Skæbnen kan ikke købes til din datter
For mange år siden boede familien Martinsen i en lille by på Fyn. Deres eneste datter, Birgitte, blev født svag og spinkel. Da hun kom i puberteten, fik hun en trist besked af lægen rygskævhed, skoliose.
Hun måtte ikke dyrke sport eller løfte noget tungt. Før hun engang i fremtiden skulle blive mor, skulle hun først konsultere sin læge, for rygsøjlen kunne tage alvorlig skade under en graviditet.
Birgittes mor, Kirsten, dedikerede hele sit liv til datterens ryg. Hun tog hende til alle slags kiropraktorer og massører, rundt i hele landet på kursteder og hun sagde op på sit arbejde for at gøre alt, hvad hun kunne.
Det gav resultat: Da Birgitte blev myndig, var hendes ryg næsten lige. Kun hvis man kiggede længe, kunne man ane, at hun hældte lidt til venstre.
Derhjemme blev Birgitte skånet for tunge opgaver, og da hun efter studentereksamen blev bejlet til, fandt hendes mor straks en passende mand. Kirstens valg faldt på Mikkel Redersen.
Brudgommen
Mikkel var énogtyve år, velfriseret og kom fra en anstændig familie i Odense, og ligesom Birgitte var han enebarn.
“Det er sjældent, Birgitte,” udbrød Kirsten, mens hun betragtede Mikkel, “han har hverken brødre eller søstre du kan vinde hans hjerte helt for dig selv!”
Birgitte, der kæmpede med nogle øvelser ved ribben, sukkede:
“Tror du virkelig, Mikkel gider mig, mor? Alle ved han ser på Kirstine fra bageren.”
“Kirstine? Du skal bare trække ryggen bedre, min pige. Altså, rivalerne ligger ikke på den lade side! Du må kæmpe for den gode fyr, som jeg i sin tid kæmpede for din far Henrik, selvom han havde masser af bejlere.”
Splid
Kirsten havde længe været veninde med både Mikkels mor, Rosa Redersen, og Kirstines mor, Ingeborg Pedersen.
Første trin i Kirstens plan var at besøge Rosa. Over en kop kaffe indledte Kirsten snart en snak, som gled over i sladder om potentielle svigerdøtre.
“Jeg har hørt, at din Mikkel ser meget til Kirstine,” sagde Kirsten, “du skal passe på.”
“Hvorfor dog det? Hun er sød, hjælpsom, og kalder mig allerede ‘mor’,” svarede Rosa.
“Du kender hende slet ikke!” sagde Kirsten. “Indenfor hjemmets fire vægge er hun strid, krævende og kold mod sin mor! Og moren går til hånde som en gammel tjenestepige.”
Rosa blev bekymret. Hun, som altid havde et mildt sind og aldrig talte dårligt om nogen, vidste ikke hvad hun skulle tro. Kirsten fortsatte:
“Hun kommanderer rundt med sine forældre. Lad være med at tage hende ind som svigerdatter, det bliver et slid!”
Rosa nikkede. “Tak for advarslen, Kirsten.”
***
Derefter gik Kirsten direkte videre til Ingeborg Pedersen med nye sladderhistorier. Denne gang drejede det sig om, at Mikkels mor ikke ville vide af Kirstine som svigerdatter hun foretrak unge kvinder fra byen.
Ingeborg blev stiktosset. “Sådan! Så skal han ikke komme og fri til min pige, hvis hun ikke er god nok!”
Kirsten lagde an til sidste træk:
“Du, Ingeborg, hvis du vil beholde Kirstine, må du låse hende inde, til Mikkel kommer og frier rigtigt ellers får du børnebørn før bryllup, og så mister hun værdien på egnens ægteskabsmarked!”
Rygter og misundelse blomstrede snart i byen. Ingeborg sendte Kirstine til sine slægtninge i Grønland sommeren over og sagde til Mikkel, at hvis han ville hende, måtte han komme med forældre og forlovere.
Mikkel følte sig presset, og da han gik hjem og klagede til sin mor, blev hun egentlig lettet og sagde til ham, at piger jo fandtes alle vegne. Kirsten handlede nu hurtigt, og hun inviterede Birgitte med over til Redersens.
Derfra gik det som smurt snart gik Mikkel ture med Birgitte, og den unge kvinde sørgede for, at han følte sig set og værdsat. Kort efter giftede de sig, kun med familien til stede. Hvad Kirstine og hendes mor tænkte, kunne kun anes.
Del 2.
Tyve år gik, og Birgitte klagede fra sin faste plads på sofaen under bjælkerne.
“Det er hårdt,” stønnede hun.
Mikkel, nu en midaldrende mand, stod og lavede grød i køkkenet. Han så træt ud.
“Jeg har sådan lyst til pandekager.”
“Så lav da nogle,” pralede Birgitte.
“Du kunne jo have lært mig det på de tyve år, vi har været gift.”
“Du har en kone det er hendes job,” snerrede hun tilbage.
Birgitte var helt udmattet af at have malket køerne. Mikkel rørte rundt i gryden og sagde lavmælt:
“Måske gør det ondt, fordi du ligger ned hele dagen. Da jeg gifte mig med dig, troede jeg du var arbejdsom.”
Birgitte kom ned fra sofaen og røg i totterne på ham.
“Hvordan kan du sige det? Jeg har da gjort dit hjem hyggeligt!”
Hun gik ud i gangen og om spejlet, betragtede sine brede skuldre og runde mave.
Mikkel skævede til hende og mumlede:
“Hyggeligt? Du snød mig, sagde du ventede barn men det kom aldrig! Jeg skulle have løbet min vej, min kære stakkels lille kukkermis!”
Han kiggede ud ad vinduet og tænkte på Kirstine, som efter sigende levede et nyt liv i Norge.
Kirstine længere væk
Kirstine kiggede på de kolde, hvide vægge i et køkken i Oslo og længtes hjem til Fyn.
“Så langt hjemmefra,” sagde hun stille.
Svigerbørnene, sure og utilfredse, beordrede hende til at bage fladbrød til mandens hjemkomst. Hun følte sig fanget, men i dette fremmede land kunne hun ikke modsige de ældre ingen at støtte sig til og ingen, der forstod hendes baggrund. Hun havde ar på kinden efter en ulykke ved komfuret sidste år, og ingen udviste sympati.
Hendes mand, der før brylluppet havde været forelsket, var nu kølig og lyttede mere til moren. Da hun foreslog, at svigermor burde trække sig lidt, sagde han:
“Det kan ikke lade sig gøre, her følger vi traditionerne.”
En dag, da Kirstine sprang op for at gøre rent, blev hun stoppet af manden:
“Du bliver nødt til at finde dig i din plads her, ellers bliver jeg nødt til at lade os skilles.”
Hun frygtede skilsmisse, for hun ville ikke kunne tage nogen ejendele med sig huset tilhørte svigermoderen. Til sidst, efter truslen om en ny kone, pakkede hun sine få sager og rejste hjem til Danmark.
Hjem
Kirstines forældre tog imod hende uden spørgsmål, men moren sukkede:
“Vi forsøgte at beskytte dig mod forkert valg og så blev det alligevel slemt på den fremmede plet. Se, hvad de har gjort ved dig. Du kom hjem med skrammer, og uden nogen ejendele og stadig lige smuk i vores øjne.”
Birgitte blev nervøs over Kirstines tilbagevenden. Hendes ægteskab med Mikkel var stagneret, både fordi de ikke havde børn hvilket hendes mor havde fået hende til at frygte på grund af ryggen og fordi Birgitte helt var forladt alle pligter. Kirsten havde blandet sig, og nu lå datteren snart kun på sofaen og holdt øje med sig selv.
En ny drejning
Alt ændrede sig den dag, hvor Rosa Redersen, svigermor, kom på uanmeldt besøg. Hun viste Kirstine rundt nu som daglejer og hjælper. Birgitte var i chok.
“Kirstine?!”
Birgitte prøvede at holde masken, men glæden over Kirstines ar var ikke til at skjule.
“Du skal ikke tænke på betaling, jeg holder Kirstine som hjælper for husholdningen,” sagde Rosa. “Jeg orker ikke mere at se Mikkel slide alene i huset, mens du kun ligger på sofaen.”
Birgitte havde intet valg og sagde accept. Kirstine gik i gang vaskede ruder, gulve og støvede hele huset af. Birgitte snakkede til hende som til en tjenestepige, men Kirstine tog det med ophøjet ro.
Mikkel mødte Kirstine næste dag og blev rørt han mærkede, hvordan hun, trods ar og skade, gjorde livet lettere for familien, tilmed bedre end hans egen kone.
Efterhånden begyndte Mikkel at nærme sig Kirstine. Han tænkte, at han havde været ulykkelig de seneste år. Han gik ved hendes side på vejen, men Kirstine standsede ham:
“Du er gift, Mikkel. Hvad vil folk i byen sige?”
“Du ved godt, hvordan vores ægteskab er, Birgitte og jeg. Jeg forstår nu, at jeg aldrig skulle have sluppet dig.”
“Det er let at forveksle kærlighed med ønsket om, at en kvinde ordner ens hjem,” sagde Kirstine og gik.
Birgitte så det hele og følte en voksende respekt for Kirstine. En dag sagde hun:
“Jeg misunder dig, Kirstine, du suser bare derudaf. Min ryg har holdt mig i sengen hele livet.”
“Du har brugt halvtreds år på at ligge på sofaen, og her står jeg med min egen dårlige ryg, men jeg lever. Jeg har datter og børnebørn nu. Du må vågne op, Birgitte livet er til for at leves, også med mén.”
Epiloog
Mikkel gjorde ingen tilnærmelser mere til Kirstine, og livet gik. Birgitte tog sig sammen, begyndte at gøre rent, plantede blomster og gik på arbejde som postbud. Helt overraskende blev hun gravid og fødte en lille pige.
Kirsten ilede straks til: “Du burde ikke! Tænk på ryggen, Birgitte! Giv barnet til svigermor, du må ikke løfte!”
Men ryggen klarede det.
Senere opsøgte Kirstines gamle mand, Rasmus, hende. Han var vendt tilbage til Danmark og havde sparet penge til at hjælpe med en operation på arret.
“Du har tænkt på mig?” spurgte Kirstine forundret.
“Selvfølgelig vi finder os et hjem, og vi starter på en frisk, hvis du vil.”
Kirstine satte sig og kiggede på ham længe. Hun syntes livet var mærkelig hvad ender ikke alligevel lykkeligt?
