Kirsebærmarmelade

Kirsebærsyltetøj

Line, hvor har du gjort af mors gamle balje? Du ved, den, vi altid kogte syltetøj i? Anna lukkede skab efter skab op i det lille sommerhuskøkken uden held. Den er bare væk! Jeg har ledt alle steder.

Måske har hun sat den op på loftet? Hun sagde jo, at efter far gik, var der ligesom ingen længere, hun ville lave syltetøj til.

Ja, vi er jo ikke mennesker Anna rejste sig tungt fra knæ foran det sidste åbne skab og stønnede.

Hvad nu? sagde Line bekymret og så på sin søster.

Åh, det er bare ryggen igen. Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg stod bare dumt.

Du burde altså gå til lægen med det.

Ja, og høre det samme som sidst? Jeg ved jo godt, hvad de siger.

Du lyder lige som mor! Line viftede fornærmet med hånden, så vanddråberne sprøjtede fra de kirsebær, hun skyllede. Nogle af dråberne ramte Missemor, som lå og snorkede på stolen ved siden af, og katten reagerede med et fornærmet fnys, åbnede sit ravgule øje og dækkede straks snuden til med poten, inden den døsede videre. Nå, ingen skænderier, så er det godt nok. Det var jo dig selv, der altid belærte hende om at tænke på helbredet og blev tosset, når hun ikke gad at høre efter. Men du er ikke bedre.

Line, lad nu bare være. Du ved jo, min ryg har været dum i mange år, og den bliver ved med at drille, uanset hvad jeg gør. Lad os nu finde den balje, i stedet for at diskutere. Jeg har forsøgt at lave syltetøjet i noget andet, men det bliver bare aldrig det samme. Det smager godt, men… ikke det samme.

Måske kendte mor en hemmelighed?

Hun sagde aldrig noget. Vi lavede jo syltetøj sammen masser af gange. Det var helt normalt, intet specielt.

Line rejste sig og gik ud af køkkenet.

Hvor skal du hen? råbte Anna efter hende.

Op på loftet.

Jeg kunne selv have gjort det.

Bliv nu bare siddende. Hvis din ryg først sætter sig deroppe, skal vi have en gårdkran for at få dig ned.

Den kraftige Anna grinede lavt. De havde aldrig pyntet på sandheden over for hinanden, og de sagde tingene, som de var. Selvom de så helt forskellige ud tynde, høje Line og lille, rund Anna så var de i temperament som to kirsebær på samme gren. Line kunne lide at drille søsteren, og selvom Anna var både buttet og lav, var hun på sin vis hårdfør, ligesom mormor var. Anna havde nemlig mormors blå, klare øjne og mørke krøller, men ellers mindede hun ikke rigtig om sine forældre. Karakteren arvede hun også. Det første ord, hun sagde som barn, var ikke mor, men et bestemt Selv! Da Anna begyndte i skolen, sagde mormor altid, at man intet kan forvente sig her i livet, hvis man ikke selv sørger for det vigtigste.

Hun var stolt af sin familiehistorie. Mormor Marie havde været lidt af en legende, som havde klaret sig med to tvillingedøtre alene, efter hun mistede sin mand. Der var ikke hjælp at hente fra nogen, men Marie tog aldrig fejl af, hvad hun skulle: Hun bankede på hos naboen, fru Rasmussen, som var skoleleder i landsbyen.

Fru Rasmussen, jeg ved, De kender mange i byen. Mongen, der trænger til lidt hushjælp eller rengøring? Jeg har virkelig hårdt brug for arbejde. De ved, jeg slider og gør mig umage.

Ja, det ved jeg, sagde fru Rasmussen med sin karakteristiske, brummende stemme.

Hun havde arbejdet som skoleleder i mere end ti år, og alle lige fra børnehaveklassen til pedellen respekterede hende. Hun havde altid forbindelser.

Men hun skænkede Marie te og så på hende tror du, du kan omgås de lidt fine damer? Nogle kan være sære.

Har jeg et valg?

Nej. Enten arbejder du, eller også må du tage konsekvensen. Hvorfor sender du ikke ungerne på børnehjem så længe? Så kan du hente dem igen, når du har styr på det hele.

Marie stivnede, men rejste sig roligt:

Sådan er jeg ikke opdraget. Jeg efterlader ikke mine børn som hittegodser. Jeg skal nok klare den.

Sæt dig, sagde fru Rasmussen og smilede. Nu ser jeg, du godt kan klare det. Du har både stædighed og forstand. Jeg skal nok hjælpe dig.

Hun holdt sit løfte og skaffede Marie plads som hushjælp hos operasangerinden Frk. Meyer. Frk. Meyer var krævende og lidt svingende, men hun havde et gyldent hjerte.

Marie, hvor er dine dejlige piger? Dem må du tage med hertil næste gang. De hører til her.

Sådan blev tvillingerne begyndt i musikskolen, for Frk. Meyer mente, de begge havde talent, og hun trøstede Marie, da hun kom til at fortælle, hvordan et liv dedikeret udelukkende til musikken havde gjort hende ensom.

Da Frk. Meyer gik bort en vintermorgen, overtog Marie og pigerne efterhånden lejligheden, arvet til pigerne. Det var ikke bare et hjem, men også begyndelsen på en ny tid.

Anna huskede nu tydeligt, hvordan hun og Line for første gang trådte ind i Meyers gamle, lidt mørke lejlighed fyldt med skæve møbler og pianistinden, der hverken var ung eller gammel. Anna, dengang fem år, var tryllebundet af det store flygel. Da alle voksne var travlt beskæftigede, åbnede hun blidt låget og trykkede på tangenterne. Første gang var det ikke musik, men lyde, som alligevel greb hende.

Men hendes mor, Katrine, kom ind, skældte ud og lukkede straks låget i over fingrene på Anna, som grædende løb væk.

Så begyndte mønstret, der fulgte hele Annas barndom: Katrine holdt sig til lillesøsteren Line og lod Anna selv om at passe sig. Anna lærte sig at klare sig selv, blev god til både skole og gymnastik, men Katrine sagde blot, Fint nok.

Da Line blev lidt ældre, var hun morens yndling, og intet Anna gjorde, kunne ændre det. Det blev kun værre, da hun begyndte på musikskolen og blev familiens stolthed, som Katrine pralede med ved kaffebordet.

Anna var blevet forvist fra musikkens verden og følte sig som gæst i sit eget hjem. Hun søgte alligevel trøst hos mormor, og sammen tilbragte de mange somre på sommerhuset, hvor Anna lærte at elske både skovhaven, de gamle æbletræer og de blå klynger af forglemmigej.

Da mormor blev gammel, blev sommerhuset det sted, alle samledes. Der var Anna og Line Katrines piger og Nina og Pauline fra Zinas ægteskab, Annas tvillingefaster. Familien voksede, men båndene blev aldrig stærkere imellem søstrene, især da gamle uenigheder om sommerhuset og lejligheden trængte sig på.

Mormor døde en blæsende efterårsdag, ramt af en falden gren fra naboens elmetræ, og derefter var der ingen tilbage, der holdt hele familien samlet. Anna huskede tydeligt, hvor alene hun følte sig, da hun sad i den tomme stue, hvor kun katten Missemor ledte efter sin madskål og musespor.

Efter mormors død gik alt i opløsning. Katrines mand gik fra hende uden forklaring, og Katrine slog sig helt fast på, at det var verden og ikke hende der var gal. Hun lod det især gå ud over Anna, som dog tog til genmæle, da Katrine forbød hende at se faren.

Forholdet mellem søstrene stod på standby, men det afholdt ikke Line og Anna fra at tage på sommerhus, hvor de drak te i den lune aften, med den gamle kobberbalje stående på bordet, fyldt til kanten med duftende, mørkerødt kirsebærsyltetøj. Katten havde forladt køkkenet for længe siden han syntes langt bedre om duften af Katrines gammeldags sylte end sødt sylt, men sådan var Missemor nu.

Kan du huske, hvordan mor lavede hele reolrækker med kirsebærsyltetøj før i tiden? spurgte Anna.

Ja, og far kunne spise det med ske lige fra glasset.

Det kunne mor ikke lide. Hun sagde altid, han ikke var ene om det.

Hun sagde meget men gjorde ofte det modsatte.

Hun lod os blive, men sendte i virkeligheden alle andre væk, selv tanten Zina. Hun ville ikke se sine egne børnebørn mere. Hvorfor tror du, hun gør sådan, Line?

Hvem ved, sukkede Line og hældte mere te op. Jeg har aldrig forstået hende.

Det mærkelige er, hun altid sagde, at du var den eneste, der forstod hende.

Sådan følte jeg det aldrig. Hun forsøgte konstant at vende mig væk fra dig, Anna. Som om vi ikke skulle være venner, bare fordi vi var søstre.

Tror du, hun var jaloux? spurgte Anna.

Måske. Line smilede skævt. Hun tog altid dine gamle ting og gav mig dem under påskud af, at du var blevet for stor til dem. Men de blev aldrig rigtigt mine. Heller ikke din yndlingsdukke, Lise, eller bjørnen Pap. Kan du huske, hvordan hun smed dig ud, når jeg skulle øve klaver?

Ja, Anna lo og gjorde stemmen mørk: Anna! Ud med dig, du forstyrrer! Line, kære, øv dig nu!

De lo sammen, og Anna sagde:

Det slog hende aldrig, at du egentlig lærte mig at spille klaver. Vi lavede dobbelt op på dine musiktimer, bare sammen.

Du elskede klaveret mere end jeg. Og spiller stadig bedre.

Ah, det er ikke noget særligt. Tallene i mit regnskab er også lidt musik for mig at aflevere årsregnskab er sin egen lille symfoni!

De grinede og tier et øjeblik. Så spørger Line:

Tror du nogensinde, mor forandrer sig?

Jeg ved det ikke, svarede Anna eftertænksomt. Mormor sagde altid: Ingen er vigtigere end familien. Selv hvis de ikke elsker dig, som du helst ville, kan du jo stadig elske dem, som du vil. Tanten Zina ser på det på samme måde; hun vil altid tage imod, hvis Katrine vil forsones. Hellere en dårlig fred end evig krig.

Er det rigtigt, tror du?

Anna flyttede lidt på kopper og slikskålen, før hun dæmpet sagde:

Det tror jeg, Line. Det forstår jeg bedre nu, end da jeg var yngre. Livet går hurtigt, og pludselig er man alene tilbage. Bedre at mødes én gang for en stund end aldrig at mødes mere.

Kom du selv på det?

Anna rystede på hovedet og smilede varmt.

Nej, det lærte jeg af mormor for mange år siden. Hun sagde altid, at ingen kan tage fra dig, hvor højt du elsker dem, heller ikke mor. Så det må vi leve efter, tænker jeg.

Udenfor begyndte gruset at knase, og en lille, hvid minibus trillede op foran sommerhuset. Snart væltede hele flokken ind: børnebørn, oldebørn, nevøer og niecer alle sammen skrigende Bedste-mooooooor! og Missemor lovede sig selv, at hun først kom ind igen, når der var ro.

Inde i stuen blev den gamle, tunge dug lagt på bordet, kopper og krus sat frem alle havde de deres egen kop, som kun blev brugt, når hele banden var sammen. Anna bar ind med baljen med syltetøj, og børnene jublede de vidste, at hvis de spiste alt i dag, var der ingen glas at tage med hjem i morgen. Snart fløj stenene fra kirsebærrene i smug ud gennem vinduet. Hvis de voksne opdagede det, lød svaret straks:

Vi planter da bare et træ! Så vi kan lave syltetøj, når vi bliver gamle, bedstemor!

Senere spredte hele flokken sig for at gøre sig klar til natten, men ingen gik i seng. I stedet sad de på trapperne ud til haven, sang et par sange lavmælt og faldt til sidst i søvn hos hinanden. Først da gled Missemor frem fra sit skjul, søgte et lille børnehjerte, som dryssede sin hånd ned i den bløde pels, og katten begyndte at spinde og fornemmede, at nu var alt igen, som det skulle være. Og huset fyldtes af ro, af minder, og af en lykke, der stod og sitrede i nattemørket, længe efter børnene var faldet i søvn.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

nine − 4 =

Kirsebærmarmelade
Det bliver allerede mørkt udenfor, men mor er stadig ikke hjemme. Julie, der drejer på hjulene af sin kørestol, kører hen til bordet, tager telefonen og ringer til sin mor. “Abonnentens telefon er slukket eller uden for dækning,” lyder en fremmed stemme. Pigen kigger forvirret på telefonen, husker der er få penge på den, og slukker. Mor er gået i Føtex, men kommer ikke hjem. Sådan har det aldrig været før – hun går aldrig længe, for Julie er født handicappet og kan ikke gå. Hun sidder i kørestol, og ud over moren er der ingen familie. Julie er allerede syv år og er ikke bange for at være alene hjemme, men mor plejer altid at sige, hvor hun går og hvornår hun kommer tilbage. Julie kan ikke forstå, hvad der er sket: “I dag gik hun til Rema lidt længere væk for at handle, det er billigere der. Vi går tit derhen sammen. Det er egentlig ikke så langt – en times tid frem og tilbage,” hun ser på uret. “Nu er der gået fire timer. Jeg er sulten.” Hun kører sin kørestol ud i køkkenet, sætter elkedlen over, tager en frikadelle i køleskabet, spiser og drikker te. Mor kommer stadig ikke hjem. Julie tager ikke mere og ringer igen: “Abonnentens telefon er slukket eller uden for dækning,” gentager stemmeautomaten. Hun kryber over i sin seng, lægger telefonen under puden. Lyset lader hun være tændt – det er så uhyggeligt uden moren. Hun ligger længe, men falder alligevel i søvn. *** Hun vågner, da morgensolen skinner ind gennem vinduet. Morens seng er redt. – Mor! råber hun ud i entreen. Intet svar. Hun griber telefonen, ringer. Den samme fremmede, metalliske stemme. Hun bliver bange, tårerne triller. *** Konstantin er på vej hjem fra caféen. Hver morgen henter han frisk morgenbrød til ham og hans mor – de starter altid dagen sammen sådan. Konstantin er 30, men stadig single. Kvinderne lægger ikke mærke til ham: han er ranglet, bleg og ofte syg. Moren har opdraget ham alene, dyr behandling har aldrig været råd til. Sidste diagnose lød, at han aldrig kan få børn. Efterhånden har han accepteret, at han nok aldrig bliver gift. I græsset glimter en gammel, knust mobiltelefon. Elektronik er både hobby og arbejde for Konstantin, han er IT-konsulent og blogger. Han samler hurtigt det ødelagte apparat op og putter det i lommen: måske er der sket noget. *** Efter morgenmaden tager han simkortet ud og sætter det i én af sine egne telefoner. Der er næsten kun numre til sygehus, kommune og pensionskontor, men øverst står “datter”. Han tøver – ringer så: – Mor! lyder det glade barnestem. – Jeg er ikke mor, siger Konstantin usikkert. – Hvor er min mor? – Jeg ved det ikke. Jeg fandt en ødelagt telefon, satte simkortet i min, og ringede op. – Min mor er forsvundet! siger pigen grædende. “I går gik hun i Netto og kom ikke hjem.” – Er der ikke nogen far eller bedstemor? – Jeg har ingen far, ingen bedstemor. Kun mor. – Hvad hedder du? spørger han, indser pigen må hjælpes. – Julie. – Jeg hedder onkel Konstantin. Julie, kan du gå ud og fortælle naboerne, at du er alene? – Jeg kan ikke gå. Mine ben virker ikke. Og der bor ingen i naboens lejlighed. – Hvordan kommer du rundt? – På kørestol. – Kender du din adresse? – Ja: Absalonsgade, nummer syv, lejlighed atten. – Jeg kommer nu, så skal vi nok finde din mor. Han lægger på. Hans mor, Nina, kommer ind: – Hvad er der, Kosta? – Mor, jeg fandt en knust mobil. Jeg satte simkortet i min, og ringede op. Der sidder en lille pige alene i en lejlighed – hun er handicappet, har ingen familie. Jeg har adressen. Jeg tager derhen. – Vi tager sammen, siger moren bestemt. Hun ved alt om livet som alene-mor med et sygt barn. De bestiller taxa og kører. *** De ringer på dørtelefonen. – Hvem der? lyder en sørgmodig stemme. – Julie, det er mig, Konstantin. – Kom ind! Døren står lidt på klem. Inde sidder en tynd pige i kørestol og ser på dem med triste øjne: – Finder I min mor? – Hvad hedder hun? spørger Konstantin. – Lene. – Og efternavn? – Rasmussen. Nina stopper sin søn og spørger: – Julie, er du sulten? – Ja. Der var én frikadelle i køleskabet, men den har jeg spist. – Konstantin, skynd dig til Brugsen og køb ind, som vi plejer. – Jeps! siger han og løber. Da han kommer tilbage, har moren allerede lavet mad, og de spiser sammen. Så begynder Konstantin at lede efter pigens mor. Han åbner lokalavisens netavis og gennemgår gårsdagens nyheder: “På Parkvej blev en kvinde påkørt af en bil og bragt til Hvidovre Hospital i kritisk tilstand.” Han ringer. Efter tredje forsøg svarer nogen: – Ja, i går ankom en kvinde fra Parkvej, hun er stadig i kritisk tilstand. Hun har endnu ikke været ved bevidsthed. – Hvad er hendes efternavn? – Der var hverken id-papirer eller mobiltelefon på hende. Er De pårørende? – Tjah… det ved jeg endnu ikke… – Kom til hospitalet… – Jeg kender adressen. Jeg kommer nu. Han vender sig mod Julie: – Har du et billede af din mor? – Ja, hun finder et fra en skuffe. – Her er et, vi lige har taget sammen. – Hun er flot! Konstantin tager et billede med mobilen. – Jeg tager ud og leder efter din mor nu. *** Lene åbner øjnene. Hvidt loft. Hun husker en bil der farer imod hende. Hun forsøger at bevæge sig, men det gør virkelig ondt. En sygeplejerske bøjer sig ind over hende: – Du er vågen? Lene spærrer øjnene op i rædsel: – Hvor længe har jeg ligget her? – To døgn. – Min datter… hun er alene hjemme… – Lene, rolig! – Sygeplejersken lægger varsomt hånden på hendes bryst. – En ung mand har været her. Han efterlod sit nummer og sagde, din mobil blev kørt ned af en bil. – Jeg skal ringe… – Ja, selvfølgelig, hun ringer Julie op. – Mor! – Min skat! Hvordan har du det? – Det går fint! Jeg er sammen med farmor Nina, og onkel Konstantin kommer også. – Hvem er det? – Ikke blive forstyrret, patient! siger lægen, som kommer ind. – Ellers tager jeg telefonen. – Jeg ringer igen, holder Lene fast. Lægen går, sygeplejersken tager mobilen og lægger den i lommen. – Må jeg ikke snakke lidt mere med min datter? beder Lene. – Lægen siger, det ikke er godt. Men her… Hun ringer op. – Min pige… – Lene, jeg hedder Nina Rasmussen. Mit søn fandt din mobil, og vi har fundet din datter og dig. Jeg er pensionist, og mens du er på hospital, passer jeg Julie. Du skal ikke være urolig! Giver lige Julie telefonen. – Mor, bliv rolig og bliv rask! siger Julie. – Lyt til farmor, hører du? hulker Lene. – Patient, sluk mobilen! beordrer sygeplejersken. *** Næste dag bliver Lene flyttet til en stue med flere. Om aftenen får hun besøg – en splejset fyr, ikke videre køn: – Hej Lene! Jeg hedder Konstantin, smiler han. – Må jeg sige du med det samme? – Selvfølgelig. Han sætter en stor pose ved sengen: – Her er lidt mad, min mor har lavet. – Jeg ved slet ikke, hvem I er, stammer Lene. – Jeg fandt din smadrede mobil. Simkortet virkede. Jeg ringede til din datter, og vi fandt dig. – Hvordan har min Julie det? – Vent et øjeblik… Han rækker hende mobilen, som han har sat op. – Mor! råber Julie. – Har du ondt? – Ikke mere, min pige. Hvordan har du det? – Farmor Nina kommer på besøg. Lene snakker længe med datteren, Konstantin venter tålmodigt. – Jeg skylder jer alt. – Lene, stop nu. Og sig du! – Tak, Konstantin! – Skal jeg vise dig, hvordan man bruger telefonen? *** To uger senere. Føreren af ulykkesbilen kommer og afleverer erstatning på tohundredetusinde og har advokat med. Næste dag bliver Lene udskrevet. Konstantin henter hende og bringer hende hjem. – Mor! råber Julie glad. Hun springer næsten ud af stolen. Lene sætter sig hos hende og græder af glæde. Så går hun hen til den ældre dame: – Nina, tusind tak! – Hold nu op, Lene! Julie er næsten som et barnebarn for mig nu. – Nina, jeg fik erstatningspenge, tager hun pengene frem. – Vær sød at tage imod! Jeg kan ikke betale andet. – Nej, Lene! svarer den gamle rank. – Min søn og jeg klarer os; de penge skal du bruge til Julies behandling. Konstantin har allerede kontaktet en klinik. – Mor! bryder Julie ind – onkel Konstantin siger, vi skal på hospitalet så jeg kan komme til at gå! *** To uger var Lene og Julie på klinikken – der blev indsat skinner i benene. Om tre måneder skal de tilbage, og det gentager sig over de næste år. Om tre år og efter flere operationer og genoptræning vil Julie kunne gå. Indtil da må hun stadig rundt i kørestolen, og skinnerne generer. Men skæbnen prøvede de fire: Nina får hjertestop og indlægges i kritisk tilstand. I tre nætter bor Lene på sygehuset hos hende. Kun hjem for at lave mad og sove lidt. Om natten er Konstantin hos Julie. Fjerde dag åbner Nina øjnene, ser længe på Lene og siger: – Min kære, jeg har ikke lang tid tilbage. Gift dig med Konstantin. Han er pålidelig. Sammen skal I nok få Julie på benene. – Nina, tror du han vil gifte sig med mig? – Det vil han! siger den gamle og smiler. *** En ældre dame holder en pige i hånden med skoletaske og blomster i favnen. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, hun skulle i skole for første gang. Men det er også første gang – i fjerde klasse. Første tre år har Julie fået undervisning hjemme med tolv-og-tretaller. Nu går hun i skole på sine egne ben. – Farmor, jeg er lidt nervøs. – Det skal du ikke være, Julie! Du er jo ti år! Der kommer din far og mor også! – Min skat, hvorfor så stille? spørger Lene. – Hun er nervøs for at skulle i skole, smiler Nina. – Giv mig hånden! siger Konstantin og rækker hende sin. – Med dig, far, er jeg slet ikke bange længere, smiler Julie. Og sammen går de store mod skolen, mens mor og farmor følger efter – alle lykkelige.