Den aften blev Katrine længe på arbejde, og da hun endelig kom hjem, fandt hun ud af, at hendes mand havde været over hos naboen.
Katrine steg ud af bussen kvart i ni selvfølgelig på de mest uheldige stiletter, der straks satte sig fast i en revne på fortovet. Hun snublede lidt, mens indkøbsposen med en hel kylling, et liter mælk og tre løg svajede faretruende. Ikke noget særligt; bare aftensmad.
På vejen gennem gården tænkte hun på den evige rapport, der skulle være færdig til fredag, og at hun egentlig ikke skulle have købt mælk Martin havde jo ikke rørt mælk de sidste uger. Sagde, han fik ondt i maven af det. Og så var der igen noget med gadelampen ved opgang 3, som stadig ikke virkede. Hun overvejede igen at skrive til boligforeningen, men det blev, som sædvanligt, kun ved tanken.
Elevatoren op til ottende ville heller ikke i dag – knappen lyste ikke engang. Katrine sukkede og begyndte at gå op ad trapperne. På fjerde duftede det af stegte løg, på sjette var der tydelig tobaksrøg, på ottende var der helt stille. Naboens dør overfor, til Nadia, stod på klem. En sødlig, orientalsk parfume sivede ud. Hun kendte den duft, men valgte ikke at tænke videre over det.
Inde i lejligheden satte hun indkøbsposen fra sig i køkkenet og råbte:
Martin, jeg er hjemme!
Intet svar.
Hun hængte jakken op, fik skoene af, og gik igennem stuen. Tomt. Kig ind i soveværelset også tomt. TVet var slukket. På sofaen lå fjernbetjeningen ovenpå den avis, Martin havde læst i morges som sædvanligt henslængt, hjørnet nedad. Helt almindeligt.
Katrine gik ud i køkkenet igen og pakkede ud. Kyllingen i vasken, vandet løb. Hun greb mobilen og skrev til Martin: “Hvor er du?”
Tre minutter. Fem. Intet svar.
Hun fandt panden frem, hældte olie på, begyndte at snitte løg. Ét færdigt, så det næste. Telefonen ringede hun tørrede fingrene af i køkkenhåndklædet. Ikke Martin; det var svigermor.
Ja, Birthe?
Katrine, er Martin hjemme?
Ikke endnu. Hvorfor?
Ej, det var bare han tager ikke telefonen. Ville høre om lørdag.
Skriv til ham, så ringer han nok tilbage.
Ja ja, det gør jeg. Du skal ikke tage det tungt
Det gør jeg ikke, Birthe.
Godt, hej så længe.
Katrine lægger på, vender tilbage til løgene. Olien syder allerede, løgene sprutter, bliver brune i kanten.
Døren klasker.
Det er mig, siger Martin fra gangen.
Katrine vender sig ikke.
Der er mad om tyve minutter, siger hun bare.
Hun hører, hvordan han træder skoene af, søger ud på badeværelset. Vandet rent sig han vasker hænder, ansigt? Så dukker han op i døren til køkkenet.
Har du været hjemme længe?
En halv time, svarer hun. Hvor har du været?
Oppe hos Nadia.
Katrine stopper op med paletkniven. Vender sig stadig ikke. Stirrer ned på panden.
Hvilken Nadia?
Naboen overfor. Hendes hylde faldt ned, sømmet var røget ud jeg hjalp hende med at hænge det op.
Katrine rører roligt videre i løgene.
Lang tid at hænge en hylde op.
Tja, det var ikke kun hyldet. Hun spurgte også om jeg kunne kigge på hendes vandhane den dryppede.
Fik du fixet hanen også?
Jep.
Flot.
Martin er stille.
Er der noget? spørger han.
Nej da. Dejligt, at hanen virker. Gå du ind, jeg kalder, når der er mad.
Han tøver lidt i døren, forsvinder så. Katrine skruer ned for blusset. Hun tager kyllingen og begynder at skære den ud. Kniven er dum, men det er ikke noget nyt. Kyllingestykkerne ryger på panden, låg på hænderne er rolige. Hovedet også, næsten.
Nadia Jensen. Toogtredive. Skilt. Flyttede ind for lidt over et år siden. Hun arbejder i et eller andet designbureau, Katrine husker det ikke helt. Altid farvet brunt hår, stylet pænt. Jeans, der sidder lige lovligt tæt. Smiler stort, flotte tænder. Hilser altid først “Hej, Katrine” som om de er barndomsveninder.
Katrine tænker hun er bare naboen. Bare naboen overfor.
Hun sætter elkedlen over, tager to kopper frem. Opdager sig selv i at tage to. Som altid.
Martin kalder fra stuen:
Katrine, ved du hvor fjernbetjeningen til TVet er?
På sofaen, under avisen.
Jeps, har den.
TV’et starter surt nyhedsbabbel. Katrine står ved vinduet. Gården har kun én af tre lygter tændt, børnene er væk, kun to teenagere sidder med kaffe fra Netto på bænken.
Hun finder Nadias nummer på telefonen. Ringer op. Én ring, to, tre.
Hallo? Nadias stemme, blød, en smule overrasket.
Nadia, det er Katrine. Naboen.
Hej, Katrine! Er der noget galt?
Nej, jeg ville bare lige spørge: Har Martin været hos dig i dag?
Pause. Kort, men alligevel.
Ja, det har han. Han hjalp med hylden. Den er tung, jeg kunne ikke selv
Hvor længe var han der?
Hmm… en halvanden time, tror jeg? Hvorfor?
Ikke noget. Sov godt.
Katrine lægger på. En og en halv time. Hylde og vandhane på halvanden time. Katrine tager paletkniven, løfter låget vender kyllingen, olien sprøjter, hun trækker refleksivt hånden til sig.
Martin kommer ud i køkkenet.
Har du ringet til nogen?
Min mor, siger Katrine.
Han tager et æble fra fadet, står og gnasker med armen på dørkarmen. Katrine dækker bord. Tallerkner, gafler, rugbrød.
Martin, siger hun uden at vende sig. Har du været hos hende før?
Hos hvem?
Nadia.
Øh nej. Eller jo, hun spurgte mig en gang om at skifte en pære. Sagde jeg også til dig.
Har du?
Ja da, Katrine. Du husker det bare ikke. Det var i sommers.
Skiftede du pæren i halvanden time dengang også?
Martin sænker æblet.
Holder du øje med mig?
Jeg spurgte hende. Hun sagde halvanden time.
Jamen, vi snakkede også. Hun bød på te. Er det så slemt?
Nej, siger Katrine. Det er det ikke.
Hun sætter panden på bordet, tager grydelapper. Kyllingen er klar. Helt almindelig. Aftensmad som sædvanligt.
Sæt dig, siger hun.
Han sætter sig. Hun skænker op til ham, så til sig selv. De spiser i tavshed. TVet brokker sig om vejret kulde på vej i weekenden.
Det smager sgu godt, siger Martin.
Mmm.
Katrine.
Ja?
Er du sur?
Hun ser på ham. Hans ansigt lidt skyldig, lidt fornærmet, sådan som folk ser ud, når de føler sig anklaget for noget, de ikke forstår. Hun kender det ansigt. Hun har set det mange gange.
Nej, siger hun. Jeg er ikke sur.
Fint så.
Han spiser færdigt, stiller sin tallerken i vasken. Forvinder ind i stuen, fjerner TVet til fodbold nu.
Katrine bliver siddende ved bordet foran sin næsten uberørte tallerken. Hun tager en bid, tygger, synker.
Hun tænker på:
En og en halv time. Nadias stemme blød, overrasket. Den pause. Knap synlig. Men den var der.
—
Næste morgen stod Katrine op før vækkeuret. Martin snorkede endnu. Hun vaskede sig, klædte sig stille på, lavede kaffe og drak den stående ved vinduet. Gården var tom; viceværten i orange vest fejede ved containerne.
På arbejdet summede tankerne i baghovedet hele dagen. Ikke panisk, bare som en splint man mærker, men ikke kan se.
I frokostpausen ringede veninden Lene.
Hvordan går det?
Fint.
Nej, ikke med den stemme.
Det går, Lene. Bare træt.
Martin?
Hvorfor siger du det straks?
Fordi du lyder sådan, når det handler om Martin.
Katrine tier.
Hvordan ville du opfatte det, hvis din mand rendte over til naboen? Hylder og vandhaner. En og en halv time. Drikker te.
Lene svarer ikke straks.
Første gang?
Han siger nej. Var der også sommeren. Skiftede pære.
Og naboen? Single. Yngre. Pæn.
Lene.
Ja?
Har du sagt det til ham?
Sagt hvad?
Hvad du føler.
Jeg føler jo ikke noget. Nævnte bare fakta.
Katrine, så kender jeg dig ikke længere. Fakta, fakta hvordan har du det?
Jeg ved det faktisk ikke, indrømmer hun. Måske er der ingenting. Måske bilder jeg mig noget ind.
Eller også gør du ikke.
Netop.
Tal med ham rigtigt, ikke alt det kodesnak om haner og hylder. Sig det, som det er.
Lettere sagt end gjort.
Ja, men gør det. Ellers sidder du bare fast med den splint.
Det har du nok ret i.
Om aftenen kom hun hjem, Martin var allerede hjemme, havde købt brød og sat vand over til te. Sad med telefonen på sofaen.
Hej, sagde han. Har du spist?
På jobbet.
Jeg laver lige nogle kartoffelmadder vil du ha?
Nej tak.
Hun tog skoene af, hængte jakken op, hældte vand op og drak stående. Satte sig så overfor på stolen.
Martin.
Ja?
Læg lige din telefon væk.
Han ser på hende; hendes stemme er anderledes, og det fanger han. Telefonen bliver lagt.
Jeg er klar.
Jeg skal spørge dig noget. Seriøst. Jeg vil gerne have et ærligt svar.
Ja?
Er der noget mellem dig og Nadia?
Der går et par sekunder.
Nej, svarer han.
Du tænkte lige, før du svarede.
Det gjorde jeg ikke Altså jo, men
Martin. Du tænkte.
Han rejser sig, går over til vinduet, med ryggen til.
Der er ikke noget, Katrine. Seriøst.
Hvorfor så pause?
Fordi det er et mærkeligt spørgsmål, og jeg ved, du tror, jeg sidder og bortforklarer. Det er ubehageligt.
Men du går derover. Flere gange. Drikker te. Snakker i halvanden time. Men siger det ikke til mig.
Pæren sagde jeg da!
Du sagde ikke noget.
Katrine, for pokker jeg har sagt det! Du kan bare ikke huske!
Katrine ser på ryggen hans.
Vend dig lige om, vil du?
Han vender sig, ansigtet anspændt.
Der er ikke noget. Hun er alene, bad om hjælp, jeg hjalp. Helt almindeligt nabo-hjælp.
Jo, men man skjuler det ikke, hvis det bare er nabohjælp.
Skjulte det ikke!
Martin jeg spurgte dig i går, om det var første gang, du var der. Du sagde: nej, også i sommer. Jeg pressede det ud af dig. Du nævnte det ikke selv.
Han er stille.
Okay, siger han. Jeg kan godt se, hvordan det ser ud. Men det er bare
Hvad?
Det er bare rart at få lov at snakke med nogen, der lytter.
Katrine ånder langsomt ud.
Så jeg lytter ikke?
Sagde jeg ikke. Bare det er hyggeligt med nogen, der spørger: hvordan går det? Og så gider høre svaret. Uden telefon og TV.
Hun ser på Martin. Tolv år. Tolv år kender hun ham, og nu sidder han der og indrømmer, at han går over til naboen for at nogen gider høre på ham.
Forstået, svarer hun.
Katrine
Nej, seriøst. Jeg forstår. Tak for ærligheden.
Er du vred?
Nej.
Hvorfor ser du så sådan ud?
Jeg tænker bare.
Hun går ud i køkkenet. Hælder vand op. Står lidt, går tilbage.
Martin, må jeg spørge dig én ting mere? Vær ærlig.
Ja?
Er du forelsket i hende?
Han ser længe på hende.
Nej. Nej, det er ikke forelskelse.
Hvad er det så?
Katrine, det er bare det er lidt et fristed. Jeg føler mig som et levende menneske derovre. Det er det hele.
Et fristed. Du føler ikke, du har et fristed herhjemme, så du går over til hende?
Det var slet ikke det, jeg mente…
Jo, det var præcis, hvad du mente.
Han gnider sig i ansigtet. Tavshed.
Katrine tænker: måske har han ret hun ER træt. Kommer hjem dødtræt, orker ikke snakke eller lytte. Arbejde, transport, mad, oprydning, rapport, seng fem dage i træk. Hun troede, han forstod. Ikke forventede mere.
Tilsyneladende ikke. Eller også magter han ikke mere.
Okay, siger hun. Hør, jeg foreslår en aftale.
Hvilken aftale?
Du går ikke derover mere. Ikke uden mig. Ikke på egen hånd.
Ej, Katrine, det er lidt
Det er ikke for sjov. Det er mit krav. Til gengæld lover jeg hun leder efter ord, at lytte til dig. Bevidst. Når du taler, lytter jeg. Altid. Er det fair?
Martin ser på hende.
Du kan gøre alt til en kontrakt.
Det er mit job, svarer hun tørt.
Jeg går ikke derover, hvis det betyder så meget.
Det gør det.
Okay.
De er stille lidt.
Vil du have kartoffelmadder alligevel? siger han.
Nej, lad os drikke te.
God idé.
Han går ud i køkkenet. Hun hører ham rode med kopper, tænder for vandet, klikker på kedlen. Hun bliver siddende ved vinduet og kigger ud. En enkelt gadelampe lyser.
Hun tænker: snakken er ikke slut. Fristed, man snakker normalt det er vigtigere end en hylde eller vandhane. Det handler om dem, ikke naboen.
Martin kommer ind med to kopper.
Med mynte, du kan li’ det.
Tak.
Han sætter sig overfor, holder om koppen han varmer altid hænderne, selv om sommeren.
Katrine, siger han.
Ja?
Undskyld.
For hvad nøjagtigt?
At jeg ikke sagde noget. Jeg skulle bare have sagt det.
Ja, det skulle du.
Jeg forstod ikke, at det så slemt ud udefra. For mig var det hjalp lige, snakkede lidt, ikke andet.
Det er et symptom
På hvad?
At vi ikke får talt sammen ordentligt herhjemme.
Han nikker langsomt.
Det er værre end noget fysisk. Hvis vi bare lever automatisk.
Mener du det?
Jeg ved det ikke Jeg tror, vi må gøre noget, før det er for sent.
Hvad?
Tale sammen. Som du snakker med hende bare med mig.
Det gør vi nu.
Ja. Og det er godt.
De sidder. Teen køler ned. Ude går en dame med en lille, rød hund forbi trækker i snoren, har travlt hjem. Lygten blinker, lyser op igen.
Synes du, hun er sød? spørger Katrine.
Nadia?
Ja.
Han tøver ikke det lægger hun mærke til.
Hun er flink. Men ikke på den måde.
Hvordan så?
Altså ikke som du tænker. Ikke sådan.
Helt sikker?
Katrine, vil du have jeg siger ja, helt sikker, eller vil du have sandheden?
Sandheden.
Sandheden er: Jeg kan godt lide at snakke med hende. Men jeg elsker dig. Det er ikke det samme.
Hun ser på ham.
Godt, siger hun omsider.
Godt hvad?
Jeg tror på dig. Indtil videre.
Indtil videre?
Giv mig ikke grund til andet så forsvinder indtil videre.
Han nikker.
Aftale.
—
Der gik tre uger.
Katrine holdt ikke særligt øje. Hun lod bare hverdagen køre arbejde, madlavning. Men om aftenen anstrengte hun sig. Lagde telefonen væk, spurgte om hans dag, lyttede, for alvor. Ofte træt, men hun gjorde sig umage.
Martin lagde mærke til det. Hun så det i hans måde at komme hjem på han startede ikke straks med mobilen eller fjernsynet, men satte sig hos hende og fortalte lidt.
En aften sagde han pludselig:
De vil have mig på et nyt projekt på arbejde. Svært, men spændende. Godt tillæg.
Fortæl.
Og så fortalte han. Om projektet, kollegaer, hvad han var bange for. Katrine lyttede rigtigt.
Hvorfor er du bange?
Det er et nyt felt. Andre krav.
Du har da klaret nye ting før.
Jeg var lidt yngre dengang.
Martin, du er 41.
Netop.
Det er ikke gammelt.
Men heller ikke ungt.
Tag projektet frygt betyder, det er vigtigt.
Han så på hende.
Mener du?
Ja.
Han nikkede.
Ok. Jeg overvejer det.
Og han sagde ja til sidst. Tre dage senere kom han hjem, rastløs af spænding fra snakken med chefen.
Jeg sagde ja.
Fint.
Jeg er bange.
Det er normalt.
Katrine… Tak for at sige det der med at snakke sammen. Jeg troede bare, du var sur; men du havde ret.
Jeg var ikke sur.
Jeg ved det det var faktisk det, der var det værste.
Katrine smilede.
Det er også lidt uhyggeligt.
Ja. Når du er vred, ved man dét. Når du er sådan her, seriøst så gælder det.
Ja, så gælder det.
Er du stadig bekymret over Nadia?
Nej. Ikke længere. Det er noget andet, der bekymrer mig.
Hvad?
At du følte dig ensom sammen med mig uden at sige noget. Det bekymrer mig.
Du kan ikke gøre for det.
Måske ikke. Men jeg vil lægge mærke til det fremover.
De sad lidt.
Martin, hvis du får det sådan igen gå ikke til naboen. Gå til mig. Også selv om jeg er træt eller skriver rapport. Siger du: Katrine, jeg har brug for at tale, så lægger jeg det fra mig.
Virkelig?
Ja.
Lover du?
Jeg lover.
Han nikkede.
Fint. Det gør vi.
—
I december mødte Katrine Nadia i elevatoren. Begge to på vej hjem fra arbejde, Nadia i langt, gråt frakke, tasken fyldt. De gik ind på samme tid.
Hej, sagde Nadia, lidt anspændt.
Hej.
Hjem nu?
Ja.
Elevatoren gled stille op. Nadia kiggede i telefonen. Katrine holdt sin pose.
Katrine, begyndte Nadia, Jeg ville bare
Du behøver ikke, sagde Katrine.
Jeg ville bare forklare
Nadia. Seriøst. Alt er okay.
Sikker?
Ja.
Elevatoren stoppede, dørene gled op.
God aften, sagde Katrine og gik ud.
Nadia gik også ud, de gik mod hver deres dør. Katrine låste sig ind, hørte Nadias dør smække blidt.
Katrine stillede posen, sparkede skoene af.
Det er mig, råbte hun.
Hej! kom det fra Martin i køkkenet. Jeg har lavet suppe, vil du have?
Ja, tak.
Hun hang jakken, gik ud i køkkenet. Der duftede af suppe ikke noget fancy, bare med laurbærblade. To tallerkner stod allerede fremme.
Martin hældte suppe op. Smilte.
Koldt?
Ja, minus syv i dag.
Sæt dig, så får du varmen.
Hun slog sig ned. Smagte. Suppe, varm, lidt for salt, som det plejer når han laver den.
Lidt saltet, sagde hun tørt.
En smule jeg kom til at tænke på projektet.
Hvordan går det?
Jeg prøver stadig at finde hoved og hale. Har måske løst én ting i dag. Forklarer senere.
Ja, fortæl efter maden.
Han så på hende.
Det gør jeg.
Derude faldt sneen årets første, tøvende. Lægger sig på gesimser, tage, ledninger. Katrine kiggede og tænkte: sådan er det. Intet faldt fra hinanden. Ikke fordi der intet var; men fordi hun ikke tillod det.
Skeen var varm i hånden. Suppe i maven. Martin overfor.
Det var nok for nu.
—
Endnu en måned gik.
På et tidspunkt opdagede Katrine, at hun ikke tænkte på Nadia mere. Ikke bevidst glemt men nu fyldte andre ting mere. Martins projekt tog fart, og han kom hjem svingende enten begejstret eller halvt slatten. En dag kom han hjem, og det hele var noget møg.
Hvad nu? spurgte hun.
Kunden omlagde alt i sidste øjeblik. Tre ugers arbejde spildt.
Alt?
Næsten. Skal begynde forfra.
Han satte sig i køkkenet, stadig med jakken på. Katrine stillede en kop te foran ham. Han tog den distræt, holdt om den.
Martin.
Hm?
Vil du have, at jeg siger noget, eller bare sidder her?
Han så overrasket på hende som om hun havde sagt noget virkelig fornuftigt.
Bare sidde lidt.
Ok.
Hun lavede en kop til sig selv og satte sig. Uden tanker, uden ord. De sad bare, mens det blev aften, sneen lagde sig i byen. Hun holdt stille om sin kop.
Efter ti minutter åndede Martin ud.
Tak, sagde han.
For hvad?
Fordi du ikke spørger.
Du fortæller selv, når du er klar.
Ja, det gør jeg. Ikke nu. Senere.
Fint.
Hun varmede aftensmaden op. Han spiste, faldt lidt til ro. Over maden fortalte han kort, uden detaljer. Katrine lyttede. Sagde ikke: det skal nok gå. Gav ikke uopfordret råd. Hun lyttede bare.
Du er blevet anderledes, sagde han pludselig.
Hvordan?
Blødere, tror jeg.
Jeg har altid været sådan.
Ikke altid. Men nu er du.
Katrine tænkte, at det nok ikke passede. Hun havde snarere begyndt at lægge mærke til ting, hun ikke før registrerede. Ikke fordi hun var forandret; men fordi hun var blevet bange. Den dag, han sagde rart at blive lyttet til, skete der noget indeni hende. Ikke dramatisk, bare en lille forskydning.
Det sagde hun ikke. Nogle gange er det bedst ikke at sige noget.
Senere kom svigermor, Birthe, forbi et par dage. Katrine så frem til det med blandede følelser, men det gik roligt. Birthe havde medbragt hjemmelavet marmelade og vinterstøvler til Martin for store, skulle sendes retur. De drak te om aftenen, Birthe fortalte om søsterens flytning til Viborg. Katrine lyttede. På et tidspunkt sagde Birthe pludselig:
Katrine, du ser glad ud i dag.
Tak.
Nej, du gør er du udhvilet?
Overhovedet ikke; masser af arbejde.
Nå, men så er det hjemmet, der gør det.
Hun mente ingenting specielt bare sådan, som mødre siger. Men Katrine mærkede: det er rigtigt. Hjemme er godt nu. Ikke perfekt det bliver det aldrig. Men godt.
I januar fik Nadia skiftet låsen Katrine hørte håndværkerne skrue derude. De sås igen i elevatoren. Nadia smilede denne gang ægte, ikke undskyldende.
Hej.
Hej.
Tæskekoldt i dag!
Ja, minus femten.
Dørene åbnes. De gik hver til sit. Katrine ind og af med huen, gned ørerne frosne.
Det er mig! råber hun.
Vil du have aftensmad? spørger Martin.
Ja tak.
Jeg har sat kartofler over.
Fint.
Hun gik ud i køkkenet. Han stod over gryden, rørte rundt. Vendte sig.
Din næse er helt rød.
Det er koldt.
Sæt dig, jeg klarer det her.
Jeg står bare her lidt her er varmt.
Hun lænede sig op ad væggen ved komfuret, så på ham. Han smånynnede, halvhøjt.
Hvad nynner du?
Ved ikke. Det kom bare.
Det lyder godt.
Du laver grin med mig.
Nej.
Han så på hende.
Virkelig ikke?
Seriøst ikke.
Han vendte sig mod gryden igen. Hun betragtede hans ryg bred, i den gamle hjemmeflonel, slidt ved albuen. Den skjorte har hun kendt i otte år. Måske skal han have en ny.
Martin, siger hun.
Ja?
Ikke noget. Bare.
Bare hvad?
Bare godt.
Han vendte sig og så undersøgende på hende, nikkede så.
Ja. Det er det.
Kartoflerne boblede i gryden. Det sneede udenfor. Der lugtede af mad og varme.
Tolv år. Og sikkert mange flere.
