Chefens Hemmelighed

Fredag, 12. april

Jeg stirrer lidt ude i luften, mens jeg skriver disse linjer. Der er stadig lidt varme tilbage i kinderne efter dagens begivenheder, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, om jeg skal grine eller grave mig ned. Men lad mig begynde fra starten

Hans, vores alles kære chef må da have noget kørende, hviskede jeg lavmælt til Signe under mødet i formiddags. Han er jo vildt utilregnelig for tiden! Sætter uopnåelige deadlines, brokker sig konstant

Signe rystede bare på hovedet og vendte sig bort, tydeligt for at signalere, at hun ikke orkede at høre mere. Men jeg lod mig ikke kue.

Seriøst, kan det ikke interessere dig? Sagde jeg, måske lidt for højt. Måske problemer derhjemme? Tænk, hvis vi nu faktisk kunne hjælpe ham og hinanden

Mit lille bagholdsangreb blev fanget, for Hans, vores chef, afbrød straks sin gennemgang og sendte mig et isnende blik.

Lise, er det mon underholdende, det jeg fortæller? Eller har du noget at tilføje? Skal du tage ordet?

Mit hjerte hamrede. Alt i mig spændtes op, og jeg stirrede forbløffet tilbage. Hvordan kan han altid gennemskue alt?

Undskyld, Hans, sagde jeg så, lidt for hurtigt. Det var bare tanker Ingen grund til drama.

Hans løftede sarkastisk det ene øjenbryn.

Må vi høre, hvad det er, du tænker på?

Min ryg blev kold af nerver. Jeg forsøgte et lille, afslappet smil og blafrede med vipperne.

Ej, det er vist bedre, jeg arbejder lidt mere med mine idéer, sagde jeg tørt. Der er plads til forbedring. Vil nødig belaste jer allesammen.

Hans trak på smilebåndet.

Godt så! Til på fredag forventer jeg gennemarbejdede idéer, sagde han med tryk på det sidste ord. Jeg glæder mig til at se, hvad du kan bidrage med. Vi fortsætter.

Herefter tav jeg naturligvis. Ansigtet brændte, og jeg vovede ikke se op. Indeni var jeg rødglødende: At blive fanget i lidt snak og så endda få smidt opgaven tilbage!

Signe prøvede at skjule et smil, men jeg kunne se, hun morede sig gevaldigt. Hun returnerede til sine papirer, dog med et lille blik på mig indimellem. Jeg kunne næsten høre hende tænke: Du må holde kæft næste gang, Lise

Da mødet var ovre, rejste jeg mig prompte og smækkede min laptop sammen, stormede nærmest ud. Signe kom kort efter, stadig smilende, men jeg var alt for sur til humor.

Vi nåede tilbage til kontoret. Jeg kastede tasken på bordet, smækkede laptoppen igen.

Du kunne da have hjulpet! sagde jeg anklagende. Nu skal jeg opfinde et eller andet inden fredag! Tre dage!

Måske skulle du have lyttet lidt under mødet, grinede Signe og hældte te op. Hun fandt en chokoladeplade frem og lagde foran mig. Nu, ro på og i gang!

Jeg så lidt blidt på teen og chokoladen, men blussede snart op igen.

Glem nu jobbet lidt! Der er noget meget vigtigere at snakke om: Vores nye chef!

Signe sukkede. Hun kendte mine chef-overvejelser alt for godt.

Han er altså ikke helt ny mere, sagde hun og vendte sig mod computeren.

Han er ny nok til at have opfundet alle de nye regler Og så har han endda fyret et par stykker!

Well, kun dem, der lavede mindst, pointerede Signe. Men vi andre har jo fået lønforhøjelse og møderne varer kun halvt så længe.

Det var modargumenter, jeg havde hørt før. Jeg gumlede på et stykke chokolade, medgørlig men også stædig.

Ok, måske har du ret men har du aldrig spekuleret over, om han er gift? Eller har kæreste? Jeg overvejer altså at spørge i HR

Signe sagde intet, men hendes tone bar spor af træthed over min nysgerrighed.

Hvad skulle det gøre for dig? spurgte hun roligt. Hans privatliv påvirker vel ikke dit arbejde?

Men jeg kørte videre, allerede med halvvejs en plan om at høre efter mere i frokoststuen eller ved printeren. Ingen havde dog særlig lyst til at dele gossip, og HR-konsulenten trak endda på smilebåndet og bad mig fokusere på mine egne opgaver.

Det kunne ikke stoppe mig. Som dagene gik, fik jeg mere og mere lyst til at finde ud af, om han var fri. Spurgte folk på gangen, kiggede efter spor, lyttede til sladder i kantinen. Men resultatet var skuffende alle trak på skuldrene og lod som ingenting.

Til sidst tænkte jeg, at hvis nogen vidste noget, var det Kirsten i regnskab. Hun havde øre for kontorets mindste rygter.

Kirsten, du ved jo alt! Sagde jeg. Har Hans egentlig nogen derhjemme?

Hun smilede klogt, men hendes blik var fast.

Måske skulle du koncentrere dig om arbejdet, Lise, svarede hun. Hans privatliv er hans egen sag.

Men i mit hoved var frøet sået. Jeg havde brugt flere dage på at forestille mig, hvordan det ville være, hvis han faktisk var fri og jeg havde mere og mere følelsen af, at han kunne blive min. Indtil torsdag aften: Jeg fandt et elegant, lidt udfordrende kjole frem, prøvede det foran spejlet og øvede endda mit smil og små sætninger, måske en lidt forfængelig drøm om chefens opmærksomhed.

Fredag oprandt og det store firmaarrangement. Kantinen var pyntet med flag, blide pastelfarver, lys og balloner. Folk havde gjort noget særligt ud af sig selv, og stemningen var høj.

Jeg ankom først, i det nye kjole og håret sat op, og spejdede utålmodigt efter Hans. Signe dukkede op lidt efter nede på jorden, som altid, i sin enkle sorte kjole.

Hans kom som en af de sidste, i mørk habit og et næsten diskret smil, og da han holdt sin lille tale, var det egentlig bare professionelt og roligt. Men jeg stirrede, prøvede at fange hans blik, ventede på mit cue.

Da dans og snacks tog over, listede jeg over til Signe ved vinduet.

Så er det nu! sagde jeg, nervøst. Gå hen og spørg, hvorfor han er alene i dag. Du kan få det til at lyde helt uskyldigt.

Signe så lidt bleg ud.

Jeg kan ikke undskyld.

Hvorfor ikke? Kom nu, du er min veninde det er bare et spørgsmål!

Hun sukkede dybt, så mig i øjnene og jeg mærkede instinktivt, at nu kom der noget vigtigt.

Fordi Hans er min mand.

Tiden frøs.

Jeg kunne knap hviske: Hvad Du Hvor længe?

Et halvt år, svarede hun lavt. Vi ville bare holde det privat på jobbet. Vi var bange for sladder og at nogen troede, jeg fik fordele.

Det slog benene væk under mig. Al min snagen, alle mine fantasier alt blev til skamme.

Hvorfor sagde du ikke noget? Hviskede jeg, næsten skuffet. Vi fortæller jo hinanden alt!

Det var ikke kun min beslutning. Vi ville ikke blande det ind i arbejdet. Undskyld.

Mens jeg fordøjede det, kom Hans selv over. Hans blik var roligt, men undersøgende.

Er alt okay? spurgte han blidt.

Signe nikkede, men jeg eksploderede:

Ikke rigtigt! I har begge fortiet det her!

Hans så på os begge og talte så højere, så folk vendte sig.

Jeg kan forstå, der er blevet spurgt meget ind til mit privatliv. For at være helt åben: Signe er min hustru. Vi har forsøgt at holde vores private liv uden for kontoret, men nu ved I det allesammen.

Der gik et sus gennem lokalet. Nogle grinede, andre var målløse, men de fleste vendte hurtigt tilbage til snakken og snacks.

Jeg sukkede. Så skal jeg vel finde et nyt job Jeg har jo næsten lavet et sandt detektivarbejde efter dig.

Pjat, sagde Signe. Tiden skal bare læge sår. Det glemmer folk hurtigt. Bare slap af og vær glad for, du nu ved sandheden.

Vi kiggede over mod Hans, som small-talkede med kolleger. Jeg kunne faktisk godt se det nu hvorfor Signe altid beskytter ham, hvorfor hun var så loyal.

Jeg rakte hånden ud:

Fred?

Hun strålede og gav hånden et fast tryk.

Resten af aftenen gled det hele i baggrunden. Måske er det meget godt, at fantasier nogle gange bliver punkteret. Så kan man jo se virkeligheden i øjnene og måske finde lidt mere ro i sig selv.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

4 × 3 =

Chefens Hemmelighed
Når du nærmer dig de tres, opdager du pludselig: Det, der dengang føltes som en katastrofe, var i virkeligheden lykken ET STED MELLEM 30 OG 60 Agnes forberedte sig på at fylde 60. Tallet lød truende, hun havde ikke lyst til at sige det højt. Tidligere var det ensbetydende med alderdom og begyndende forfald, og selv efter moderne – noget mere frisindede – standarder er det overgangen fra midaldrende til ældre. Det føltes trist. Sidst hun reagerede så stærkt på sin alder, var da hun fyldte tredive. Dengang føltes det som om, ungdommen var forbi. Men nu, når hun kiggede på sine børn, smilede hun af de minder. Agnes lyttede til sig selv, så sig i spejlet i garderoben: – Ser da meget godt ud egentlig. Drejede rundt, godkendte sit spejlbillede: – Udenpå ser jeg ud som fyrre. Intet gør ondt, bank under bordet, alt fungerer og kan bøjes. – Vi skal nok klare det, – blinkede hun til spejlet og gik i gang med mandens ønsker. De besluttede at fejre det med manér: på et resort i Grækenland, sammen med venner og familie. Agnes var først imod – et rundt tal, man burde tænke over livet snarere end feste. Det var dyrt, langt væk. Men hun blev nedstemt. Hendes mand – Mikkel, kaldet Mus – lovede at arrangere det hele. Selv et slideshow til Leonard Cohen-sange fik de lavet. Redigeringen fik lillebroren. Og billederne? Det blev naturligvis hende selv. Agnes satte sig på gulvtæppet, hældte indholdet af den første skuffe ud med et suk. Der ville have været langt flere billeder, hvis ikke de havde været igennem to udlandsflytninger og endeløse adresser. Barndoms- og ungdomsbillederne var næsten væk – da hun i begyndelsen af tyverne rejste fra Sovjetunionen, var det ikke tid til sentimentalitet. Hun fandt lidt hos forældrene, men de var i samme situation. Senere – første ægteskab og skilsmisse. Nogle billeder tog hun: sig selv, børnene, vennerne. Meget tænkte hun at tage “senere” – men senere kom aldrig. Den nye mand, Mus, fotograferede – modsat den første, der var semiprofessionel – aldrig. Men over de første år sammen samlede der sig alligevel pænt med billeder. Senere ændrede livet sig, og ingen gad det længere. Billeder blev væk i gamle mobiler, udtørrede harddiske og mapper med uoverskuelige navne. Fotoalbums, man kunne blade i og mindes, forsvandt. Imens hun rodede, fandt hun et billede fra afslutningen – i kjolen fra bedsteforældrene fra Israel. Også ét fra medicinsk praktik efter fjerde år. Og så – bar mitzvah for den ældste søn. Hvor var han nervøs dengang! Pludselig – et billede klistret fast til et andet. Hun skilte dem forsigtigt. Nonna. Ved siden af Agnes i sin blå gallakjole til Aghra Harik-festen. Nonna dukkede op på deres team af reservelæger på Sinai Hospital i Detroit om vinteren, skiftet fra gynækologi til medicin. Lille og spinkel, med kort hår og store øjne – hun lignede en teenager eller et væsen fra en eventyrbog. Man fik lyst til at passe på hende, indtil hun åbnede munden – så opdagede alle hurtigt hendes skarpe sind. Hun var emigrant fra Jerevan, ankommet med sin mor og ægtemand – han var hendes mentor og mange år ældre. Hun tog aldrig forberedende kurser, bestod prøverne i første forsøg med så flotte resultater, at hun kunne vælge frit mellem specialer. Hun tog gynækologi – det var prestigefyldt, praktisk og tæt på manden. Efter halve år uden nattesøvn opgav hun og valgte medicin. Agnes og Nonna blev hurtigt tætte. Da Nonnas mor begyndte at passe Agnes’ barn, blev de nærmest familie. Uddannelsen sluttede og snakken om specialer begyndte: – Måske reumatologi? – spekulerede Agnes. – Hvorfor? – sukkede Nonna. – Endnu to års uddannelse, og derefter vente på patienter. Bliv bare almenlæge – du kommer direkte i gang! Du er dronningen! – Du er så fornuftig, – beundrede Agnes hende. Agnes blev læge, Nonna tog reumatologi. I Los Angeles. Hun havde sin drømmefamilie: mor, mand, bror – alle forgudede hende. Én ting lykkedes ikke – børn. IVF, håb, tårer. Pludselig lykkedes det! Datteren blev født lige inden nogen eksamen. Nonna blev i Los Angeles blandt den armenske diaspora. Afgangen var tårevædet, veninderne ringede ofte sammen, Nonnas mor greb røret for at spørge til “min dreng” – Agnes’ søn. Efterhånden døde kontakten ud. Pludselig kom invitationen til Aghra Harik – et armensk navngivningsfest. Nonna fortalte, det skulle være vildt: kjole til 5.000 kroner, fransk frisør, frisurer til 1.000 kroner – og det var sent i 90’erne! Agnes gik i panik, men frisøren Julia sagde roligt: – Dit hår er flot. Enhver kan klare det. Børste, føn, hårspray og så kører det. På tilbud fandt Agnes en blå kjole med bar skulder, jakkesæt til manden, en storternet kuffert (hun elskede dem – de var lettere at finde) og et rør selvbruner. Ingen tid til sol, og hendes Michigan-blege hud passede måske til kjolen, men bestemt ikke til Californien! Fredag kom de sent frem. Lørdag – gåtur i Los Angeles. Agnes fik sneakersene frem, manden tog T-shirten med teksten “Odense – det kunne være værre!”, og så gik de på eventyr. Planen var storslået: Griffith Park, foto foran HOLLYWOOD-skiltet, Hollywood Walk of Fame, Santa Monica, molen. I virkeligheden: Griffith lukket pga. optagelser, Walk of Fame pakket ind pga. byggeri, menneskemylder og trafik. Men de fik frokost – dyr, sund og ikke synderligt god. Manden brokkede sig, men tog billeder. Senere kom havet, en yogi i trane-stilling, majskolber, skatere og duften af solcreme. Og køretur på Sunset Boulevard, hvor hvert skilt lignede en kulisse. – Jeg tror Elton John engang spiste her? – sagde Agnes og kiggede i guiden. – Eller bare én, der lignede Elton, – brummede manden. På Rodeo Drive gik hun ind i en butik, prøvede briller til flere tusinde kroner, sprøjtede med nicheparfume og forlod butikken med et stolt duftspor. Helt som i “Pretty Woman”. Næsten. Søndag. Efter en lynhurtig morgenmad, der nok fortjente bedre, gik Agnes i gang med forberedelserne. Selvbruneren, lagt præcist efter instruktionen, tørrede ujævnt – resultat: zebra. Bare i orange. Hun ville ikke have hjælp fra manden: efter champagne til morgenmaden var han fjollet, og hun turde ikke risikere noget. Salonerne var lukkede. Den eneste åbne lå i Chinatown. Frisøren, der ikke kunne engelsk, lagde håret på spoler og tømte en hel dåse hårlak. Da Agnes vovede at se sig i spejlet, så hun orange ansigt omkranset af stenhårdt 80’er permanent. Ikke et forsøg værd igen. Så tilbød manden – kunsterisk anlagt – at lægge hendes makeup: – Du bruger altid for lidt. Det skal være markant! Han malede løs og trådte tilbage som foran et lærred. Resultatet var overvældende: lilla-blå øjenlåg, brune kindben, mørkerøde læber. Agnes var chokeret. Manden begejstret. Hun prøvede at fange en taxa. Ingen stoppede. – Jeg tror, de tager mig for en prostitueret, – sagde hun. – Prøv du. Du ligner i det mindste en rigtig alfons. Manden fnøs, gik ud og rakte hånden op. Der var fest i Nonnas nye hus i Glendale – armensk-USA’s hovedby. Alt glimtede: borde, børn, musik, bedsteforældre, tjenere. Midt i det hele – Nonna, strålende som altid, men med forkølelsessår. – Det er bare stressen, – sagde den kommende immunolog dramatisk. – Jeg har prøvet ALT… – Du er stadig den smukkeste, – svarede Agnes. Og det var sandheden. Nu ser hun på fotoet: blå kjole, orange hud, 80’er permanent, veninden med forkølelsessår – og smukke unge ansigter. Dengang føltes det som en katastrofe. I dag ville hun ikke undvære det. Hverken forkølelsessåret, selvbruneren eller håret. Bare for at leve livet forfra, veninden ved sin side, og fornemmelsen af at alt stadig venter. For, ærligt talt… mellem tredive og tres – det var sjovt. Hvad der kommer, får vi at se. Børsten er klar. Og nu dur selvbruneren også.