BOSSENS HEMMELIGHED
Jeg sværger, vores kære chefen har altså en eller anden i kulissen, hviskede Signe skælmsk til sin kollega. Og hun har garanteret lige haft skænderi med vedkommende! Ellers ville hun da ikke lade alt det gå ud over os? Hun finder jo på håbløse opgaver
Kollegaen løftede bare øjenbrynene og sendte hende et kan-vi-droppe-det-blik, mens hun lod som om, hun virkelig lige skulle læse sin Outlook-opsummering. Men Signe var ikke sådan at stoppe.
Seriøst, er det kun mig der undres? insisterede hun, stemmen lidt højere end planlagt. Måske skælder hun bare ud på os, fordi hendes familieprojekt er gået ned? Hvad nu hvis hun har det helt svært, og vi bare slet ikke ved det
Lige der cuttede chefen, Camilla Madsen, sig selv af midt i en sætning om kvartalsrapporten og sendte Signe et blik, der kunne fryse Storebælt til is.
Signe, keder du dig? spurgte hun, roligt men isnende, med det velkendte hver-enkelt-stavelse-betyder-du-er-i-klemme-blik. Eller syntes du bare ikke, det jeg siger, er vigtigt nok for dig? Måske har du lyst til at tage ordet og underholde os andre?
Signes indre blev til kold grød. Hun blinkede febrilsk, prøvede at samle nogle sammenhængende tanker. Hvordan kan hun ALTID høre det hele, tænkte Signe.
Undskyld, Camilla, jeg jeg delte bare nogle idéer, mumlede hun og maste stemmen igennem. Intet alvorligt, bare lidt højt-tænkning.
En lille sarkastisk bue i Camillas mundvige afslørede, at hun godt vidste, det næppe handlede om virksomhedsudvikling. Men hun spillede med.
Nå da, så del da med os andre, hvad det er, der optager dig. Vi venter spændt, sagde chefen med den arktiske ironi, kun mellemledere kan mestre.
Signe fik klamme håndflader. Hun smilede anstrengt, mens hendes hjerne ledte efter en undskyldning med mere pondus end studenterbrød til 6 kroner.
Eh, jeg tror, jeg venter med det, fik hun fremstammet, så neutralt hun kunne. Mine idéer trænger vist til at blive bagt færdig. Og det behøver vi ikke stjæle alles tid med nu.
Camilla nikkede, lidt for ligeglad.
Godt. Så forventer jeg færdigbagte idéer på mit bord fredag. Måske får vi faktisk glæde af dem? Nå, videre i teksten.
Efter dét sagde Signe ikke andet resten af mødet. Hun sad tvivlende og rød, og blikket flakkede mod Camilla, mens hun indvendigt følte, hun var til latter for hele kontoret og så ovenikøbet havde hun nu fået en ekstra opgave.
Freja, der sad lidt væk, kæmpede for ikke at sprutte af grin. Signe lignede en, der havde slugt en hel pakke blodpølse for hurtigt. Freja kløede sig i håret, vendte opmærksomheden tilbage til dagens action points men kunne ikke lade være med at følge med i Signes gnavne sideblikke mod chefen.
Da mødet endelig blev opløst, skubbede Signe næsten stolen væk under sig, i samme sekund Camilla sagde tak for i dag, og speedede ud af konferencesalen. Freja fulgte efter, smilende som en, der prøver at tænke på noget kedeligt for ikke at bryde helt sammen af latter.
Tilbage ved deres skriveborde kassede Signe sig ned i stolen med et klask og lod laptoppen smække i så kontoret genlød.
Det kunne du godt have hjulpet mig med, mumlede hun irriteret, armene strammet over brystet. Nu skal jeg finde på et eller andet forrykt inden fredag! Tre dage, Freja!
Hvor mange gange har jeg sagt, man skal holde næsen i sporet til møderne, smålo Freja, mens hun fandt te frem og skænkede i kruset. Hun hev en frikadelle-chokolade op af skuffen, lagde den diskret ved Signes computer. Nå, calm down spis noget sukker, så går det.
Signe stirrede skiftevis på teen og chokoladen, som om de havde tryllekræfter, men tillod sig så at se anstrengt fornærmet ud igen.
Tja, det haster jo ikke. Vi har vigtigere ting at diskutere. Nemlig vores nye chef!
Freja rystede bare på hovedet, trykkede hurtigt videre på tastaturet. Hun kendte Signe som havde VM i sladreforståelse med om alle chefer.
Hun har altså været her i to måneder nu, så ny er hun vist ikke helt mere, bemærkede Freja.
Nej, men hun kom ind med et helt reglement under armen! Fyrede flere folk
Kun de dovne blev sendt ud, bemærkede Freja tørt. Os andre fik faktisk et nøk op i løn. Og møderne varer halvt så længe. Kan du huske dengang, vi brugte to timer på at snakke om papirclips?
Signe kneb øjnene sammen, men hun lette hurtigt efter et nyt argument.
Jo, men skrappere deadlines, flere rapporter, mere pres hver uge!
Freja smilede.
Men arbejdet glider! Projekterne bliver klaret før tid, for første gang i fem år. Du så selv tallene.
Signe sukkede dybt, nabbede chokoladen og knækkede et stykke af. Frejas argumenter ramte muligvis lidt for godt, men anerkendelsen sad stadig langt inde.
Måske har du ret brummede Signe og rodede med nogle papirer for at skjule rødmen. Men jeg har altid troet, chefen var single. Nu er jeg sikker på, hun har noget kørende. Skal jeg ikke lige smutte forbi HR og høre, hvad de ved?
Freja stønnede og lod kuglepennen falde tungt.
Hvorfor? Hvordan har hendes privatliv noget som helst at gøre med, hvor tit du skal lave salgstal?
Signe var allerede mentalt på vej mod HR, hvor hun så levende forestillede sig, hvordan hun skulle snige spørgsmål ind under samtale om årskort og frugtordning.
Hun er altid utilfreds, altid småsur. Måske går det ud over os, fordi kæresten akkurat har brændt maden på! Jeg ville bare gerne vide det…
Freja rystede langsomt på hovedet. Det var umuligt at forklare Signe, at nysgerrighed ikke altid er en dyd.
Signe, i gang! Ellers bliver du den næste, der får held og lykke fremover.
Signe viftede bare væk. Sandheden skulle frem. Hun satte undercover-kasketten på og gik i gang.
Nu myldrede Signe rundt i hele huset. Sig mig, så du Camilla forlade kontoret forleden? Var det med nogen? Hørte du noget om hendes nye kæreste? Enhver samtale var en mulighed for diskret research. Resten af kontoret begyndte at holde pause, så snart Signe kom gående.
HR tog imod hende med den begejstring, man har for tandlæger. Signe, ville du ikke hellere koncentrere dig om opgaverne altså, dem vi betaler dig for? lød det køligt fra Annette, der passede HR-skranken som en nedfrossen havnearbejder.
Da Signe blev ved, fik hun et gå så tilbage til dit arbejde, eller vi orienterer din nærmeste leder.
Skuffet vendte hun tilbage, klaskede sig tungt ved tastaturet. Freja observerede uden et ord, men håbede inderligt, dette var Singes lærestreg i virksomhedskultur.
Men nej! Nu blev det bare mere intenst. Signe fortsatte og fik kun svævende undvigelser, drillende spørgsmål eller det evige: Du er forelsket, ikke? Selv kunne hun dog ikke rigtigt finde ud af, hvorfor hun var SÅ opsat på at kende chefens civilstatus
Hun prøvede til sidst lykken hos Marianne i regnskab kontorets uofficielle info-leder. Signe åbnede ballet med et skævt smil:
Marianne, du har altså styr på ALT! Hvad siger rygtet har chefen nogen speciel?
Marianne klappede sammen om sin svar-blok, smilede og sagde: Jeg holder ikke på sladder. Og hvorfor dog?
Tjoh bare sådan måske er hun ledig på markedet?
Marianne rystede mildt på hovedet. Arbejd, Signe. Dit budget brænder.
Dage blev til uger, og Signe blev mere og mere nedsunket i sine spekulationer. Hun vendte hver lille detalje, hver gestus, hvert smil om og om igen. Til sidst eksploderede det en tirsdag, hvor hun kom brasende ind i kontoret:
Jeg kan sgu li hende, udbrød hun, altså højt, og smækkede døren mod dørkarmen.
Freja var lige ved at skylle latten i den gale hals.
Hvem?! spurgte hun med opspærrede øjne, bange for det næste svar.
Chefen selv! Derfor er jeg så interesseret, forstå det nu! Hvis hun er single, så giver jeg den én på kassen.
Freja frøs, famlede med sit krus. Hun vidste en del, hun ikke burde sige højt.
Og hvis hun er gift?
Så prøver jeg da bare at charmere hende væk. Hun ser alligevel ikke lykkelig ud. Og du SKAL hjælpe mig!
Undskyld, hvad? Freja fortrød allerede kaffen.
Altså, du kan bare lige fiske information til firmafesten på fredag se, hvorfor hun kom alene.
Hvad nu, hvis hun ikke kommer alene? Eller vælger at flirte med mig?
Du er rødhåret, hun kan ikke fordrage rødhårede. Det har jeg fundet ud af.
Freja sagte ikke mere hun sad og overvejede, om hun skulle fortælle Signe, at vildt nok men faktisk er Camilla min kone. Men: nu måtte tiden vise det.
***
Hele ugen havde Signe ild i øjnene. Hun øvede replikker foran badeværelsesspejlet, gik i forbedaling op og ned ad gangen, gennemgik endeløse scenarier alt imens hun visualiserede en fremtid, hvor hun og Camilla sammen ledede kontoret og slog dørene op til villa på Frederiksberg.
Freja observerede det som den gamlesøster, der godt ved, at den drøm bliver nok aldrig bakket op af virkeligheden. For Signe handlede det mest om fænomener og slet ikke om personen Camilla, der både kunne være træt og bekymret om aftenen, lige så vel som hun kunne skinne på fredagens tavlemøde.
Torsdag plejede Signe sin forvandling: hun mødte op med en sportstaske, hev et skarpt, men yndefuldt, marineblåt kjole-nyindkøb op og forsvandt ud på toilettet med det.
Hvad siger du? spurgte hun, idet hun gjorde en piruette foran Freja.
Freja så på hende. Stoffet var pænt, farven god. Men Overværker-fællesspisning skreg det ikke ligefrem.
Det er flot, sagde hun varsomt. Men du kunne måske have sparet på skuldrene?
Jeg satser det er nu eller aldrig, svarede Signe uden tøven.
***
Fredag aften. Kontoret var blevet pyntet så selv den sure printer smilede. Balloner ved døren, bitz-smørrebrød på alle borde, vin og åbne sodas. Støjen var varm og venlig, stemningen præget af nervøs fnisen og kastet med komplimenter om alt fra sko til agenda-punkter.
Signe var mødt tidligt. Kjolen sad to die for, makeuppen fejlfri, frisuren som fra en salon på Vesterbro. Hun stod næsten i spring for døren, klar til at kaste sig ind, så snart Camilla kom.
Freja dukkede op lidt senere. Sort, anonymt og praktisk off-the-rack, men altid til at stole på.
Camilla kom selvsikkert ind, i et mørkt jakkesæt med det mildeste smil. Hun hilste på alle, gav en lille tale og trykkede alle i hånden for alle skulle være med til festen. Hun takkede ligefrem for de ekstra indsats-timer og sagde, hun glædede sig til at gøre noget uventet i næste kvartal.
Signe slugte hvert ord. Hun stirrede så intenst, at hendes øjenvipper næsten satte sig fast i glasset. Alt var en ledetråd, en potentiel invitation.
Da festen først var rigtig i gang, kom Signe hastende over til Freja, der stod med et glas Faxe Kondi.
NU, tissede hun, du skal da bare lige stille hende spørgsmålet! Hvorfor kom hun alene? Gør det nu, så finder vi ud af det!
Freja lavede et dybt vejrtræk, mærkede sveden i håndfladerne. Det var nu eller aldrig eller, vent, måske var det NU sandheden skulle ud.
Jeg kan ikke, Signe, sagde hun ærligt.
Hvorfor?! Signe skød underlæben ud.
Freja tog mod til sig, så Signe direkte i øjnene.
Fordi Camilla fordi hun er min kone.
Signe lignede en, der havde slugt en stang lakrids på én gang. Først blegnende, så rødmende. Hun åbnede munden, men klappede den sammen igen.
Hvad? Hvornår? Hvor længe?!
Et halvt år, svarede Freja dæmpet. Vi har holdt det skjult. Vores eget valg ingen særbehandling, ingen mistanke, intet bøvl.
Signe trådte et skridt tilbage. Al hendes konstruerede verdensbillede begyndte at krakelere.
Så du har løjet? For mig? Din egen veninde!
Det er jo ikke løgn, Signe bare fortielse. Vi ville holde det adskilt.
Ligesom Signe fordøjede den bitre sandhed, kom Camilla gående hen. Hun lagde blidt hånden på Frejas underarm og mærkede energien i luften.
Er der styr på tingene her? hun talte blidt, men signalerede også, at hun bestemte.
Signe brød ud: Ikke rigtig For I to I har skjult det hele tiden!
Camilla valgte den danske vej: at trække vejret roligt, løfte stemmen lidt, vende sig mod de andre festgæster og slå ud med hånden:
Venner, hvis nogen har undret sig ja, Freja og jeg er gift. Vi ville bare passe vores arbejde, undgå sladder og særbehandling. Men nu kender I hemmeligheden!
En lavmumlen gik gennem lokalet. Marianne fra regnskab sendte et Tillykke! ud over maden, en it-fyr fra hjørnet udbrød, sådan lidt bredt: Vildt alligevel!
Camilla smilede, og da larmen døde ned, lød det:
Det betyder ingenting for dagligdagen. Vi forventer stadig, man arbejder og bidrager. Og nu lad os vende tilbage til festen!
Musikken gik på. Snakken blev som almindelig igen, dog med enkelte forundrede blikke mod de ny-udråbte ægtefolk.
Signe sukkede og slappede af for første gang i dagevis.
Nå, så må jeg jo ud på jobmarkedet, mumlede hun tørt.
Sludder, afbrød Freja, du har bare været lidt nysgerrig. Camilla holder dig ikke ansvarlig for detective work.
Jeg lavede jo nærmest en privat efterforskning rundt i firmaet! Nu kan jeg jo næsten ikke se hende i øjnene.
Bare rolig, sagde Freja og gav Signes hånd et klem. Om et halvt år griner vi bare af det hele.
Det håber jeg, sukkede Signe, men så smilede hun, så panden blev glat som en nybagt tebirkes. Jeg troede bare, du var chefens største fan
Jeg vidste bare lidt mere end de fleste, grinede Freja.
Men hey Er hun så lykkelig med dig?
Freja smilede kærligt.
Det er jeg sikker på. Hver eneste dag.
Det er godt så, nikkede Signe, mere lettet end hun gerne ville give udtryk for. De rakte hånden ud, trykkede den som to, der har parkeret alle hemmeligheder.
Musikken spillede op igen. Folk dansede, vinen flød, og Signe og Freja lænede sig ind i hinanden, klar til at nyde resten af aftenen uden hemmeligheder. En ny begyndelse mindre intriger og mere ægte grin.
