Besat af en drøm
Sig nu ja, min skat! Prøv at tænk dig om hvad kan dine forældre egentlig tilbyde dig? lokkede Inger sin barnebarn. En lille lejlighed, en rusten bil, og der er ikke ligefrem de store udsigter, vel? Hos Cille ville du derimod leve som en konge! Eget værelse med nyt tapet, den fedeste gamer-pc, en splinterny cykel Alt, hvad et barn kan drømme om!
Mads kiggede på sin mormor med et blik fuld af medfølelse. Han syntes nærmest, at mormor ikke helt vidste, hvad hun sagde. Han gav Inger et blidt klap på hånden og spurgte så forsigtigt:
Mormor, er du blevet syg? I tvet siger de jo, at sundhedsvæsenet er i top nu man kan kurere alt! Skal jeg be mor om at tage dig med til lægen? Så kan du få ro på bagefter, ikke?
Inger blev lidt forvirret og hævede øjenbrynene det var da ikke lige den respons, hun havde forventet.
Mads, hvorfor tror du dog, jeg er syg? Jeg har det jo fremragende!
Mads rynkede brynene.
Jamen hvorfor siger du sådan nogle mærkelige ting så? Hvorfor skulle jeg forlade mor og far bare for at bo hos moster Cille? Altså, hun er hun er altså lidt mærkelig. Jeg kan faktisk ikke engang lide at være på besøg hos hende.
Inger ilede straks til datterens forsvar. Hendes stemme blev mere ivrig, nærmest overbevisende:
Nej, det passer altså ikke! Cecilie er bare meget opmærksom og omsorgsfuld!
Hun tvang mig til at spise den der klamme grød uden sukker ad! Mads trak skuldrene sammen, og så tvang hun mig i en uldtæppe-trøje midt om sommeren! Og så skulle jeg ovenikøbet sove til middag som en lille baby! Nej mormor, hun ER sær! I stemmen var der tydelig irritation. Han fattede virkelig ikke, hvorfor nogen ville lave så mange åndssvage regler.
Men Inger ville ikke give op. Hun vidste bare, at hendes datter gjorde det rigtige:
Havregrød er ren sundhed, Mads! sagde hun med overbevisning. Cecilie lavede den uden sukker for at passe på dine tænder. Og trøjen? Det blæste jo du kunne blive forkølet, og dine forældre tænker altså ikke altid over den slags! hun snakkede med en energi, som kun folk der er 100% overbeviste om deres rettighed har.
Mormor, der var 30 grader! sagde han vantro. Jeg er altså tolv år, du ved selv at man kan få hedeslag, hvis man har for meget tøj på! Lad os nu bare droppe det emne. Moster Cille er undskyld spøjs. Mor gider ikke engang tage telefonen, når hun ringer hun ved det bare bliver endnu en lang smøre! Mads talte hurtigt for at få det ud og lagde armene over kors. Og far gider hende heller ikke længere invitere på besøg!
Inger kneb læberne sammen. Noget af det Mads sagde, var jo ikke løgn, men altså, datteren havde altså fat i den lange ende! Hun var sikker på det.
Cecilie har læst hundredvis af bøger om børnepsykologi og opdragelse! nærmest råbte hun. Hun ved nøjagtigt, hvordan man får et barn til at vokse op sundt og fornuftigt! Din mor ja, hun lægger sig altså ikke 100% i selen, vel!
Mads anstrengte sig for at holde sig rolig, men han var så afsindigt træt af at høre det der igen og igen. Hvordan forklarer man lige en stædig mormor, at hun tager fejl? Han trak vejret tungt, og sagde så højt:
Jeg får kun gode karakterer i skolen. Jeg går til sport, jeg er sund og rask Han kiggede mod døren i håb om, at mor ville komme hjem snart. Blot tanken beroligede lidt.
Inger lod ham ikke engang tale færdig. Hun greb straks chancen for at lægge endnu et lille stik ind:
Karate! Det er jo pære-farligt! Hvordan kunne din mor dog lade dig gå til sådan noget? Kvinden bøjede sig frem første gang hun havde opdaget blå mærker på barnebarnet, havde hun råbt op og forlangt, at de trak ham ud af klubben. Det viser bare manglende ansvar, hvis du spørger mig!
Lidt efter dukkede Freja op i døren. Hun fornemmede straks den trykkede stemning, gik målbevidst hen til sin dreng og gav ham et kram. Mads sprang op fra sofaen og lagde armene om mor lige som hvis han søgte beskyttelse.
Inger, hvis du vil se dine børnebørn, så lad være med at fylde deres hoveder med underlige ideer! Jeg har fået nok! sagde Freja bestemt, mens hun havde armen om Mads. Først skriver du til kommunen om, at vi ikke kan finde ud af det siden forsøger du at lokke ham væk med mærkelige løfter! Hun sendte svigermor et surt blik og hvad Cecilie angår, behøver vi slet ikke tale mere om hende. Hvis du tror, hun kan slippe afsted med alt, tager du fejl!
Inger lignede én, der var blevet gjort stor uret, men hun slap ikke så let:
Jeg ønsker jo bare det bedste for børnene! Cecilie har altid drømt om børn, og du du har smadret hendes største ønske! hendes stemme dirrede, mens hun prøvede at virke afdæmpet. Og du bliver bare ved!
Freja tøvede ikke et sekund. Hun så koldt på Inger dæmpet men urokkelig.
Så må hun adoptere et barn. Med hendes løn burde det være nemt nok. Og hvis I blander jer en gang til, så kan I godt opgive at se børnebørnene mere. Farvel! Hun tog Mads i hånden og smilede lettet. Hun var tilfreds med, at det denne gang var hende, der fik det sidste ord.
Tænk, at de kan finde på at lokke et barn med gaver for at snuppe ham fra hans egen familie! Og så påstå at vi ikke kan give dem et godt liv! Freja overværede, hvordan gæsten tog overtøjet på, og hun skulle virkelig tage sig sammen for ikke at smide hende ud med et spark. Hun knyttede hånden, men lod straks som ingenting det skulle ikke vises udadtil, hvor ramte hun faktisk var.
Senere listede Mads forsigtigt hen til mor, lagde hånden på hendes arm og sendte hende et rigtigt varmt smil. På trods af sin alder forstod han præcis, hvad der foregik.
Mor, du skal ikke tage dig af det, sagde han dæmpet og gav hende et kram. Det er bare moster Cille. Mormor prøver bare at hjælpe hende.
Freja sukkede dybt og masserede sin søns nakke.
Kom ud i køkkenet, jeg har købt jordbærkage. Nu skal vi ha lidt eftermiddagshygge.
Mads kunne ikke lade være med at smile bredt og skyndte sig mod køkkenet, klar til at gå ombord i kagen. Freja så kærligt efter ham, men tankerne kredsede om samtalen. Hun vidste godt, at det egentlige problem ikke var Inger. Det hele handlede om Cecilie, hendes svigerinde.
Cecilie var 32 år og levede temmelig godt, særligt takket være sit ægteskab med en rig mand. Hver gang de sås, formåede Cecilie at demonstrere sin overlegenhed med små kommentarer om nyt tøj, ferier i Nice eller hint af foragt, hvis Frejas børn havde lidt uld-lapper på. Det blev gjort så diskret, at kun den som mærkede det, følte det helt ned i maven.
Men én ting manglede i Cecilies liv hun havde ingen børn. Hun havde haft det vildt som ung, hvilket nu havde konsekvenser, og lægerne havde givet hende et nedslående svar. Hendes mand havde allerede to store drenge fra før, og han virkede ikke synderligt mærket men for Cecilie var det et sort hul. Hun var besat af tanken om et barn, og ideen om, at Mads kunne udfylde det tomrum, sad fast hos hende.
Det hele eskalerede, da Freja fødte parrets andet barn. Pludselig begyndte Cecilie at kalde det for givet, at Frejas nyfødte søn nærmest burde overlades til hende. Hun gentog det med så meget alvor, at det begyndte at virke skræmmende. Nej var ligesom slet ikke et svar for hende.
Anders (Frejas mand) tog det meget alvorligt. Han forbød snart Cecilie adgang til deres hjem han ville ikke risikere noget som helst. Det var tydeligt, da han sagde, at ingen skulle komme i nærheden af babyen uden forældrenes godkendelse!
Cecilies egen mand blev nødt til at tage en alvorlig snak med hende ingen ved præcis, hvad der blev talt om, men efterfølgende undskyldte Cecilie faktisk overfor sin bror, og det hele faldt nogenlunde til ro. Men kun for en stund.
Efter en måneds tid slog hun så til igen, nu med en helt ny og langt vildere idé. Hun dukkede op til kaffe en dag og sagde direkte til Freja:
Fød et barn til mig. Jeg betaler dig godt! Så kan I købe jer et rigtigt hus ikke den her lille hule!
Freja blev helt stille havde hun virkelig hørt rigtigt? Hun stirrede på svigerinden. Men Cecilies ansigt var dødalvorligt.
At Freja skulle være rugemor var helt umuligt for hende at forestille sig. Hvordan skulle hun kunne bære et barn under hjertet, mærke det sparke og vender sig for så bare at give det væk? Tanken gjorde hende iskold af væmmelse og sorg. Nej, det kom ALDRIG på tale.
Men afslag lod kun til at puste til Cecilies skøre drøm. Hun begyndte at ringe hver dag. Beløbene hun tilbød, blev større og større. Hendes stemme mere insisterende, listen med fordele længere: nyt hjem, trygge fremtidige rammer for børnene
Da det heller ikke gav pote, begyndte hun at troppe op udenfor Anders og Frejas lejlighed stod bare længe ved døren, ventede, håbede på at få en snak. Hun blev stående i timevis, parat til at gøre hvad som helst.
Freja forstod, at det ikke kunne fortsætte sådan. Hun besluttede at prøve at tale med Inger måske kunne mormor tale fornuft i Cecilie? Hun forklarede roligt, at Cecilies adfærd faktisk var utryg og grænseoverskridende, ja decideret farlig hun burde have professionel hjælp.
Men Inger vinkede bare af det og svarede:
Cecilie vil jo bare familien det bedste. Vi skal hjælpe hinanden. Det kan du da vel se?
Hun sagde det med sådan en sikkerhed, at det virkede som den naturligste ting i verden som om det var helt almindeligt at bede om et barn eller tilbyde penge for at få det.
Langt om længe blev Freja nødt til at sige sandheden, selvom hun havde forsøgt at undgå netop dét emne:
Jeg må ikke føde flere børn, sagde hun stille og så Inger i øjnene. Lægerne advarede endda mod barn nummer to. Hvis I bliver ved, kan det få alvorlige følger for mig. Aldrig om jeg tager den risiko. Hvis Cecilie vil have et barn, så må hun gå til en klinik i stedet.
Hun sagde det behersket, selvom hun følte sig krænket over at skulle udlevere sig sådan for svigermoren. Men hvad skulle hun ellers gøre?
Inger sendte hende et skævt blik, og det var tydeligt at hun blev skuffet men hun affandt sig umiddelbart med situationen:
Nå jamen det er jo ærgerligt. Med dig havde vi haft styr på tingene. En fremmed rugemor er jo slet ikke det samme. Men okay, hvis du ikke kan, så drop det.
Det var så køligt sagt, at Freja nærmest blev helt vred. Hun tog jakke på og forlod lejligheden uden at sige mere.
Senere fortalte hun det hele til Anders, uden at udelade noget. Hun var vred helt ind til knoglerne, men havde besluttet sig for at være helt ærlig.
Anders lyttede tålmodigt og sagde, da hun var færdig, at nu måtte han skære igennem. Det kunne ikke fortsætte.
Cecilie opgav endelig rugemor-planerne. Men hun fandt hurtigt et nyt projekt: opdragelse af andres børn! Hun blev eksperten, der altid hadede at give gode råd (læs: formaninger): hvad de skulle spise, hvordan de skulle sove, legerutiner, straf, og så videre. Hver gang hun var på besøg, startede hun en moderne opdragelses-forelæsning, selvom ingen havde spurgt. Hun havde jo læst så meget.
Fire år senere fik hun en ny snedig idé: at forføre sin nevø Mads til at bo hos hende. Han var lige den rigtige alder stor nok til at kunne se fordelene, men ung nok til, at hun kunne forme ham. Hun så sig selv købe de sejeste gaver, invitere på spændende rejser så måtte Mads da foretrække hende til sidst.
Men sandheden var en anden. Mads undgik enhver anledning til at besøge hende. Selv korte ophold var nærmest en straf. Hendes perfekte hjem, hendes dyre ting det føltes koldt, ikke hjemligt. Hver gang hun tilbød, at han kunne sove over, afviste han, med undskyldninger om skole, venner, eller træthed.
Da det ikke virkede, sendte Cecilie mormor på banen. Inger overtog kampagnen prøvede at lokke, overtale og forklare Mads fordelene ved at flytte hjem til Cille. Ingen held der heller. Han stod fast: hans familie var mor og far, punktum.
Så gik Cecilie og Inger drastisk til værks: de meldte Anders og Freja til kommunen igen og igen. Hver gang med nye påstande: dårlig trivsel, mangel på omsorg, ingen struktur, dårlige venner ikke så meget som et risikofrit glas saftevand slap for at blive nævnt! Hver klage var som et juridisk dokument.
Men ingen af beskyldningerne blev taget alvorligt. Kommunen bankede på deres døre flere gange kiggede sig omkring, snakkede med børnene, men fandt aldrig noget skadeligt. Mads og lillebror havde det trygt, gik til sport, klarede sig godt i skolen. Alligevel blev Cecilie ved og mente, sammen med Inger, at de måtte kæmpe videre.
For Freja blev det psykisk hårdt. Hver gang telefonen ringede, blev hun nervøs. Hun frygtede, at deres familie en dag ville blive mast af de to kvinders iver. Flere gange overvejede hun at flytte eller endda gå fra Anders for fredens skyld. Men hun elskede ham, deres familie var for værdifuld.
En aften, efter børnene var faldet i søvn, satte Anders sig hen til Freja:
Hold lige ud lidt endnu. Jeg har talt med chefen om job i en anden afdeling i Jylland. Han sagde, det kunne lade sig gøre. Om en måned er vi videre og ingen får vores nye adresse.
Freja løftede trætte øjne.
Din søster har penge til at opspore os overalt de holder aldrig op! Sådan nogle som hende holder hele tiden øje med alle vores valg. Hvor længe kan vi skjule os?
Anders omfavnede hende, prøvede at signalere tryghed.
Lad hendes mand klare hende, hviskede han, jeg har snakket lidt med en, der har fået nok af Cecilie. Hvis hun ikke stopper, kan det få konsekvenser for ham og i hans kredse betyder rygte alt.
Freja sagde ingenting, men hun følte sig endelig lettet. For første gang i lang tid var der et håb om at alt nu kunne blive normalt.
Planen om at flytte skred hurtigt frem. Lejligheden blev solgt på to uger trods Cecilie bitre udtalelser om at slum ingen ville have. Men beliggenheden var god og lejligheden pæn, så det gik som smurt. Alt var købt og solgt, papirerne var i orden.
Mads tog det utroligt flot. Da Freja en aften satte sig ned ved siden af ham, kiggede han hende roligt i øjnene.
Jeg forstår det, mor. Det er da træls at forlade venner og karate, men hvis det betyder, at vi får fred, så må det være sådan. Vi er jo en familie og familien holder sammen.
Det varmer en mor langt ind i hjertet at høre sådan noget. Hun satte armene om sin søn, og lidt af al bekymringen forlod hende.
Kort tid før afrejsen bankede det endnu en gang på døren. En socialrådgiver, som Freja kendte fra tidligere besøg, stod atter på dørtrinnet. Denne gang med endnu en anmeldelse Inger havde indsendt et billede af lillebror Emil med et sår i panden, påstod, at forældrene var voldelige.
Freja trak vejret dybt, bad gæsten følge med ud i køkkenet, satte kaffe over og gik så ind efter computeren. Hun fandt kameraklippet frem, hvor Emil styrter fri af mormors hånd, vælter over et stoleben, og banker hovedet mod bordet. I stedet for at trøste, hiver Inger straks sin mobil frem og fotograferer ham, mens han græder.
Socialrådgiveren så videoen til ende, og sagde efter en lille pause, at Freja godt nok havde sit at slås med. Kommunen ville afslutte sagen. Freja nikkede stille.
Vi flytter om få dage, sagde hun langsomt. Næste gang ser hun kun børnebørnene på billeder.
Da Cecilie hørte det hele var tabt på gulvet, gik hun rastløst rundt derhjemme og mumlede surt:
Det kan ikke passe, det ender sådan! Jeg prøver en sidste gang med Anders måske forstår han
Men da hun fandt telefonen, kom hendes mand ind og stoppede hende. For første gang i deres ægteskab lød han næsten truende:
Cecilie, nu stopper du. Gør du ikke det, så er vi færdige.
Hun stirrede forbløffet.
Mener du det?
Fuldstændig. Hvis du ikke stopper nu, så er løbet kørt. Jeg har allerede fået besked om, at hvis du fortsætter, får vi problemer. Beslut dig enten får jeg ro, eller…
Han lod sætningen hænge, men det var tydeligt, at for ham var grænsen nået.
Imens sad Inger alene ved vinduet og så ud på gården. Hun sukkede og tænkte tilbage på, hvordan hun havde presset på, støttet Cecilie og forsøgt at styre Anders og Freja. Hun anede ikke, om hun havde haft ret men nu var det slut.
Hver gang hun gik forbi legepladsen, standsede hun lidt og så efter børnene. Mads og Emil Deres grin, deres stemmer, deres livsmod. Det var blevet minder. Nu havde hun kun billederne. Og det, vidste hun, var hendes egen skyld.
