Dagbogsnotater En nabos bøn
Nå, der er du så, prinsen på den hvide hest. Hvad bilder du dig ind tror du, du er noget særligt, eller måske en sjælden hingst med uimodståeligt udseende? Du ligner jo bare enhver anden fra landet. Dit hår ligner en hjemme-klipning, det kan enhver se. Dine sneakers koster vel ikke mere end 100 kroner, og T-shirten måske 30. Bilen du kører i, er ældre end min fars Ford Escort, den burde for længst være skrottet. Håber ikke, den falder fra hinanden på vejen. Og forresten, du lugter lidt af hestestald! udbrød Freja, mens hun vurderede denne bejler.
1.
Freja sled sig op ad trapperne med sin tunge taske og en kæmpemæssig støvsuger sådan en, hun brugte for at gøre gammel polstrede møbler rene og pæne igen.
Store penge at tjene, havde reklamerne lovet. I virkeligheden måtte hun traske fra lejlighed til lejlighed, slide sin ryg bøj og knokle for få håndører.
Efter tre timer med sved på panden var der knap nok penge tilbage i lommen.
Hvorfor blev jeg ikke bare på hospitalet? gryntede Freja stille. Hvad bildte jeg mig ind med det der selvstændige virksomhed?
Før i tiden havde hun været rengøringsassistent på hospitalets intensivafdeling fast løn, fast rutine men nu var der kun hende til at tage sliddet, uden rettigheder til sygedage eller ferie. Hver krone skulle tjenes i konkurrence med andre, mens hun bed sig igennem det ene ildelugtende sofamøbel efter det næste.
Disse sorte tanker delte hun med sin lillesøster, Astrid, da hun besøgte hende.
Astrids lejlighed var fuld af liv: børnene jagtede familiens lille hund, mens Astrids mand, Mads, så TV i stuen.
Astrid trak sin søster ud i køkkenet, hvor duften af frikadeller og stuvet hvidkål indbød:
Vask hænder, så har jeg mad klar. Vil du have frikadelle med kartoffelmos, eller med hvidkål?
Hmm, begge dele, takkede Freja og satte sig tungt ved bordet, strakte benene ud og lænede sig tilbage i stolen.
Her har I det godt, sagde hun misundeligt. Du har mand, børn, job alt sammen. Og ovenikøbet har du lavet aftensmad.
Årh, det er nu ikke så meget, smilede Astrid og satte tallerkenen foran Freja. Mads og jeg lavede frikadeller i weekenden, frysede dem ned. Når folk kører storfamilie herhjemme, må alt bare være effektivt. Men hvordan går det med møbelrensene, Freja?
Freja sukkede:
Det går elendigt Slæber rundt med maskiner og kemi, min ryg er gået i stykker og benene vil ikke mere. Dagen igennem kæmper jeg for at få kunder, mens jeg knapt kan stå oprejst. Og for at gøre ondt værre, den støvsuger larmer som et maskineri fra DSB jeg har stadig ringen for ørerne!
Men du får vel godt for det? forsøgte Astrid med tekruset.
Freja sendte hende et surt blik.
Hverken rigere eller lykkeligere bliver jeg Det er virkelig ikke min vej i livet.
Nej, nu igen? Du skifter jo arbejde hele tiden, Freja! Hvis du nu bare kløede på i stedet for hele tiden at ville springe over hvor gærdet er lavest
Nemt for dig at sige, Astrid! Du har aldrig rigtigt skulle rende med det hele selv, du har fået alt til at gå op med mand, børn og lejlighed Og det tilmed billigt, da boligmarkedet var til det! Mads arvede jo også en ekstra lejlighed Jeg bor til leje, betaler til fremmede, og mine venner tror, jeg har en rig søster, som bare burde hjælpe.
Astrid kneb øjnene sammen.
En rig søster helt sikkert! Tror du virkelig, jeg skal sørge for dig? Vi har tre børn, vi skraber sammen til hverdag. Dig derimod ingen udgifter, ingen børn, bor alene
Ja, selvfølgelig! udbrød Freja og rejste sig med gråd i stemmen. Men I har altså to lejligheder, og jeg har ingen! Gad da godt, I ville hjælpe lidt.
Hun greb sin jakke i vrede.
Vent lidt, jeg skal nok hjælpe dig ned med taskerne og maskinen, sagde Astrid.
Mads stod i døren og kiggede skarpt på dem.
Sikke meget misundelse fra dig, kom det tørt.
Det tager vi senere, Mads! udbrød Astrid og trak Freja med sig ud.
Mads var ikke tilfreds, men Astrid kunne ikke forlade sin søster.
2.
Det havde lige regnet, og asfalten var våd da de to søstre gik ned ad gaden, tavse, hver med sine tanker.
Freja skammede sig over udbruddet, Astrid vidste, at Mads ville være tosset, men hun kunne bare ikke vende ryggen til Freja.
Freja, du burde blive gift, sagde Astrid til sidst. Du er femogtredive, og du går stadig alene omkring.
Freja rystede de små krøller:
Hvem ville have mig? Ingen uddannelse, ingen bolig, ingen fremtid. Ikke engang en bejler.
Vi kunne jo prøve at finde en ven til dig blandt Mads familie der er mange ugifte fætre, ved du nok. Jeg ringer i morgen, lovede Astrid.
Freja sagde ikke, at hun helst ville bo gratis i Mads ekstra lejlighed, og ikke gik op i nogen mand, især ikke én af Mads fætre. Hun havde sværmet for at bo gratis og gå sine egne veje.
Lejligheden hun lejede, delte hun med en handelsskoleenkepensionist, Lene.
Astrid trak næsen sammen:
Hvad er det, der lugter?
Lene spiste fisk i går, og så røg benene i skraldespanden. Det er ikke let at bo med fremmede, man skal tilpasse sig og finde sig i meget.
Astrid åbnede skabet under vasken og hev den overfyldte skraldespand ud.
Man kunne også bare tage skraldet med på vej ud, kommenterede hun, mens hun bandt posen sammen.
Freja mumlede:
Tja, hvis ikke folk puttede fiskeaffald i spanden, ville her ikke lugte sådan.
Imens Freja satte vand over til te, gik Astrid ud med skraldet.
Hun vendte tilbage sammen med en venlig mandestemme, der bad hende på date. Astrid lo:
Nej, jeg er gift, sagde hun. Men måske har jeg en single-søster!
Det tror jeg ikke på, svarede stemmen, og kiggede grinende op på Freja, som var kommet ud i gangen. Ham kendte hun det var jo ham fra syvende, som hun ofte havde mødt i elevatoren. Nu var det altså ikke kun tilfældigheder.
Astrid svarede tørt:
Ville du så hilse på min søster eller ej?
Manden krympede sig, og Astrid lukkede døren bag sig.
Freja så forbavset på sin søster:
Hvem var det?
Aner det ikke, han slæbte også skrald ud. Men du kan ikke sige, at mænd ikke lægger mærke til dig. Hos jer falder mændene nærmest over én!
Astrid vaskede hænderne, åbnede vinduet og kommenterede tørrelystent:
Du burde vaske gardinerne og lufte ud hver dag!
Freja så forvirret på hende. Astrid var ikke særlig smuk eller yppig, men alligevel gik mænd nærmest i hælene på hende selv med skraldeposen. Men hun, Freja, kunne møde samme mand i et år uden at få et blik.
Mærkeligt…
3.
Næste dag kom Astrid på besøg:
Hej søster, vi fandt faktisk en kandidat. Han har hus og heste udenfor Århus.
Heste? Er han landmand?
Nej, det er bare hans hobby. Han er netop fyldt fyrre, aldrig gift, hverken ryger eller drikker, vil bare gerne starte familie, men der mangler kvinder på landet så han har aldrig mødt én.
Freja sprang op:
Vil du gøre grin med mig? Han er ældre end mig og endda bondemand! Nej tak.
Hvad havde du forestillet dig, Freja? Unge bymænd kan du jo bare selv finde men så er der kun de kræsne tilbage. Vores Jesper er solid og sød.
Og så hedder han Jesper! Super!
Freja rullede med øjnene.
Glem det!
Jeg ville bare hjælpe, sagde Astrid såret. Du vil ikke arbejde, vil ikke giftes Men forventer det hele.
Ikke med en gammel mand dog!
Fyrre er da ikke gammelt, han er fem år ældre end dig. Nå, lev løs, du har fem år endnu.
Astrid gik, Freja så ikke efter hende.
Freja mumlede for sig selv om fladpandede landmænd.
Hendes bofælle, Lene, stak hovedet indenfor:
Hørte dig tale om en enlig mand på fyrre Jeg er lidt ældre, gør det noget? Hvis du ikke vil have ham, kunne jeg måske få et blind date?
Freja blev så forundret, at hun glip af vejret.
Snushaner er værre end hestepølse, skældte hun og smed Lene ud.
Men kunne ikke slippe tanken om, at det måske var på tide med en mand…
4.
Næste dag var Freja hjemme lidt over fire, træt og udkørt. Hun hørte stemmer i køkkenet. En fremmed mand stak hovedet frem:
Det må være dig, Freja?
Det var Jesper, Mads fætter, som undskyldte for at troppe op uden invitation.
Bag ham stod Lene, smilende tilfreds.
Undskyld, jeg lukkede ham bare ind, klukkede hun.
Freja blev irriteret:
Hvem har givet dig adressen? Mads?!
Jesper smilede og betragtede hende venligt:
I må have en… spændende familie.
Frejas irritation steg. Ud af mit hjem, jeg vil ikke på date!
Jesper hævede overrasket øjenbrynene, men Lene standsede hans flugt:
Jeg betaler halvdelen af huslejen, så han bliver, hvis han vil.
Freja snerrede, men roen vendte hurtigt tilbage.
Skidt, blev de tavse. Du er en mærkelig mand, Jesper byder du mig ud, må du også betale hele gildet!
De gik ud til hans gamle hatchback. Freja gloede mistroisk:
Er du sikker på du kan køre i byen?
Jeg er altså ikke fra månen! bor bare hellere på landet.
Han trak hende med til et vejcafeteria. Skuffet satte hun sig:
Det her kalder du restaurant?!
Du har slet ikke gjort noget særligt ud af dig selv vil du på Michelin-restaurant, så klæd dig derefter.
De morede sig og fik god, vægtig mad.
På vej hjem vred Freja sine hænder. Du er ikke som de kvinder, folk plejer at præsentere mig for.
Hvad mener du?
Du forsøger ikke at please mig, er bare dig selv hele vejen.
Som om du er noget specielt? De sko og den bil Og du lugter af hestestald!
Det sidste sagde hun mest for at provokere.
Jesper bremsede brat op.
Ud af bilen, damen, længere vil jeg ikke køre!
Hvad? Skal jeg gå hele vejen?!
Han ignorerede hende.
På resten af turen var der tavshed. Freja mærkede angeren snige sig ind.
Undskyld. Jeg siger bare altid, hvad jeg mener. Ville bare ønske du havde klædt dig bedre på…
Jesper svarede ikke. Hun mærkede for første gang, at hun faktisk ikke havde lyst til at slippe ham ud af sit liv.
Da hun kom hjem, spurgte Lene hånligt til daten. Freja sagde surt, at det var slut, og følte en lille stikken over, at Lene måske ville prøve lykken i hendes sted.
Hold dig fra ham, han er min! råbte Freja.
5.
Derefter kunne Freja ikke finde ro. Jesper fyldte mere og mere i tankerne, og pludselig virkede hans hverdagsagtighed og særlige humor uimodståelig.
Han dukkede op nogle dage senere drak te med Lene i køkkenet, og snakkede som en gammel ven.
Freja satte sig også, og snart snakkede og lo hun som aldrig før.
Lene forlod køkkenet i vildt mismod, mens Jesper og Freja blev tilbage og natten blev lang.
Om morgenen kyssede han hende på skulderen:
Jeg kommer igen i aften, hvis du har lyst.
Ja, jeg glæder mig… tror allerede, jeg savner dig.
Da han var gået, støttede Freja sig mod stolen, lykkelig.
Lene viste sig med et stort bundt røde roser.
Har du selv købt blomster?
Næ, de er fra en mand.
Hvem dog?
Lene smilede venligt og gik for at sætte roserne i en vase. Freja mærkede missundelsen stikke.
Pludselig fik hun trang til at besøge Astrid.
Astrid tog venligt imod hende.
Er Mads stadig sur over sidst?
Nej da, det er han kommet over.
Rundt på gulvet af glæde delte Freja sin nyvundne kærlighedslykke:
Dit forslag var genialt Jesper er faktisk et fund! Vi er blevet forelskede.
Astrid spærrede øjnene op:
Det fatter jeg ikke han sås jo med Lene i går? De var i biografen sammen!
Hvad?! Han var jo hos mig… Lene hedder da også Lene. Vent, hvordan ser hun ud?
Lidt lav, går lidt skævt, brunt hår
Åh, det er Lene! Okay vi må hjem med det samme!
De gik straks mod lejligheden.
6.
Astrid og Lene kendte straks hinanden fra biografturen.
Lene tilstod med det samme:
Ja, jeg hørte jeres snak, og syntes, Jesper lød så oplagt for mig. Han er jo den perfekte landmand. Da han ringede på, bød jeg ham ud. Men det er ikke den samme Jesper det er min fætter, jeg bad ham spille din bejler, så jeg uforstyrret kunne se din Jesper.
Freja tog sig til hovedet.
Du er virkelig snedig!
Gør nu ikke skandale, Freja. Vi har bare begge fundet hver vores Jesper. Lad det nu falde til ro.
7.
Jesper kom ikke igen den aften. Dage gik, han tog ikke telefonen.
Lene pakkede sine ting og bekendtgjorde, at hun flyttede.
Jeg flytter hjem til landmanden, vi skal giftes.
Hvad med min Jesper? mærkede Freja desperation.
Han er gift, har kone og børn. Han leger bare lidt med damer. Du må sige farvel til ham.
Freja gispede.
Du narrede mig hele vejen.
Ja, men du har også mobbet og overset mig i årevis. Nu har jeg sat tingene på plads!
De kom op at slås i entreen, da et bank lød på døren.
Jesper trådte ind, tog Lene i favn og forsvandt med hendes kufferter. På parkeringspladsen kyssede han hende blidt og spændte sele.
Freja så det hele fra vinduet, og mærkede et stik af jalousi. Her kunne hun have stået med sit lille landmandsliv, men nu var hun alene.
Jeg klarer ikke at beholde lejligheden alene, tænkte jeg. Må hellere tage hjem til mor på landet. Byen har ikke mere at byde på.
*
Livet har lært mig, at misundelse forblænder, mens hovmod står for fald. Når jeg tænker tilbage nu, ser jeg, at lykke er at finde taknemmelighed for det, jeg har, og ikke altid jage det, jeg tror, jeg mangler.
