Man må ikke tage det, der ikke er ens
Kirstine var sine forældres enebarn, og hun blev forkælet med alt, hvad hjertet kunne begære. Begge forældre arbejdede som forskere på Københavns Universitet, og farenprofessor Bjerregaardvar vellidt i forskermiljøet. Så længe Kirstine kunne huske, var der altid gæster i hjemmet i Frederiksberg.
Hendes mor, Mette Bjerregaard, var kendt for sine fantastiske bagerier og hendes evne til at dække et bord, der lignede noget fra et madmagasin.
Ja Mette, altid stilfuldt og lækkert bare man kigger på bordet, får man lyst til at spise! sagde gæsterne altid med et smil, når de trådte ind.
Kirstine klarede sig fint i skolenikke nødvendigvis den bedste, men altid sikre 10- og 7-taller. Forældrene pressede hende aldrig til at lave lektier. Kirstine var fra barnsben ansvarsbevidst og kunne selv. Hun kom hjem, tog skoleuniformen af, spiste en rugbrødsmad og gik straks i gang med lektierne.
Kirstine, fik du øvet violin i dag?
Ja, mor, det gjorde jeg. Jeg kom lige hjem.
Hun gik nemlig på den kommunale musikskole og spillede violin. Hun elskede musikken, glemte tid og sted, så snart hun havde buen i hånden. Musiklæreren brugte ofte Kirstine som eksempel for de andre elever.
Skoleårene fløj forbi. Kirstine fik hurtigt venner og var hjælpsom og imødekommende. Med forældrene boede hun i København, og hun drømte om at læse videre på universitetet der.
Du behøver jo ikke at bekymre dig, Kirstine dine forældre er på universitetet, så du skal da nok komme ind. Men for mig er det ikke så let, sagde veninden Emma.
Hvor vil du så søge hen?
Jeg må bare arbejde. Det er kun mor og mig, og hun kæmper for at få enderne til at mødes. Hvis jeg tjener penge, bliver det nemmere for os, svarede Emma og smilede svagt.
Kirstine kunne ikke rigtig forstå, hvordan Emma havde det, fordi hun aldrig havde manglet noget selv.
Mor, far, jeg skal have en ny kjole og et par sko til dimissionen, sagde Kirstine en dag.
Ja, min pige, det ordner vi i weekenden, lovede Mette.
De fandt en flot kjole og matchende sko. Nu manglede kun eksamenerne og festen, og så: voksenlivet.
Kirstine kom ind på DTU i Lyngby. Godt nok hjalp forældrene hende ind lidt, for Mette kendte tilfældigvis mange, men Kirstine kunne sikkert også selv have klaret det. Da hun så sit navn på listen over optagne, lavede hun en glædesdans i stuen.
Hurra, nu er jeg officielt studerende! råbte Kirstine. Faren gav hende en ny smartphone, hvilket stadig var lidt af en luksus.
Kirstine elskede studielivet: undervisningen, vennerne, fredagsbarer, eksamenspres og projektarbejde. Samtidig gled kontakten langsomt ud med Emma, som arbejdede fast på en fabrik og havde fået sit helt eget voksenliv.
Om sommeren tog Kirstine med som frivillig på byggeprojekter i Jylland gennem Ungdommens Røde Kors hun nød det sociale samvær. Hun var populær blandt de unge mænd, men havde endnu ikke mødt den store kærlighed kun små flirt og venskaber.
På sidste år af studiet mødte Kirstine Jesper, der var hjemme fra militærtjeneste og arbejdede som tekniker. De mødtes tilfældigt i Cinemateket, hvor Kirstine endelig havde slæbt Emma med ud. I caféen spurgte Jesper venligt, om han måtte sætte sig.
Selvfølgelig, svarede Emma, mens Jesper allerede havde øjnene på Kirstine.
De fandt hurtigt hinanden, og efter næste biograftur begyndte de at ses et halvt år senere stod de i Skt. Pauls Kirke og blev gift. Forældrene syntes vældig godt om Jesper.
Efter universitetet fik Kirstine sit første job, men snart fik hun lille August og gik på barsel. Jesper var både kærlig og pålidelig, og Kirstine følte sig fuldstændig tryg.
Mor, hvor er jeg heldig, sagde hun ofte, Jesper er min klippe.
Ja, han er, svarede Mette. Din far og jeg synes, han er den rette.
Så ramte ulykken. August var fem år, da Kirstine og Jesper kørte galt. En motorcykel kørte frontalt ind i dem. Kirstine blev smidt ud af bilen og overlevede, men Jesper døde. August var heldigvis hjemme hos sine bedsteforældre den dag.
Gud, hvorfor? hviskede Kirstine, da hun vågnede på hospitalet med sin mor ved siden.
Hun begravede Jesper i kørestol, boede derefter hos forældrene, kæmpede med sorgen, og kun August gav hende styrke til at komme videre.
Tak Gud, sagde hun ofte, da hun kiggede på familiens gamle altertavle, uden August var jeg aldrig kommet mig.
Kirstine besluttede sig for at flytte til familiens sommerhus i Skagen for at starte forfra. Havet og den friske luft hjalp, August nød stranden. Kirstine fik job som receptionschef på et lille badehotel. Livet begyndte så småt igen.
En dag mistede hun sin vielsesring på stranden. Hun græd og rodede i sandet, mens en mand kom forbi.
Hvorfor græder du? spurgte han venligt.
Jeg har mistet min vielsesring… Den betyder alt for mig.
Hvem tager dog smykker med på stranden? spurgte han med et smil.
Det gør jeg… Skal du have flere spørgsmål?
Nej, men jeg vil gerne hjælpe, svarede han. Jeg hedder Kristian.
Han hjalp hende igennem sandet, og til sidst fandt de ringen i hendes frakkelomme.
De faldt i snak, gik på café sammen, og Kirstine fandt det nemt og trygt at tale med Kristian. Han var gift og havde en datter, og arbejdede i lufthavnen i Aarhus.
Mens August var hos bedsteforældrene, sås de ofte. Kristian var ærlig om sit liv, og Kirstine fortalte om tabet af Jesper og ønsket om at starte forfra.
Et par dage senere mødte Kristian op med blomster. Hun følte sig glad for at se ham. De begyndte at ses mere, og det blev mere, end hun havde forestillet sig.
Kirstine havde ikke været forelsket siden Jesper, og næsten hele hendes ferie tilbragte hun sammen med Kristian. Men han boede jo i Aarhus med sin familie. Da ferien var slut, tog han hjem.
En uge efter ringede Kristian og sagde, han ikke kunne undvære hende. Han havde fortalt det hele til sin hustru, og hun havde søgt skilsmisse.
Kirstine tænkte ikke på kvinden og datteren i Aarhus. Jeg har også ret til at være lykkelig, tænkte hun.
Kristian flyttede til Skagen, de blev gift, og et år efter fik de en datter sammen. Livet var godt, og børnene voksede op i det lille hvide hus ved havet. Men lykken var ikke varig. Efter ti år begyndte Kristian at finde selskab blandt yngre kvinder, som strandbyen var fuld af liv og fristelser. Skænderierne begyndte, Kristian indrømmede siden sine sidespring.
Kirstine valgte at lade sig skille. Kristian flyttede tilbage til Aarhus, blev igen venner med ekskonen, men han svigtede ikke sin datter og betalte pæne børnepenge hver måned.
August flyttede tilbage til København til bedsteforældrene for at studere. Datteren blev hos Kirstine, giftede sig med tiden og flyttede for sig selv.
Kirstine fik to børnebørn og et barnebarn mere. Familien kom ofte på besøg, forældrenenu ældrebesøgte hende jævnligt, og livet i Skagen gik stille og roligt. Kirstine fyldte dagene med børnebørn, børn og sine forældres selskab.
Kristian så hun aldrig igen. Hun besluttede, at hun aldrig ville lade en mand komme så tæt på igen. Hun havde lært:
Jeg betalte en høj pris for at tage en andens mand. Man må ikke tage det, der ikke er ens. Man kan ikke bygge sin lykke på andres ulykke.
Kirstine turde ikke længere udfordre skæbnen. Hun vidste, at livet har bånd, for bundet i kærlighed og ansvar; og respekterer man ikke andres grænser, vender livet ofte tilbage til én som et boomerang.
Tak fordi du har læst med. Må livet bringe dig lykke og godhed.
