Blomstermanøvrer
Telefonen ringede lørdag morgen:
Freja, kan du fatte det? stemmen fra min veninde Sofie var så skingrende, at det lød som om den ville sprænge højtaleren jeg skrev til ham tre gange i går! Tre! På to af dem svarede han bare “ok”, og det sidste ignorerede han fuldstændigt. Jeg sad i en halv time og ventede og hvad gør han? Bare lægger sig til at sove! Sove, kan du forestille dig?!
Freja tog en bid af sin ostemad, skyllede efter med en slurk kaffe og svarede først derefter:
Sofie, hvorfor skrev du også til ham klokken tolv om natten? Har du overvejet simpelthen at sove?
Hvad mener du med hvorfor? Jeg ville jo bare høre hvordan han havde det! Vise lidt omsorg, ikke? fornærmelsen dryppede nærmest ud af røret.
Og han kunne altså ikke overleve natten uden din omsorg? Bad han ligefrem om det?
Han burde jo vide, at jeg tænker på ham! Han burde blive glad!
Ja ja, burde, sagde Freja. Men det ser ud til han glemte det og bare faldt i søvn før han nåede at huske det.
Der opstod en pause. Sofie forberedte tydeligvis et nyt modargument.
Freja, jeg forstår dig ikke. Er du overhovedet på min side?
Selvfølgelig er jeg det, Freja satte sin kop. Så nu får du det lige, som det er: Du er igen ved at blive frivillig i redningstjenesten.
Hvad?
Redningstjenesten. Du vælger altid mænd, du tror, er defekte indeni og skal repareres så du kan redde dem.
Du står model til deres bøvl, prøver at trække dem frem i lyset, forklarer dem de mest banale sms-manerer og glæder dig over de mindste tegn på fremskridt. Men de vil ikke skifte. Fordi, de gider ganske enkelt ikke!
Sofie var tavs. Til sidst kom det:
Jeg vil jo bare have et normalt forhold. Du ved, opmærksomhed, omsorg, små overraskelser
Og han vil det samme?
Altså måske
Sofie, Freja sukkede. Hvis en mand er sulten, behøver du altså ikke overbevise ham om at åbne køleskabet. Hvis han vil gøre dig glad så gør han det. Ikke fordi du beder om det, men fordi han synes det er fedt at se dig smile.
Men hvad nu hvis han bare ikke kan finde ud af det? lød det ynkeligt fra Sofie.
Mener du, at du er instruktør i livsglæde?
Sofie blev tavs igen. Freja kunne høre hende snøfte og måske endda lidt snottende.
Hør engang, Freja faldt lidt ned i tonen, kan du huske min Mikkel?
Selvfølgelig! udbrød Sofie, nærmest imponeret, den perfekte kæreste!
Men jeg har aldrig forsøgt at reparere ham. Jeg accepterede alt både de gode og de alternative sider. Han kan f.eks. stadig ikke finde ud af at vælge blomster. Hver eneste gang kommer han med røde roser, selvom jeg elsker margueritter.
Og hvad så?
Ingenting. Jeg køber selv margueritter. Sætter dem i vase og bliver glad. Roserne dem sætter jeg også i vase. Fordi de er fra ham, og han har gjort sig umage.
Sofie snøftede.
Men hvad hvis han aldrig giver mig blomster?
Jamen så vil han vist bare ikke give dig blomster. Så har du fat i den forkerte fyr.
Det er så trist, sagde Sofie lavt. Jeg prøver virkelig. Læser artikler, dykker ned i psykologien, prøver at forstå Men det gør ikke indtryk på ham.
Sofie, Freja så ud på den danske marts-søndag med solen, der allerede bankede istapperne i stykker fra tagrenderne Forestil dig, at du har købt en kaktus. Flot, grøn, stikkende. Du vander den dagligt, gøder jorden, småsnakker med den. Men den blomstrer aldrig. Det er ikke din skyld kaktussen har ingen pligt til at blomstre. Det er dig, der får mulighed for at oversvømme den. Du kan vande til du bliver blå i hovedet men blomstre, det vil den altså ikke. Den trives bare med at stå i vindueskarmen og nyde livet.
Jamen hvad skal jeg så gøre?
Stop med at vande. Og find dig en stedmoderblomst. Eller endda en rose. En blomst, der har lyst til at blomstre.
Sofie trak vejret tungt.
Men hvordan kan man se forskel om man har en kaktus eller en stedmoderblomst?
Simpelt: Hvis du ikke vander den i tre dage, og den ser lige så ligeglad ud så er det en kaktus. Hvis den derimod begynder at savne, skriver, ringer, foreslår at I ses så har du enten fundet dig en stedmoderblomst eller måske ligefrem en rose.
I den anden ende klukkede Sofie nu blandet latter og gråd.
Taler du om blomster eller mænd?
Kan du mærke forskellen?
Sofie lo højere.
Nå, jeg må vist hellere rykke min kaktus lidt væk fra vinduet.
Klogt, roste Freja. Lad den stå i skyggen. Tag dig en gåtur. Det er forår udenfor.
Hun lagde på og så over på sin egen buket. Roser, roser og flere roser. Ikke én marguerit
Freja smilede for sig selv og fiskede den gode kop frem fra skabet.
Margueritterne købte hun selv. I morgen. Men i dag skulle hun bare slappe af og nyde sin lørdag, uden at føle sig forpligtet til at bevise noget for nogen.
***
Sofie lagde mobilen. Pludselig var der så stille i lejligheden, at hun kunne høre sjap dryppe ned fra tagrenden udenfor.
Hun gik hen til spejlet. Trætte øjne, forvirret blik. Hun havde taget så meget på sig for at blive “den eneste ene” for Kasper
Og var i stedet blevet til en slags gartner, der vander kaktusser
Stop med at vande, rungede det i hovedet.
Hun åbnede chatten med Kasper. Hans seneste besked: “ok.” I går, 00:17.
Fingrene hang ind over skærmen. Hun skrev: Kasper, vi må hellere slutte.
Slettede igen.
Kiggede på hans profil. Et helt standard billede: Ham foran en bil. Førhen havde det varmet hende indeni. Nu ingenting. Tomhed.
Hun trykkede på ‘Bloker’.
Telefonen peb, så blev der stille. Færdig.
Hjertet galoperede, men i stedet for den sædvanlige tomhed var der begyndt at vokse noget andet mærkeligt, skræmmende og alligevel berusende. Frihed.
Hun tog jakken på og gik ud.
Solen glimtede, sjappen dryppede, der lugtede af våd asfalt og noget nyt, frisk. Hun anede ikke, hvor hun var på vej hen, men gik bare videre frem mellem vandpytterne, hvor himlen spejlede sig.
Ved metroen stod en blomsterbod. Sofie stoppede op. Kiggede længe på rækkerne med roser, chrysantemum og nelliker. Og så så hun dem. Margueritter.
Hvorfor elsker Freja egentlig dem så meget?
Jeg vil gerne have dem der, sagde hun til blomsterdamen.
Damen smilede og rakte hende buketten.
Sofie gik ud på gaden, margueritterne blev krammet tæt ind til sig, og hun mærkede pludselig varmen vokse i sig
Hun trippede ikke bare ned ad gaden hun fløj!
Hvem gider da kaktusser? Hvorfor? Hun havde købt blomster til sig selv.
Og hvor var det bare forrygende!
