Overflødig

– Line, hvorfor er du ikke i skole? Jytte sætter de tunge indkøbsposer fra sig og læner sig mod væggen med et opgivende suk.

Hvilken dag altså! Ikke kun er der travlt på arbejde, og chefen har igen givet hende en ordentlig omgang, nu ser det også ud til, at yngstebarnet har fundet på noget bøvl igen. Hvornår får det da en ende?

– Mor, jeg har ondt i maven. Line står bøjet i døråbningen til børneværelset med armene slapt ned.

Jytte rynker brynene. Den stilling, som Line efterhånden lidt for ofte indtager, irriterer hende. Hvor svært kan det være at rette ryggen? Kaja og Mads, de ældste, har da aldrig besvær med det. Nå ja, Kaja går også til gymnastik, hvor de altid holder øje med holdningen. Og Mads, med både svømning og karate, har heller ingen problemer med ryggen. Line derimod er altid sådan lidt slasket, blød og uforståelig i bevægelserne. Og hun klager altid over et eller andet. Hovedet, maven, sommetider på én gang, aldrig i rækkefølge. Efter at Jytte engang havde givet hende en skideballe, er hun i det mindste holdt op med at pjække fra skole. Hvorfor hun så er kommet hjem før tid i dag, fatter Jytte ikke. Hun orker faktisk ikke tage den snak. Der er nemlig fødselsdag hos Sander i dag, og hun skal nå at lave mad, inden familien kommer i aften og forventer alt er klar.

Jytte sparker skoene af ude i entreen og går ud i køkkenet, hurtigt efterlader hun Line bag sig i gangen. Line står lidt og lister så ind på værelset. Med benene trukket op i sengen, klynger hun sig til sin slidte, gamle Bamse og sidder helt stille.

Hun ved godt, at mor ikke har mere overskud til hende nu, og hun vil ikke forstyrre. Hun har jo allerede taget en Panodil straks efter skolen, og smerten er ikke længere så slem; den er bare blevet en lille irriterende dyr, der rumsterer derinde, kommer med et svirp i ny og næ, så hun ikke glemmer den.

Bamse, der har fået en knap i stedet for øjet, arbejder, som han altid gør. Hvordan ved Line ikke, men det hjælper. Hun kysser blidt den slidte plysbamse på næsen, sætter sig ved skrivebordet, som hun deler med søsteren. Hun skal skynde sig, for Kaja kommer hjem fra træning om lidt, og så skal bordet være ryddet helt op ellers raser Kaja, og mor vil igen synke sammen, gnide tindingerne og stønne:

– Vil I mig noget ondt? Kan I ikke bare ordne det selv?

Men de ordner nu aldrig noget sammen. Kaja niver bare hårdt i armen, så kun Line kan mærke det, og hvæser som en arrig svane, de så i sommer hos farmor:

– Nu stopper det, Line!

Så ved Line godt, at hun bare skal bide sig i puden og vente. Og om aftenen, når mor slukker lyset på børneværelset, gælder det om at tie stille, også når Kaja holder opdragelsessamtale. Så sidder Line næste dag på bænken i skolens gymnastiksal, rød i hovedet over at kammeraterne smågriner:

– Igen, Madsen? Det sker godt nok tit, hva? Du burde se en læge…

Linjes klasse elsker idræt, og man undgår det kun af to årsager: Lægeerklæring eller de der dage, som stort set alle i den niende årgang kender til, takket være utallige biologi-lektioner.

Med blå mærker efter søsterens pædagogik fortrækker Line til bænken med sin bog. Hun ved, at de gode karakterer er det eneste, der glæder forældrene, og helst skal de være rigtigt gode. Hun har altid kunnet lide skolen desværre kun indtil kroppen begynder at drille. Men Line har for længst lært at tie. Kun hvis nogen spørger, nævner hun, når noget gør ondt, eller hvis hun skal undskylde fravær. Hun har lært, at klage nytter ikke. Mor synes bare, det er indbildning, og far lytter aldrig. Som regel får hun bare at vide:

– I din alder? Hvorfor fejler du altid noget? Kaja og Mads fejler aldrig noget. Hvorfor altid dig?

Lille Line græd dengang, men det er slut for længst. Nu tager hun bare de piller, som farmor engang viste hende efter et lægebesøg, og klarer sig selv. Allerede som elleveårig vidste hun, hvad der skulle til for at klare hovedpine eller mavepine, og i dag, femten, spørger hun ikke længere mor.

Nu burde hun lave lektier, men hovedet er tungt, så hun sidder og vender hæfterne frem og tilbage. Favoritfaget, biologi, gemmer hun til sidst, og hun åbner i stedet matematik.

Line er fordybet, da døren går op og Kaja, tydeligt utilfreds, nærmest blæser hende af stolen:

– Er du her stadig? Ud fra mit bord! Jeg skal læse til eksamen!

Line fejer lynhurtigt sine bøger sammen, før Kaja begynder at smide dem på gulvet, som hun plejer.

– Jeg er væk!

– Godt! Og bliv væk nu får jeg besøg af Casper, og du er SLET ikke nødvendig her!

– Så går jeg ud og hjælper mor.

– Ja, ud! Kaja begynder at lægge makeup foran spejlet.

Den røde toilettaske var engang alles drøm på gymnastikholdet. Jytte sparede ikke penge på makeup til Kaja kvalitet måtte det være, syntes hun. Line havde aldrig fået sådan noget.

– Hvad skulle du også lægge? Jytte drejer kærligt Lines ansigt mod lyset og sukker. Kaja har aldrig haft bumser. Og min hud er ren. Ved ikke, hvor du har alt det fra, ikke engang din far ser så slem ud. Gå ud og vask dig, og du skal i hvert fald ikke bruge makeup. Og for ung er du til drenge!

Line tænkte aldrig på drenge, det følte hun sig slet ikke til. Hvem skulle se på hende, klodset og bumset, briller og det hele? Farmor sagde altid, det gik nok over, men Line troede det ikke. Når hun så på mor eller Kaja, forstod hun: Hun er den grimme. Hun fatter ikke rigtig, hvordan hun overhovedet blev til i familien to smukke kvinder og så hende… Tynd, bumset, med briller aldrig vil nogen sige: Sikke en smuk pige, du har, Jytte! Det sagde de kun om Kaja.

Line ser på, hvordan alle beundrer søsteren familie, naboer, alle. Slank, yndefuld, porcelænsagtig, smiler Kaja bare diskret og lader blikket falde. Den rigtige takt med folk lærte hun som lille, og kun Line ved, hvem Kaja er bag facaden.

Og når Kaja sparker hendes bøger væk, mærker Line kun medlidenhed. Hun ville aldrig sige det højt, men tit er det synd for Kaja… Men det er bedst at tie stille, samle sine bøger op og huske farmors ord:

– Det er synd at håne de arme, og synd at hade dem. En fattig sjæl er mest synd for sig selv, ikke for de andre. Du kan først gøre noget godt, når hjertet er blevet vågent, min Line. Før er alt bare sort og brændt jord. Så først når det gør lidt ondt, lærer man noget. Men mange kommer aldrig dertil, og det er det værste.

Line prøver at huske farmors ord, for farmor er den eneste i familien, der elsker hende og ikke synes, hun er i vejen.

Selv Mads holder sig bare udenfor, hvad enten det omhandler Kaja eller Line. Men det er sådan set bedre, for han blander sig ikke i problemerne.

For første gang hørte Line ordet overflødig som femårig. Mor og far skændtes højlydt en nat, så hun vågnede og rakte ud efter sin dengang spritnye Bamse.

– Jeg sagde jo, vi skulle ikke have flere børn! Men du syntes, det var for sent selvom min mor havde muligheder, hun ville ordne det for dig…

– Ordne det? Hun har da aldrig tænkt på mig. Og hvis der skete mig noget? Hvem skulle se efter de børn, vi allerede har? Mine forældre er gamle, og dine dem kan man ikke betro en kattekilling.

– Lad nu være Min mor klarede da mig fint. Hun ville bare ikke have flere. To børn var nok, ikke? En dreng og en pige.

– Det var nok for mig, men det var DIG, der skulle på den campingtur og mindes ungdommen, ikke mig! Nu fik vi så et ekstra barn. Men hvad skulle vi gøre?

– Ingenting… far sukker og vandrer rundt, mens Line trækker dynen over hovedet. Dengang boede de stadig hos farmor, to værelser, Lines barneseng var trykket ind i forældrenes soveværelse, da der ikke var plads til mere. Du har ret… det er dumt at skændes om det, der ER.

De hvisker lidt endnu, før mor slukker natlampen med det fine silketørklæde. Og Line tænker længe:

Hvis hun nu er så uønsket, måske hun bare skulle forsvinde? Så vil mor og far være glade, og snerpede farmor ville holde op med at skælde ud.

Men hvor skulle hun tage hen? Jamen, farmor Gitte var den eneste, der sådan rigtigt holdt af hende. Hun boede langt væk, men man kunne jo tage toget, havde hun hørt mor sige.

En søndag, hvor hun ikke skulle i børnehave, lister Line tidligt op, finder lille tasken frem (med yndlingsbog og de nye knæstrømper i), gummistøvlerne og en regnjakke for hos farmor ude på landet er der altid vådt og smattet om efteråret.

– Lad nu være at glo sådan, Bamse! Det regner, og man skal passe på. Vi skal bare lige hurtigt væk, ingen mærker det, de skal ikke bekymre sig…

Hun når næsten til busstoppestedet, da naboen, fru Karen, stopper hende.

– Hvor skal du hen, lille Line? Hvor er din mor?

– Hjemme.

– Nå, så er du med far?

– Nej, selv.

– Selv? Jamen, hvor skal du hen?

– Til farmor!

– Alene? Hvorfor?

– Fordi jeg er i vejen. Hos farmor er jeg det ikke. Farvel!

Line nikker pænt, som mor har lært hende, og går videre. Men Karen, forskrækket over det, hun lige har hørt, når alligevel op til hende igen.

– Men kære du, hvordan kommer du da med toget?

– Jeg tager bare toget!

– Søde, du skal bruge din mors eller fars pas og din egen fødselsattest, det skal du bruge for at købe billet.

– Ligesom i bussen?

– Ja, men i bussen behøver du ikke dokumenter, til toget skal du have dem. Har du taget dem med?

– Nej…

– Så må du hellere gå hjem og hente det hele. Skal jeg følge dig hjem?

Line putter sin lille hånd i Karens og siger til Bamse:

– Vi er snart tilbage, ikke så længe!

Da Line er hjemme igen, og Karen ringer på deres dør, finder Jytte hende i køkkenet, hvor hun er i fuld gang med at lave pandekager.

– Hvem kommer så tidligt? siger hun mut men hun når at blive bleg, da hun ser Karen og Line.

– Henning, kom lige!

Samtalen bliver kort, Line skynder sig ind på værelset med Bamse, hvor søvnige Kaja spørger:

– Hvad har du nu lavet?

Den søndag står Line i hjørnet det meste af dagen; far har udmålt hendes straf: du kommer kun væk, når jeg siger til! Kaja rækker tunge, men kommer efter lidt tid med Bamse til hende.

– Her! Tudeprinsesse. Far bliver ikke sur for evigt, det ved du da brug hovedet!

Den sætning har Line hørt hele sit liv. Hun har ofte været sur på sin hoved, der ikke tænker, som andre gerne vil have.

Farmor fniser bare, når Line fortæller, og siger:

– Nogle lever nu med hjertet, ikke hovedet. Det har også sine ulemper, men det er, som Gud har skabt én.

– Men hvorfor er det dårligt? undrer Line sig.

– Fordi et hjerte kan være blødt eller hårdt. Derfor skal man tænke med hovedet, ellers bliver det alt for svært.

– Og hvilket slags hjerte har jeg så?

– Dit? Det er af guld, min pige. Derfor bliver jeg tit bange på dine vegne.

– Hvorfor det?

– Jeg vil ikke have, du kommer til skade.

Line gemmer farmors ord. Når noget gør ondt, tænker hun på samtalen, og så er det lidt nemmere. Hun er ikke helt ringe, hvis farmor synes, hun har et godt hjerte.

Efter den ikke-så-vellykkede flugt forsøger Line ikke flere gange. Kaja og Mads forklarer hende tålmodigt, at børn tilhører deres forældre, og før hun er voksen, kan hun ikke ændre noget. Line tæller dagene, til hun bliver atten, og står fast: hun vil være dyrlæge.

– Dyrlæge? Det kan du ikke mene, Line! Det er jo ikke et rigtigt job! Tag nu og følg Kajas eksempel. Hun bliver økonom, tjener godt og har fremtid. Hvad har du?

– Mor, lad mig nu selv vælge…

– Gør, som du vil! Du har altid været umulig at gøre tilfreds.

Line lytter tålmodigt til moderens tale, men indeni jubler hun. Hun skal selv klare optagelsesprøven, for forældrene vil ikke betale for lektiehjælp.

– Havde du brugt hovedet, som Kaja og Mads, ville vi have hjulpet. Men nu må du klare det selv, Line.

Dørklokken ringer. Besøg Line sukker og lukker biologibogen, nu må hun ud og tage sin tid ved bordet.

– Line! Se dog, hvor tynd du er! Får du aldrig mad? Og mørke rande, Jytte! Hun bør til lægen!

Hendes farmor, elegante fru Irma, tager handskerne af og skælder svigerdatteren ud:

– Hvor er Kaja? Jeg havde glædet mig til at se hende! Jeg ringede tre gange! Hvorfor tager hun aldrig telefonen? Det er jo kun Mads, der har undskyldning han bor jo langt væk. Men hvem skal jeg regne med fremover?

– Farmor, jeg kan komme tirsdag og hjælpe dig, Line bryder ind, da hun ser mors opgivelse.

– Nej, jeg vil have Kaja!

– Det har jeg ikke tid til, erklærer Kaja, som nu er færdig med at pynte sig og kysser farmor hurtigt. Flyt dig!

– Kaja, men…

– Farmor, du tænker kun på dig selv! Jeg har både eksamen og kærlighedsliv. Der er ikke tid til alt! Kommer jeg forbi, er det, fordi jeg kan.

– Jaja…

Irritationen forsvinder først, da Kaja åbner døren for Casper, hendes forlovede.

– Se, det er min kæreste, Casper!

Line trækker sig stille ud i køkkenet. Alle er optaget af Kaja. Hun hjælper mor og lytter til gæsterne, mens hun føler sig mindre og mindre tilstede.

– Kaja er en stjerne! Smuk, klog, alt glider for hende! Og så bliver hun gift… Stakkels Line, det går ikke så godt for dig.

– Dyrlæge? Hvorfor ikke læge? At behandle mennesker, det er da en ordentlig uddannelse.

Line, vant til selskabets domme, tier stille. Hun ved, at hendes mening ikke regnes.

Kaja ruller med øjnene, da Line rækker hende fiskefadet, og slår over i nyt emne.

– Se lige ringene vi har valgt! Er det ikke et eventyr, Casper?

Line nikker taknemmeligt og ser sig omkring. Så er det tid at trække sig tilbage til køkkenet; ingen vil savne hende. Hun har ikke appetit. Smerten vokser, og Line tager endnu en pille og går ind på værelset, hvor hun falder i søvn, mens festen ebbede ud og søsteren rydder op.

Næste morgen får hun at vide, at værelset nu er hendes alene, for Kaja flytter til kæresten. Endelig lidt ro!

– Jeg rører ikke dine ting, hjælper Line med at pakke.

– Det må du bare prøve! Kaja standser, graver i kosmetikpungen og lægger ny mascara, læbestift og cremer på bordet. Her, brug dem! Lær det! Du er voksen nu.

Line var lige ved at sige, at hun altså har klaret sig selv længe, men lader være. Berører de misundte tuber og siger bare lavt:

– Tak!

De næste år bliver, som Line havde forestillet sig det. Kun studier.

Kaja får to børn efter hinanden og får forældrenes opmærksomhed, hvilket faktisk passer Line helt fint. Hun kan koncentrere sig om sit, og får fred.

Da hun erklærer, at nu er hun færdiguddannet og flytter på landet, tager forældrene det med ophøjet ro.

– Ud i provinsen? Du har altid været speciel, Line! Men hvis du vender tilbage, skal du arbejde hårdt for at vi ser dig som normal.

Line er ligeglad. Hun pakker, kysser niecerne farvel de elsker deres fine, blege moster og flytter hjem til farmor i landsbyen.

Her er hun ventet og føler sig ikke længere overflødig.

Farmor Gitte tager imod med åbne arme, men sukker lidt:

– Linie! Er det nu en god idé? Du er jo vokset op i København. Her er alt anderledes.

– Farmor, du beder mig ikke om at tage væk, vel?

– Aldrig!

– Så lad mig selv finde ud af, hvor jeg hører til. Her har jeg ro… det føles rigtigt.

Snart falder Line til landsbyen mangler dyrlæger, og hendes forståelse for dyr og mennesker bliver kendt langt omkring.

– Sikken en god pige du har, Gitte. Er hun forlovet?

Det får Line til at smile, indtil hun møder Henrik, ti år ældre, enkemand med en lille søn. Hans kone døde efter fødslen, og han har klaret sig med en gammel faster. Hans mor er for længst død.

– Gift? Har du tænkt dig om, Line? Jytte ser undrende på sin datter. Han er enkemand med barn. Er du sikker? Hvorfor skal du være så anderledes end dine søskende? De har alt…

Køkkenet dufter af kaffe, men Line ved, at Katja ikke er lykkelig gift, og Mads har heller ikke styr på tingene. Det nytter ikke at diskutere med forældrene, det har hun forstået for længst. Man skal leve, som hjertet byder det.

Den gamle bus brummer hende hjem.

– Ha det godt, frk. Madsen!

– Tak, Valdemar! Det var så flot, du satte mig af lige ved lågen!

– Det gør jeg gerne for folk som dig! Er det sandt, du skal giftes med Henrik?

– Ja, det er rigtigt.

– Klogt valg! Rigtig familie, man bliver ventet på.

– Hvad vil det sige, Valdemar?

– Det er der, hvor folk har brug for hinanden. Hvor man venter på hinanden.

– Hvor man elsker hinanden?

– Ja… eller, vi sagde holder af. Det er det vigtigste.

– Det lyder svært, men også enkelt, siger Line. Tak for ny viden!

– Så lidt! Husker du at invitere til bryllup?

– Selvfølgelig! Kommer du med din kone?

– Det gør vi! Hun kan forklare det hele meget klogere end jeg!

Line vinker til farmor, der står i døren.

To år efter går Jytte ind i Lines store hus. Hun ser til farmorens værelse, hvor Line har flyttet Gitte efter et slagtilfælde, vipper barnevognen med det nyfødte barnebarn og rynker på næse:

– Line! Din gamle bamse kan ikke bruges længere. Hvorfor ligger den hos barnet?

Line smiler, retter lidt på Bamse.

– Den er gammel, men den virker. Tro det eller ej, hun sover kun med den.

– Det er vel nok mærkeligt. Du har altid været mærkelig. Hvilken slags mor…

– Mor…

– Ja?

– Jeg var sådan. Mærkelig, akavet, usikker. Overflødig…

Line ser på moren, som rødmer og ser væk.

– Nu er jeg en anden. Forstår du?

Jytte nikker, mens hun ser Line holde barnet tæt.

En lille dreng på fem spurter ind, blæser på fingrene for at køle et varmt rundstykke og klynger sig til Lines ben.

– Mor! Må jeg få en slik mere?

– Tag dåsen i køkkenet og del ud til børnene. Spørg moster Kaja, om I må, før middagen, hører du?

Jytte ryster på hovedet, mens Line, der bemærker det, smiler.

Valdemar havde ret man kan ikke ændre sin familie, sådan er de bare. Men nogle gange forandrer de sig. Når man elsker dem, glæder man sig over hver lille forandring som over en hel verden.

– Mor, tager du hende? Jeg har gås i ovnen…