Sutsko i munden
Hent mine sutsko, sagde Mikkel uden at se op fra sin telefon.
Astrid stod ved komfuret og rørte i suppen. Klassisk hønsekødssuppe med porrer og gulerødder, som Mikkel altid havde elsket, siden han var dreng. Hun havde allerede skåret rugbrød, dækket bord og stillet smørret frem fra køleskabet.
De står jo ved døren, svarede hun roligt. Du gik lige forbi dem.
Jeg sagde: hent dem. Endelig løftede han blikket fra skærmen, og Astrid så noget nyt i hans øjne. Ikke vrede. Noget koldt og fremmed. Med tænderne. Hent dem i munden.
Hun tænkte, at hun måtte have hørt forkert. Eller at det var en af de mange dumsmarte jokes, Mikkel var begyndt på for tiden.
Hvad? Hun vendte sig mod ham, med træskeden stadig i hånden.
Du hørte mig godt. Hent sutskoene i munden. Som en hund. Så jeg kan se, at du respekterer mig.
Astrid satte forsigtigt skeen fra sig. Hun mærkede noget snøre sig sammen i brystet, men det var hverken sorg eller frygt. Det var noget tungere, og alligevel roligt.
Mikkel, sagde hun, mener du det?
Fuldstændig.
Vi har været gift i tre år. Du har spist min mad, sovet i min seng, boet i min lejlighed. Og nu sidder du her og forlanger, at jeg skal komme med dine sutsko mellem tænderne.
Det er en test. Mor siger, at en rigtig kone
Stop. Astrid løftede hånden. Du behøver ikke fortælle mig, hvad din mor siger. Jeg ved godt, hvor den idé kommer fra.
Mikkel kneb øjnene sammen:
Kan du mærke det nu? Du kan end ikke gøre det her lillebitte ting for mig. Mor har ret: Du respekterer mig ikke, du styrer det hele, og jeg er ingenting for dig.
Du har været min mand. Astrid satte smørret tilbage i køleskabet. Suppen står på komfuret. Spis selv.
Hun forlod køkkenet, og Mikkel så hende gå med et blik, som om hun havde gjort noget aldeles uopretteligt.
Det havde hun måske også men det, der ikke kunne gøres om, skete nok tidligere. Ikke denne aften.
Astrid Andersen, tidligere Mortensen, blev gift som femogtyveårig med Mikkel Larsen, som hun havde kendt i tre år før brylluppet. De havde mødt hinanden til en fælles vens fødselsdag, skrevet sammen længe efterfølgende, og så kom kæresteriet og til sidst frieriet. Alt gik på skinner, og Astrid havde dengang værdsat trygheden og forudsigeligheden. Efter vilde studietidsforelskelser og et smertefuldt brud havde hun længtes efter netop det: en rolig, pålidelig mand.
Mikkel virkede stabil. Han var rolig, lidt indadvendt, elskede fodbold og grillpølser, arbejdede som mekaniker i et værksted i Valby. Han tjente ærligt talt ikke meget og sagde det selv med et lille undskyldende grin. Snart ville det ændre sig, snart startede han selvstændigt, snartsnart. Astrid troede på det. Hun troede på meget dengang.
Lejligheden var efterladt til hende af mormor Anna, der døde året inden brylluppet. En toværelses på femte i Vanløse ikke fancy, men hyggelig, store vinduer og gode naboer. Mormor havde været ordensmenneske, og lejligheden var velholdt: nye rør, pænt istandsat. Astrid brugte lidt af sine opsparing på at male vægge og købe en ny sofa. Mikkel hjalp med at hænge reoler op, rykke rundt på møbler. Dengang føltes det som et fælles projekt. En rede.
Inge, Mikkels mor, dukkede ikke op i deres liv med det samme. Som om hun ventede lidt. Første måneder lagde hun vejen forbi sjældent, kom med hjemmelavede syltede rødbeder og kringle, smilede forsigtigt til Astrid. Astrid tænkte: Sikke et held, en svigermor man kan holde ud. Hendes veninde Viola misundte hende ligefrem Violas egen svigermor var flyttet ind efter bare to måneder og havde ikke taget hjem igen.
Men noget ændrede sig. Umærkeligt. Ligesom lyset forsvinder om efteråret; en dag opdager man bare, at det allerede er mørkt, selvom det stadig er tidligt. Inge begyndte at ringe oftere. Først én gang dagligt, så flere. Hun ringede til Mikkel om morgenen: Har du nu fået halstørklæde på? Har du spist morgenmad? Senere på dagen: Hvad får du til frokost? Har Astrid lavet mad, eller har I købt take-away? Om aftenen: Hvordan har du det, er du ikke træt? Hvorfor lyder du sådan?
Astrid blandede sig ikke i begyndelsen. Det er vel normalt, tænkte hun, en mor der savner sin søn. Men hun begyndte at mærke forskellen på Mikkel bagefter: han blev mere kantet, småirriteret. Kunne finde på at sige: Mor mener, man skal lave suppe fra bunden, ikke med bouillonterning. Eller: Mor synes, du bruger for mange penge på cremer. Eller: Mor siger, der skal vaskes gulv hver dag.
Mikkel, sagde Astrid en dag, hvad synes du selv? Har du en egen mening?
Han blev sur. Beskyldte hende for ikke at respektere hans mor. Astrid undskyldte. Hun fortrød det senere. Det var første gang, hun trak sig og hun lærte hurtigt, at med Inge må man aldrig trække sig.
Svigermor Inge var en robust kvinde på toogtres, kort permanentet hår og stemmevaner fra et langt chefjob i Københavns kommune. Hendes ord var altid det sidste. På pension kunne hun ikke eller ville ikke ændre sig. Hendes mand døde, da Mikkel var syv, og fra da af levede Inge for og gennem sin søn.
Da han fik kone, oplevede svigermor det som et personligt nederlag. Hun skjulte det bag et venligt smil, men masken krakelerede snart.
Uanmeldte besøg startede i andet ægteskabsår. Astrid kunne stå i badekåbe og vådt hår, eller stadig ligge på sofaen en lørdag, og så bankede det på døren. Der stod Inge med bæreposer fulde af mad, øjnene lynede.
Der er støvet på hylderne, Astrid. Tør du slet ikke af?
Goddag, Inge, jeg ventede dig ikke.
Skal jeg aske om lov for at komme til min søn? Han bor her, ikke?
Og Mikkel sagde ingenting. Han stod bare dér, pinligt tavs. Og det tavshed var det værste. Hvis han bare én gang havde sagt: Mor, ring først. Men han sagde intet. Astrid hørte svaret i stilheden: Sådan vil fremtiden blive.
Astrid tav ikke. Hun ville tale, især efter Inge var gået. Eftertænksomt, aldrig grådlabilt, forklarede hun Mikkel, at der måtte sættes grænser. At hjemmet også var hendes.
Du elsker hende ikke, sagde han.
Jeg skal ikke elske hende. Bare respektere hende. Men respekt skal gå begge veje.
Hun er gammel.
Hun er toogtres, Mikkel. Rask og kvik. Det siger du selv.
Hun er mor.
Og jeg er hustru. Eller hvad?
De samtaler endte altid i en blindgyde. Mikkel gik på altanen for at ryge, kiggede på sin telefon eller gentog, du gør alting så kompliceret. Astrid blev alene tilbage, med sin kolde te og fornemmelsen af at tale ind i en mur.
Hun vendte tingene med Viola. Klassisk mors dreng, sagde Viola. De ændrer sig aldrig. Men Astrid nægtede at tro, at Mikkel var uden håb. Han var god nok, bare ledet. Det ord fandt hun senere. Som en båd uden ror, ført af strømmen, hvor end Inge ville.
Tredje år blev det værste. Inge kom næsten dagligt, bar mad ind for at markere, at Astrids mad ikke duede, flyttede rundt på ting, kritiserede gardinerne og bemærkede, at gulvtæppet burde renses. En dag gik hun ind i soveværelset og begyndte at lægge Astrids tøj rigtigt i skabet.
Inge, vil du ikke lade vores ting være? sagde Astrid, sagte, men fast.
Jeg vil bare hjælpe.
Det er ikke hjælp.
Inge svarede sønnen ude i køkkenet: Din kone svarer mig igen. Ser du det? Eller er du blevet tøffelhelt?
Og Mikkel forblev tavs. Om aftenen, når moren var gået, så han tungt på Astrid, prikket af mors ord, morens gestik i hans siddestilling.
Her begyndte samtalerne om respekt. Om hvem der bestemte i hjemmet. Om at kone skulle kende sin plads. Sætningerne var ikke hans, Astrid hørte Inges stemme for sig.
Ideen med sutskoene var også hendes, det var Astrid sikker på.
Efter den aften ændrede alt sig. Mikkel startede sin tavse protest: svarede ikke på spørgsmål, spiste kun mad fra sine mors Tupperware. Han gik forbi Astrid, som var hun luft.
De første dage føltes det for Astrid som et slag, men ikke fysisk værre. Fravær. Kulde. At findes uden at blive set. Hun prøvede forsigtigt at tale til ham, spurgte, bad ham klargøre, hvad han ville. Mikkel svarede ikke eller sagde: Du ved det godt. Den eneste gang hun brød sammen og græd, så han på hende med noget der lignede tilfredshed.
Sådan er det altså, tænkte hun. Og noget lukkede sig inde i hende. Ikke brast bare lukket af.
Inge begyndte komme hver eneste morgen, satte sig i køkkenet, drak te, overvågede hvordan Astrid gjorde sig klar til jobbet. Astrids stilling som rejsekonsulent i et bureau i centrum var vigtig for hende; hun tog S-toget hver morgen. Inge nåede altid at drysse en bemærkning inden Astrid forlod sig: Igen den bluse? Den gør dig bred. Eller: Har du købt Nescafé igen? Mikkel kan ikke tåle det. Eller: Du ser træt ud
Det var systematisk nedbrydning og Astrid kaldte det det med sig selv. Fordi det var sandt.
En aften, mens Mikkel var i bad, satte Inge sig tættere på Astrid:
Astrid, vær nu fornuftig. Giv ham ret. Hent sutskoene, så lægger det sig hele igen.
Astrid kiggede hende længe i øjnene.
Forstår du eget forslag til din svigerdatter?
Jeg foreslår bare fred i familien.
Du foreslår, at jeg skal ydmyge mig, for at din søn kan føle sig vigtig. Det er ikke fred. Det er kapitulation.
Inge snøftede, rejste sig. Ja, ja, så lev med din stolthed. Vi får se, hvor langt du kommer med den.
Astrid sad i køkkenet længe bagefter. Udenfor glimtede vinduerne i boligblokken, en hund gøede nede ved legepladsen, biler summede forbi. Almindelig københavnsk efterårsnat. For tre år siden kom hun ind ad denne dør med blomster og håb. Nu sad hun og følte sig som fremmed i egen hjem, i mormor Annas stuer.
Hun sad og tænkte. Og da hun endelig rejste sig, var der klarhed ikke vrede i hendes krop. Som når tågen letter, og vejen pludselig står lysende foran én.
Hun tog telefonen, fandt nummeret til sin svigerfaster, Gitte Lauritzen Mikkels fars storesøster, som familien respekterede, men Inge ikke kunne fordrage. Gitte boede i opgangen ved siden af, sjældent på besøg, men hendes og Astrids forhold var hjertevarmt og sobert. Én gang, lidt småtipsy til en familiefest, havde Gitte sagt: Du er en god pige, Astrid. Men pas på, Inge slipper dig aldrig. Hun havde kløerne dybt i Mikkel fra han var dreng. Du er næste.
Astrid havde dengang grinet af det. Nu tænkte hun på det.
Hej Gitte. Må jeg ringe i morgen? Jeg har brug for dit råd.
Svaret kom hurtigt: Ring når som helst. Jeg er hjemme.
De talte næsten en time dagen efter. Astrid fortalte det hele: sutskoene, boykot, daglige ydmygelser. Gitte lyttede uden én eneste afbrydelse.
Hør, Astrid, sagde hun. Inge har altid været sådan. Da Mikkel var barn, kunne hun boykotte ham i ugevis. Så græd han og tiggede om nåde. Han har altid lært, at kærlighed forhandles gennem tavshed. Han gør det ikke af ondskab. Det er bare alt, han kender.
Det forklarer. Men undskylder ikke, sagde Astrid.
Nej, du kan ikke vinde over ham, så længe hun er så tæt på ham. Hun er professionel manipulator.
Gitte, jeg vil bede dig om én ting. Jeg får brug for din hjælp.
Astrid fortalte planen. Gitte lo, kort og anerkendende: Du har ben i næsen, pige! Bare sig til, jeg kommer.
Astrid brugte flere dage på at forberede sig. Hun græd ikke. Skabte ikke ballade. Hun var rolig, næsten usynlig. Gik på arbejde, holdt huset. Mikkel slappede lidt begyndte at tale til hende og svare sagenligt. Én aften sagde han endda tak for aftensmad.
Ser du, sukkede Inge, da Astrid forlod køkkenet man skal bare give det tid, så finder hun sig i det hele.
Astrid stod i gangen og hørte det. Hun bed sig i kinden og gik ind på køkkenet med neutral min.
Inge, sagde hun og satte sig overfor, jeg har et forslag.
Svigermoren så ud til at forvente alt: gråd, bebrejdelser, ballade bare ikke dette.
Jeg synes, vi skal have et familieråd. Lave et fælles arrangement, hvor vi allesammen får talt tingene ordentligt igennem. Én gang for alle og på lige fod.
Skal Gitte med? spurgte Astrid. Hun er jo ældste i familien.
Nu kunne Inge ikke sige nej. At protestere ville lugte af uærlighed. Hun nikkede.
Gitte må gerne komme. Fin idé.
Mikkel kiggede forvirret på Astrid. Han smilede endda til hende. Hun gengældte det bare roligt.
Mødet blev sat til næste lørdag. Astrid forberedte sig. Ikke anledningen maden, familierådet det var bare kulisserne. Hun forberedte ordene. Aftener i træk hviskede hun dem op foran spejlet, i mørket med låst dør.
Hun skelede til papirerne i skrivebordsskuffen: skødet på lejligheden. Ringede til en bekendt jurist i firmaet: hvad gælder ved skilsmisse, hvis boligen er arvet af konen? Den er din alene, svarede han. Hun takkede og lagde på.
Fredag aften ringede hun til sin mor, Karen, der boede i Brøndby. Moren anede intet, Astrid havde holdt det meste for sig selv. Nu fortalte hun alt.
Moren tav længe, så sagde hun:
Er du sikker, Astrid?
Ja.
Du ved, jeg støtter dig, uanset hvad.
Jeg ved det, mor.
Så gå nu. Du kan selv.
Lørdag morgen stod Astrid tidligt op. Dagen startede med stille kaffe, kig ud over gårdspladsen, hvor viceværten samlede blade i bunker. Oktober i Vanløse; løv i gule nuancer, lavt og gråt himmelhvælv. En helt almindelig dag.
Hun havde en mørkeblå kjole på. Ikke festlig, ikke trist. Bare hendes yndlings. Glattede roligt håret, lidt læbestift. Hun lignede én, der havde fundet roen.
Kl. 14 dækkede hun op. Helt nøjagtigt: tallerkener, brød, pålæg, varm suppe i gryden.
Kl. 14.15 kom Gitte. Hun krammede Astrid godt og sad for bordenden, som de havde aftalt. Kl. 14.30 kom Mikkel og Inge. Mikkel i presset skjorte, Inge i sin grå cardigan, håret sat. Inge hilste, gik direkte ind til Gitte, men fik et kort, køligt nik det slog hende ud af kurs.
De satte sig. Astrid hældte suppe op, rakte brødet rundt. Inge åbnede munden for at kommentere, men Astrid tog ordet:
Skal vi vente et øjeblik? Jeg vil gerne sige noget først. Det er derfor, vi er samlet.
Mikkel satte sig ret op. Han så ud, som om Astrid talte et sprog, han ikke kendte.
Astrid, nu må du da være træt af at beklage! begyndte Inge. Gitte lagde roligt en hånd på hendes håndled.
Vent nu, Valborg. Vi lytter.
Astrid rejste sig op. Hun så på dem en for en: Mikkel, Inge, Gitte. For nogle uger siden bad min mand mig bringe ham sutskoene i munden. Som et respektstegn.
Gittes bryn rynkede sig lidt. Inge knugede skeen.
Jeg nægtede. Siden har Mikkel ikke talt til mig eller villet spise min mad. Det har stået på i en måned nu. Imens har du, Inge, været her hver dag og kritiseret mit hjem, min mad, mit udseende. Du har kaldt mig grov, fordi jeg ikke vil have dig til at flytte tøj i mit skab.
Astrid, det er vel at overdrive forsøgte Mikkel.
Mikkel, ti nu stille, sagde Gitte.
For det andet: Lejligheden fik jeg af min mormor. Jeg har brugt mine penge på at gøre den til mit hjem. Ikke vores mit. Mikkel har ikke betalt hele regningerne, indkøb har jeg ordnet selv, nyt køkkenudstyr har jeg betalt. Sådan er det.
Mikkel rødmede: Det er ikke fair, jeg
Du har jobs med op- og nedture, sagde Astrid. Jeg har aldrig bebrejdet dig dét. Det handler bare om at gøre virkeligheden tydelig. Ikke om, hvad din mor fortæller sine veninder.
Inge blev hvid. Gitte lagde igen hånden på hende.
For det tredje vil jeg sige: Inge, du har brugt tre år på at ødelægge dette ægteskab. Måske havde du dine grunde. Men du har opdraget din søn til at tro, at en kvinde, der har sin egen mening, er en dårlig kone. Og til ikke at kunne tage beslutninger selv. Det er din arv, Inge. Jeg ved ikke, om du er stolt, men resultatet taler for sig selv.
Der var dødsens stille ved bordet. Man kunne høre sporvognen udenfor.
Endelig: Mikkel, jeg søger om skilsmisse. Det er mit endelige valg. Hent dine ting inden for to uger. Du kan bo her, mens det ordnes, så længe du ikke generer mig.
Hun så på Inge:
Inge, jeg ønsker aldrig mere at se dig i denne lejlighed.
Inge eksploderede. Hun rejste sig, stolen knagede:
Hvad bilder du dig ind! Du ødelægger min søns liv!
Inge, sagde Gitte, hør hvad Astrid siger. Hun har ret i alt. Jeg har kendt dig i fyrre år, du er dygtig, men du har gjort din søn til et barn. Ikke fysisk men inde i. Vokset op til at ængstes mere end han elsker. Han kan ikke elske en kvinde, fordi den eneste kvinde i hans liv altid har været dig. Det er ikke kærlighed, Inge. Det er kontrol.
Mikkel sad stiv. Stirrede ned i dugen.
Astrid, sagde Gitte blidt. Gå ud og lev dit liv.
Hun tog sin taske, nikkede farvel og gik.
Inge stod tilbage, mumlede noget surt, greb sin jakke og forlod lejligheden.
Mikkel så på Astrid med blandet forvirring, vrede og, måske, lettelse.
Astrid kan vi ikke tale om det?
Jeg har talt i tre år. Ikke mere.
Hun begyndte at rydde bordet. Suppen var urørt.
Skilsmissen tog to måneder. Ingen drama, intet stort at dele ingen børn, ingen bil. Mikkel tog sine ting ad to omgange. Astrid hjalp. Ingen tårer, ingen drama. Da han kiggede for sidste gang i døren, nikkede hun bare. Han nikkede igen og gik.
De første dage vandrede hun rundt i lejligheden og lyttede til stilheden. Ikke den døde, bebrejdende stilhed fra før men en levende én, der kunne rumme hvad som helst.
Hun ommøblerede, mere for at markere en ny start end for behovet. Flyttede sofaen, købte de gardiner, hun altid havde villet have, men aldrig turdet købe fordi det ville Inge nok kritisere. Gardinerne var akkurat så lyse og varme, som hun ville have dem.
Hun ringede til Viola:
Viola, jeg er blevet skilt.
Det har du sagt før.
Nej, jeg mener officielt. Fik papirerne i går.
Nå? Hvordan føles det?
Godt, grinede Astrid. Underligt. Men godt.
De mødtes på café Hyggen ved Vesterbrogade, drak te og kager og snakkede længe. Astrid opdagede, hun nød friheden til bare at sidde, uden at skulle skynde sig hjem, hvor enten Mikkel eller Inge sikkert ventede. Bare sidde og være.
Du virker lettere, sagde Viola. Ikke tyndere bare lettere.
Ja, det kan jeg også mærke.
Dagene blev nemmere. Ikke fordi hun savnede Mikkel det gjorde hun egentlig ikke men fordi tre år er tre år af ens liv, vaner og rytme. Nogle morgener vågnede hun og mærkede sengen som sin egen, for første gang.
Hun meldte sig på strikkekursus noget hun havde drømt om længe, men aldrig fået gjort. Undervisningen blev holdt af Frk. Rigmor, en ældre dame med en beroligende stemme. Gruppen var broget, fra unge kvinder til en på halvfjerds, som bare ville lære at strikke sokker til børnebørnene. Astrid mærkede sig hurtigt hjemme.
Hun blev mere synlig på jobbet. Gav sig til kende, foreslog ideer. Chefen, Hanne Lund, sagde med et smil på gangen: Astrid, du har forandret dig! På den gode måde. Astrid tænkte sig om og nikkede: Det tror jeg også.
Hun begyndte at spare op til små drømme. Skulle tage kørekort, meldte sig til aftenskole, hvor Bjarne, den gamle kørelærer, var tålmodig og snakkesalig, mens hun lærte sig at køre uden at ryste på hænderne.
Mikkel flyttede hjem til Inge.
Det hørte Astrid fra Gitte, som ringede af og til. Inge havde sat ham ind i hans gamle værelse, styrer nu alt: går igennem hans lommer, vasker hans tøj med minutiøs kontrol. Han siger, det føles værre end værnepligt, lo Gitte tørt.
Stakkels Mikkel, sagde Astrid. Hun mente det.
Ja, men nu gælder det dig.
Astrid grublede meget over det. Medlidenhed med Mikkel som menneske, ikke som mand. At forstå er ikke det samme som at åbne døren igen. Det er at give slip.
I december ringede Mikkel: kunne han hente det sidste? Selvfølgelig.
Han dukkede op søndag morgen, bleg, mørke rande under øjnene. Astrid lukkede ham ind. Han pakkede stille sine ting.
Hej, sagde han.
Hej.
Ingenting mere. Han så på hende:
Astrid, jeg
Mikkel, jeg ønsker ikke nogen lang samtale.
Nej Jeg vil bare sige jeg havde uret. Han så forslået ned.
Jeg ved det.
Må jeg få en chance til? Jeg har lejet et værelse
Nej, sagde hun. Ikke koldt, bare fast. Nej. Det er slut.
De bar kasserne ud sammen. Nede på gaden ventede en bil Mikkels fætter, Kasper klar med bagagerummet.
Mikkel skulle til at stige ind, men der lød råb over gaden:
Stop! Inge kom gående, mørk vinterfrakke, overlegen mine.
Hun vred sig forbi kasserne, placerede sig foran Astrid:
Du har ødelagt hans liv! Jeg går til myndighederne! Jeg går i pressen! Du vil fortryde det!
Inge, sagde Astrid lavt, du taler om børn og forældremyndighed. Vi har ingen børn.
Jeg skal nok finde noget, du skal ikke tro du er klogere end mig!
Du husker ikke december forrige år, vel? Dengang du truede mig, i overværelse af naboen fra tredje sal. Det er dokumenteret.
Halvt sandt, halvt bluff. Inge vidste ikke, hvad der var noteret og det var den usikkerhed, Astrid havde brug for.
Og, tilføjede Astrid, jeg talte med Gitte om din tid i kommunen. Skulle der intet være at frygte?
Det gik rent ind. Inge blev bleg.
Gitte hun
Hun har ikke fortalt noget men hvis du starter krig, må vi tage det hele frem. Er det ikke fair?
De stod og kiggede på hinanden.
En sidste ting, sagde Astrid. Din nabo Birthe fortalte mig, du har forandret dig meget de sidste år. Du laver kun problemer, ingen inviterer dig længere.
Det var sandt. Ikke en trussel. Bare et faktum.
Inge sagde ingenting. For første gang i Astrids liv havde svigermor ikke svar parat.
Mikkel havde fulgt det hele fra siden. Kiggede på sin mor, så på Astrid, og dermed endelig, for måske første gang i voksenlivet så han tingene klart.
Mor, kom nu. Vi skal videre.
Du er på hendes side? Imod mig?
Jeg er hverken for eller imod. Jeg vil bare hjem til til mit eget.
Han så på Astrid.
Undskyld. For sutskoene. For det hele.
Jeg har tilgivet dig for længe siden.
Astrid jeg vil finde mit eget sted. Ikke dit, ikke mors mit.
Er du sikker? Inge stirrede på ham.
Mor, jeg er 32. Det må være nok nu.
Hun protesterede sagte. Han hjalp hende ind i bilen, og Kasper kørte.
Astrid så efter bilen. Gik op i lejligheden. Gik i køkkenet, satte vand over til te.
Lidt trist var det. Ægte, ærlig sorg. Tre år. Ikke alt var dårligt. Der var glimt af varme, latter, nærhed. Men det var forbi.
Hun tog teen og fandt strikkepindene. Den anden sok af et par; om en måned skulle hun bruge dem, når hun og Viola tog på weekend til Aarhus. Det var Violas idé: Lad os tage til Jylland, spise god mad, opleve noget nyt. Hvorfor ikke?
Der tikkede en besked ind fra ukendt nummer så dukkede navnet op: Jonas, hendes nabo fra sommerhuset. De havde mødt hinanden, da hun besøgte familiens sommerhus og han havde hjulpet med vandrørene. Jonas var rar, lidt genert, med hænder der kunne ordne ting uden store fagter.
Hej Astrid. Jeg kører forbi huset i weekenden må jeg tjekke dine drivhuse? Du havde stadig plastik over, der kan gå i stykker af sneen.
Hun smilede.
Skriv endelig, hvis du ser noget. Tak.
Pause.
Kommer du selv derud en dag? Det er flot med sne nu.
Måske næste weekend.
Bare sig til, hvis du gør det. Jeg er der lørdag.
Hun lagde telefonen fra sig og strikkede videre. Udenfor dalede sneen. Sokken voksede, maske for maske. Hun tænkte på Jonas hans hænder, hans rolige spørgsmål. Ikke noget stort. Bare en mand, der passede på sine omgivelser. For nu var det nok.
Lørdag tog hun toget til sommerhuset. Iført varm jakke, hue og en termokande. I toget var der næsten tomt, duften af vinter og termomadpakker. Ruderne var dækket af rim, marker, lyng og rødtræshuse gled forbi.
Tredje hus til venstre bag fyrretræerne var hendes families sommerhus. Drivhuset stod fint, plastikovertrækket holdt. Længere nede kløvede Jonas brænde.
Hej, sagde han og lagde øksen fra sig.
Hej.
Han var uden hue, kinderne røde af kulde. Smilede det langsomme smil, han havde.
Alligevel kommet?
Ja.
Har du te?
Selvfølgelig.
De sad på trappestenen til hans hytte, på et slidt tæppe. Drak varm te, så ud over de sneklædte bede, solbærbuskene og det lille vejrhanefigur mormor Anna havde malet for mange år siden malingen var skallet af, men den snurrede stadig frit.
Du er faldet godt til her? spurgte han.
Astrid tænkte over det, virkelig tænkte.
Ja. Det tror jeg.
Det lyder godt, sagde han og lod spørgsmålet ligge.
Hun så på vejrhane. Hvor mange år havde den drejet i vinden? Alt det andet kunne forandre sig, men vejrhane stod fast.
Et eller andet sted i København gik Inge alene hjem til stilhed. Mikkel søgte værelser og tænkte, at begynde forfra ved 32 kan være skræmmende men der er ikke noget andet at gøre.
Og Astrid sad på trappestenen i sneen, med varme hænder om sin kop, og lyttede til sneen der knasede, tog en maske mere og mærkede, at det var nok. For nu var det mere end nok.
