Og hvad pokker er det her? Hvem tilhører de kæmpestore sko, der fylder hele min entré? spurgte Birgitte forbløffet, allerede på grænsen til vrede, endnu inden hun havde fået stillet sine tunge Netto-poser fra sig.
Et stød af sur, stikkende lugt af billig pipe-tobak og gå-i-styret-hvidvin før weekenden ramte næsen. I deres lejlighed, der ellers altid duftede svagt af boller i ovnen og lavendel-skyll, føltes denne odeur både invasion og decideret fjendtlig. Birgitte sendte sit blik fra de mudrede, udtrådte mandesko mod knagerækken. Over hendes beige frakke hang en ukendt, krakeleret læderjakke, som kun en desperat mand kunne fristes til at købe på tilbud i Bilka.
Fra køkkenet kom hendes mand, Palle, stikkende hovedet frem. Han lignede en dreng, der netop var blevet opdaget i at spise leverpostej direkte fra bakken skyldig, men helt klar til at kæmpe for sin sag. Han tørrede hænderne af i viskestykket med mere energi end teknisk nødvendigt.
Birgitte-mus? Du er allerede hjemme? Jeg hørte slet ikke døren… Palle forsøgte troværdigt at blokere indgangen til køkkenet med sin krop. Du må endelig ikke blive sur, vel? Vi har… eh… overnattende gæst.
Overnattende gæst? Tirsdag aften klokken syv? Birgitte satte poserne tungt og begyndte at lyne sin frakke op uden at slippe Palle med blikket. Og hvorfor har denne gæst så valgt at tænde en smøg midt i vores lejlighed? Du ved jo, jeg ikke kan klare røg.
Palle vaklede lidt og trak på skuldrene.
Altså… det er Steffen. Min gamle reserveofficer-kammerat, kan du huske ham? Vi var indkaldt sammen. Han er lige kommet til København, er ude i noget seriøst rod…
I det samme luskede reserven selv ud af køkkenet i slåbrok-møder-flyttevognschauffør-outfit. Steffen viste sig at være en stor, bred mand, kadaveret hang i de grå joggingbukser, og T-shirten havde set bedre dage. Han lignede lidt en blanding mellem et afvist mandligt cast til “Badehotellet” og en nattevagt på cykelkøkkenet. I hånden viftede han med en halv spist franskbrødsmad selvfølgelig med Birgittes yndlings-spegepølse, den man kun får om søndagen.
Aha! Så kom madmor hjem! proklamerede Steffen, mens han stoppede den sidste bid ind. Dav, Birgitte… Andet navn, undskyld, har jeg glemt. Men Palle har godt nok snakket meget om dig. Sigde, du laver legendarisk forloren hare. Vi var sultne, så vi snuppede lidt pålæg du må endelig ikke tage det ilde op.
Inden i Birgitte kogte det allerede. Hun nægtede at sige noget, tog skoene af og forsvandt ind på badeværelset for at vaske hænder. Da hun kom ud i gangen igen, stod de to mænd som to skolebørn, der var blevet taget i at smadre vinduet med en bold.
Palle, snup lige soveværelset til et hurtigt ord nu. Hendes stemme lød som det farligste, man kan møde på Bornholmske klipper.
Med døren lukket bag sig rullede Birgitte ind:
Hvad er meningen? Hvem er denne mandsperson, hvorfor går han rundt i mit hjem i undertrøje? Og hvorfor forsyner han sig frit med vores mad?
Søde, please, ikke nu igen, pjækkede Palle lavmælt. Steffen er blevet smidt ud af konen. Hun tog både lejligheden, bilen og hans gamle cykel. Han er landet på gaden, bogstaveligt. Han er kommet til byen med håbet om job, men han har ingenting. Jeg kunne da ikke lade ham sove på en bænk!
Og hvor længe har denne “pud salt” tænkt sig at tage ophold her?
To dage! Max en uge. Indtil han finder job eller et værelse. Birgitte, vores datter er flyttet, du ved godt, gæsteværelset står tomt. Han er helt rolig næsten usynlig!
Birgitte sukkede dybt. Hun vidste, at Palle var født blød, og det brugte folk ofte nådesløst. Men at slæbe en alkoholglad fremmed mand hjem, bare fordi han engang havde lavet pandekager over et bål…
En uge, Palle. Ikke én dag mere. Ingen smøger indendørs. Gården er skabt til misbrug, ikke her. Og please, sig til din ven, at vi ikke driver solarium for overkroppe på fri fod.
Tak, skat! Du er en engel! Jeg skal nok tage mig af alt.
Hvis Birgitte havde anet, hvad den “uge” ville koste, havde hun smidt Steffen ud med det samme med eller uden tøj.
Første aften gik næsten okay hvis man altså ser bort fra, at Steffen åd halvdelen af Birgittes hjemmelavede frikadeller (til to dages madpakker). Han klaskede hænderne mod bukserne, slubrede og fortalte mandehistorier fra forsvarets mørkeste lag, så Palle flækkede af grin ved spisebordet, mens Birgitte kun talte, hvor lang tid der mon var til sengetid.
Se, du har virkelig sørget godt for jer, Palle, sagde Steffen belærende, mens han gned maven. Stor, lys lejlighed, og konen kan lave andet end frysepizza! Ikke som min eks, hun kunne kun brokke sig og kræve penge. Nej her, det er sgu et lille spaophold!
Vi forsøger, sagde Palle beskedent og hældte mere te op.
Birgitte, kunne du ikke lave nogle flere boller? Med kål? Jeg kan virkelig noget med kål… det der brød fra Irma smager altså af viskelæder.
Birgitte hævede blikket.
Steffen, jeg er regnskabschef. Jeg går ud af døren klokken otte og hjemme igen 19. Jeg bager ikke boller på kommando.
Nå, okay, det er jo bare kvindepligt at sørge for at ingen går sultne i seng, mumlede Steffen.
Birgitte svarede ikke. Kæmpe hak i listen over Steffens “plusser”.
Tre dage gik, og Steffen rørte ikke så meget som et stillingsopslag. Han tilbragte dagene på sofaen, tvet buldrede, og når Birgitte kom hjem, var der krummer i sofaen, fadede røg i toilettet (balkonen var åbenbart for langt væk), og køkkenvasken lignede et forsøg på moderne kunst med madrester.
Han ryger på toilettet, Palle! hvislede Birgitte rasende. Vaskekludene stinker, jeg får migræne!
Jeg snakker med ham, lover jeg, forsikrede Palle. Han er bare presset…
Torsdag tog hun tidligere hjem hovedpine. Hun åbnede døren. Høj latter og klirrende glas mødte hende. I stuen sad Steffen med en tvivlsom, lille mand i kasket og vodkaen fra dåbsfesten. Selvfølgeligt!
Hej Birgitte! Jeg mødte Esben nede i Fakta! Kom og hyg med, vi sidder og vender verdenssituationen, lød det hyggeligt fra sofaen.
Birgittes tinding bankede.
Steffen, sagde hun køligt. Gør stuen gæstefri på ét minut. Og fjern… det hele.
Da “vennen” var ude, truttede Steffen fornærmet:
Skal man ikke engang må sidde med en kammerat? Vi forstyrrer jo ingen…
Dette er et hjem, ikke en bodega eller natcafeteria. Du sagde du søgte job, hvordan går det?
Jeg er i gang, knurrede han.
Med at spise andres mad?
Du skal ikke hidse dig op. Palle har inviteret mig, så pas nu bare dig selv! Kvindfolk bør tie, når mænd taler.
Birgitte svarede ikke. Hun låste sig inde på soveværelset og ventede på, at Palle skulle komme hjem til det store opgør.
Enten han er ude i morgen, eller så… så er jeg det! råbte hun. Han har stjålet vores vodka! Mangler kun, at han låser kælderrummet op og stjæler fryserindholdet.
Palle så ud som en hund, der havde stjålet en flæskesteg.
Skat, jeg har fundet jobopslag, vi får det ordnet. Bare tålmodighed…
Tålmodighed? Hos ham? Ville du ikke mærke dig at mærke, hvor din tålmodighed bor!
Ugen blev til to, Steffen forblev uvasket på sofaen, mens han udviklede sig til coach for “Mænd, der vil være mænd”.
Palle, du er tøffelhelt, råbte Steffen fra køkkenet en aften. Du lader konen bestemme alt for meget. Du skulle prøve at sætte dig igennem! Ellers kommer snoren, og snart må du nok også putte selv…
Birgitte lod badet løbe ekstra længe. Hun nægtede at høre mere.
Søndag nåede glasset at flyde over.
Hun havde brugt det meste af formiddagen på at skrubbe lejligheden fri for Steffen-relateret snavs, lavet dansk-fransk inspireret nakkefilet prøvede at forkæle manden, hun havde elsket.
Men Steffen satte sig straks for bordenden der altid havde været Palles plads og skrabede halvdelen af fadet over til sig selv, toppet de bedste stykker.
Nå, nu skal vi kræse, sagde han, mens han smagte sig frem. Det er da ok. Lidt tør måske. Kunne ha brugt mere salt. Og hvor er peberen?
Birgitte frøs fast med gaflen i hånden. I tre timer havde hun gået og stegt og snittet.
Hvis du ikke kan lide det, så lad være at spise, sagde hun tørt.
Nå nå, så er der sarte følelser?!, Steffen puffede til Palle. Lidt konstruktiv kritik har ingen taget skade af! Min mor lavede bedre mad det her er højst til provinsen!
Palle sad tavs og stirrede i tallerkenen.
Steffen, hun laver fantastisk mad, kom det ynkeligt fra ham.
Du skulle tage at låne mig et par tusinde kroner, nu du er i det flinke hjørne, fortsatte Steffen. Mangler til smøger og lidt transport.
Birgitte lagde gaflen og stilheden, der fulgte, var isnende.
Låner du ham penge? spurgte hun messende. Af vores husholdningsbudget?
Palle blev postkasserød.
Lidt småting… han betaler tilbage, lover han.
Han har ikke tænkt sig at betale. For ham er jeres sofa en kongeseng og din løn verdens gave.
Steffen stoppede tyggelysten. Hans ansigt blev mørkerødt.
Hvem kalder du en nasser? Det er dig selv, du skal passe på!
Gæster opfører sig ordentligt, Steffen. Du er ikke en gæst, du er en parasit.
Palle! Din kone fornærmer mig! Skal du bare stå der og glo? ER du mand eller mus?
Palle sad trykket ned i stolen, skiftevis stirrende på sin kone og være ven. Han havde aldrig stået svagere.
Jeg… jeg kan ikke smide ham ud, Birgitte… Vi er jo venner. Han har ikke andre.
Så er valget dit. Han ud eller du ud. Nu.
Hun gik ind i datterens værelse og begyndte at pakke Steffens ting. Bukser, sur trøje, strømper alt fløj på gulvet.
Hey! Hvad laver du, kvinde?! vrissede Steffen.
Pakker dit tøj. Du har ti minutter.
Palle, sig noget! skreg Steffen. Det her er også din lejlighed!
Palle stod rådvil og bleg.
Birgitte, slap nu af. Lad os snakke…
Det er færdigsnakket. Enten han nu eller jeg ringer til politiet. Lejligheden er min, og gæsten her har intet at gøre her længere.
Hekse! hvæsede Steffen.
Prøv noget, hviskede Birgitte og så ham lige i øjnene. Rør mig, og du fortryder resten af dit liv.
Steffen bakkede. Han kunne tydeligt mærke, at denne kvinde ikke lavede sjov.
Han vendte sig mod Palle.
Nå… Se at komme væk fra den heks. Mandskabet går!
Palle så på sin kone, som han aldrig havde set før. Hun var pludselig blevet et helt andet menneske.
Jeg… jeg kan ikke smide ham ud, mumlede han og bøjede hovedet.
Fint. Pak. Jeg hjalp dig.
Hun pakkede hurtigt hans tøj, slæbte kufferten ud. Steffens sæk røg efter.
Så. Ud, sagde hun og åbnede hoveddøren.
Du vil fortryde det! råbte Palle, mens han fik overtøjet på. Vi finder ud af det hele selv! Du bliver bare gammel og alene.
Det er mig meget mere værd end at være sammen med en svagpisser og en nasser, sagde Birgitte.
Steffen stod allerede ude på trappen, sendte dræberblikke.
Kom, Palle, lad os søge lykken et andet sted! Rigtige mænd finder altid tag over hovedet.
Palle tog kufferten, sendte Birgitte et langt, bebrejdende blik og gik ud.
Birgitte smækkede døren bag dem. Låste én, to gange og satte sikkerhedskæden på.
Pludselig blev benene til gelé. Hun sank ned på gulvet, lænede hovedet mod døren. Hjertet buldrede. Der var musestille. Intet tv, ingen sur røg, ingen der slubrede i køkkenet.
Hun sad der, lyttede til lyden af elevatoren, der trak drengene væk. Mand forladt efter 25 års ægteskab og hans “bedste ven, som hun reelt havde kendt i fjorten dage.
Tårerne trillede, varme og vrede. Hvordan kunne han? Bytte hjemmet, hverdagen, ægtefællen væk for… mandesolidaritet og billige bajere?
Men bag smerten snusede Birgitte også noget andet, en lettelse. Som en byld, der endelig er sprunget. Det svider, men det rensede luften.
Birgitte tørrede tårerne, gik i køkkenet. Der stod en halvspist tallerken “fransk” nakkefilet og borede sig ind i hende. Hun kastede det direkte i skraldespanden sammen med sprutten og agurkerne.
Hun åbnede vinduet på vid gab. Den kolde vinterluft indtog køkkenet og trak resterne af Steffen ud i den frosne, mørke gård.
Den næste uge gik hun rundt i en tåge. Kom hjem til fred. Ingen, der bad om flere kartofler, ingen, der krævede små kviklån til cigaretter.
Først efter fire dage ringede Palle.
Hej, Birgitte… Hvordan går det?
Fint.
Birgitte… kan vi ikke snakke? Mig og Steffen bor på et værelse på Amager, og… det er et helvede. Der er larm, lopper og kakerlakker, og Steffen sover som en elefant. Jeg kan ikke mere, Birgitte. Må jeg ikke godt komme hjem? Kun mig! Jeg sendte Steffen væk, lover det!
Birgitte sad længe og så ud i vinteren.
Nej, Palle, sagde hun til sidst.
Hvorfor? Jeg har indset alt!
Fordi du ikke valgte mig, da det gjaldt. Du gik sammen med ham. Jeg tager ikke folk tilbage, der vælger nassesolidaritet over familien. Tag ansvar for din pud salt og spis dig mæt i Steffens dåseskinke.
Hun lagde på og blokerede nummeret.
Der var ro i lejligheden. Birgitte lavede en kop te, tog et stykke hjemmebagt kål-tærte, satte sig med en god serie og pakkede sig ind i sit bløde tæppe. Hun var 52. Fremtiden var åben og nu helt hendes egen.
Og for første gang, i fred og ro, glædede hun sig til endnu en aften… alene.
Skriv en kommentar: Ville du ha tilgivet Palle?
Min mand tog en ven med hjem for at bo hos os, men jeg fik hurtigt smidt dem begge ud
