Holm

– Holger, du er ingen gentleman!

Karoline skubbede til halen på det mærkelige væsen, som af en eller anden sær naturens lunefuldhed havde fået katteform, og så nyste hun.

Føj! Hvor har du dog været henne? Hele halen er fuld af spindelvæv! Jeg ved godt, jeg ikke er nogen ørn til at gøre rent, men alligevel! Hvor finder du sådan noget snavs? Og vil du tage og komme væk fra mig?

Katten værdigede hende ikke et blik. Den sad fortsat midt på Karolines pude og betragtede hende fra sin trone af dyne og puder. Den store, røde hale slog hende drillende på næsen, og Karoline udstødte et besværet hyl og sprang næsten til loftet.

Godmorgen, siger du? Kan I ikke bare alle sammen forsvinde lidt? Ellers aner jeg ikke, hvad jeg gør!

Hamsteren som naboens datter havde afleveret for ferien, pilede straks ind i sit lille hus, fornuftigt nok overbevist om, at det nok var klogest at springe morgenmaden over, mens en doven, rødhåret klat gled ned på gulvet uden at ænse Karoline. Katten, som hun havde fundet, nærmest til døde, forlængst udmagret ved skraldespandene for to år siden, var med årene blevet en smuk og fyldig tyran, som trofast fungerede som vækkeur også selvom ingen havde bedt ham om det.

Men i dag havde Holger som hun havde døbt ham efter sin yndlingsdetektiv fra bøgerne faktisk grund til det. Karoline kastede et blik på uret og udbrød et dæmpet gisp, før hun spurtede mod badeværelset, grebet af den rædsel, enhver, der har forpasset alting, vil kende.

Hvad er jeg for et menneske?! To vækkeure! To! Og jeg har ikke hørt ét eneste! Hvordan kan det ske?

Karoline rev døren til brusekabinen op og tændte for vandet.

Hun skreg så højt, at den lille hamster valgte at undvære både frokost og aftensmad, mens Holger stak snuden nysgerrigt ind og betragtede hende med store øjne, mens hun hakkede tænder og stod på ét ben.

Nej! Ikke igen! Der er ingen varmt vand!

Efterfølgende væltede en ordstrøm af klager ud af Karoline, som katten tog imod med ophøjet ro, det fandenivoldske glimt i de gule øjne afslørende, hvor lidt han tog sig nær af det.

Jeg bliver lige stående og råber lidt, okay? Lad jer ikke forskrække! Vandet er iskoldt!

Holger løftede ikke så meget som et øre og hoppede op på toalettets låg som Karoline for længst havde lært at holde lukket og satte sig til rette, stivnakket stirrende på hende, hvilket straks forværrede Karolines humør.

Kan du for hulen da ikke gå væk og vende ryggen til? Har du ingen blufærdighed?!

Dernæst fulgte en lang række uforståelige lyde og udtryk, som Holger forlængst havde lært at ignorere og tage som udtryk for sin ejers noget svingende gemyt.

Engang havde han været en ægte udstillingskat. Vinder af præmier, med stamtræ, bånd og pokaler. Hans killinger blev vurderet næsten højere end guld, og hans tidligere ejer havde pralet, hver gang nogen spurgte. Men så, efter en udstilling, blev Holger syg af uforklarlige årsager. Dyrlægerne var rådvilde, prøver blev taget i én uendelighed, og ejeren trak straks to killinger tilbage fra salg.

Han hed dengang Herkules. Hans fulde navn var langt og kringlet han hørte det aldrig til ende ved udstillingerne, for der gik altid kuk i oplæsningen. Men alt det navnet, statusset, pokalerne blev uden betydning, da det viste sig, Herkules næppe ville avle mere. Teoretisk kunne han endnu få killinger, men hvem ville købe dem?

Ejeren brød sig ikke om denne nye situation. På et øjeblik gik Holger fra at være yndlingen til at blive en byrde.

Det forstod han straks i den måde, han én aften blev mødt på. I stedet for det vanlige Herkules, din dejlige dreng! lød et halvkoldt: Gå væk! Jeg har ikke tid nu!

Og et par uger efter blev han solgt.

Kvinden, der hentede ham, var temmelig sær. Hun trak ordene ud og havde det fineste, lyserøde børstehår på hovedet. Den kulde, hendes blik sendte Herkules vej, fortalte alt; her var ingen ven forude.

Handlen blev hurtigt overstået. Herkules blev skubbet ind i transportkassen, mens den tidligere ejer så væk og ignorerede den dybe, klagende lyd, der sitrede igennem Herkules krop.

Han blev kørt langt, alt for langt, væk og væltet ud af kassen med ordene:

Tisse du nogen steder herinde, så ryger du ud!

Selvfølgelig gjorde han det. Hvem ønsker at være i et hjem, hvor man er uønsket?

Ærlig talt, hans nye ejer var ikke helt kold. Hun ventede med at smide ham ud, endda hun tog ham med til dyrlæge flere gange, i forsøget på at finde en forklaring på hans opfindsomhed. Men dyreklinikken var den samme, som den tidligere ejer havde besøgt. Den sidste diagnose sendte kvinden tæt på kollaps og beløbet, der blev nævnt efter tredje besøg, var så voldsomt, at hun blev helt hvid i ansigtet.

HVAD?!

Samme aften endte Herkules på ny i transportkassen og blev sat af bag et skraldeskur, hvor Karoline senere skulle finde ham.

Hun fandt ham ganske tilfældigt, da hun tidligt en søndag morgen hun passede nemlig naboens lille gamle hund, Frøken tog affaldet med ned. Kassen var ny, men skjult bag en gammel metaltønde, og Herkules var fanget. Han havde forsøgt at kradse sig ud, men havde intet held. Ingen vand, ingen mad, intet underlag, og det begyndte at blive koldt. Sulten gjorde ondt, og det eneste, han drømte om, var at nogen hvem som helst igen ville tage ham på armen og sige: Kom hjem, Herkules, skal vi tage hjem nu?

Det skete ikke. Folk kom og gik, så ham ikke, og Karoline troede først han var død. Men halen rykkede sig en anelse, og sammen med Frøkens hysteriske klynk gik det op for Karoline, at katten var i live.

Han lever!

Derpå fulgte et sandt kaos, som Herkules stadig mindede sig selv om, når verden blev for rolig. Karoline var lille og mager, men hendes stemme var skinger og overraskende kraftfuld, og hendes hænder fik ham hurtigt gjort helt ren uden at spørge, om han ville det.

Hun pakkede ham ind i sit eget badehåndklæde. Chokeret og drænet tillod han sig at blive tørret, og da Frøken delte sin mad med ham uden at vide det betragtede Herkules Karoline med fornyet interesse.

Hvad glor du sådan for? Det er da kød eller i det mindste noget, der ligner. Frøken spiser det, så det kan du også. Jeg har ikke så meget, min mor kommer først søndag, så du må klare dig. Stipendiet er brugt op. Vil du se noget sjovt?

Karoline susede op fra gulvet og begyndte at fremvise sine nyeste, sorte sko med høje hæle, men Herkules nu Holger var ligeglad. Han så kun på pigen foran sig, prøvede at regne ud, om hun mon ville smide ham ud på gaden som de andre.

Kan du ikke lide skoene? Jeg kan! Til fest, hverdag eller arbejde de duer til det hele! Jeg er smuk, siger min mor. Det tror jeg på. Hun har aldrig løjet for mig. Nå, kun én gang. Hun lod engang som om min far forsvandt som pilot. I virkeligheden havde han ikke en dyt med flyvemaskiner at gøre han drak og flirtede, men min mor havde elsket ham engang og mente, jeg skulle have en pæn historie.

Karoline tog det med ophøjet ro, da hun hørte sandheden som teenager: Det gør ikke så meget, jeg har dig nu. Og én forælder, det er frihed.

Karolines mor elskede hende, men med en slags kærlighed, der ikke kvalte. Hun havde opdraget hende efter mottoet: Vil du, så gør det! Moren havde sin egen blomsterbutik lidt stolte, hjemlige rammer, hvor Karoline kunne lære at klare sig.

Musikskole blev det til i fritiden Karoline spillede guitar og sang, men hun valgte dyrlægestudiet, for hun kunne ikke gå forbi et skadet dyr uden at stoppe og hjælpe.

Det var næsten ikke til at forstå, hvor mange dyr moren havde reddet i Karolines barndom. Katte, hunde, svaler, ja, selv en firben med hale, som hun, Karoline, fik afrevet igen, da hun ville slippe firbenet løs på marken.

Efter firbenets hale var røget for anden gang, fik Karoline feber af skræk og blev indlagt. Siden den dag, hun som seksårig blev rask, vidste hun, at hun ville være dyrlæge.

Det blev hun. Hun arbejdede nu på en af de bedste klinikker i Aarhus, men hun kom ofte for sent noget hun stadig frygtede kunne koste jobbet.

Under studierne og senere i jobbet havde Karoline lært sig, at man var nødt til at redde sig selv ingen kom ridende på en hest og løste ens problemer. Bare kom i gang, så lykkes det til sidst.

Holger havde intet andet valg end at komme sig. Karoline passede og plejede ham tålmodigt, indtil han igen fik pels over hele kroppen, og langsomt begyndte han at trives.

I samme periode fik Holger sit navn. En dag, mens Karoline pudsede vinduer, betragtede hun ham tankefuldt og sagde:

Du mangler jo faktisk et ordentligt navn

Samme aften holdt hun familieråd Karolines mor, Anna, hendes stedfar Poul og så selvfølgelig hamsterens ejer, der næsten boede hos Karoline nu, fyldte stuen.

Vi må finde et navn til katten, erklærede Karoline højtideligt.

Er det derfor, du har bedt os komme forbi?, lo Anna, netop hjemvendt efter dagens blomsterlevering.

Ja! Det er vigtigt!

Hvad synes du, Poul?, spurgte Anna, stadig lattermild. Nogle forslag?

Han er jo både klog, stærk og faktisk ret velopdragen… Nå, han skider ikke udenfor bakken.

En gentleman! grinede Poul og klappede katten.

Han kendte katten godt når Karoline rejste til København for at efteruddanne sig, var det Poul, der passede Holger. Derfor strøg Holger nu op til den stærke hånd og spandt.

Hør ham! En sand gentleman, konkluderede Poul.

Han skal hedde Holger det passer ham, besluttede Karoline.

Holger vænnede sig hurtigt til sit navn. Han reagerede ikke hver gang, men Karoline insisterede ikke. Katten var jo ikke en hund.

Med tiden begyndte Karoline dog at kalde ham grisling nok med hentydning til hans lidt rodede manerer. Anna var for længst flyttet sammen med Poul og havde overladt lejligheden til Karoline. Hun følte pludselig mere ensomhed end før, ledte efter svar i sine ensomme aftener, mens hun slentrede gennem lejligheden med Holger på hælene, mens hun overvejede livet og fremtiden.

Jeg er klar til forandring, Holger. Jeg drømmer om noget stabilt en familie. Hvorfor er der ingen, der ser mig? Hvorfor kigger mænd slet ikke min vej?

Der var ikke meget, Holger kunne svare til det, selv hvis han kunne tale. Han vidste, hvordan hun blev betragtet i S-toget eller i venteværelset på klinikken, men Karoline bemærkede det aldrig, og tog heller ingen notits af det.

Hun elskede sin arbejdstaske, syet af stof med pugs på, som hun havde fået lavet til hele klinikken. Hun brugte sin bonus dérfra på en kurv til Holger, og blev fornærmet, da han hellere ville ligge i hendes skød.

Sådan gik dagene Karoline kæmpede med hverdagen, Holger forsøgte at fornemme hendes humør og blev bekymret, så han næsten blev syg igen af medfølelse.

Denne morgen styrtede Karoline ud, skoldet og forfrossen fra badet, med håret som et fuglerede og uden tid til andet end at tage en blyant som hårnål. Hun snerrede til hamsteren:

Alle ind, ingen ud! Vi er straks tilbage!

Hun fik fat i Holger og maste ham ind i transportkassen, trods protester, mens hun vrislede:

Det er, hvad du får ud af at spille syg i to dage! Nu er det af sted, slyngel! Det koster kassen at få dig på fode igen jeg kunne snart have købt en cykel for de penge! Eller… måske bare et dæk?

Hun fik Holger med ud og glemte næsten at låse døren.

På klinikken var der travlt. Karoline hilste på kollegerne, trak Holger ud og gik ind bag det grønne forhæng. Stemningen ændrede sig brat, da en lille kat, der ventede på kontrol, fik øje på Holger. Den gik totalt amok, bed dyrlægen i hånden, sprang ud og gik løs på Holger.

Overrasket, men også lidt mopset, holdt Holger sig ikke tilbage han greb fat i den lille furie, og inden nogen fik set sig om, havde han fået styr på situationen.

Sikke en teknik! udbrød en lavstammet og kraftig, mørkhåret fyr, kattens ejer. Vil De mon lære mig dét kneb?

Karoline, der forgæves forsøgte at skille de to, rullede med øjnene og gjorde mine til modangreb på fyren. Men han stivnede midt i det hele, så på hende med runde øjne og hviskede:

Sig ikke, du er single? Sig det!

Nogle år senere, i et hyggeligt, lavloftet hus på kanten af byen, kunne man høre et opgivende, surt støn:

Holger! Ikke igen!

Noget blødt og levende rørte ved Karolines kind, og hun spærrede øjnene op med hånden foran munden for ikke at vække hele huset. Hendes mand rakte ud i søvne, greb hende, og spurgte:

Hamster?

Ja… Åh gud, hvornår stopper det her nogensinde? Karoline forsøgte at slippe fri for at fange den lille, stakkels hamster, som måske var tipoldebarn til den første, der engang frygtede Holger.

Men hun nåede det ikke en sort, lynhurtig kat snuppede hamsteren på kanten af sengen og spurtede ud, tilsyneladende uden at bemærke menneskene, mens Holger, rolig og overlegen, sad og ventede i døråbningen.

Din kat!

Dit ansvar! Og Holger har intet gjort i dag er det ikke ham, du skal skælde ud på…

Karoline smilede, rakte sig i sin mands favn:

Det er jo ikke normalt!

Hvad da?

At katten tager sit job så alvorligt!

Og slider på mine nerver! Må hun altid bringe mig hamsteren i sengen?

Vi mangler da stadig at få musebesøg…

Nej tak! Jeg har dyr nok! Men hvordan får hun åbnet buret hver morgen?

Jeg ved det du ville bare ikke høre på det i går.

Jeg badede jo tvillingerne!

Og mens du gjorde det, lærte jeg en hel del om Holger.

Og hvad har han dog gjort nu?

Se her!

Karoline tog hans mobil, og snart kunne hun ikke holde latteren tilbage: Den store Holger lirker burets lås op hans kat kan ikke nå, men Holger hjælper, og ser interesseret til, mens jagten går løs og alt omkring ham måske ligner Den gamle Sfinx.

Holger rejste sig nu på dørtrinnet, og Karoline smilte:

Er I vågne? Kom, jeg kommer også!

Og den store røde kat vandrede roligt ind i børneværelset, puffede døren op med poten, og hele huset lød snart af råben og grin fra to glade børn.

Godmorgen! hilste Karoline, klappede Holger kærligt bag øret, og smilte til sine sønner.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

10 + 8 =

Holm
Den sene gave Bussen rykker, og Anna Sørensen griber fast om gelænderet med begge hænder, mærker den ru plastik give lidt under fingerspidserne. Posens indhold rammer hendes knæ, æblerne triller sagte rundt. Hun står ved udgangen og tæller stoppesteder til sin lejlighed. I øret suser høretelefonerne svagt – barnebarnet har bedt hende lade dem være tændt: “Bedste, hvis nu jeg ringer.” Mobilen ligger tung som en sten i den yderste lomme på tasken, og Anna Sørensen tjekker alligevel lynlåsen. Hun forestiller sig allerede, hvordan hun vil sætte posen på skamlen i gangen, skifte sko, hænge frakken på krogen, arrangere tørklædet på hylden. Hun lægger varerne på plads og sætter suppen over. Senere kommer sønnen forbi og henter madkasser – han har vagt og ingen tid til madlavning. Bussen bremser og dørene går op. Anna Sørensen træder forsigtigt ned, slår hånd om gelænderet og går hjemad. Børn leger med bold i gården, en pige på løbehjul suser tæt forbi, men drejer af i sidste øjeblik. Fra opgangen dufter der af kattemad og cigaretrøg. I entréen sætter Anna posen, tager skoene af og skubber dem ind til væggen med tåen, hænger frakken op, lægger tørklædet på plads. I køkkenet lægger hun gulerødder til de andre grøntsager, kyllingen i køleskab, brødet i brødboksen. Hun tager gryden frem og hælder vand i, indtil hånden dækker bunden. Telefonen vibrerer på bordet. Hun tørrer hænderne af i viskestykket og skubber den hen til sig. — Ja, Sasha, — siger hun og læner sig lidt frem mod røret, som om hun vil høre bedre. — Hej mor. Hvordan går det? — sønnens stemme er travl, der er samtale i baggrunden. — Fint. Jeg koger suppe. Kommer du forbi? — Ja, om et par timer. Mor, vi skal igen betale til børnehavens gruppereparation. Kunne du… — han tøver. — Som sidst. Anna Sørensen rækker allerede ud efter dokumentkassen, hvor den grå notesbog med udgifter ligger. — Hvor meget? — spørger hun. — Tre tusind, hvis du kan. Alle bidrager, men du ved… det er ikke nemt lige nu. — Det forstår jeg, — svarer hun. — Jeg skal nok give. — Tak, mor, du er en skat. Jeg kommer i aften og tager suppen og pengene med. Da samtalen slutter, bobler vandet allerede. Anna lægger kyllingen i, salter og tilføjer laurbærblad. Sætter sig og åbner notesbogen. Under “pension” står beløbet pænt skrevet. Under det – “bolig”, “medicin”, “børnebørn”, “uforudset”. Hun skriver “børnehave” og beløbet, holder pennen et øjeblik. Tallene rykker sig – ikke så meget tilbage, som hun kunne ønske, men heller ikke katastrofalt. “Det går nok,” tænker hun og lukker bogen. På køleskabet hænger en magnet med minikalender. Nederst er der reklame: “Kulturhuset. Sæsonkort. Klassisk musik, jazz, teater. Pensionistrabat.” Magneten fik hun af naboen, Tamara, med lagkage på fødselsdagen. Anna har flere gange taget sig i at læse reklamen, mens hun venter på tepotten skal koge. I dag dvæler blikket igen ved “sæsonkort”. Hun husker, hvordan hun før ægteskabet gik med veninden til Musikkens Hus – dengang kostede billetter næsten ingenting, men man måtte stå i kø og fryse. Hun havde lange fletninger, samlet i knold, sit pæneste kjole og de eneste sko med hæl. Nu forestiller hun sig salen – har ikke set en scene i årevis. Børnebørnene tager hende med til børnearrangementer, men det er ikke det samme: larm, konfetti, klapsalver. Og hvem går egentlig til koncerterne i dag? Hun tager magneten af, vender den. Bagsiden viser både hjemmeside og telefonnummer. Hjemmesiden siger hende intet, men telefonen… Hun sætter magneten på igen, men tanken slipper hende ikke. “Det er fjollet,” siger hun til sig selv. “Bedre at spare til barnebarnets vinterjakke. Alt er dyrt.” Hun skrur ned for blusset, sætter sig, men åbner ikke notesbogen. I stedet henter hun den gamle konvolut med “nødpengene” – bare nogle få sedler lagt til side de sidste måneder. Ikke meget, men nok til en vaskemaskinereparation eller nogle prøver, hvis noget går galt. Fingrene tæller sedlerne, mens reklamen fra magneten ruller i tankerne. Om aftenen kommer sønnen. Han hænger jakken over stolen, finder madkasserne frem. — Uh, borscht, — siger han glad. — Du er fantastisk, mor. Har du spist? — Ja ja, tag bare for dig. Pengene ligger klar, — hun tæller tre tusind op fra konvolutten. — Mor, husk at skrive op, hvad der er tilbage, — siger han. — Ellers kan du mangle senere. — Jeg skriver alt ned, — svarer hun. — Der er styr på det. — Du er økonom, — smiler han. — Kan du passe børnene på lørdag igen? Jeg og Tanja skal handle, og der er ingen til børnene. — Ja, hvad skulle jeg ellers? — nikker hun. Han fortæller om jobbet, chefen, nye regler. Da han tager sko på i gangen, spørger han: — Køber du aldrig noget til dig selv, mor? Det hele går til os. — Jeg har alt, — siger hun. — Hvad mangler jeg. Han vifter med hånden: — Du ved bedst. Jeg kommer forbi i næste uge. Da døren lukkes, bliver lejligheden stille igen. Anna vasker op, tørrer bordet af. Kigger på magneten – hans spørgsmål runger: “Køber du selv noget?” Om morgenen ligger hun længe og kigger op i loftet. Børnebørnene er i børnehave og skole, sønnen på arbejde. Ingen kommer før aften. Dagen er fri, men fyldt med småting: vande blomster, tørre gulv, sortere gamle aviser. Hun rejser sig, laver gymnastik som lægen anbefaler, tænderen tepotten, hælder te i koppen. Mens vandet koger, tager hun igen magneten af køleskabet. “Kulturhuset. Sæsonkort…” Hun tager telefonen og ringer til det nummer, der står med småt. Hjertet banker hurtigere. Efter et par bip svarer en kvinde: — Kulturhuset, billetkontor, værsgo. — Goddag… — Anna Sørensen er tør i munden. — Det drejer sig om sæsonkort. — Ja, hvilke ønsker du? — Jeg ved ikke… Hvilke har I? Kvinden ridser op: symfoni, kammermusik, romanseaften, børneprogrammer. — Der er pensionistrabat, — tilføjer hun. — Sæsonkortet dækker fire koncerter. — Kan man købe enkeltbillet? — spørger Anna. — Ja, men det er dyrere. Sæsonkort er billigere. Anna tænker på tallene i notesbogen og konvolutten i skuffen. Hun spørger prisen, og beløbet suser rundt i hovedet. Det kan lade sig gøre, men så bliver nødpengene næsten væk. — Tænk over det, — siger kvinden. — Sæsonkortene bliver hurtigt solgt. — Tak, — siger Anna og lægger på. Tepotten hvæser. Hun hælder op, sætter sig og skriver “Sæsonkort” på en frisk side. Ved siden af – beløbet. Tænker, regner, noterer “fire koncerter”. “Hvor meget pr. måned hvis man deler?” – det er ikke så slemt. Hun nedprioriterer mentalt småting. Mindre sødt, undvære frisør, ordne selv. Barnebørns ansigter dukker op. Den yngste vil have nyt byggelegetøj, den ældste dansesneakers. Søn og svigerdatter sukker over boligudgift. Og så hendes egen lyst – som virker upassende, næsten skamfuldt. Hun lukker notesbogen uden beslutning. Går i gang med dagens pligter, men tanken om koncertsalen svæver med. Efter frokost ringer dørtelefonen. Det er Tamara, naboen, med syltede agurker. — Tag nu, — siger hun, stiller dem i køkkenet. — Hvordan har du det? — Jeg lever, — smiler Anna. — Overvejer bare… Hun tøver, pinligt at sige noget. — Overveje hvad? — vil Tamara vide og smider sig med sit strikketøj ved bordet. — Koncert. De sælger sæsonkort. Jeg var tit i Filharmonien som ung. Overvejer et – men det er dyrt. Tamara løfter brynene. — Spørg ikke mig – det er jo dig, der skal. Vil du, så gå. — Pengene… — begynder Anna. — Åh, du har altid givet til alle. Søn igen? Til børnebørnene? Til dig – ingenting. Brug nu lidt på dig selv. — Det plejede jeg jo, — svarer Anna. — Det var før, da is kostede 20 øre, — fniser Tamara. — Nu gælder det. Du beder jo ikke nogen om penge til det. Dine egne. — De vil alligevel sige, det er tåbeligt, — mumler Anna. — Bedre til børnebørn. — Sig det ikke. Siger du, du var i klinikken, — trækker Tamara på skuldrene. — Eller lad være med at skjule det. Du er ikke barn. Ordene “du er ikke barn” trænger ind. Anna mærker både skam og en smule vrede. — Klinikken besøger jeg nok som det er, — siger hun. — Men stadig nervøs. Tænk hvis jeg ikke når frem, trapper, hjertet… — Der er elevator, — fnyser Tamara. — Og du skal jo sidde. Jeg var i teater sidste måned – benene gjorde ondt, men oplevelsen var det værd. De sidder lidt, snakker om priser på medicin. Da Tamara går, tager Anna igen telefonen – ringer til billetkontoret. — Jeg vil gerne bestille sæsonkort til romanseaftener. Hun får forklaret, hun skal møde op med pas. Hun skriver adresse og åbningstid op og sætter sedlen op med magneten. Hjertet banker. Om aftenen ringer svigerdatteren. — Anna, kan du passe børnene lørdag? Vi skal i centret, der er tilbud på elektronik. — Ja, det kan jeg, — svarer Anna. — Tak, du er fantastisk. Vi tager noget med til dig. Te? Håndklæder? — Nej tak, — siger hun. — Jeg mangler ikke noget. Efter samtalen ser hun på sedlen ved køleskabet. Billetkontoret lukker kl. 18, hun må gå i god tid. Den nat drømte hun om en sal med bløde stole, lys, mennesker i mørkt tøj. Hun sad midt i, med et program i hånden, bange for at forstyrre. Om morgenen vågede hun med tunghed i brystet. “Hvorfor gik jeg i gang med det – så meget bøvl.” Men sedlen på køleskabet forsvandt ikke. Hun børstede sit fine frakke, valgte et varmt tørklæde, solide sko, pakkede pas, pung, briller, blodtrykspiller og en flaske vand. Hun satte sig et øjeblik på skamlen i entréen, mærkede efter. Ingen svimmelhed, benene rystede ikke. “Det går nok,” sagde hun og lukkede døren. Til busstoppet er der kun kort, men hun går langsomt, tæller skridt. Bussen kommer hurtigt, en ung mand giver hende plads. Anna takker og sætter sig. Kulturhuset ligger to stoppesteder fra centrum, en høj bygning med søjler og plakater. Ved indgangen står kvinder og snakker, indendørs lugter der af støv og gammelt træ, samt sødt fra buffet. Billetkontoret ligger til højre, bag glas. Anna viser sit pas og vælger programmet. — Pensionistrabat, — gentager medarbejderen. — Du er heldig, der er gode pladser tilbage. Hun peger på kortet – Anna nikker bare. Beløbet får hånden til at ryste let. Hun tager pengene op, kigger ikke op, lægger sedlerne. — Her er dit sæsonkort, — siger kvinden og rækker et flot kort med datoer. — Første koncert om to uger. Kom i god tid. Sæsonkortet er smukt, med billede af scenen og de næste programmer. Anna lægger det varsomt i tasken mellem pas og den opskriftsbog hun altid har med. Udenfor sætter hun sig udmattet på en bænk, drikker lidt vand. Teenagere snakker højt om musik, hun ikke kender – hun lytter som til fremmedsprog. “Så, det er købt. Nu må jeg stå ved det.” To uger går med hverdag. Børnebørnene syge, hun varmer kompot, tjekker termometre. Sønnen handler og henter madkasser. Flere gange vil hun nævne sæsonkortet, men springer altid over. På koncertdagen vågner hun tidligt med uro i maven. Hun laver alt klar til aftensmad først, ringer til sønnen: — Jeg er ude i aften, — siger hun. — Ring hvis I skulle komme. — Hvorhen? — undrer han. Hun tøver. Vil ikke lyve men heller ikke sige det. — Kulturhuset. Koncert. Der bliver stille i røret. — Hvilken koncert? — spørger han. — Har du brug for det? Unge mennesker, larm, pres. — Det er ikke diskotek, — svarer hun roligt. — Det er romanser. — Hvem har inviteret dig? — Ingen, — siger hun. — Jeg købte sæsonkort selv. Pausen trækker ud. — Mor, er det alvor? Du ved, vi har det stramt. Du kunne bruge pengene på… — Det ved jeg, — afbryder hun. — Men det er mine penge. Det lyder mere bestemt end før. Hun holder fast i røret, venter på skænderi. — Okay, — sukker han. — Dine penge. Bare pas nu på, hvis du mangler. Og pas på dig selv. — Jeg ringer, når jeg er hjemme, — lover hun. Efter samtale stirrer hun længe på sæsonkortet. Hænder ryster. Det føles vovet, næsten forbudt. Men hun vil ikke trække sig tilbage. Sidst på dagen klæder hun om: sit fineste mørkeblå kjole, pæne strømper, fornuftige sko. Hår glattes grundigt. Hun går ud i tusmørket, lyskæder spejler sig i butiksvinduer, mennesker stimler sammen ved stoppestedet. Tasken hænger tæt – med sæsonkort, pas, lommetørklæde, medicin. Bussen er fuld – nogen træder på hende, undskylder. Hun holder ved gelænderet, tæller stoppesteder, maser sig ud ved Kulturhuset. Ved indgangen står folk i alle aldre. Også ældre par, yngre kvinder, enkelte unge i jeans. Anna føler sig mindre nervøs – hun er ikke den ældste. Hun afleverer frakken i garderoben, får nummeret, står et øjeblik uafklaret, men ser pilen “Sal” og går langs korridoren. Inde er der dunkelt, kun små pærer over rækkerne. En dame tjekker billetter. — Sjette række, nummer ni, — siger hun og ser i kortet. — Gå den vej. Anna går langs rækken, undskylder, finder sin stol og sætter sig. Hjertet hamrer, forventning overtager frygten. Folk snakker, bladrer programmer. Hun gør det samme, ser kompositørens navn, gammelkendt fra radioen. Lyset dæmpes. Værten giver et par ord. Anna lytter – vigtigst er følelsen af at være her, ikke alene ved komfuret. De første toner giver gåsehud. Sangerindens stemme er fyldig, en smule ru. Tekster om kærlighed, afsked, rejse langt væk føles pludseligt personlige. Hun husker en anden by, en anden sal, en person der for længst er borte. Øjnene brænder, men hun græder ikke. Hun lytter og holder om taskens kant. Kroppen slapper af, åndedraget let. Musikken fylder rummet, og for en stund er livet mere end pligter og økonomi. Efter pausen er benene lidt trætte, hun går ud, strækker sig. Folk snakker om programmet, spiser kage, drikker te. Hun køber sig en lille chokolade, selvom hun normalt ikke unner sig det. — Godt, — siger hun højt og knækker et stykke. En kvinde i hendes alder, i lyst jakkesæt, står tæt ved: — Flot koncert, ikke? — henvender hun sig. — Ja, — svarer Anna. — Jeg har ikke været til noget i lang tid. — Jeg heller ikke, — smiler damen. — Tid hele tiden: børnebørn, kolonihave. Men nu tænkte jeg: hvis ikke nu, så aldrig. De snakker lidt, om programmet og sangerinden. Klokken ringer ind, alle går ind igen. Anden halvdel glider hurtigt. Anna tænker ikke mere på penge – kun på musik. Da koncerten slutter, klapper folk længe. Også hun, indtil hænderne gør ondt. Udenfor er luften klar og frisk. Hun går til stoppestedet, træt men med roligt varmt indre. Ikke eufori, ikke jubel – en følelse af at have gjort noget godt for sig selv. Hjemme ringer hun straks til sønnen. — Jeg er hjemme. Alt er godt. — Og, hvordan var det? — spørger han. — Ikke koldt? — Nej. Det var… godt. Han tier, så: — Fint nok, du var glad. Husk nu – vi skal spare til renoveringen. — Det ved jeg. Men jeg har købt sæsonkort. Tre koncerter mere. — Tre? — overrasket. — Nå, så gå bare. Men pas nu på. Hun hænger frakken, sætter tasken fra sig. I køkkenet laver hun te, sætter sig med kortet, nu lidt bøjet i hjørnet. Hun skriver koncertdatoerne over i kalenderen og laver en ring om hver. Ugen efter, da sønnen igen spørger om penge til en indsamling, kigger hun på tallene længe. Til sidst siger hun: — Det bliver kun det halve. Resten må jeg bruge. — Til hvad? — spørger han automatisk. Hun ser på ham, på hans trætte ansigt, mørke rande. — Til mig selv, — svarer hun roligt. — Jeg har også behov. Han vil protestere, men opgiver. — Okay mor. Sådan må det være. Samme aften, alene, henter hun sin gamle fotoalbum. På ét billede er hun ung, i lys kjole foran et koncerthus i en anden by. Hun holder et program, smiler genert. Anna studerer længe det ansigt – forsøger at forbinde det med nutidens spejlbillede. Så lukker hun albummet. På køleskabet, ved magneten, sætter hun en ny seddel: “Næste koncert — d. 15.” Under det: “Husk at gå i god tid.” Intet er forvandlet. Hver morgen laver hun suppe, vasker, går til lægen, passer børnebørn. Sønnen beder stadig om hjælp. Hun siger ja, men nu er der en lille plan, hendes egen, som ikke kræver forklaring. Hun strejfer af og til sedlen på køleskabet med fingeren. Hver gang mærker hun et stædigt, stille: Hun lever stadig, hun må gerne ønske. En aften, mens hun bladrer i avisen, ser hun tilbud om gratis engelskhold for ældre i biblioteket. Hun river siden ud og lægger den ved sæsonkortet. Hun laver te og tænker: Er det for dristigt? “Først hører jeg mine romanser, — tænker hun. — Bagefter må vi se.” Hun lægger avisen i notesbogen, men tanken om at lære nyt virker nu mulig. Om aftenen står hun ved vinduet; lygterne glimter udenfor, en ungdom går med høretelefoner, en dreng sparker til bolden. Anna Sørensen lader hånden hvile på vindueskarmen og mærker roen brede sig. Livet går videre med sine bekymringer og begrænsninger. Men nu er der plads til fire aftener i salen – og måske nye engelske ord. Hun slukker lyset i køkkenet, går ind, lægger sig under dynen. I morgen er alt som altid: indkøb, opkald, madlavning. Men i kalenderen står nu en lille ring – og det forandrer noget vigtigt, selv om kun hun selv ved det.