Chefens hemmelighed
Vores kære chef har helt sikkert en kæreste, hviskede Birgit diskret til sin kollega. Og hun må altså have skændtes med ham! Hvorfor skulle han ellers gå så hårdt til os? Sætter os umulige opgaver…
Kollegaen svarede blot med et suk og vendte sig demonstrativt væk. Det var tydeligt, hun ikke havde lyst til at gå ind i snakken. Men det standsede ikke Birgit.
Er du slet ikke nysgerrig? pressede hun på, stemmen lidt højere nu. Måske skælder han os ud på grund af problemer derhjemme? Noget må der da være galt med ham…
Deres hvisken gik dog ikke ubemærket hen. Henrik Mikkelsen, der ledte mødet, stoppede brat og rettede sit skarpe blik mod Birgit. Hans stemme var knivskarp da han sagde:
Birgit, keder du dig? ordene kom langsomt og tydeligt. Eller mener du, at det jeg siger, ikke er vigtigt nok? Måske vil du holde oplægget for os?
Birgit mærkede straks, hvordan hun blev helt kold indeni. Hun blinkede nervøst, uden at vide hvad hun skulle sige. Hvordan kan han altid se alt? susede det gennem hendes hoved.
Undskyld, Henrik, jeg kom bare til at dele et par idéer, mumlede hun. Det var ikke alvorligt, bare lidt tankespind.
Henrik hævede et øjenbryn, og i hans ansigt lyste hånligt et lille smil. Han vidste udmærket, at det intet havde med arbejdet at gøre, men fortsatte alligevel.
Så del dog med os, hvad problemet er, tilføjede han ironisk. Vi venter.
En kold rislen gik ned ad ryggen på Birgit. Hun smilede usikkert og forsøgte at tænke hurtigt.
Øhm, jeg tror, jeg springer over, sagde hun med påtaget ro. Mine idéer trænger til ja, lidt forberedelse. Jeg vil ikke spilde alles tid.
Henrik trak på smilebåndet.
Ud over det, forventer jeg dine idéer sidst på ugen, understregede han. Forhåbentlig kan de gavne vores virksomhed. Lad os gå videre.
Resten af mødet sagde Birgit ikke et ord. Hendes kinder var varme af forlegenhed, og hendes blik undgik konsekvent chefen. Hun ærgrede sig ikke bare over at være blevet taget i at småsludre, men også over den ekstra opgave.
Sara, der sad tæt ved, havde svært ved at holde masken. Hun syntes næsten situationen var komisk især Birgits sårede blikke mod Henrik. Hun sukkede let og kastede et blik på papirerne foran sig, men kunne ikke lade være med at sende små glimtende blikke til kollegaen i ny og næ.
Da mødet endelig var ovre, rejste Birgit sig arrigt, før Henrik knap havde sluttet. Hun nærmest stormede ud af mødelokalet, og Sara fulgte efter smilende og rystende på hovedet. I deres fælles kontor smækkede Birgit sin bærbare sammen og slog armene over kors.
Du kunne da godt have hjulpet, mumlede Birgit og sendte et anklagende blik mod Sara. Nu skal jeg finde på noget inden fredag! Der er kun tre dage!
Jeg har sagt det så mange gange: Lad nu være med at sidde og fjolle under møder, lo Sara, mens hun skænkede te i sin kop. Hun rakte en marabou-chokolade frem fra skuffen. Ta et stykke og kom i gang.
Birgit så et øjeblik blidere på chokoladen, men lod hurtigt masken falde på plads.
Arbejdet kan vente, sagde hun. Vi har jo en langt sjovere sag at drøfte vores nye chef!
Sara rystede stille på hovedet, mens hun tastede videre. Birgit var notorisk for at sladre om ledelsen, og Sara holdt sig som regel neutral.
Han har jo været her i over to måneder, så ny er måske så meget sagt, bemærkede hun uden at løfte blikket.
Det føles stadig nyt, insisterede Birgit. Siden han kom, har han lavet alle reglerne om! Fyret nogle folk…
Ja, men det var de, som ikke lavede noget. Vi andre har fået lønforhøjelse, påpegede Sara.
Hun vendte sig om og sagde:
Møderne er også blevet kortere. Før sad vi to timer og snakkede i cirkler. Nu er alt mere effektivt.
Birgit så tænksomt ud, men fortsatte så:
Jo jo, men nu skal vi lave nye rapporter hver uge! Og deadlines er benhårde
Arbejdet skrider da også hurtigere frem nu, smilede Sara. Projekterne lukker før tid det har du selv set.
Birgit sukkede, brækkede et stykke chokolade over og tastede planløst rundt i sine papirer. Saras argumenter havde åbenbart gjort lidt indtryk, men hun var stadig ikke klar til at anerkende chefens fortjenester fuldt ud.
Måske har du ret mumlede hun. Jeg har hele tiden troet, han ikke var gift, at han ikke havde nogen. Men nu er jeg sikker han SKAL have en! Jeg kunne spørge lønkontoret…
Sara lagde pennen fra sig med et knapt hørbart suk.
Hvad rager det egentlig dig? spurgte hun roligt. Påvirker hans privatliv DIT arbejde?
Men Birgit rystede på hovedet. I tankerne var hun allerede på vej gennem bygningen, klar til at spørge diskret i alle kontorer.
Han er altid utilfreds, finder fejl ved alt muligt, blev hun ved. Hvad nu, hvis han har problemer derhjemme og lader det gå ud over os? Jeg MÅ finde ud af det!
Sara rystede blot på hovedet. Hun syntes, det var oplagt, at man ikke burde blande sig i andres privatliv, men det virkede ikke, som om Birgit var enig.
Arbejd nu, Birgit, sagde hun bestemt. Ellers bliver DU næste, der bliver fyret for at dovne!
Men Birgit lyttede ikke. Hun havde sat sig for at opklare mysteriet, koste hvad det ville.
Jeg vil vide det nu! fastslog hun. Jeg taler med de andre piger måske hører jeg noget
Sara skævede skeptisk til hende. I hendes ansigt stod et uforstående spørgsmål: Hvorfor løbe hovedet mod muren? Hun forestillede sig, hvordan det hele kunne ende skidt; hvis chefen fandt ud af sladderen, ville Birgit sikkert stå for skud. Alligevel vidste Sara, at det ikke nyttede at forsøge at stoppe hende.
Og Birgit kastede sig virkelig ud i detektivarbejde. Hun tog småsnakke med kolleger på gangen, faldt tilfældigt ind på samtaler om chefen, spurgte til rygter om hans privatliv, og gik sågar forbi lønkontoret for at spørge, om nogen havde set ham med nogen efter arbejde.
Men hendes undersøgelser gav intet. Ingen vidste noget eller også så de ud, som om de ikke ville fortælle det videre. Nogle lo hende nærmest væk, andre trak bare på skuldrene eller sendte hende væk med et du skulle hellere fokusere på din egen bunke.
I lønkontoret blev hun mødt særligt køligt. Først nikkede de venligt, men kiggede så på hinanden med et sigende blik. En af damerne sagde tørt:
Birgit, du gør nok klogest i at passe dit eget arbejde, i stedet for at løbe med rygter.
Da hun insisterede, fik hun direkte besked om at vende tilbage til sit skrivebord og en subtil advarsel om, at hendes nysgerrighed ellers ville blive meldt videre.
Birgit vendte slukøret tilbage til kontoret. Hun satte sig med blikket stift rettet mod skærmen, men tankerne var milevidt væk. Sara holdt sig tilbage; hun fornemmede, at kollegaens iver efter at rode i andres liv skulle falde til ro af sig selv.
Men Birgit opgav ikke. Uanset at folk omkring hende spurgte, hvorfor hun dog ville vide det, eller om hun var blevet forelsket, så kunne hun ikke svare. Et lille nysgerrighedens bål var tændt i hende, og det ulmede videre.
En dag tog hun mod til sig og gik hen til Maren i regnskabsafdelingen. Maren havde ry for at vide ALT om alle hvis der fandtes en kontorsladder, var det fra hende, den udsprang. Birgit prøvede at lyde afslappet:
Maren, du ved jo altid alt! Har Henrik en kæreste? Eller måske en kone?
Maren kiggede roligt op fra sin skærm med et lille, næsten drilsk smil.
Birgit, du ved jeg ikke gider sladre, svarede hun. Hvorfor vil du vide det?
Birgit fingrede nervøst ved tastaturet.
Bare nysgerrig, forsøgte hun. Han virker jo fri, og sådan en mand…
Maren rystede på hovedet:
Selv hvis, så er det ikke noget, vi skal blande os i. Fokuser på dit eget, Birgit.
Dagene gik, og Birgit blev mere og mere optaget af sine spekulationer. Hun analyserede alting, hver sætning, hver enkelt lille iagttagelse. Hun syntes snart, hun havde fundet svaret, og en dag kom hun stormende ind på kontoret.
Jeg kan lide ham! udbrød hun, næsten før døren smækkede bag hende.
Sara, der netop tog en slurk kaffe, satte næsten koppen i halsen.
Hvem? fik hun frem, mens hun satte koppen fra sig.
Chefen! sagde Birgit lettere irriteret, som om det var indlysende. Derfor må jeg vide, om han er ledig! Hvis han er det så går jeg efter ham.
Sara sukkede, men kunne mærke, at Birgit mente det alvorligt.
Og hvis han er gift? spurgte hun forsigtigt.
Så prøver jeg alligevel! svarede Birgit let. Han er sikkert ikke lykkelig og du skal hjælpe mig!
Hvad mener du? Sara fortrød straks, at hun havde nævnt det. Hun så nu for sig, hvordan det kunne ende lettere pinligt.
Jamen, bare at fiske lidt info! sagde Birgit hurtigt. Vi har jo firmafest på fredag. Kan du ikke lige, helt diskret, spørge hvorfor han er alene?
Og hvis han ikke er alene? Eller bliver interesseret i mig? spøgte Sara.
Slap nu af, han er til mørkhårede, det var det eneste, jeg fandt ud af! Birgit viftede det væk. Vi er enige, ikke?
Sara sagde ikke noget. Hun overvejede, om hun skulle sige sandheden at Henrik faktisk var hendes mand. Hemmeligheden havde hun og Henrik valgt at holde tæt, så ingen kunne mistænke nepotisme eller privilegier.
De stod i stilhed. Birgit kiggede forventningsfuldt på hende, mens Sara søgte efter en udvej.
************************
Ugen igennem gik Birgit med stjerner i øjnene. Hun skrev bemærkninger og replikker ned i sin notesbog, øvede sig foran spejlet hjemme i soveværelset først med alvorligt arbejdsansigt, så med smil og et blik, hun selv syntes var uimodståeligt. Hun forestillede sig, hvordan Henrik ville kaste lange blikke på hende, hvordan han ville værdsætte hendes charme og arbejdsomhed, og hvordan de sammen ville styre virksomheden, bo i et lækkert rækkehus nord for København, rejse til konference i Berlin og spise middag med levende lys hver aften.
Sara så på fra sidelinjen halvvejs trist, halvvejs grinende. Hun vidste, at Birgit var forelsket i sit eget billede af chefen, ikke i mennesket Henrik. For hende var han en trofæmand, ikke et menneske med fejl og hverdagstræthed. Men Sara så også hans bløde sider hvordan han var træt efter et langt møde, eller sendte hende et kærligt blik derhjemme, hvordan han var hjælpsom på sit arbejde. Det havde hun dog aldrig fortalt Birgit.
Om torsdagen kom Birgit på arbejde med en stor pose, hun hurtigt gemte under skrivebordet. I frokostpausen trak hun et nyt mørkeblåt kjolesæt op. Hun forsvandt ud på toilettet og stod længe foran spejlet, rettede på skørt og hår, vendte sig lidt, indtil det sad perfekt. Til sidst kom hun ud til Sara.
Nå, hvad synes du? spurgte hun forventningsfuldt og stod lidt på skrå.
Sara så op og nikkede:
Flot men synes du ikke det er lidt meget til en firmafest?
Nej, det er genialt! udbrød Birgit. Jeg skal gøre indtryk. Han vil umuligt overse mig!
Hun drejede sig hen mod spejlet, smilede til sin egen refleksion og så lykkelig ud. Sara havde på fornemmelsen, at virkeligheden ville knuse illusionerne, men holdt det for sig selv Birgit var alt for grebet af fantasier.
************************
Endelig kom fredagen. Kontoret var pyntet med kæde af lys og balloner, buffetbordene bugnede af smørrebrød, frugt og bobler. Stemningen var fyldt med spænding og let latter.
Birgit mødte op blandt de første, tjekkede sin kjole og frisure i alle blanke flader i kontoret, hele tiden med blikket rettet mod døren ventende på Henrik.
Sara dukkede op bagefter, iklædt sin enkle sorte kjole hun ville ikke gøre et stort nummer ud af aftenen, men blendede stille ind i mængden.
Henrik kom lidt over start. Han gik roligt rundt og hilste på alle, mens han takkede folk for deres indsats og sendte smil til både høj og lav, før han holdt en kort takketale for firmaets resultater, hvor han gav kredit til de forskellige teams.
Birgit fulgte ham med øjnene, hver bevægelse, hvert ord, i den overbevisning, at han sendte skjulte signaler til NETOP hende.
Med den officielle del overstået, begyndte kollegaerne at finde sammen i små grupper, nogle satte sig til maden, andre til snak, og musikken begyndte så småt at spille.
Birgit spurtede over til Sara, som stod ved vinduet med et glas appelsinjuice og betragtede selskabet.
Så er det nu! hviskede hun til Sara. Du må spørge, du må!
Sara trak vejret dybt nu kunne hun ikke udsætte sandheden længere.
Jeg kan ikke, Birgit, sagde hun stille.
Hvorfor ikke? Jeg beder dig bare om en lille tjeneste, insisterede Birgit.
Fordi… Sara rystede på hovedet og så direkte på hende. … fordi Henrik er min mand.
Birgit frøs på stedet. Bevidstheden skyllede ind over hende det hele væltede rundt.
Din mand? Hvor længe…?
Sara nikkede.
Seks måneder. Vi valgte at holde det for os selv for at undgå snak på kontoret og sikre, at alle blev behandlet lige. Ingen fordelsbehandlinger.
Birgit tog et skridt tilbage: undren sårethed forvirring passerede hendes ansigt.
Men… hvorfor sagde du det ikke til mig?
Det var ikke kun min hemmelighed. Vi ville ikke skabe problemer. Undskyld.
Birgit summede stille for sig selv, mens tankerne tumlede gennem hovedet nu så hun alle de små øjeblikke, hvor Saras og Henriks blikke havde mødt hinanden. Før havde det forekommet hende som høflighed, nu så hun pludselig en mening.
Hvordan… hvordan startede det? spurgte hun, lidt ru i stemmen.
Helt stille og roligt, smilede Sara varmt. Ikke planlagt. Vi mødte hinanden udenfor arbejdet og blev bare glade for hinanden.
Birgit så ned på sine hænder.
Og når du forsvarede ham til møderne du vidste alt!
Ja, indrømmede Sara. Men jeg kunne ikke sige det. Vi vil bare skilles mellem arbejde og hjem.
Netop da kom Henrik dem i møde. Han så straks stemningen og spurgte blidt:
Er alt okay?
Sara nikkede. Birgit rettede sig op.
Nej, udbrød hun. I har skjult det hele tiden!
Henrik smilede venligt. Han gik op på småscenen og hævede stemmen:
Jeg kan mærke, der er spørgsmål om mit privatliv, sagde han. Jeg vil blot sige, at jeg og Sara er gift. Vi ønskede ikke at blande privat og arbejde sammen, men nu hvor det er ude håber jeg, vi alle kan arbejde lige professionelt sammen som hidtil. Lad os nyde aftenen!
Der opstod en summen i lokalet. Nogle klappede, andre nikkede, og festen gik stille og roligt videre.
Nå, sukkede Birgit. Nu skal jeg vel finde et nyt job.
Det behøver du da ikke! udbrød Sara forbløffet.
Jeg har jo spurgt ALLE og skabt en mindre detektivskandale han VED det! Hvordan ser jeg ham i øjnene igen?
Der er ingen, der bærer nag, og han mindst af alle. Bare træk vejret om lidt er det glemt.
Ja men nu kan jeg da se, hvorfor du altid tog hans parti.
Birgit smilede pludselig, slap sin forlegenhed og slog en kort latter op.
Du holdt på din hemmelighed og jeg troede bare, du var chefens største fan!
Jeg kendte bare sandheden, smilede Sara.
De stod et øjeblik, lod musikken og snakken flyde hen over sig. Festen fortsatte, og rummet summede af latter og samtale.
Men er han virkelig lykkelig med dig? spurgte Birgit, stadig lidt lavt.
Sara nikkede overbevist.
Ja. Meget.
Så er alt godt, sagde Birgit lettet. Fred?
Fred, svarede Sara smilende og gav hende et fast håndtryk.
Aftenens fest gik videre, og med én sandhed afsløret bredte lettelsen sig for nogle ting bør ikke holdes skjult, og nysgerrighed skaber ofte flere problemer end den løser. Det vigtigste er at kende grænsen mellem professionelt og privat og nogle gange, at acceptere at ikke alle hemmeligheder er vores at opklare.
