23. januar
Jeg har længe vidst, at mit ægteskab med Katrine var trygt, måske lidt rutinepræget, men altid varmt. Men i dag var der en bemærkning, jeg sent vil glemme:
Jeg tror altså, din søster flirter med mig, kom det fra min kone, Katrine, med et halvt smil, mens hun stod ved komfuret og rørte i gryden med sin berømte hønsekødsuppe.
Jeg så på hende og prøvede at vurdere, om hun lavede sjov, men hendes blik var alvorligt, næsten undersøgende. Suppen simrede videre, men hun frøs midt i det hele. Jeg lo først, men hendes rolige stemme spurgte:
Hvad sagde du?
Altså, din søster, Thilde, sagde jeg roligt og lænede mig bagover, hun kigger på mig hele tiden, rykker tættere på, når du er ude i køkkenet. Spurgte mig i går, om vi skulle tage til fitness sammen. Bare os to, uden dig.
Katrine slukkede for blusset. Og det fortæller du bare sådan, med det der smil?
Jeg sagde nej, rolig nu. Jeg synes bare, du skal vide det. Din søster er altså ikke helt så naiv, som hun lader, Kat.
Hun knugede grydeskeen så hårdt, at knoerne blev hvide. Vi har været gift i syv år. Jeg har aldrig følt tvivl indtil det her. Hun så på mig, som om jeg var blevet en anden.
Du forventer vel ikke, jeg tror, Thilde…
Hvis du ikke tror på det, så hold øje selv. Jeg siger det bare nu, så der ikke bliver drama senere.
Netop da gik døren op, og Thilde kom ind med et stort smil, kinderne røde efter kulden. Hun bar indkøbsposer og havde det barnlige grin, Katrines familie altid har elsket.
Hej! Hvor er det dog koldt. Glæder mig til forår! sagde hun, mens hun hængte jakken og stillede en æske wienerbrød på bordet.
Jeg har købt hindbærsnitter dine yndlings, Anders.
Jeg fangede Katrines blik, og hun så, jeg havde haft ret.
Tak, Thilde, sagde jeg og forsøgte et afslappet smil. Men jeg er på kur.
Nååh, en skive gør da ikke noget, grinede hun og puffede til min skulder, du er jo allerede i topform.
Katrine stod stille. Måske havde jeg alligevel ikke overdrevet?
Thilde, sæt dig ned, så laver jeg te, sagde Katrine hurtigt.
Det klarer jeg, sagde Thilde, allerede i gang med kopperne. Du ser træt ud. Tag du bare et hvil.
Under aftensmaden sagde Katrine ikke meget, mens Thilde fortalte mig om sit arbejde, bad om råd vedrørende sin bil og lo lidt for højt af mine halvkedelige vittigheder. Er det bare hendes taknemmelighed eller noget mere? Hun havde kun boet hos os en uge, efter hendes skilsmisse fra Søren kastede hendes liv om.
Anders, er det rigtigt, at din arbejdsplads søger en bogholder? spurgte Thilde og hvilede hagen i hånden.
Det er korrekt. Hvorfor?
Jeg tænkte at søge. Ville være hyggeligt at arbejde samme sted. Følges til arbejde, spise frokost sammen Hun smilede varmt.
Katrine rettede sig op. Du sagde ellers, du ville tilbage til noget kreativt. Grafikeren i dig vokser jo ikke i det regnskab.
Ej nu, Kat, bogholdere er der altid brug for. Grafik kan vente. Sig noget pænt om mig til chefen, Anders?
Jeg trak på det. Jeg tænker over det.
Efter maden gik Thilde ind på værelset, det samme som Katrine havde pyntet op til hjemmekontor. Jeg gik med Katrine ud i køkkenet, hvor vi vekslede få ord, mens vi vaskede op.
Nå, så du det nu selv? hviskede jeg, mens jeg skyllede en tallerken.
Jeg ved det ikke, hun knugede svampen lidt for vredt. Måske er hun bare taknemmelig. Eller ensom. Måske har hun bare glemt grænserne efter skilsmissen.
Katrine, vågn nu op, sagde jeg roligt, din søster ved helt præcist, hvad hun gør.
Hvorfor taler du om hende, som var hun en listig rovfugl? Det er Thilde! Min lillesøster.
En lillesøster, der er ved at nuppe din mand, sagde jeg og tørrede hænderne.
Og du. Hvorfor nævner du det først nu?
Ville være sikker på, det ikke bare var indbildning.
Eller nød du opmærksomheden? afbrød hun.
Lad være. Nu er du pinlig, sagde jeg kort, men jeg kunne godt mærke, hun havde en pointe. Det føltes rart at være centrum igen.
Jeg taler med hende, sagde Katrine bestemt.
Bare gør det forsigtigt. Jeg gider ikke drama.
Hvilket drama havde du ellers set frem til? spurgte hun spydigt, mens jeg trak på skuldrene og forsvandt ud af køkkenet.
Den nat vendte jeg tanker. Jeg mindedes Thilde, da hun dukkede op med to kufferter og røde øjne for en uge siden. Katrine tilbød straks, hun kunne bo her, til hun fandt egen bolig. Vi ville hjælpe. Jeg har selv prøvet at stå i en krisesituation, og man har brug for familie.
Lige bagefter kunne jeg ikke lade være med at observere: Thilde var overalt, hvor jeg var. Hun bad om hjælp til at bære indkøb, spurgte interesseret til mit arbejde, gik rundt i shorts og tætsiddende T-shirts hjemme. Jeg rystede på hovedet. Var det reelt en overskridelse eller ser jeg bare ting, der ikke er der?
Morgenen efter kom jeg dovnende ud i køkkenet klokken syv. Jeg skulle tidligt på kontoret. Thilde stod i en natkjole og stegte røræg.
Godmorgen, Anders! Jeg nåede lige at servere morgenmad til dig du var glad!
Thilde, jeg har allerede spist, sagde jeg og blinkede til hende.
Jeg stod op tidligt for at hjælpe. Katrine bliver altid sent på job, hun slider sig op, så jeg tænkte Jeg ville hjælpe lidt.
Tak, men jeg klarer mig, sagde jeg og satte mig med kaffen.
Thilde tog også en kop, så direkte på mig. Du virker trist for tiden. Alt okay med dig og Katrine?
Jo, det går, svarede jeg lakonisk.
Senere på dagen fik jeg en sms fra Katrine:
Talt med Thilde. Det gik galt.
Jeg svarede:
Jeg sagde jo vær forsigtig med hende. Nu bliver hun såret, nu er det din skyld, det hele.
Måske ER det min skyld? havde Katrine skrevet.
Du er bare for blid. Hun udnytter det, skrev jeg.
Aftensmaden var mærkelig tavs. Thilde isolerede sig på sit værelse. Katrine, der nærmest aldrig viser temperament, gled omkring i hjemmet som en fremmed. Til sidst bankede hun modvilligt på hos Thilde.
Thilde, kan jeg komme ind?
Døren er åben.
Jeg hørte dem tale. Thilde snøftede det sved. Hun nævnte, hvordan hun altid havde stået i Katrines skygge, følt sig som andenviolin. For første gang følte hun sig set at jeg talte til hende som voksen, ikke som lillepigen.
Der gik noget op for mig. Alle vil ses og anerkendes. At være centrum i en tid hvor man er sårbar, kan give styrke, man ellers går glip af. Jeg genkendte noget fra mig selv.
Dagene efter tog Katrine styringen ikke længere feminint overbærende, men fast. Hun lavede morgenmad, talte om min arbejdsdag, tog fat, når Thilde ville være hende for tæt. Hun tilbød at hjælpe Thilde med at søge lejligheder.
Men jeg er glad her, sagde Thilde og kiggede på mig for at få støtte.
Katrine svarede: Det er vigtigt, du får dit eget. Frihed og selvstændighed. Skal vi søge i weekenden?
Thilde surmulede, men lod sig overtale.
Så var der firmamiddag, og Katrine købte en smuk blå kjole. Hun satte håret, lagde makeup. Da hun kom ud fra badeværelset, fløjtede jeg let jeg havde glemt, hvor flot hun kunne være. Thilde kom i sin korte røde sag.
Er den for fræk? spurgte hun, mens hun snurrede rundt.
Måske lidt til et firmaarrangement, sagde Katrine. Men Thilde viftede det væk.
Aftenen på restauranten gik, for mit vedkommende, for hurtigt. Thilde var midtpunkt, snakkede og grinede med alle, særlig med mig. Katrine blev lidt mere stille, lidt mere alvorlig.
Hjemme den aften fik vi talt ud. Katrine brød sammen, konfronterede mig med, at jeg godt kunne lide Thildes opmærksomhed. Jeg blev defensiv men kunne mærke, hun havde fat i noget.
Hun sagde: Du nyder at være i centrum. To kvinder omkring dig. Men nu stopper det. Jeg gider ikke.
Jeg blev forlegen, men kunne ikke rigtig modsige hende.
Næste morgen, det sneede, sad Katrine ved vinduet med kaffen. Jeg satte mig hos hende. Lidt efter kom Thilde ind.
Anders, føler du, at jeg på en eller anden måde ødelægger for jer? spurgte hun tøvende.
Katrine svarede, næsten mekanisk: Ja, det gør du.
Der blev stille. Så grinede Thilde nervøst. Men hun indrømmede til sidst:
Jeg vil ikke have Anders. Jeg vil have det liv, du har, Kat. Tryghed, hjem, familie, hverdag. Hvis jeg har presset mig på undskyld. Jeg er bare misundelig. Mistet alt, så jeg klamrer mig fast.
De græd lidt begge to. Jeg hørte dem tale om nye begyndelser. Om at rykke videre.
To uger senere havde Thilde fundet et lille værelse på Amager. Katrine hjalp med flyttekasser og købte sengetøj for sine egne penge 500 kroner rakte til det meste.
Katrine og jeg begyndte på hendes opfordring hos en familieterapeut. Det var mærkeligt at skulle tale om barnløsheden, om min frygt for at fejle som far, om vores ensformige liv sammen. Vi blev bedre til at tale. Bedre til at lytte.
Thilde mødte senere en flink fyr til yoga. Da hun ringede og fortalte, lød hun glad for første gang siden skilsmissen.
Katrine og jeg sad sammen på sofaen. Jeg tog hendes hånd og så på hende:
Hvad tænker du på?
Hun smilede: At nabogræsset ofte ser grønnere ud, indtil man vander sit eget.
Hun har ret. Vi har stadig vores udfordringer, men vi vælger hinanden. Det, tror jeg, er det vigtigste, jeg har lært. At ægteparforholdet skal passes hver dag og anerkendelse og grænser er afgørende, uanset om det er for et ægteskab eller en søskenderelation.
