Reservebanen
Kan du høre mig? stemmen hans var lav, næsten undskyldende. Næsten. Karen, jeg spørger dig, kan du overhovedet høre, hvad jeg siger?
Ja, jeg hørte ham. Jeg har altid hørt ham, uanset hvor stille han har været. Selv på de lange uger, hvor han ikke har ringet, var der altid en rest af hans tilstedeværelse i min lejlighed. Som en lille duft af hans kaffe, et mærke fra hans krus på vindueskarmen, en stol rykket lidt til siden ved køkkenbordet.
Jeg hører dig, Morten.
Hvorfor siger du så ikke noget?
Jeg tænker, lød det fra mig.
Han sukkede. Et suk, jeg kunne på kommando, sådan et tungt, næsten hvæsende suk. Morten sukkede altid sådan, når han ønskede, at jeg skulle have lidt ondt af ham, uden at han selv kunne finde ud af at spørge om det.
Jeg har simpelthen ikke noget andet sted at tage hen, sagde han. Forstår du det? Overhovedet intet sted.
Jeg stod i vinduet og kiggede ud på gaden. Marts. Sjap ved kantstenene, våde duer på gesimsen overfor, en kvinde med barnevogn, som prøver at sno sig udenom en sø. Helt almindelig københavnsk martsdag, ikke noget særligt. Alligevel skete der noget uafvendeligt i mig, noget der vendte sig langsomt, som en side i en bog. Eller en lås i en dør.
Kom bare ind, sagde jeg.
Sådan. Tre stavelser. Og alt begyndte forfra, endnu engang.
Morten var 53. Jeg var 51. Vi havde kendt hinanden siden den tid, hvor han syntes, det var moderne at gå med ternet skjorte, og jeg gik rundt med en tyk fletning og tænkte, at usynlighed var en dyd. Vi mødte hinanden hjemme hos nogle fælles venner det var sådan noget med billig rødvin og diskussioner om bøger, vi aldrig fik læst færdig. Morten var dengang den højlydte han grinede så hele opgangen kunne høre det og gestikulerede så voldsomt, at han en dag fik en tallerken ned fra bordet. Jeg samlede stumper, mens jeg tænkte: så meget plads han fylder mon hvordan det er at bo ved siden af sådan en?
Jeg var anderledes. Stille. En af dem, man ikke lægger mærke til med det samme, men heller aldrig glemmer igen. Eller det bildte jeg i hvert fald mig selv ind.
Forelsket blev han heller ikke i mig næh, det blev han i Mathilde. Det var omtrent lige så uundgåeligt som regn i efterårsferien. Mathilde var farverig, talte hurtigt og højt og kunne træde ind i et rum, så alle drejede hovedet. Ved siden af hende følte jeg mig altid som akvarel ved siden af olie. Ikke mindre værd bare noget helt andet.
De fandt sammen lynhurtigt og mindst lige så hurtigt opstod der konflikter. Jeg sad lidt i periferien og så det udspille sig igen og igen: Kæmpede, flyttede fra hinanden, flyttede sammen igen. Mathilde lavede scener, Morten smækkede med døren, kom tilbage eller gik. Det var som en evig karrusel.
Og jeg var… altså, jeg var imellem. Imod min vilje.
Første gang Morten dukkede op hos mig efter et alvorligt brud, var han 35, jeg var 33. Han ringede sent, stemmen rusten: Kan jeg kigge ind? Jovist, sagde jeg. Jeg lavede te med timian, satte lidt mad på bordet, og vi sad der til klokken to om natten. Han talte, jeg lyttede. Det var ikke svært jeg var god til at lytte.
Han sov på min sofa. Næste morgen drak han kaffe, sagde tak og gik. To uger efter var han tilbage hos Mathilde.
Jeg blev ikke fornærmet. Jeg fjernede tæppet fra sofaen, vaskede det, lagde det på plads. Livet gik videre.
Og sådan fortsatte det en, to, ti gange. Jeg mistede tal på, hvor ofte han var der efter skænderier, en aften eller to, engang imellem dage. Vi drak te, snakkede løs, og når han var blevet nogenlunde samlet, gik han igen. Altid tilbage til Mathilde.
Jeg kaldte det ikke kærlighed. Var bange for at give det et navn. Men når han ringede på døren, snurrede der alligevel et eller andet sammen i brystet på mig. Her var han. Levende og virkelig, bare min for en kort stund.
Jeg tænkte tit på mig selv som kontrolltårnet i Kastrup. Fly ankommer, tanker op og letter igen. Og tårnet står der. Klar til at tage imod.
Den her gang kom han i marts. Store sportstaske over skulderen. Blå, slidt, med en hvid logo, der var halvt forsvundet. Jeg så tasken og vidste det straks. Ikke bare for en nat eller to.
Bliver det for en stund? spurgte jeg, mens han hængte jakken.
Det ved jeg ikke, sagde han ærligt. Om det bliver en uge? Vi får se.
Fint. Jeg sætter te over.
Jeg fandt timianen, han satte sig på sin plads i køkkenet, det havde været “hans” længe med ryggen til køleskabet. Foran ham stillede jeg kruset. Det begyndte forfra. Men nu var det blevet lunt og lidt trist på samme tid.
Helt skidt? spurgte jeg.
Så skidt som det kan blive, mumlede han, begge hænder om kruset. Hans hænder var altid kolde. Hun er træt. Kan ikke mere. Vi gør bare hinanden ondt.
Og du?
Jeg tog den blå taske. Og gik.
Så sad vi bare dér. Regn dryppede fra gesimsen udenfor. Harmløst, monotont.
Karen han så mig for første gang den aften lige ind i øjnene. Er du glad?
Ja, sagde jeg. For det var jeg. Bittert, lidt skamfuldt. Men sandt.
De første par dage var mærkelige. Ikke dårlige, bare mærkelige. Mit liv havde haft en rytme, hamrende ens: Stå op kl. syv, kaffe, morgenlæsning, job, hjem, mad, aften-tv eller opkald til min veninde Bente, i seng kl. elleve.
Morten satte rytmen helt over styr. Han stod senere op, skulle snakke hen over morgenmaden, lod sine ting ligge tilfældige steder, hørte tv højere end nødvendigt, tog længere bade end jeg kunne planlægge med.
Men om aftenen, når vi sad over maden, var det rart. Hjemligt. Han grinede højt ad noget, jeg lavede lasagne fra et gammelt ugeblad, han spiste for to og påstod, det var det bedste i årevis. Vi så gamle film, diskuterede slutninger, handlede ind på torvet søndag, og jeg kunne tabe pusten over, hvor selvfølgeligt det kunne føles at gå sammen med nogen.
En uge gik. Så endnu en. Så en måned.
Midt i natten, en dag, lå jeg vågen og hørte hans vejrtrækning gennem væggen: Tænk, hvis det her er det? Os to ikke unge, begge med kendskab til ensomheden, kendt hinanden så længe, intet at skjule eller gøre stort nummer ud af længere. Måske er det sådan her, lykken ser ud. Ikke stor og vild som med Mathilde. Men stille og tryg, som et gammelt københavnerhus.
Jeg fortalte det til Bente, over en kaffe. Hun nikkede, lod mig tale ud, og spurgte så:
Er du lykkelig lige nu, Karen? Lige nu? Ikke næste uge?
Jeg tænkte over det rigtigt tænkte efter.
Ja, det er jeg faktisk, svarede jeg.
Så lev lige nu, sagde Bente og smilede. Drop panikken for i morgen.
Jeg prøvede. Virkelig prøvede.
Så boede vi sammen i fire måneder. April, maj, juni, juli måneder, jeg næsten husker dag for dag. Han kom med syrener nede fra gården. Vi røg i totterne på hinanden over et eller andet, jeg glemmer hvad men han sagde undskyld. En lørdag blev vi hjemme jeg læste, han nussede på altanen, og stilheden mellem os var så rolig, at jeg næsten ikke turde røre mig.
Jeg begyndte at tænke i “vi”. Ikke “jeg tager”, men “vi tager”. Det var noget, der voksede frem, uden at jeg overhovedet prøvede på det.
Han forandrede sig også. Mindre snak om Mathilde. Han så sommetider på mig med en varme, der ikke var taknemmelighed, ikke medlidenhed men noget tredje, jeg først senere genkendte som kærlighed.
Han bad selv om en ekstra nøgle. Jeg duplikerede den uden tøven og lagde den på hans plads. En kold lille ting, der gjorde varmt i maven.
Det var sådan engang i juli.
Halvvejs inde i måneden, en aften, ringede det. Jeg var i køkkenet, Morten i stuen. Det var hans telefon, den ringede skarpt og højt. Jeg tænkte ikke over det. Men så blev der helt stille. Du ved, den slags stilhed, hvor man kan mærke, at noget ændrer sig.
Jeg gik ud. Han stod med tlf. i hånden midt i rummet og stirrede ud i luften.
Morten? spurgte jeg.
Han så op, og jeg vidste alt. Ikke med hovedet men med det der andet sted, hvor sandheden bor.
Mathilde, sagde han. Hun har problemer. Alvorlige. Hun er alene, har brug for hjælp.
Bare sådan. Et navn: Mathilde.
Okay, sagde jeg.
Karen…
Gå du bare.
Jeg vil gerne forklare…
Unødvendigt. Jeg forstår. Bare gå.
Han blev stående, ville noget mere, men jeg nikkede mod døren.
Han gik i gangen, tog sin blå sportstaske. Den havde stået klar hele tiden, klar over, at dens tid nok ville komme.
Jeg ringer, sagde han i døren.
Godt, svarede jeg.
Døren lukkede. Låsen klikkede. Nu var det stilhed men nu kun fravær.
De første tre dage græd jeg ikke. Jeg gik nærmest forventningsfuld rundt og ventede på tårerne men de kom ikke. Det var en anden slags tomhed, lidt ligesom mærket på gulvet efter et møbel, der har stået år.
På arbejdet var alt normalt. Jeg var bogholder i et lille byggefirma, og tallene gav nu engang ikke meget plads til store følelser.
Fjerde dag lavede jeg lasagne. Ingen plan samme opskrift som altid, samme bradepande. Jeg kunne faktisk ikke spise én bid uden at græde. Og så kom tårerne. Midt i lasagnen, alene ved køkkenbordet, og græd. Men bagefter fik jeg længere ikke behov for det.
Næste dag dukkede Bente op uanmeldt. Hun ringede bare nede fra gaden. “Åbn, jeg er hernede!” Hun trådte ind med en pose fra Netto under armen brød og noget mere. Krammede mig. Og så var der ingen tårer tilbage.
Fortæl, sagde hun.
Der er ikke så meget at fortælle. Du kender det hele, sagde jeg.
Fortæl alligevel. Det skal siges højt.
Så jeg fortalte om juli, om opkaldet, den blå sportstaske, “jeg ringer”. Han ringede ikke. Mere end en uge nu.
Kommer du til at vente? spurgte hun ligeud.
Nej, svarede jeg, overrasket over, hvor let det faldt mig.
Virkelig ikke?
Jeg er træt af at vente. Jeg har ventet hele mit liv. Jeg kan ikke engang huske, hvornår det begyndte. Jeg ventede altid. På at han skulle ringe, komme, vælge. Men han valgte aldrig. Han vendte tilbage, når der ikke var andre steder at gå hen. Vil du høre, hvad det hedder?
Ja?
Reservebanen. Jeg var hans reservebane. Altid klar, altid åben, landingslygterne tændt. Han kom og gik vidste, at jeg altid stod klar.
Bente faldt til ro nogle sekunder.
Hvornår fattede du det?
Vidst det længe, forstået det nu.
Forskellen på at vide og at forstå kan ikke undervurderes.
August skred frem i søvnigt tempo. Ikke sort, bare stille. Jeg gik på arbejde, lavede mad, læste. Gik ture langs Sortedams Søen, indtil benene selv fandt vejen hjem. Kiggede på spejlingen i butiksvinduer: kvinde med lyse frakke, håret sat op, træt men ikke knækket. Hvad har du egentlig lyst til, Karen? Ikke ham, ikke Morten, ikke det dér. Men dig?
Jeg fandt ikke svaret, men spørgsmålet begyndte at betyde noget.
I september flyttede jeg rundt på møblerne. Det startede med sofaen, som jeg pludselig syntes stjal alt lyset. Så gik jeg videre med reolen. Jeg rykkede om på hele stuen, og det blev bedre. Større, lysere.
Hvem skulle jeg være bange for at ændre på tingene? Ingen længere.
Jeg købte nye gardiner. Linned, cremefarvet, småt mønster. De gamle var mørkeblå, tunge, de slugte lyset. Nu blev stuen solgylden. Det havde jeg aldrig lagt mærke til før.
I oktober tilmeldte jeg mig italiensk på aftenskole. Havde længe overvejet det, men altid udsat. Gruppen var hyggelig, læreren lidt for sprudlende, tvang os til at synge sanser lige på timen. Jeg sang. Højt og uden forbehold.
Bente undrede sig:
Italiensk?
Jep.
Hvorfor?
Jeg vil gerne til Barcelona, sagde jeg.
Karen dog! De taler spansk i Barcelona, ved du godt?
Det ved jeg da. Men man må jo starte et sted.
Barcelona dukkede pludselig op i mit hoved. Jeg sad og klikkede billeder frem ikke turistbrochurer, men helt almindelige morgenbilleder: markedet, en gammel mand på bænken med avis, en rødstribet kat. Jeg vidste bare: Dér vil jeg hen.
På en gul note på køleskabet skrev jeg: “Barcelona. Forår.” To ord. Kiggede på det hver morgen.
November blev kold og kort. Jeg købte klippekort til svømmehallen, svømmede før arbejde, halve time i vandet, og det var dagens bedste start.
Nogle gange tænkte jeg på Morten. Mon han havde det fint. Om han stadig var med Mathilde. Jeg holdt ham ikke noget ondt. Bare tænkte lidt på ham som et gammelt billede: Jeg genkender ansigterne, husker stemningen, men følelserne er ikke de samme længere.
I december inviterede Bente mig til nytår hos hendes venner. Først sagde jeg nej, men så gik jeg med. Kom og hilste på fremmede, grinede, drak bobler og i det øjeblik, da alle krammede ved midnat, mærkede jeg pludselig noget uvant: Lethed. Som om jeg længe havde båret tungt på noget uden at vide det, og nu havde lagt det fra mig.
Januar, februar. Jeg gik stadig til svømmehallen, italiensk, læste bøger jeg havde udskudt. Ryddede endelig op i sengedepoterne; fandt et gammelt tæppe det, Morten havde brugt dengang han sov på min sofa. Jeg satte det til genbrug. Lad det varme en anden.
Marts. Et helt år var gået siden den blå sportstaske dukkede op. Jeg stod i vinduet med min morgenkaffe. Sjap ved kantstenen, fugtige duer på gesimsen. Alt var lige som før. Men jeg var ikke.
Han ringede en lørdag lige før middag. Nummeret dukkede op på skærmen og træk lidt i min mave. Ikke fordi jeg blev glad, ikke fordi det gjorde ondt bare sådan, som ekkoet af en gammel refleks.
Karen, sagde han. Stemmen hans både velkendt og fremmed. Det er mig.
Jeg kan se det.
Hvordan går det?
Fint. Og dig?
Pause.
Ikke for godt. Skal vi ses?
Jeg tænkte en sekund.
Det kan vi godt. Hvor?
Hjemme hos dig?
Nej, sagde jeg roligt. Lad os bare mødes foran opgangen om tyve minutter.
Pause igen. Han havde ikke ventet den.
Okay.
Jeg tog min frakke og gik ud. Kiggede i spejlet; kvinde i lysegråt, rolig.
Han stod foran opgangen. Han så lidt ældre ud; måske kun fordi jeg selv så klarere.
Hej, sagde han.
Hej.
Vi gik ned ad fortovet. Snakkede ikke, bare gik. Som mennesker, der skal sige noget vigtigt.
Karen begyndte han efter endnu en pause. Jeg har noget, jeg gerne vil sige, altså noget vigtigt.
Sig det.
Det har været et hårdt år. Mathilde det gik ikke for os. Det var hende, der gik. Ikke mig. Og firmaet det gik også fløjten. Jeg står med ja, ingenting.
Jeg lyttede. Sagde ikke noget.
Jeg har tænkt meget på dig, fortsatte han. Jeg har indset, at jeg var en idiot. Du var det ægte. Du var… du er det mest ægte menneske i mit liv.
Morten, sagde jeg.
Vent. Jeg vil gerne prøve igen. Rigtigt denne gang. Jeg har forandret mig, det lover jeg. Vil du give mig en chance?
Vi standsede ved den gamle kastanje, knopperne allerede lysegrønne.
Du er blevet flottere, sagde han. Hvordan kan det egentlig være?
Jeg trak lidt på smilebåndet.
Sådan går det nogen gange.
Karen. Han tog min hånd. Vil du ikke nok sige noget.
Jeg kiggede på hans hånd, varm og velkendt. Men jeg trak min hånd til mig alligevel.
Morten. Du skal forstå mig. Ikke tage det ilde op, men forstå mig, okay?
Jeg prøver.
Du siger, du har forandret dig. Det tror jeg på. Men det handler ikke om dig det handler om mig.
Hvad mener du?
Jeg har også forandret mig. Men på en anden måde. Du mistede noget og vil have det tilbage. Jeg fandt noget og vil ikke miste det.
Han så på mig, noget nervøst og sårbart i blikket.
Hvad har du fundet?
Mig selv, sagde jeg. Uanset hvor banalt det lyder.
Karen…
Bare hør. Jeg er ikke vred. Vi har kendt hinanden så længe, at det ville være latterligt at være vred. Men du skal bare vide: Jeg var din reservebane. Du landede, når det brændte på, tankede op og rejste tilbage. Du havde brug for lysene på den store landingsbane Mathilde var Kastrup, jeg var flyvepladsen på Lolland. Tryg, men aldrig hovedbanen.
Det passer ikke, sagde han stille.
Jo, det gør det ved du godt. Men nu: Reservebanen er lukket. Ikke for at straffe dig, men fordi jeg ikke længere vil være nogens backupplan. Du er et godt menneske, Morten. Men det er slut.
Lang pause.
Og nu? spurgte han.
Nu har jeg mine egne planer. Jeg tager til Barcelona til foråret. Læser italiensk, selvom de taler spansk der. Svømmer om morgenen, bor i min stue, der nu er blevet lysere, læser de bøger, jeg altid har udsat. Det er mit liv. Det er ikke stormfuldt men det er mit. Der er ikke plads til nogen, der bare kommer, fordi de ikke har andre steder at lande.
Men hvad hvis jeg kommer, fordi jeg vil til dig?
Jeg så på ham. Længe. Der var noget sandt i hans blik. Måske endda ægte denne gang.
Det kan jeg bare ikke finde ud af længere. For den gamle Karen, hende, der ventede og holdt pladsen fri, er her ikke mere. Den nye Karen lever på en ny måde.
Han tog et lille skridt nærmere.
Må jeg så i det mindste prøve?
Nej, sagde jeg blidt og uden drama. Ikke fordi jeg er hård. Men fordi jeg ved, hvordan det ville ende. Alt for godt.
Vi stod foran opgangen. Samme gade, andet år, et helt andet ‘mig’.
Ikke engang et krus te med timian?
Nej.
Hvorfor ikke?
Fordi timiante er begyndelsen. Og her er ikke nogen begyndelse.
Han nikkede stille. Så op igen.
Er du glad? spurgte han lavt.
Jeg mærkede godt efter rigtigt efter, ligesom med Bente i caféen.
Ja, lige nu, her ja.
Det gør mig glad, Karen. Virkelig.
Vi sagde ikke mere.
Ring indimellem, sagde han så. Bare sådan for at høre nyt.
Jeg rystede på hovedet.
Det er ikke nødvendigt. Vi skal begge have vores eget.
Han nikkede modvilligt, men han forstod det.
Barcelona, sagde han.
Barcelona.
Smuk by.
Det ved jeg, sagde jeg, selvom jeg ikke har været der.
Han gik ned ad gaden uden at se sig tilbage. Jeg blev stående og så efter ham. Mand, jeg har kendt i 30 år. Mand, jeg har elsket længere end mig selv. Mand, jeg nu slipper uden sorg, men med ro.
Som at slippe en fugl fri, der længe har været klar til at lette.
Jeg gik op ad trapperne, åbnede min egen dør, ind i min lejlighed, hvor der duftede af kaffe og linned, hvor solen strøg over den flyttede sofa.
Tændte vand til te. Ikke timian bare mynte, min egen nye vane.
Nede fra køleskabet tog jeg sedlen Barcelona. Forår. Skrev: April.
April er snart her.
Reservebanen er lukket. Kontrolltårnet har slukket lysene. Nu sætter jeg selv mig ind i flyet.
***
Men alt det skete ikke på én gang. Før jeg stod i opgangen, gik der et helt år et år, hvor jeg ændrede mig, skridt for skridt.
De første dage efter Morten gik, foregik alt næsten på rutinen. Vækkeur, arbejde, hjem, lave mad til én det føltes underligt, for jeg havde vænnet mig til at lave mad til to. Mortens store, blå krus var glemt på hylden. Jeg stillede det ind bagest, ikke klar til at smide det ud, bare gemme det af vejen.
På dag fem ringede min mor hun bor i Aarhus, vi taler hver søndag, men nu var det onsdag.
Er du okay, Karen?
Ja, mor.
Du lyder ikke sådan.
Jeg er bare træt.
Er han gået?
Jeg grinede næsten. Hun har indbygget radar for ballade.
Hvordan ved du det?
Jeg er din mor. Skal du komme hjem et par dage?
Nej tak, mor. Jeg har brug for at være her.
Det er fint husk at sige til, hvis du får brug for det.
Men behovet dukkede aldrig op. Der var tomhed og træthed, det her specielle selvvalgte fravær men ikke fortvivlelse. Jeg havde ikke lyst til at kalde ham tilbage.
Måske fordi jeg altid et eller andet sted har vidst, det sluttede sådan. Mathilde var aldrig fortid hun var banens midte, og jeg nød kun turene ud i periferien. Det var bare noget, jeg helst ikke ville se i øjnene.
Sidst i juli klippede jeg mit hår. Jeg har brugt den samme frisør, Susanne, i ti år. Hun så på mig, sagde ikke noget unødvendigt.
Hvad skal vi?
Kortere. Meget.
Hvor meget kort?
Til skuldrene. Og lysere.
Da jeg kom ud igen efter to timer, føltes det allerede lettere som om noget overflødigt var klippet af sammen med garnet.
En ældre nabo, Lisbeth på 70, råbte udefra:
Nej, hvor ser du godt ud, Karen! Helt anderledes.
Ny frisure, Lisbeth.
Ja, du ser ti år yngre ud!
Nå nu, sagde jeg og grinede.
Er der sket noget godt eller skidt?
Begge dele.
Fint man skal ikke stå og hovre!
Hun havde ret.
August var varm og langsom. Jeg tog to ugers ferie for første gang i flere år. Gik bare rundt i byen, læste, opdagede steder jeg aldrig havde været blandt andet Botanisk Have, som jeg altid var gået forbi. Der sad jeg på en bænk mange dage, læste eller bare sad.
En morgen spurgte en kvinde lidt ældre end mig, om hun måtte sidde ved siden af der var få bænke ledige. Vi sad, uden at snakke, og det føltes tilsvarende naturligt og godt.
Til sidst småsnakkede vi lidt hun hed Gitte, var pensioneret historielærer, boede alene, men uden drama. Et menneske, der har lært at leve for sig selv.
Jeg tænkte måske sådan en vil jeg gerne ligne.
Vi mødtes flere gange, men det blev aldrig en veninde, mere et hyggeligt bekendtskab.
September kom med skolestart og æbler i luften. Jeg har altid elsket september følelsen af fornyelse lurer selv for en, der ikke begynder i skole.
Det var den måned jeg for alvor begyndte at flytte rundt på tingene i mit hjem. Hele stuen blev endevendt på en aften. Da jeg var færdig, stod jeg midt i rummet og tænkte: Hvorfor har jeg ikke gjort det her før?
Oktober, italiensk, en lille festlig gruppe. Jeg blev især venner med Mona hun var sjov, ikke meget filter. Vi røg hurtigt over i caféen en dag.
Hvorfor læser du egentlig italiensk?
Jeg vil til Barcelona, sagde jeg.
Mona grinede højt.
Der taler de da ikke italiensk!
Nej, men det er smukt!
Sådan gik efteråret. Veninder. Bøger. Svømning.
Januar bød på gamle notesbøger, dem jeg gemte i mine 20ere. Jeg genkendte og genkendte ikke mig selv. Til sidst tilføjede jeg: Alt er godt. Du klarede den.
I februar fandt jeg en lille boghandel. Jeg købte en bog om Barcelona, én om kunst, én roman. Ejeren, en gammel mand, sagde: Især denne handler om at ændre sig selv.
Jeg sad ude i Botanisk Have og læste og begyndte at planlægge. Rigtigt. Købte billetter til april, bestilte en billig ferielighed med altan og udsigt til gården. Da bekræftelsen kom på mail, fik jeg en oprigtig glæde, jeg ikke havde følt i evigheder.
Det var min tur. For første gang tog jeg afsted, fordi jeg ville ikke for at følge med nogen.
Bente gav mig et kram, da hun hørte det.
Rigtigt, Karen. Den her tur skal du tage alene.
I starten af marts ringede jeg til min mor og fortalte om planerne.
Du tager afsted? Helt alene?
Ja, det gør jeg. Jeg er 51, mor.
Det klarer du fint. Tag billeder. Ring når du er landet.
Det lover jeg.
Nu forstod jeg virkelig den slags hverdagslykke, der ikke bunder i store begivenheder.
Kærlighed efter 50 er ikke nu skal jeg nå at finde nogen. Det handler om at vælge sig selv. Hver dag. Ikke fordi du er alene men fordi du nu ved, at du ikke kan give det væk, du ikke selv har. Man kan ikke elske, hvis man ikke trives med sig selv.
Jeg havde ventet. Længe. Nu ventede jeg ikke mere.
Psykologer kan sige meget klogt om relationer, men til syvende og sidst handler det om én ting: Man kan ikke ændre et andet menneske, kun vælge, hvad man selv vil lukke ind og hvornår man lukker døren.
Det var det, jeg sagde til Morten i marts.
Han gik. Jeg gik ind, satte mynte på. Skrev til Bente: Morten var her. Alt er okay.
Hun svarede straks: Det vidste jeg. Jeg er stolt af dig.
Skrev til Mona: Kino i morgen?
Har ventet på det! Bare sig hvor og hvornår!
Jeg tog min te og guidensiden om Barcelona frem fra køleskabet. Under en måned til april.
Reservebanen er lukket, lyset slukket. Flyet i april er mit kun mit.
Og passageren på det fly er endelig hende, der købte billetten, og nu sidder hun ved vinduet, ser verden glide forbi under sig.
Hun hedder Karen. Hun er 51 år. Og hun er på vej til Barcelona.
***
Kedlen kogte, jeg hældte mynte i min hvide kop den jeg købte til mig selv i december. Ikke den gamle med skår.
Jeg gik til vinduet. Marts udenfor nys, lidt sjap, duer på gesimsen, kvinder med barnevogne, men lidt gladere, syntes jeg.
Jeg stod længe. Det er bare en historie om kærlighed eller rettere, om dét, der kommer bagefter. Om hvor længe man kan elske forkert, og om hvordan man langsomt, men sikkert, lærer sig selv at kende og finder noget godt i det.
Hvordan kommer man videre? Måske ved at flytte møbler. Købe gardiner. Kigge ind forbi et aftenskolekursus. Gå i svømmehallen. Gå ind i en lille boghandel. Give sig selv lov til ikke at vente mere.
Det sværeste og det letteste på én gang: Ikke vente. Ikke leve i senere, men lige nu.
Tilgive eller glemme? For min skyld: Tilgive, så man kan flyve let. Ikke glemme man kan godt huske, uden at bære.
Jeg stillede min kop. Tændte min laptop. Der stod, hvad jeg havde bestilt: April, fly til Barcelona.
Jeg smilede bare, til mig selv.
En måned igen.
Så er det min tur til at lette.
Familieværdier, tænkte jeg, betyder nu noget andet for mig. Familie starter nu med mig selv først når det fundament er på plads, kan det bygge noget op udenfor. Hvis ikke, kommer man bare til at vente for evigt på andres godkendelse.
Jeg ventede. Nu gør jeg ikke længere.
Telefonen summede. Mona sendte filmnavn og tidspunkt. Ses ved indgangen.
Jeg gik forbi spejlet. Kvinde i hjemmesæt, lidt løse lokker, men i øjnene var der ro nu. Ikke teatralsk lykkelig bare ro.
Jeg nikkede til mit spejlbillede.
I dag skal jeg i biografen med Mona. I morgen italiensk. Overmorgen svømning. Om en måned Barcelona.
Livet går videre. Mit liv. Ikke i mellemrum mellem andres afrejser og ankomster bare mit, levende.
Reservebanen er lukket.
Et sted over hustagene, over martsskyerne, over det hele, løfter mit fly sig allerede mod april. Mod fremtiden.
Jeg er på vej.
Og senere samme dag, efter film og snak, kom jeg hjem. Fandt det gamle blå krus bagerst i skabet. Tog det ud, drejede det i hånden.
En helt almindelig kop bare med et skår.
Jeg stillede den ind ved siden af den hvide. Som en kop, ikke et symbol. Sager er kun sager.
Slog benene op, fandt romanen om forandring frem, læste et par sider. Sådan sker det: Ikke på én gang, ikke fra beslutning men side for side, dag for dag.
Jeg slukkede lyset.
Udenfor lydløst forårsregn. Jeg lå og lyttede. Det var ro. Ikke tomhed, ikke ensomhed bare ro. Når alting endelig er, hvor det skal være.
I morgen italienskundervisning læreren får mig altid til at synge. Jeg kommer atter til at synge højt.
Overmorgen svømmehallen.
Om en måned Barcelona.
Lige nu regn, mørke og ro.
Jeg lukkede øjnene.
Og i dét øjeblik, inden jeg faldt i søvn, så jeg pludselig for mig en solbeskinnet gård, april, kaffe i hånden og en rødstribet kat på vindueskarmen. Vi kigger på hinanden og vi er begge tilfredse.
Reservebanen er lukket.
Startbanen er fri.
