SIT EGET STED
Mor, hvad laver du? Hvad har du gang i? Astrid var ved at bryde sammen, mens hun så sin mor kaste hendes beskedne ejendele ud af klædeskabet. Hendes yndlingskjole, den røde med prikker, blev smidt ligegyldigt på gulvet, hvor lillebroren, Mads, straks fik øje på den. Han greb fat i bæltet og satte det i munden. Nej, Mads! Giv slip!
Bare noget gammelt tøj! Marianne kastede Astrids slidte jeans til den lille bunke på gulvet og smækkede skabet i. Ud med dig!
Men mor, hvor skal jeg gå hen? Og så sent om aftenen? Hvad laver du?
Mit hus, mine regler! Du har ikke noget at gøre her!
Men er det ikke også mit hjem?
Nej, kæreste! Her har du ingenting! Marianne løftede sønnen op og tørrede næsen på ham med Astrids kjole. Ikke det mindste! Du har plaget mig længe nok! Lige siden jeg endelig begyndte at få styr på mit liv, har du forsøgt at ødelægge det hele. Det vil jeg ikke finde mig i!
Mor, hvad har jeg gjort?
Hvem titter efter Martinsens søn, hva? Er det ikke dig?
Mor! Astrid råbte nu så højt, at Mads blev forskrækket og begyndte at græde. Hører du selv, hvad du siger?
Jeg hører udmærket! Nu er det nok! Du har fem minutter, så skal du være væk!
Marianne smækkede døren bag sig, og Astrid blev stående, lammet af alt det, der lige var sket. Var hun virkelig blevet smidt på gaden? Tankerne fór rundt uden hoved eller hale, og Astrid kunne ikke engang gribe én for at finde vej. Bag døren græd Mads så højlydt, at Astrid uvilkårligt gik derhen. Hun havde vænnet sig til at trøste ham, gøre alt for at få ham til at tie, for mors nye mand blev irriteret over gråd og alt, der hørte et småbarn til. Astrid, der havde været vant til kærlighed og omsorg fra hele familien, forstod ikke, hvordan hendes mor var blevet sådan. Hvis lillebroren græd, rakte hun ham straks videre til Astrid og gik selv.
Tag dig af ham! Du er voksen nu så hjælp til!
Voksen I går var hun mors og fars forkælede datter, i dag et stykke, man havde skåret fra. De sidste to år var gået så hurtigt, at Astrid knap havde kunnet følge med.
Først døde hendes far af en blodprop. Urimeligt og trist, for han kunne være reddet, hvis bare én forbipasserende ved busstoppestedet havde hjulpet ham. Han var knap fyldt halvtreds og lignede alt andet end en omstrejfer, men ingen stoppede, spurgte eller ringede efter hjælp. Måske troede de, han var fuld eller forstyrret, sov midt på fortovet en grå novemberdag. Da endelig én prøvede at vække ham, var det for sent.
Astrid husker tydeligt mors reaktion: Hun blev kold og fraværende, låste sig inde og glemte alt om datteren, der nu stod helt alene. Hverken familie eller gamle venner kunne hjælpe, de var væk for længst. Forældrene havde altid været stolte af at have hinanden, og Astrid kunne heller ikke lide uventede gæster, for de var jo aldrig nødvendige.
Det varede indtil skolestart, hvor Astrid kom i klasse med en pige, Sine, lille, kvik og med tykke mørke fletninger, som Astrid straks blev misundelig på. Sine slog dem om ryggen og buldrede:
Gid nogen klipper dem af! Lige meget hvad mor siger.
Astrid måtte til sidst røre ved det sorte hår, og derefter blev de veninder. Sine var den fjerde i en stor familie, hjemme hos dem stod huset sprængfyldt af børn, voksne og ældre og altid varme og mad og snak. Sin mors køkken var det hyggeligste sted, og Astrid lærte mere om fællesskab der, end hun nogensinde havde gjort hjemmefra.
Sin familie blev hendes tilflugtssted. Sines brødre hjalp hende, når hun sad fast i lektierne, og alle fugte og lagde mad på bordet. Selv de yngste piger kunne bage eller lave frikadeller, mens Astrid intet fik at gøre hjemme i køkkenet.
Astrid fandt varme i Sines familie; senere skulle hun lære, hvordan selv dem, man stolede på, kunne svigte. Men i begyndelsen forstod hun ikke, hvorfor Sine altid fik gaver ved enhver lejlighed, og hvorfor ingen ventede på fødselsdagene, for at glæde dem, de holdt af.
Hvorfor nu? Det er jo ikke din dag? Astrid spurgte undrende.
Hvem siger, at man skal vente, når man kan gøre hinanden glade? Åh, bare vent til jul så får du se!
Mor brød sig ikke om denne veninde, og hun skulle aldrig have set Sines hus, så havde hun nok forbudt al samvær. Men mor arbejdede meget, og Astrid skyndte sig hjem efter skole, slugte en skål suppe, så var ingen bekymringer.
Da Astrids far døde, var det Sines familie, der sendte de ældre brødre for at hjælpe med de praktiske ting. De bragte penge og gav en arm om skuldrene. Astrid græd, Sine græd, alt imens de bagte, så køleskabet flød over.
Efter den dag fulgte Sines brødre hende og mor rundt, hjalp, beskyttede, sørgede for småting. Astrid huskede det, selvom moren lod, som om hun ikke så det.
Senere, da Sine efter familiens ønske blev gift alt for ung, var Astrid forbløffet.
Hvad med skole, lægestudiet du ville jo blive læge?
Det skal jeg også. Det har min far og mand aftalt.
Men hvorfor gifte sig så tidligt du er ikke engang forelsket?
Sådan gør vi her. Forældrene vælger, og vi følger.
Men hvorfor? Det er jo middelalder
Mine forældre vil mig kun det gode, Astrid.
Til brylluppet holdt Astrid tårerne tilbage, men da Sine fortalte, at hun skulle studere i København, brast hun.
Hvordan skal jeg klare mig uden dig?
Hvis du får brug for det, så kom til mig.
I mellemtiden havde Mariannes nye mand, Poul, flyttet ind, og Sine kunne mærke Astrids uro, når hun skulle hjem.
Hvorfor tager du dig god tid?
Hvad skulle hun svare? At morens mand lurede efter hende i gangen, at moren blev indesluttet? At hun altid skulle passe Mads, selv på skoleaftener? Søvnløse nætter styrtende rundt med den grædende lillebror fortalte på kroppen hun var besvimet på skolen to gange af udmattelse, og sladderen gik.
Allerede før uddannelsen var færdig, fik hun job på hospitalet og var lettet: nu havde hun nattevagter og kunne undgå hjemmet.
Efter Sines bryllup, ramte et voldsomt skænderi hjemme. Marianne ville ikke høre, ikke forstå.
Så en dag, efter et møde med en nabokone, der sagde:
Sikke smukke børn du har, Marianne. Særligt din datter, sikke en brud hun kunne blive! Har hun ikke en bejler? Det bør hun da have, hun har så travlt med skole og arbejde
Noget bristede den dag. Marianne smed Astrid ud. Nu stod Astrid og pakkede sine ting ned, uden plan. Hvor hører jeg hjemme? Hendes sted? Hun vidste det ikke. Hun ville gerne ringe til Sine, men hvad ville det hjælpe? Sine skulle ikke stresse, hun ventede jo barn og studerede! Astrid følte sig magtesløs hun kunne engang ikke forklare sig for sin egen mor.
Hun tog et sidste blik rundt i værelset, stak farens billede i tasken og tørrede tårerne væk. Nå, måske var det bedre sådan. Her havde hun for længst været en fremmed. Lad mor bygge sit liv op.
Fra køkkenet hørtes fjernsynet og lyden af gryder. Astrid ville gå hen til døren, men stoppede. Hvad skulle hun sige? Alt var jo sagt. Og hun kunne ikke tilgive det, hun netop havde hørt. Nej! Nok nu. Engang havde hun været elsket, men nu var alt forandret.
Udenfor var det mørkt og koldt, og Astrid trak tørklædet tættere op omkring næsen. Efteråret var sent i år, men ramte hurtigt. Hun huskede, hvordan hun grinede tidligere på dagen af folk i shorts eller vinterjakker, og var glad for, at hun allerede havde taget Sines bløde, julegave-tørklæde og den varme jakke på. Ikke tale om at vende hjem igen. Sorgen sad som en lille, bidsk ræv i hjertet, men det måtte vente vigtigere var nu at lægge en plan.
Ved busstoppestedet var der kun få mennesker og en stor hund. Astrid satte tasken på bænken og frøs.
En bil kørte op ved siden af, og hun blev nervøs og tog et skridt tilbage.
Astrid?
Kasper!
Astrid åndede lettet op. Det var Sines storebror ham, der havde hjulpet så meget.
Hvad laver du her så sent? Skal du på job?
Nej Eller, jo. Jeg skal til hospitalet.
Det tror jeg ikke helt på. Hvorfor har du din taske med?
Astrid så på hans ansigt, så medfølgende, og inden hun selv forstod det, fortalte hun alt. Om moren, om Poul, om at hun nu var hjemløs.
Så, kom med! Kasper, altid ordknap, satte sig bag rattet. Astrid fulgte med, overbevist om, at han blot ville køre hende til hospitalet.
De kørte gennem natten og talte ikke. Det var rart ikke at skulle forklare noget. Den rolige varme i bilen føltes som et kort fristed. Hun klyngede sig til det, inden det blev hevet væk igen. Morens ord klang stadig for hendes øre:
Du hører ikke til her!
Først da hun opdagede, at de kørte i den forkerte retning, vågnede hendes tanker.
Kasper, hvor kører vi hen? Jeg skulle til hospitalet.
Skulle du overnatte der?
Ja…
Og hvad så bagefter? Hvad gør du i morgen?
Det ved jeg ikke.
Men det gør jeg. Nu tager vi et andet sted hen.
Hvorhen?
Du får at se.
En flot ejendom i et stille kvarter. Porten blev åbnet straks for Kasper. Han nikkede mod opgangen.
Kom.
Astrid fulgte modvilligt med op på tredje sal, hvor han ringede på døren til en lejlighed.
Efter noget tid åbnede der en høj, bred kvinde, det måtte næsten være Sines bedstemor.
Kasper, skat! Hvorfor har du ikke ringet?
Hun virkede mindre enorm, da hun trådte helt frem. Den lette kjole og det ranke ansigt narrede ved første øjekast.
Og hvem har du med? Åh, vent, jeg kender dig! Du er Sines veninde fra brylluppet, ikke? Kom nu ind, barn, du skal ikke være genert. Her er du ikke fremmed!
Da Astrid trådte ind, blev hun mødt af varme. Den brede entre var med marmorfliser og en stor lysekrone med dusinvis af prismer. Kasper stak bedstemor et par ord, fik et nik og forlod dem så med et vink.
Skal du ikke Men døren smækkede bag ham, og Astrid blev stående med Sines bedstemors rolige blik.
Kom nu, af med frakken. Så sætter vi os og får en kop kaffe. Du kan fortælle mig, hvorfor en sød pige som dig står på gaden midt om natten. Har du slet intet hjem? Ingen mor?
Ikke mere Ordene gled ud af Astrid, og hun sank sammen på pufen og begyndte at græde så hjerteskærende, at kvinden omsluttede hende med begge arme og holdt hende tæt.
Åh, lille du! Sådan skal det ikke være. Hvor er himlen blevet af, når de kan svigte børnene?_intet er så hårdt som at miste sit sted. Ikke græd. Alt skal nok gå. Det lover jeg dig, hører du mig? Jeg har set alt det frygtelige i livet og vil aldrig lade dig stå alene!
Hun vuggede Astrid, mens de stærke hænder strøg hende over håret og bragte ro tilbage.
Kom! Du får en rigtig kop kaffe. Sådan én, du ikke har smagt før. Når du har drukket den, skal du nok få kræfter til at ånde og tænke igen.
På det rummelige, pænt indrettede køkken sad Astrid med en lille kop, stærk, sort kaffe og lyttede.
Du kan kalde mig Sonja. Det hed jeg, da jeg var pige, ligesom dig. Voksede op med små søskende, forældre og et hjem, langt herfra, hvor mine forfædre boede og hvor gravene blev passet. Jeg var der ikke i mange år den smerte bærer jeg, men der er værre.
Hvad er værre?
Det værste er ikke at kunne begrave sine egne. Der var ingen grav for min far, mor eller ældste søster. Jeg kunne ikke.
Hvorfor?
Kender du til, når fremmede kommer og siger, at her er ikke længere dit sted, at du skal tie og glemme dine egne sprog? Da det skete, gemte min far os i et skjult kammer han netop havde lavet. Da de kom, nåede han at skubbe os ind og spærrer døren med buffeten. Den store eg, som min oldemor efterlod. Seks mænd kunne ikke flytte den, men min far gjorde det kærligheden gav ham kræfter.
Hun strøg Astrid over håret.
Husk, barn, at had og sorg forvandler folk. Men om man vil se lyset igen, må man slippe på smerten og være stærkere ikke bare for sig selv, men for dem, man elsker.
Du siger det som én, der ved, hvordan det er.
Det gør jeg. Men jeg var ikke stærk alene, kun på grund af andre søskende, familie, fremmede, der hjalp. Deres styrke blev min. Forstår du?
Ja… jeg tror det.
Nu er det tid til, at min styrke bliver din. Du skal blive her, Astrid, til jeg kan aflevere dig videre til en, der vil tage sig godt af dig. Jeg vil lære dig alt, jeg kan. Mad, husholdning, alle de ting en rigtig kvinde skal kunne.
Sonja lo, og Astrid frygtede næsten, hvad det kunne betyde.
Med rette! For jeg mente det.
Sonja holdt altid, hvad hun lovede. Efter to år lavede Astrid mad så god, at selv Sine klappede i hænderne nyforelsket på familiebesøg.
Hvordan er det dog muligt? Hvad er tricket?
Det er Sonja, der har lært mig alt. Jeg aner ikke, hvor jeg havde været uden hende.
Sig ikke for meget, så bliver jeg overmodig, lo Sonja, mens hun holdt øje med kaffen på komfuret.
Jamen, det er sandt!
Astrids stemme mindede grangiveligt om Sonjas, så alle brød ud i latter.
En dag blev Sonja alvorlig.
Har der været noget?
Astrid nikkede svagt.
Mor er blevet syg. Meget syg. Hun har ikke lang tid.
Så har du besøgt hende?
Nej jeg kan ikke.
Astrid! Hvis du venter, er det måske for sent. Hvem skal du da se? Hvem skal du tilgive?
Skæld mig ikke ud, Sine. Jeg ved godt, du har ret. Men hver gang jeg husker den aften, hvordan hun smed mig ud Hvis ikke det var for Kasper og Sonja hvor havde jeg mon været? Tænkte hun overhovedet på mig, da hun valgte Poul frem for os? Og nu, hvor han har forladt hende, da hun blev syg og lille Mads?
Hvor er Mads nu?
På børnehjem. De ville ikke give ham til mig jeg har arbejde, men ikke bolig. Jeg har ikke råd til egen lejlighed, selv med alle mine ekstra vagter.
Hvorfor kan du ikke flytte hjem i lejligheden?
Mor skrev mig ud jeg har ingen papirer. Jeg kan ikke få Mads hjem uden dem.
Kom, vi tager hen til din mor, sagde Sine.
Jeg skal ikke forsone mig med hende!
Så lad hende gøre det! Tænk på Mads der var ingen for dig, var det godt? Nej!
Astrid og moren fandt alligevel fred, to dage før Marianne døde udmattet og næsten ukendelig, og hun bad om tilgivelse. Astrid havde gemt vreden væk, for nu gjaldt det kun om at få Mads hjem hurtigst muligt. Da hun så ind i sin syge mors øjne, fyldt med smerte, tænkte hun ikke på den nat alt blev anderledes. Hun huskede istedet en tidlig morgen som lille, hvor en smuk ung mor klædt i rød kjole fodrede hende med kæmpestore, solgule kirsebær i haven sødt som kys. Alting blev stille omkring hende, kun lykken var tilbage, og Ordene kom af sig selv:
Jeg tilgiver dig, mor
Og det, som Sonja ofte havde sagt, gav endelig mening:
Lad ikke vreden få hjem hos dig. Giv slip, ellers tager den alt, hvad du elsker. Gør det for din egen skyld, ikke kun for den, du skal tilgive.
En uge senere stod Astrid med Mads hans hånd klemte hendes i den gamle lejlighed.
Er vi hjemme for altid nu? spurgte han.
Ja, lille ven. Nu er det os to her er vores sted.
Mads nikkede gravalvorligt, og Astrid vidste, at nu var alt rigtigt, og alting havde fundet sin plads.
