Forlovelsessnak
Hvad mener du med, at du skal giftes? Søn, hvorfor er det først nu, jeg hører det? Vera satte strikkepindene og det halvt færdige halstørklæde fra sig, mens hendes kat Harley krøllede sig sammen på skødet som en varm pude.
Mor, jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle sige det til dig
Hvorfor ikke?
Jeg var bange for, du ikke ville bryde dig om det!
Jonas, hvad er det, der foregår? Hvornår har du været bange for mig? Jeg har da aldrig ikke bakket dig op! Nu gør du mig nervøs!
Det må du ikke, mor! Jonas satte sig tæt ved hendes stol på gulvet og så hende i øjnene. Jeg fortæller dig alt, hvis du lover ikke at gå i panik og lade være med at presse mig.
Søn!
Mor! Du kan ikke snyde mig din stemme bævrer, men jeg kan se glimt i øjnene! Rolig nu. Det er bare svært. Jeg har virkelig tænkt på, hvordan jeg skulle starte samtalen.
Start forfra så tager vi det derfra. Vera slap garnnøglet og tog Jonas kærligt i ørerne. Jeg burde egentlig trække dig lidt ved øret, men jeg har ikke kræfterne mere, og der er jo heller ingen andre til det.
Hvis far havde været her
Nej, lad nu være med det! Vera rynkede panden, og Jonas lagde straks armene om hende.
Undskyld, mor! Jeg savner ham også …
Med din far havde du ikke turde sådan noget! Nej, folkens, se ham lige en mand på fyrre, bange for at vise sin egen mor sin kæreste! Hvorfor?
Jonas grinede og trak forsigtigt sit øre fri fra hendes greb.
Mor! Giv slip, jeg kommer til at ligne Bamse!
Det ville bare klæde dig! Men hold nu op med at pine mig fortæl! Hvem er hun?
Mille.
Det var da interessant! Er det alt?
Nej.
Skal jeg lokke hvert ord ud af dig eller true dig?
Vil du nægte mig chokoladen eller sætte mig i skammekrogen?
Jeg sender dig i haven og luge kartofler!
Hvilke kartofler, mor? I kolonihaven vokser der kun roser og jordbær og lidt ribs!
Til dig skal jeg nok plante kartofler!
Nej, jeg skal nok fortælle!
Jo mere Vera lyttede, desto mere lod hendes øjenbryn sig løfte. Hun havde ikke ventet sådan noget fra sin søn! Hvad hun nu skulle stille op med det, vidste hun ikke. Men én ting var sikker Jonas mente det alvorligt. Altså, det var ikke bare en flirt, men en kvinde, der betød noget. Og hun kunne fornemme, at det virkelig var kompliceret.
Men vil hun overhovedet giftes med dig?
Ikke endnu.
Hvorfor ikke?
Hun siger, hun ikke vil gøre mit liv sværere.
Nå. Har du et billede?
Jonas fandt sin mobil frem, bladrede lidt i galleriet og rakte hende den.
Her er hun. Mille.
Vera tog brillerne på og nærstuderede billedet. En køn kvinde på lidt over tredive smilede genert. Lyse krøller, stort set uden makeup, et mildt og naturligt udtryk. Hun stod der i parken, lidt overrasket, omringet af vores danske forår nøgne træer og let grønne knopper rammede hendes ansigt ind som et løfte om nyt liv.
Du har altid været så dygtig! Far sagde altid, at du burde være blevet fotograf, hvis ikke du endte i Forsvaret. Et spontant billede og så meget sjæl i det! Godt klaret! Vera gav mobilen retur til Jonas med et blik, der sagde alt. Hvornår skal vi lære hende at kende?
Når hun er klar. Mor
Jonas, hvorfor ryster du som en hare? Jeg spiser hende jo ikke! Troede du, jeg forventede, du kom rendende med en purung pige, der rødmer hele tiden? Du er jo en voksen mand det er for sent at opdrage din egen hustru. Det kan jeg godt regne ud. Og så har voksne kvinder jo deres historie. Spørgsmålet er bare hvilken? Det skal jeg nok selv danne mig et indtryk af. Husk det er dig, der skal bo med hende, ikke mig!
Jonas gik, mens Vera begyndte at gøre klar.
Luna skal luftes, og katten Harley har kun lidt foder tilbage. Hun kunne klare to ting på én gang. Og så fik hun luftet tankerne og bragt sig selv lidt i ro.
Vera vidste, at der nok ikke kom til at gå længe før mødet Jonas charme var svær at modstå. En vaskeægte dansk viking høj, flot og med en skæv humor. Men han viste sjældent den side af sig selv.
Hun sukkede.
Den der periode med næsten at være usynlig havde varet længe. Siden Jonas første kone gik fra ham og ikke på en pæn måde, som hendes mand, Per, ville sige. Siden den dag var tiden nærmest gået i stå for familien. Jonas kunne ikke tilgive sig selv tabet af deres barn, og Vera bebrejdede sig selv for ikke at have blandet sig. Selvom hun vidste, intet ville have hjulpet, nagede det stadig.
Jonas og Karen. Et klassisk bekendtskab; unge og forelskede, kun optaget af hinanden. Og så en dag gik det op for én af dem, at det ikke var nok at livet havde noget andet at byde på. At kærligheden kunne se anderledes ud, stærkere, vildere. Så glemmer man, sletter det forrige, for det gør for ondt. Eller også gør det ikke.
Vera forstod ikke helt, hvordan Karen kunne tage valget så let; ti år sammen var det virkelig ingenting? Hun havde set Karen vente, bekymre sig, blive oppe, når Jonas var ude og rejse. Så hvorfor? Holdt op med at elske ham? Måske. Men Karen havde stået foran hende og sagt:
Der var ingenting. Aldrig noget.
Hvorfor så?
Fordi Alle sagde, jeg skulle gifte mig. Uden vielsesring var man ikke en rigtig kvinde. Alle pressede på! Mor, mormor, tanter! Forstod du? Som om jeg ikke havde nogen egen vilje. Kun til for at blive gift. Lærte hvordan man vælger, hvordan man lever, respekterer sin mand … Men spurgte nogen, hvad jeg ville? Nej! Jeg vil bare LEVE, ikke kun eksistere! Være sammen med én, jeg elsker, ikke fordi nogen kræver det!
Vera fik pludselig så ondt af hende stadig nærmest en pige uforstående og bange. Hun blev kun ked af det på barnets vegne, som hun aldrig fik set.
Karen forsvandt, og det samme gjorde noget vigtigt i Jonas karakter. Han mistede selvtilliden, ledte efter svar, han ikke kunne finde. For ikke at gå til, begyndte han at tage flere og flere opgaver ude. Vera holdt op med at spørge hun bad bare for, at hendes søn vendte hjem i god behold.
Hun var nu enke.
Det ord var en kold sten. Som om en bærende søjle var revet væk, og hun balancerede på kanten, usikker på, om der var fast grund under hende. Men hun måtte stå fast hun havde Jonas.
Og de klarede sig. Støttede sig til hinanden.
Vera drømte ikke længere om, at Jonas ville finde lykken. Han havde kendt flere kvinder, men aldrig noget alvorligt. Det gjorde ondt på hende ingen at dele livet med, ingen der kunne varme ham. Hun var for længst holdt op med at tænke på børnebørn. Hun ønskede bare, at Jonas kunne lyse op igen og finde glæde.
Luna hylede efter en kæk spurv, og Vera afbrød sine tanker. Hun smågrinede. “Du er ligeså skør, som nabodrengen siger.” Oscar, den tolvårige tekniske trold, havde lært hende alt muligt med computer og smartphone grej, som Jonas havde givet hende.
Oscar, du er kun tolv hvordan ved du det hele?
Tante Vera, det er da simpelt! For begyndere!
For hvem?
Det er sådan nogen, der ikke forstår sig på teknik, men gerne vil lære det. Oscar forklarede tålmodigt. Og du er jo en begyndertante. Bare rolig, det er sejt, at du vil lære det. Min oldemor bliver nærmest religiøs, når hun ser en computer hun tror, den vil spise hendes hjerne!
Hold da op!
Hvis min bedstemor skrev gyserfilm, ville alle filmfolk falde ned af stolen! Jeg har installeret det strikkeprogram, du bad om genvejen er på skrivebordet.
Hvor? Vera kiggede sig forvirret rundt, mens Oscar grinede ikke det bord, det på skærmen!
Oscar mindede hende om Jonas som barn; nysgerrig, hjælpsom. Vera tænkte på det barn, hun kunne have haft som barnebarn, hvis det hele var gået anderledes.
Hun kom pludselig i tanker om Milles ansigt. Det var umuligt, at sådan en kvinde kunne være ondsindet. Hun smilede til Jonas, ikke til kameraet.
Vera greb Luna op og ændrede rutinen til sin gåtur. Den pose, hun senere havde med hjem, fik Harley til at springe ned fra sofaen.
Hvad synes du, Harley? Smukt, ikke? Vi når det hele, ikke sandt?
Mille sagde til slut ja. Ikke uden kampe det tog næsten resten af året. Jonas lyste op hver gang, han besøgte sin mor, så hun engang imellem drillede:
Om lidt sparer vi strøm på pærerne, søn!
Men hun pressede aldrig på om at møde Mille. Ventede bare på, at Jonas selv tog initiativet.
Tiden nærmede sig jul, og den hemmelige pose fra gåturen var næsten tom. Nu ventede alt på det rette øjeblik.
Traditionen var, at Jonas fejrede nytår med venner, men juleaften blev tilbragt med moren. Denne gang ringede Jonas:
Mor, vil du have noget i mod, hvis jeg kommer med Mille?
Efter opkaldet gik Vera i overdrive. Harley gemte sig under sengen, og Luna farede frem og tilbage med små hyl, mens støvsugeren gik. Endelig faldt der ro over det, og Vera satte sig ved bordet.
Harley skubbede sig ind ved siden af hende og klappede sammen med Luna på gulvet.
Nå? Vera kiggede på sine firbenede venner.
Fire øjne blinkede op til hende, og hun lo de fornemmede hendes nerver. Som Jonas plejede at sige: “Den halevagt skal jeg stole mere på end mig selv!”
Vera klappede først katten, så hunden. Dyr er dyr, men hvor meget glæde! Hun tænkte tilbage på, hvordan Luna blev familiehund.
Naboen, Arne, boede ved siden af de var ikke nære venner, han var en indadvendt gammel eneboer uden familie, kun sammen med Luna, som han havde fundet som hvalp på skraldepladsen. Arne passede Luna kærligt; hun blev det blødeste midtpunkt i hans liv. Pludselig begyndte han at åbne op han fortalte løs om Lunas seneste påfund, og Vera glædede sig over at kunne give resterne af suppe til dem, som Arne altid afleverede tilbage skinnende rent.
Da Arne døde, var det Luna, der satte hele opgangen i gang; hun hylede døgnet rundt. Vera kom hjem fra sommerhuset og reagerede straks. Politiet måtte ind, og folk rystede bare på hovedet. Ingen havde orket at tage sig af Arne. Vera fik klaret det praktiske og tog Luna til sig. Den lille hund krøb sammen på hendes dørmåtte, døsede uroligt og kunne kun falde til ro, da “de fik Harley.”
De havde fundet ham i parken Harley var blevet smidt væk i en pudebetræk, som Luna trak ud af buskadset. Vera var først skrækslagen men indeni var der et lille, svagt miav. Kun den røde killing overlevede; den blev Lunas øjesten.
Jonas morede sig over, hvordan moren snakkede med sine dyr som med mennesker.
Mor! Du taler jo til dem som folk!
Nogle gange tror jeg faktisk, de forstår mere end mange mennesker.
Nu kiggede Vera på dem og sagde:
Vi får gæster. Lad os se, om de er gode nok til vores Jonas
Dørklokken ringede, og Vera fór sammen.
Nu er de kommet! Opfør Jer pænt, ikke?
Jonas fyldte hele entréen, da han kom ind, med et net appelsiner.
Glædelig jul og godt nytår, mor! Han udvekslede kindkys, og bag ham kom endelig Mille. De samme blå øjne og halve smil som på billedet. En dreng på otte og en yngre pige kiggede nysgerrigt på Vera de var tydeligt Milles børn.
Velkommen Vera blev pludselig nervøs på ord.
Alle kom hurtigt ud af overtøjet, børnene legede, og alt fandt sin naturlige rytme.
Efter middagen fandt børnene et brætspil frem, og Vera lo, da Jonas forsøgte at ligne en frø så effektivt, at både Luna og Harley blev skræmt.
Mor, nu må du da styre dig!
Hvad, Jonas?
Sådan at grine af din egen søn!
Helt ærligt, du overdriver! Jeg går ud og tager opvasken. Senere skal vi ha te jeg har bagt Napoleon-kage og eclairs.
Hold da op! Jonas så straks gladere ud, mens Mille hjalp med at rydde op. Han har altid haft en sød tand én gang som barn spiste han næsten en hel lagkage!
Gjorde han? Mille var lige ved at tabe en tallerken. Blev han ikke syg?
Jo, det tog næsten et døgn, før han blev menneske igen. Lærte han noget? Nej! Efterfølgende har han stadig ikke kunnet stå for kager.
Mille smilede til Jonas og fulgte Vera ud i køkkenet.
Må jeg give en hånd? Jeg ved godt, at det ikke passer sig, men jeg kunne se, du var lidt træt.
Det har du ret i! Jeg er træt og nervøs det er ikke hver dag, man møder sin søns kommende kone, vel? Vera satte sig på en taburet.
Nej, jeg er også spændt!
Har du hørt mange skræmmehistorier om slemme svigermødre?
Jo jo, men jeg tror ikke rigtig på dem.
Hvorfor?
Jeg har prøvet at have to svigermødre, og de var begge søde.
Så jeg bliver den tredje?
Millies hænder stoppede i opvasken og hun smilede lidt tøvende.
Må jeg kalde dig Mille? Jeg havde en storesøster, der hed det. Hun er her ikke mere, men derfor glæder det mig, at navnet fortsætter.
Selvfølgelig.
Hvad er du bange for? Du virker ikke som én, man ikke forstår.
Ikke dig Men jeg er bare bange for forandring. Det har været svært.
Fortæl mig om det. Det vil gøre det nemmere for os alle.
Godt Mille skubbede sine lokker tilbage bag øret og rynkede næsen. Det er svært, når det handler om én selv.
Så start med børnene det er lettere.
Jamen, Viktor er min søn fra mit første ægteskab. Hans far og jeg gik i skole sammen flyttede hertil som børn, jeg gik i almindelig skole, han på sportslinjen. Hans mor var fantastisk; hun klarede to børn alene, da manden smed hende ud. Uden kollegernes hjælp havde hun stået på gaden.
De fik lejligheden tilbage?
Ja, og fik styr på børnebidrag og det hele. Men det var svært hun har kæmpet for sine børn.
Skilte I eller?
Han døde lastbilchauffør, dræbt på motorvejen. Mille strøg sine øjne og smilede. Jeg elskede ham. Viktor ligner ham på alle måder. Man siger, at sådan nogle børn fødes kun ud af stor kærlighed. Han er min stolthed.
Har han kontakt til farmor?
Og moster. Vi er stadig en slags familie. Hvis ikke hans farmor, Tove, havde hjulpet, havde jeg ikke klaret nogle ting.
Og din datter?
Asta har jeg med min anden mand. Hans mor, Grethe, og min første svigermor arbejdede sammen det var dem, der fandt på matchet.
Fik det succes?
Det tog tid. Vi var begge meget følsomme sjæle. Han er kunstner, meget talentfuld og vores datter tegner overalt. Siden hun kunne holde på en farveblyant, dekorerede hun væggen i badeværelset. Nu går hun i tegneskole, selv om hun er yngste elev. Ingen er overraskede med sådan en far.
Bor han stadig?
Tak og lov! Mille bankede på brødboksen. Han er rask og livlig, men vi passede bare ikke sammen som par. Da Asta kom, føltes alt svært. Han kunne ikke finde ro og arbejde, og jeg følte, vi kom i vejen. Vi blev enige om at være venner og opdrage pigen sammen hver for sig.
Havde I et sted at bo?
Nej, men så ordnede Grethe det vi fik lov til at bo i hendes mors gamle lejlighed. Jeg bad om, at den skulle stå i børnenes navn.
Tog hun også din søn til sig?
Selvfølgelig. Jeg har haft fantastiske svigermødre.
Mangler du din mor?
Jeg har ikke haft en. Min far og storebror opfostrede mig. Mor døde, da jeg blev født, og bedstemødre havde jeg ikke. Derfor var jeg lidt “skævt opdrættet”. Jeg rendte i fars garage og lærte at skyde, indtil han tvang mig ind i kjoler og til klaverundervisning. Dengang hadede jeg det, men i dag er jeg taknemmelig nu kan jeg undervise.
Hvad arbejder du med?
Jeg underviser på konservatoriet.
Mille rettede sig op, og Vera blev helt betaget, da stemmen fyldte køkkenet:
“Kærligheden har vinger som fuglen … ” fyldte rummet så let og rent, at Vera glemte, hun sad i sit eget køkken og ikke i en koncertsal.
Det er mit arbejde jeg lærer andre at synge. Mille satte sig og så Vera i øjnene. Gav det dig svar nok?
Ja. Vera smilede varmt. Tak, min pige. Jeg er glad for, du forstår mig.
Jeg har jo selv en søn, og det skræmmer mig lidt at tænke på svigermorrollen!
Hvad mener du, er vigtigst for en svigerdatter?
At hun elsker mit barn. Resten er ligegyldigt.
Det mener jeg også.
Vera så stift på Mille, der nikkede alvorligt og sagde lavt:
Jeg elsker Jonas.
Luna begyndte at gø inde fra stuen, og Vera rejste sig.
Det er vist te-tid.
Da “Napoleon” kagen næsten var væk, og alle begyndte at gabe, smuttede Vera ud og kom ind med nogle pakker.
Hvad er det? Asta flåede den røde sløjfe af.
Se selv håber, I kan lide det.
Mille fik et hvidt halstørklæde og hue, og Asta et matchende sæt med blå snefnug på. Viktor hev et sort halstørklæde frem.
Se mor, hvor sejt!
Mille rullede straks sit om halsen.
Så blødt!
Og varmt. I kommer ikke til at fryse! Vera rettede på Astas hue. Kan I lide det?
Ja! Asta krammede hende spontant, og Vera blev helt paf før hun omfavnede hende igen. Tak!
Tak! Mille gentog stille. Jeg kan slet ikke finde ud af at strikke. Jeg har altid ønsket at lære det, men ingen har lært mig.
Så skal du lære det af mig i kolonihaven til sommer!
Vera mødte hendes blik og hun vidste nu, at hun nok kunne være tryg ved sin søns valg. Der var stadig meget at bygge op, men vigtigst: de var kommet til at forstå hinanden. De elskede ham, hver på deres måde. Og hvis de passer på ham, så vil lykken nok følge i kølvandet.
Og to år senere, ville Mille med besvær løfte sig ud af gyngestolen på den gamle kolonihaveveranda, bøje sig over den tunge mave og kalde:
Mor Vera, hvor er du Asta?
Astas jordbærsmurte ansigt ville dukke op:
Vi er her! Kom herhen, mor!
Og Mille ville tage klipklapperne af og gå stien rundt om huset, række Vera et sæt færdigstrikkede babysko:
Hvad synes du?
Vera ville dreje dem mellem hænderne og nikke:
Helt perfekte!
