sådan en, der har smidt sit barn af hos farmor og nu tror du, du kan komme og bestemme Det er da for langt ude!

Karina stod som lammet. Hun fik lyst til at synke i jorden.

Er det virkelig min datter? tænkte hun fortvivlet. En fjortenårig, der aldrig har haft andet end frit valg på alle hylder og nu prædiker om ansvar?

Hun rystede på hænderne: vrede, fortvivlelse, tvivl i en salig blanding. Var alle hendes anstrengelser spildte og misforstået? Betragtet som svigt?

Alberte jeg forlod dig aldrig med vilje, jeg arbejdede for, at du kunne få det godt. Gå i en ordentlig skole, få nye bøger

Jeg hadede at bo hos farmor i starten! råbte Alberte nu, med tårer i øjnene. Du var aldrig hjemme, og jeg blev bare dumpet hos hende! Du gad ikke engang ringe rigtigt!

Karina forsøgte at forklare, at hun hele tiden tænkte på Alberte men ordene satte sig fast i halsen.

Jeg jeg ville kun gøre, hvad der var bedst, hviskede hun.

Alberte snøftede, vendte ryggen til og mumlede:

Ja ja. Du tror altid, du ved bedst. Jeg gider ikke mere! Jeg vil bo hos farmor. Hun lytter i det mindste.

Da hun smækkede døren til værelset, stod Karina hjælpeløst i gangen med nøgler og mobil. Var der overhovedet en vej tilbage?

Inde på værelset røg tøjet i kufferten med vrede ryk. Fedt, jeg har ikke pakket ud endnu! Jeg bliver ikke et sekund mere her de tror bare, jeg skal vaske gulv og være deres hushjælp. Jeg bestemmer da selv, om jeg laver lektier!

Kufferten blev smækket, tasken pakket. Lige inden hun gik, tøvede hun men besluttede sig så: De skal ikke få ret i noget!

Karina blev siddende, da døren smækkede bag datteren. Tårerne pressede på, men hun tørrede dem væk. Hvad skulle hun gøre nu låse døren og holde barnet fanget? Nej så knækker alt til sidst.

Med skælvende hænder fandt hun telefonen og tastede Rigmors nummer ind. Efter ét ring lød den vanlige, lidt drillende stemme:

Ja, det er Rigmor.

Karina kæmpede for at holde stemmen lige, men ordene væltede ud:

Hvad har du gjort ved mit barn? Hun hører overhovedet ikke efter! Hun har pakket og stormet hjem til dig kalder mig for kølige, ufølsomme navne, du ikke vil høre gentaget!

Rigmor fnyste, som om hun havde forventet klagesangen:

Du startede vel med lektierne med det samme? Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at du skal tage det roligt børn skal jo mærke livet, og ikke bare sidde bøjet over en bunke bøger!

Karina mærkede blodet stige til hovedet.

Mærke livet? Skal hun da aldrig have en uddannelse, eller hvad? Du har gjort hende ansvarsløs og det må du tage på din kappe!

I røret blev stillingen skarpere, og så svarede Rigmor, kold som is:

Hun har truffet sit valg hun vil ikke bo hos dig. Din opgave er bare at sende børnepengene til tiden. Du vil vel ikke miste dit job på grund af ballede, vel?

Karina stivnede. De ord stak dybt hun kunne ikke engang svare, før røret blev lagt på.

Hun sænkede telefonen, lod roen indfinde sig for en stund, mens lejligheden blev for tom, for stille. Hendes datter var væk og hun havde ingen idé om, hvordan hun vandt hende tilbage

************

Karina så stort set aldrig Alberte. Datteren nægtede at møde hende, og ved ethvert forsøg ventede kun tavshed eller skarpe bemærkninger. Karina måtte indse, at hun selv eller rettere, hendes valg havde drevet Alberte over til farmor. Og Rigmor så sandsynligvis refleksionen af sin tabte søn i barnebarnet forkælede hende, lod hende slippe uden ansvar og prædikede, at det vigtigste var at være sød.

Det eneste bånd, der var tilbage, var pengene. Karina satte månedligt lidt penge ind til Alberte, nok til slikkepenge og mobilabonnement. Resten sendte hun til Rigmor. Hun nænnede ikke at trække lommepengene, men nægtede også at øge dem især efter at have hørt sætningen Du er ikke min mor! blive kastet efter sig.

Eksamen kom og ikke overraskende dumpede Alberte det hele. At gå op i skolen havde aldrig været farmors fokus.

En dag mødte Alberte uanmeldt op på Karinas arbejde, marcherede ind på kontoret, satte sig lige overfor og sagde uden omsvøb:

Mor, du skal betale for min videregående uddannelse. Jeg har fundet en, der er let nok, så jeg skal bare tilmeldes.

Karina lagde roligt papirer fra sig, så på Albertes trodsige blik og svarede køligt:

Nej. Bare glem det. Hvor mange gange bad jeg dig om at tage dig sammen? Hvor mange gange spurgte jeg til dine lektier? Nu må du selv tage ansvar. Du har valgt at feste med veninderne men nu må du også høste, hvad du har sået.

Alberte blev rød i hovedet, men holdt masken:

Det koster dig nærmest ingenting! Du har aldrig været der for mig det kan du vel godt gøre nu!

Karina satte i stedet trumf på:

Det eneste, jeg kan gøre, er at lære dig ansvar. Du siger, du er voksen? Så må du klare dig selv. Alt i livet koster tid, kræfter og ansvar.

Alberte fløj op:

Du er ondskabsfuld! råbte hun. Du tænker kun på dig selv!

Karina holdt blikket fast:

Hvis du lyttede bare en smule, vidste du, at jeg går på barsel om tre måneder. Jeg har ikke penge til mere det må du selv sørge for.

Alberte stivnede:

Barsel? Skal jeg nu have en lillebror eller lillesøster? Det er mit arve-lotto, du smider væk!

Karina smilede nærmest:

Der er ikke noget dit! Du bliver myndig lige om lidt og du ved, hvad det betyder: ingen penge fra mig fremover!

Sekretæren stod blevet rød i kinderne, men Karina vinkede hende frem:

Gitte, kan du være sød at hente vagten?

Alberte indså, slaget var tabt, sendte sin mor et rasende blik og styrtede ud.

Dørens smækken rungede længe.

Er du okay? lød det forsigtigt fra Gitte.

Karina trak vejret dybt:

Ja, vi arbejder videre. Sådan er det bare.

**********

To år senere lod Alberte sig friste af en ny kjole. Hun indtastede koden i hæveautomaten, men skærmen blinkede kun: Saldo 0 kr.

Hvad fanden? mumlede hun, trak kortet ud, fandt mobilen frem. Nummeret findes ikke længere.

Hun bed sig i læben. Morens adresse kendte hun ikke længere hun var både flyttet og gift, havde fået et barn til. Nej, det her kunne ikke passe!

Hun dukkede op på den gamle arbejdsplads. Ind i receptionen, et anstrengt smil:

Jeg skal tale med Karina Christensen.

Receptionisten kiggede undskyldende Karina arbejdede ikke længere der. Men hun efterlod et brev til dig og rakte et hvidt konvolut over disken.

Alberte åbnede den. Inde i lå et sammenfoldet papir med mors genkendelige håndskrift:

Tillykke med de 18. Nu må du stå på egne ben.

Alberte stod et øjeblik helt stille, inden hun slæbte sig ud i det grå danske forår. Der var ingen penge, ingen livline. Fremover måtte hun selv finde vejen.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

nineteen − 8 =

Livets Lære: Erfaringer der former os
Jeg nægtede at lave mad til min mands bror, som boede gratis hos os – Hvor er frikadellerne? Jeg stegte jo en hel skål fyldt, mindst tyve stykker i går aftes,– sagde Irina forvirret og stirrede på den tomme skål, som stod alene på midterhylden i køleskabet. Hun så over på manden ved køkkenbordet. Gennadi, hendes mands bror, sad og pillede tænder, mens han havde skubbet en tom tallerken fra sig, hvor kun lidt rasp og en fedtet mayonnaiseplet var tilbage. Han havde end ikke gidet sætte sin tallerken i vasken, selvom han var hjemme hele dagen. – Jeg har da spist dem,– svarede han ligegyldigt uden at fjerne blikket fra sin telefon. – De smagte godt, saftige. Kunne trænge til mere salt næste gang. Og der var jo ikke noget tilbehør, så jeg tog dem bare med brød. Irina mærkede irritationen boble indeni. Hun var kommet hjem fra sit arbejde på hospitalet for bare et kvarter siden, benene brændte efter et tolv-timers skift, ryggen værkede, og hun tænkte kun på at spise og sove. I går havde hun netop stået og stegt deller i to timer for at lægge mad til flere dage. Hun havde håbet, hun ikke skulle lave mad i dag. – Gennadi, det var mad til os alle sammen, til tre dage,– sagde hun langsomt, mens hun forsøgte ikke at hæve stemmen. – Vi er tre i lejligheden. Du har spist tyve frikadeller på én dag? – Hvad så?– undrede Gennadi sig helt oprigtigt og så op på hende med et blik rent for dårlig samvittighed. – Jeg er en stor fyr, jeg har brug for kalorier. Det er ikke min skyld, at dine portioner er så… slanke. – Slanke?– Irina smækkede køleskabet i, så magneterne klirrede. – To kilo hakkekød – er det slanke portioner? Har du nogen idé om, hvad det koster, og hvor meget tid jeg har brugt? – Åh, nu begynder du igen,– Gennadi sagde og rynkede på næsen, som om hun plagede ham. – Irina, vær nu ikke så nærig. Mad er bare mad. Når Oleg kommer, kan du bede ham købe nogle pølser, hvis du ikke gider lave mad. Jeg er ikke kræsen, kan sagtens spise pølser, hvis de ikke er lavet af soja. Irina gik tavst ud af køkkenet. Hun havde brug for at trække vejret, ellers blev det et skænderi, og hun bryder sig ikke om skænderier. Hun gik ind i soveværelset, satte sig på sengekanten og dækkede ansigtet med hænderne. Gennadi havde boet hos dem i tre måneder. “Midlertidigt,” sagde Oleg, da han havde hentet sin bror på banegården. Der var “opstået nogle problemer” i Gennadis hjemby: arbejde, kone – det var uklart. Han var kommet til provinsbyen for at “søge muligheder.” Mulighederne blev mest søgt liggende på sofaen, mens han så fjernsyn og lavede endeløse chatbeskeder. Jobsamtaler kom han ikke til, for “der er ingen ordentlige tilbud, og han gad ikke knokle for peanuts.” Oleg, Irinas mand, følte sig skyldig, men kunne ikke gøre noget. “Det er jo min bror, Irina. Blod er blod. Jeg kan ikke smide ham ud. Bare hold lidt ud, han finder nok arbejde og flytter snart.” Irina holdt ud. Hun var godmodig og ordentlig. Hun havde intet imod en skål suppe. Men det var ved at løbe løbsk. “En skål suppe” var blevet til fuld forplejning af en rask mand på fyrre år. Gennadi købte aldrig ind. Aldrig. Ikke en gang et brød eller te. Han mente, at bare fordi han boede hos sin bror, skulle broderen give ham mad. Og selvfølgelig skulle brorens kone lave maden, for “det er jo kvindens opgave”. Oleg kom hjem om aftenen. Træt, grå i ansigtet. Han arbejdede som overmester på en fabrik – det var hårdt, og der var travlhed. – Hej, min skat,– han kyssede Irina på kinden.– Er der noget at spise? Jeg er vildt sulten. Irina pegede tavst på den tomme kogeplade. – Nej, Oleg. Der er ikke mad. – Hvordan det?– undrede manden sig. – Du sagde jo, du stegte frikadeller i går… – Din bror spiste dem. Alle sammen. Og den kartoffelmos jeg lavede i morges. Og den spegepølse til morgenmad. Der er kun en sennepsglas og en halv pakke margarine tilbage i køleskabet. Oleg sukkede tungt og gned sin næseryg. – Igen? Jeg har jo bedt ham lade noget være til os. – Bedt?– Irina krydsede armene. – Oleg, bønner hjælper ikke. Vi arbejder begge, betaler af på lejligheden og nu også mad til en voksen mand, som ikke engang giver en finger med. Jeg har set på indkøbene sidste måned: Vi brugte halvanden gang mere end normalt. Det var de støvler, vi havde sparet op til. – Irina, lad nu være. Jeg taler med ham. Rigtigt taler. Skal jeg smutte i Brugsen og købe pølser og en gang pasta? Irina så på sin mand. Hun havde ondt af ham. Han stod imellem ansvar for familien og lojalitet til broderen. Men medlidenhed er en dårlig rådgiver, når nogen gør sig til hersker i ens hjem. – Nej,– sagde hun bestemt. – Jeg gider ikke spise pølser. Og jeg laver ikke mad i dag. Jeg er for træt. Jeg bestiller takeaway til mig selv: salat og kyllingebryst. Vil du have? – Ja,– nikkede Oleg opgivende. Da buddet kom, dukkede Gennadi straks op i entreen og snusede til de fristende dufte fra posen. – Hold da op, luksusmiddag!– udbrød han muntert. – Nu forstår jeg, hvorfor der er så stille i køkkenet. Skal vi holde hjemmerestaurant? Er der pizza? Sushi? Irina gik forbi ham uden et ord, tog to bakker og to gafler. – Det er til mig og Oleg,– sagde hun roligt og åbnede bakkerne. Gennadi stivnede i døren, hans smil forsvandt. – Hvad med mig? – Du har jo spist frikadeller,– sagde Irina uden at se på ham. – Tyve stykker. Det burde holde til i morgen. – Er I seriøse?– Han så på broren. – Oleg, vil du tillade det? Din kone nægter at dele mad med din bror? Vi er jo familie! Oleg stoppede med gaflen i luften, lidt forlegent. Scenen var ubehagelig. – Gennadi… Du spiste al den mad Irina lavede. Vi er begge på arbejde og er sultne. Vi bestilte til to. – I kunne da have bestilt til tre, det havde ikke ruineret jer!– fnøs Gennadi. – Snupper lige lidt te, hvis den altså ikke er under lås. Han skænkede demonstrativt te, larmede med koppen og gik ind på værelset med et brag. – Du var hård,– sagde Oleg lavt. – Han blev sur. – Lad ham blive sur,– svarede Irina lige så lavt. – Oleg, nu har jeg besluttet. Jeg laver ikke længere mad til tre. Jeg laver kun til dig og mig, eller også stopper jeg helt og spiser på arbejdet, og hjemme bliver det kun let mad. Jeg er ikke ansat som kok for din bror. – Men hvordan gør vi det rent praktisk? Vi bor jo sammen. Skal vi gemme gryderne? – Hvorfor gemme noget? Jeg fylder dem bare ikke op med mad til ham. Vil han spise, kan han gå i Netto, købe ind og lave til sig selv. Han er jo voksen. Næste morgen stod Irina op tidligt. Hun lavede morgenmad: præcis to ostemadder og to kopper kaffe. Da Gennadi kom traskende, gabende og kløende på sig selv, var der kun krummer tilbage. – Hvor er morgenmaden?– spurgte han og åbnede det tomme køleskab. – Der var da æg? – Der var,– nikkede Irina. – To stykker. Jeg kogte dem til mig og Oleg. – Nu går du for vidt!– hans stemme blev irriteret. – I går kunne jeg forstå, men i dag? Skal jeg gå sulten rundt? – Gennadi,– sagde Irina og gjorde sig klar til arbejde. – SuperBrugsen ligger rundt om hjørnet. Den åbner klokken otte. Æg koster 15 kroner for ti. Smør, brød, pålæg – alt er der. Komfuret virker. Panderne er i skuffen. Velbekomme. – Jeg har ingen penge,– mumlede Gennadi. – Jeg søger jo job. – Det er dit problem,– sagde Irina skarpt. – Du er voksen. Du bor her gratis, betaler intet hverken for varme, vand, internet eller vaskepulver. Jeg er ikke forpligtet til at fodre dig også. Irina gik på arbejde, Gennadi blev tilbage, ganske forvirret. Han troede næppe på, at det var alvor. Men om aftenen blev han overrasket. Irina kom hjem til let håndtaske i stedet for tunge indkøbsposer. Hun gik ind i køkkenet, hvor Gennadi ventede på aftensmad. – Hej, kokkepige!– forsøgte han charme. – Jeg er sulten, helt vildt. Hvad står menuen på? Suppe? Risret? – Ingenting,– svarede Irina. – Jeg spiste på café med en veninde efter arbejde. Oleg spiser hos sin mor, han skulle fikse hendes vandhane. Gennadis ansigt blev langt. – Hvad så med mig? – Håber du har fundet arbejde? Eller dog et vikarjob? Der er masser af åbne stillinger. Dagen er gået – du kunne tjene til en pakke frosne frikadeller. – Nu gør du grin!– Gennadi sprang op. – Jeg er uddannet ingeniør! Jeg skal ikke slæbe kasser! – Jamen så må ingeniøren jo gå sulten,– trak Irina på skuldrene og gik på badeværelset. En halv time senere ringede svigermor, Nina. Irina sukkede og tog telefonen. – Irina, min pige, hej,– lød Ninas bekymrede stemme.– Gennadi har ringet… Han siger, han ingen mad får? Han siger, du lader ham sulte? Hvordan kan du – han er jo gæst! – Nina,– svarede Irina roligt.– Gennadi er ikke gæst. Gæster kommer tre dage med lagkage. Gennadi har boet hos os i tre måneder, arbejder ikke, hjælper ikke, æder hele budgettet. Oleg og jeg har afdrag at betale, vi kan ikke forsørge en voksen mand. – Åh, hvad koster det at fodre én mere! Bare en skål suppe…– begyndte svigermor. – Han har det jo svært, han har støtte brug for. Du skal være klog og blid, som kvinde… – Nina, jeg arbejder tolv timer på fødderne. Jeg har ikke energi til at være klog kok for en doven. Hvis du synes, han skal have mad, så send ham penge – eller tag ham hjem til dig. Svigermor lagde fornærmet på. Hun havde ikke lyst til at tage Gennadi – hun kendte hans slags. Det er nemmere at elske sin søn på afstand. En uge gik. Stemningen i lejligheden var på kogepunktet. Irina holdt stand. Hun købte kun varer til dagens brug, lavede præcist to portioner og lagde dem straks på tallerkener. Hvis der var rester, blev de stemplet med ‘Olegs frokost’ eller ‘Irinas madpakke.’ Gennadi skabte sig. Han prøvede sig med medlidenhed, skænderier og anklager mod Irina for følelseskulde. Han klagede til Oleg, som dog, træt af snylteren og set på sin beslutsomme kone, bare sagde: “Gennadi, hun har ret – prøv nu at få et job. Bare noget.” En aften kom Irina hjem og fandt køkkenet ødelagt. En bunke beskidt service, fedt på komfuret, mel på gulvet. I midten stod en stegepande med brændt sammenkog. – Hvad er der sket her?– spurgte hun og trådte uden om en pøl af olie. Gennadi dukkede op, tyggende på et stykke brød. – Jeg har selv lavet mad, nu hvor du nægter,– svarede han surt. – Fandt mel og æg i skabet. Ville lave pandekager. Det hele brændte, din pande er elendig, belægningen er slidt op. Irina gik hen til komfuret. Hendes yndlingspande – non-stick – var ødelagt, Genadi havde skrabet med gaffel for at få de brændte rester fri. – Du har ødelagt min pande,– sagde hun stille. – Du brugte de sidste æg, som jeg købte til morgenmad. Og du har efterladt svineri. Hvem rydder op? – Det kan du selv gøre!– råbte Gennadi. – Jeg sulter, og du brokker dig over pander! I samme øjeblik trådte Oleg ind. Han havde hørt det sidste. – Gennadi,– sagde han lavt, men bestemt, så broderen straks tav. – Hvordan taler du til min kone? – Hvad med hende!– hylede Gennadi.– Hun nægter at give mig mad, og nu brokker hun sig over oprydning! – Pak dine ting,– sagde Oleg. – Hvad? Smider du mig ud? Over en stegepande? – Nej, på grund af din opførsel. Du har udnyttet os, og nu skælder du ud. Jeg har holdt dig ud, men råben af Irina i mit hjem finder jeg mig ikke i. Hun knokler, og du kan ikke engang vaske en tallerken. – Hvor skal jeg gå hen? Det er jo aften! – Klokken er syv. Busserne kører til din mor til klokken ti. Jeg giver dig penge til billetten. Pak. – Jeg ringer til mor!– truede Gennadi. – Gør du bare det,– sagde Oleg roligt. – Hun kan møde dig eller komme og rydde dit svineri op. Gennadi indså, at nu var der ingen vej tilbage. Oleg var forvandlet fra blød til uigennemtrængelig. Nok var nok. Packningen var larmende. Gennadi smed tingene ned i tasken, trampede med skabsdørene, bandede. Han råbte, at han aldrig skulle tilbage, at Oleg var blevet tøffelhelt, og Irina var en heks, der skiller brødre ad. – Du køber en ny pande!– råbte han i entreen. – Når din samvittighed vågner! – Vores samvittighed er ren,– svarede Irina og rakte ham en pose med de sidste ting.– Luk døren på vej ud. Nøglen på kommoden. Da døren smækkede, sank stilheden ind over lejligheden. Selv væggene lyste af lettelse. Den billige cigaretrøg forsvandt (han røg på altanen, men det sivede ind), spændingen forsvandt, og følelsen af invaders glippede. Irina så på sin mand. Oleg sad på puffen med hovedet bøjet. – Undskyld, Irina,– sagde han.– Det skulle jeg have gjort for længe siden. Jeg håbede bare… – Det går nok,– hun gik hen og lagde armene om hans skuldre.– Det er slut nu. Du gjorde det rigtige. – Mor bliver sur. Længe. – Det overlever vi. Hun brummer og tilgiver. Nu er vores hjem et hjem igen – ikke et kollegie. Sammen vaskede de op, gjorde komfur og gulv rent, smed den ødelagte pande ud – det var synd, men den blev symbolet på frihed. – Er du sulten?– spurgte Irina, da køkkenet atter var rent. – Rigtig meget,– indrømmede Oleg. – Men jeg orker ikke lave mad. – Skal vi ikke stege kartofler bare med løg – på den gamle støbejernspande fra min mormor? Den er uopslidelig! – Jo!– Olegs øjne lyste op.– Og vi åbner syltede agurker. De spiste først ved titiden. Simpel mad tastes det bedste i verden. De grinede, hyggede sig, talte weekender. For første gang i tre måneder var de alene. Og det var lykken. Gennadi tog til sin mor. Et par dage efter ringede Nina og meddelte, at Gennadi var “dybt deprimeret over sin brors svigt” og lå i sin gamle seng for at “genoprette sine kræfter.” Irina smilede: “genopretning” betød nu, at svigerbror tømte mors pensionsmad. Men det var Ninas valg. En måned senere hørte de, at moren havde givet Gennadi en ordentlig skideballe, da hun så forbrugsregningen og madbudgettet. At elske sin dovne søn på pensionen var sværere end at belære svigerdatteren. Til sidst måtte Gennadi tage arbejde – som vagt i supermarked. Ikke chef, men nok til at købe frosne deller. Irina købte ny pande. Dyr, solid, med ekstra bund. Hver gang hun lavede mad til sin mand, tænkte hun glad: den her portion er kun til os to. Hun havde lært lektien – hjælp til familie er en god sag, men kun indtil hjælpen bliver udnyttelse. Man skal holde sit køkken – og sit liv – rent for uvedkommende. Kan du lide sådanne hverdagsfortællinger? Så følg kanalen og giv et like, så du ikke går glip af de næste historier!