Turen til klogkonen
Engang for mange år siden sad jeg dengang hed jeg Line med en hvid plastikstrimmel i hånden, et graviditetstest, hvor der, lige som så mange gange før, kun var én streg. Skarp rød, og altid alene.
Jeg havde lyst til at kaste testen i skraldespanden med et hidsigt sving, men i sidste øjeblik lagde jeg bare hånden ned. Hvad nytter det? Smid væk, behold den resultatet er det samme. Igen var jeg ikke gravid.
Både jeg og min mand, Mikkel, var lige blevet tredive. Vi havde været gift i seks år, fire af dem med ihærdige forsøg på at få børn. Ingenting. Lægerne slog ud med armene: I er begge sunde og raske prøv at slappe af, lad det ske, så skal det nok gå. Let for dem at sige. Men for mig var hver måned en intens cyklus mellem håb og fortvivlelse. Jeg opfandt symptomer, førte kalender, regnede dage, håbede. Og hver gang sandheden indtraf, forvandlede verden sig til triste, grå nuancer.
Jeg arbejdede i posthuset som ekspedient. Kedelig rutine, men mit arbejdshold var trygt og varmt; vi var næsten kun kvinder. Frokosterne holdt vi i den lille, lune personalestue, hvor der duftede af tryksager og madkasser hjemmefra.
Den dag sad vi tre kvinder omkring bordet: mig, unge Sofie vores praktikant og Birgit, der rundede de 55, og altid havde en skuffe fuld af husråd og alternative metoder. Birgit havde evige småkvindesygdomme, som hun behandlede med urtete og besøgende hos kloge koner. Senest havde hun været i en landsby uden for Holbæk.
Men i Søholm, dér har de virkelig én, der kan noget! sagde hun med munden fuld af leverpostejmad og pegede på mig. Inger Madsen. Over firs, men øjnene lyser som en ungpiges. Hun ser lige igennem én!
Jeg sad og stangede gaffelen i frikadellen og kartoffelsalaten. Havde hørt Birgits historier masser af gange før.
Hvad kan hun? spurgte Sofie med et skævt smil. Heale alle mulige skavanker?
Langt mere end det! Birgits øjne glimtede. Hun fik min kusine, Hanne, til at blive gravid efter ti års forgæves forsøg og lægebesøg. Og min nevøs søn havde brok hun trykkede og mumlede, og det forsvandt! Skræmte ånder væk, hjalp alkoholikere hun er en sand mirakelmager!
Normalt fejede jeg det væk med et smil, men den dag voksede et lille frø af håb og desperation i mig. Hvad nu hvis ? hviskede en stemme, langt inde. Når lægevidenskaben giver op hvorfor ikke prøve?
Hvordan finder man hende? spurgte jeg lavmælt og overraskede mig selv med min beslutning.
Birgit kvikkede op, forklarede vejen: bus til krydset uden for Søholm, derefter tre kilometer ad en landvej. Der er ingen telefon. Bare tag derud og vent du kommer til at stå i kø.
Hele dagen rumsterede tanken i mig. Inger Madsen. Klogkone. Søholm.
***
Mikkel kom sent hjem den aften. Jeg hørte ham i entreen, tunge skridt, dørens klik. Han trådte ind i køkkenet, træt, men stadig flot, høj og rank, med de milde, mørke øjne, der så sjældent lo. Civilingeniør på et stort tegnestue, han levde for sine projekter, beregninger og deadlines.
Jeg elskede ham stadig, som dengang vi mødtes på Københavns Universitet han var rolig andensårsingeniør, jeg genert førsteårs på litteraturhistorie. Vi gik ture i regnen, prøvede at lave mad på kollegiets fælleskøkken, kyssede i opgangen. Vi drømte om børn; et drengebarn med hans øjne, en pige med mine lyse krøller. Vi troede lykken var et spørgsmål om planlægning: date, forelskelse, bryllup, børn.
Men programmet gik i vasken.
Hvorfor blev du så sent? spurgte jeg, mens jeg anrettede rester.
Vi har travlt med en aflevering deadline, svarede han kort og tappede sig over næseryggen. Du?
Jeg satte mig overfor ham, så frygtsomt til mens han spiste.
Mikkel, tror du på mirakler? spurgte jeg.
Han så op, overrasket.
Mirakler? Som i at Nationalbanken fordobler min løn? Nej. Jeg er jo ingeniør.
Nej, altså jeg mener sådan noget med kloge koner. Folk med evner. Som kan hjælpe, hvor videnskaben ikke rækker.
Han lagde gaflen.
Har du læst for mange dameblade?
Birgit fortalte om en klogkone i Søholm, der kan hjælpe barnløse. Hun har hjulpet flere. Måske
Han lo, men ikke kærligt.
Du, Line, min kloge hustru, vil køre på landet og besøge en gammel kone? Vi bor altså i Danmark, ikke i vildnisset. Du hører da selv, det lyder vanvittigt.
Folk siger det virker!
Folk siger så meget du tror da ikke på, at sorte katte bringer uheld?
Jeg bed tænderne sammen.
Mikkel, jeg ville bare hvad nu hvis. Lad os tage derud i weekenden. Du behøver ikke gøre noget, bare kør mig.
Hans blik blev hårdt.
I weekenden skal jeg arbejde. Og jeg troede, du var mere fornuftig end det her. Nu må du holde op.
Han rejste sig og gik.
Jeg blev siddende. Bitterheden brændte. Det gør ham ked af det, at jeg tror på noget andet end ham Men mine tårer? Min angst var det aldrig det mindste ubehageligt for ham?
Nå, Mikkel, tænkte jeg, koldt. Vil du ikke hjælpe, så gør jeg det selv.
*****
Lørdag morgen sad han foran computeren. Jeg stak hovedet ind.
Jeg tager hjem til mine forældre. De vil grille, siger de, løj jeg.
Lyder hyggeligt. Hils! sagde han uden at løfte blikket. Tag en taxa hjem, hvis det bliver sent.
Selvfølgelig.
Ved busterminalen var der liv og travlhed. Jeg købte billet på Landsbyruten.
Til Søholm, tak, sagde jeg.
Der går ikke en direkte bus. Du skal af ved Overgård og gå de sidste par kilometer, sagde billetdamen uden at se på mig.
Jeg tøvede ikke. Bussen var gammel, lugtede af diesel. Jeg klemte tasken mod brystet, så byen og markerne glide forbi bag vinduet. Himlen lå tungt over Sjælland.
Hvad laver jeg? tænkte jeg. Kører ud til en fremmed kone på landet, alene Mikkel har jo ret.
Men savnet efter en lille hånd i min, barnelatter, betydning i mit liv den lyst var stærkere end fornuften.
Bussen drejede ind til siden nær Overgård. Søholm, her! råbte chaufføren.
Ud i kulden, alene, vinden sved i kinderne. Vejen strakte sig gennem markerne. Efter et kvarter begyndte det fine slud, som snart blev til sne. Jeg gik og gik, fødderne blev våde, hænderne stive af kulde. Men jeg blev ved nu af stædighed.
Søholm viste sig at bestå af tolv skæve huse og en udkørt traktor. Ingers lille hus var ikke til at tage fejl af: Der stod to slidte Toyotaer og en BMW SUV ved lågen. Tre kvinder ventede allerede foran trappen.
Vi ventede længe. Sneen lagde sig tykt, og det dunklede hurtigt. Først efter tre timer blev det min tur.
Inde duftede der af tørrede urter, rugbrød, og noget stærkere. På bænken sad en spinkel kvinde, ældgammel, i sort kjole og tørklæde over det sølvhvide hår. Men øjnene lysegrå, nærmest gennemsigtige, rolige og årvågne.
Kom ind, lille ven, sagde hun. Stemme hæs, men venlig. Du fryser. Her, få dig en kop te.
Jeg slugte urteteen, bitter og varm. Tak.
Hvad bringer dig herud i sneen?
Jeg nikkede, ordknap. Vi har prøvet alt mig og min mand. Kan ikke få børn, men lægerne siger vi er raske.
Hun lænede sig tilbage og betragtede mig længe.
Du fejler ikke noget, barn. Det kommer, når tiden er. Ellers må du rette op på dit livs fejltagelse først.
Hvilken fejl? hviskede jeg og ransagede min samvittighed. Jeg havde ikke fortrudt aborter. Havde jeg såret nogen? Nej. Skændtes sjældent med nogen.
Det skal du selv finde ud af, sagde hun og trak på skuldrene.
Så ordknap og alligevel fyldtes jeg af en frygtelig, stille vrede. Jeg har taget hele vejen herud for at få intet, ligegyldigheder. Jeg kastede tilfældigt nogle sedler et par hundrede kroner i hendes skål og takkede mat.
Først da jeg ville ud, gik det op for mig, at mørket var faldet på.
Åh, det sidste bus er for længst gået
Du må sove her. Der er gæsteseng. Gå til hovedvejen i morgen tidlig.
Jeg magtede ikke opholde mig her en nat, men at ringe efter Mikkel, at tilstå mit halve bedrageri umuligt. Tak, sagde jeg lavt.
Hun viste mig ind i et lille værelse med jernseng, kridhvidt dynebetræk og en karklud som gardin. Jeg kunne ikke sidde stille. Hørte sneen dæmpe lydene fra den næsten sovende landsby. Pludselig nærmede sig billygter. En stor, sort Range Rover rullede langsomt ned ad vejen. Jeg styrtede ud, viftede desperat.
Vinduet gled ned.
En rar, alvorlig mand Alexander hed han, skulle det senere vise sig vekslede nogle ord med mig.
Kan jeg køre dig til Holbæk? spurgte han og smilede roligt.
Jeg nikkede. Satte mig ind i bilen, stadig rystet. Aldrig før havde jeg kørt med en fremmed, og aldrig ville jeg indrømme det for Mikkel. Men i bilen følte jeg mig for første gang i lang tid tryg.
Vi snakkede lidt om alt og intet hans mor boede i Søholm, var blevet enke for ti år siden. Selv ønskede han sig brændende børn, men hans ekskone havde ikke delt drømmen.
Hans historie ramte mig. Nogle går alene og længes, andre flygter fra netop dét. Livet sådan var det for mennesker, tænkte jeg.
Da jeg trådte ud foran vores rækkehus, sagde han: Heldigvis samlede jeg dig op. Pas nu på dig selv.
Tusinde tanker tumlede i mit hoved. Hvad skulle jeg sige, hvis Mikkel spurgte?
Jeg gik op, stak nøglen i døren og standsede brat. I entreen stod et par elegante damesko. Ved siden af Mikkels jakke hang en petit, mørk pels.
Mit hjerte satte ud. Soveværelsesdøren stod på klem. Jeg hørte latter og hvisken.
Jeg åbnede døren. Alt faldt sammen. Mikkel, kun iført underbukser, og en fremmed kvinde viklet i sengetøjet. To unge, chokerede ansigter.
Du skulle jo være hos dine forældre stammede Mikkel.
Ja, det var det, jeg troede, jeg skulle, svarede jeg med en stemme, der kun lige bar. Alt hvad jeg havde kæmpet for, blev til ingenting.
Jeg styrtede ud. Sneen piskede mig i ansigtet. På fortovet hylede bilen Alexanders Range Rover svagt. Han var vendt om, måske havde han opdaget mine forglemte handsker.
Er du okay? spurgte han.
Jeg rystede på hovedet, brød sammen mod hans skulder, mens han tålmodigt åbnede døren for mig igen.
Du skal ikke være alene nu, sagde han.
Han kørte mig væk. Fra mit gamle liv.
*****
Skilsmissen blev bitter, men jeg holdt fast. Mikkel forsøgte at vende det hele på hovedet det var min skyld, jeg havde hele tiden været fraværende, for fokuseret på at få børn. Jeg kunne kun se tilbage med undren: Hvordan havde jeg kunnet tro, at dette ægteskab kunne redde mig?
Alexander blev mit fristed. Han lagde ikke pres på mig; han lyttede, han forstod. I hans nærhed prikkede glæden sig langsomt tilbage i mit liv.
Vi tog det langsomt, begge mærkede af fortiden. For første gang følte jeg mig fri.
Da skilsmissepapirerne fra Roskilde Kommune omsider lå i min hånd, stod Alexander med en buket på trappen.
Så er du fri, sagde han, og for første gang i lang tid smilede jeg ægte.
Vi gik ud og fejrede det med et let måltid, vin, grin. Ingen store løfter, ingen drama bare lettelse.
Måneder senere havde min krop forandret sig. Jeg tænkte det var stress, men en dag købte jeg alligevel en test. To skarpe, blå streger. Jeg satte mig på badekarskanten, og denne gang græd jeg af glæde.
Alexander kom straks: Jeg er gravid, hviskede jeg. Hans glæde var stor og ægte, og vi stod længe i stilhed med lykkens tårer.
Ser du, sagde han, det skete, da du slap smerterne. Dette barn vælger dig. Ingen kloge koner eller læger kan gøre, hvad livet selv vil.
Den aften, med hans hånd på min mave, tænkte jeg på den gamle Inger i Søholm, på hendes mumlen om fejl, der må rettes op. Jeg forstod endelig: Fejlen var ikke turen eller håbet, men at holde fast i det døde. Hjertet måtte åbne sig for livet igen.
Jeg vendte mig mod Alexander, der allerede næsten sov, og hviskede stille: Tak.
Han hørte det nok ikke. Men jeg var sikker på, han alligevel smilede i søvne.
