Aftenens pligt

Aftenskaftet

Fredag aften har altid haft en særlig vægt: udenfor drypper det stille regn mod ruderne, og i lejligheden dufter der af stegte løg og friskbrygget Earl Grey. Jeg smider mig op i hjørnesofaen, kroppen tung og en anelse mat efter en uge foran computeren. Jeg arbejder som tekstforfatter hjemmefra og de seneste dage har været særligt opslidende: kunderne kræver flere rettelser, deadlines presser på, og øjnene vil simpelthen ikke fokusere på skærmen mere. Så da min kone, Birgitte, slænger sig ved siden af med et uldtæppe om benene og jeg sidder klar med fjernbetjeningen, klar til det krimi, vi har udskudt de sidste par uger, føles det endelig som om det faktisk er weekend.

Skal vi komme i gang? spørger jeg og kigger hen på Birgitte.

Lad os, siger hun med et lille smil og trækker tæppet tættere om sig. Men uden forstyrrelser ingen telefoner, ingen

Hun når dog ikke at gøre sætningen færdig. På fladskærmen toner pludselig en rød boks frem: Indgående videoopkald fra Karen Madsen. Sideløbende med introen på serien lyder en venlig computerdame gennem højtaleren: Abonnenten venter på svar.

Jeg mærker straks pulsen stige. Birgitte ser på fjernbetjeningen, som om den er en tikkende bombe.

Emil, sluk! hvisker hun og griber mig i ærmet.

Det kan jeg ikke, mumler jeg. Hun kan jo se vi er online på NordTV. Hvis vi ikke svarer, ringer hun bare hele aftenen og spørger om vi er faldet om.

Modstræbende lader jeg fingeren glide hen til knappen og accepterer opkaldet. Skærmen bliver splittet: til venstre introen til serien, til højre Karens smilende ansigt.

Hej mor, siger jeg.

Åh, så I allerede sidder klar? Perfekt! lyder Karens oplagte stemme. Jeg har lige tænkt, vi kunne begynde et nyt fælles-tema: Stumfilmens Mestre! Det er jo fredag! Jeg synes vi bør brede vores kulturelle horisont det blir både lærerigt og hyggeligt!

Birgitte lukker øjnene, sukker lavt og synker sammen. Hun kigger på mig, og jeg forsøger at mumle noget neutralt:

Mor, vi havde nu egentlig tænkt…

Det tager jo kun halvanden time, skærer hun mig af. Jeg fandt Slagskibet Potemkin med danske undertekster. Dét bør enhver dannet dansker ha set!

Birgitte rejer sig hidsigt.

Undskyld, Karen, men mit hoved værker frygteligt. Jeg bliver nødt til at lægge mig.

Hun forsvinder mod soveværelset, døren lukker, og jeg sidder der alene, mens min mors glade stemme fortæller om filmpionerer, og Birgittes fodtrin forsvinder ind bag lukkede døre. Hvordan endte vi her?

Det begyndte egentlig så uskyldigt. For tre måneder siden, midt i juli, kom vi hjem fra ferie på Fanø, solbrune og glade, og dér, ved døren, stod en stor kasse fra NordTV. En vedlagt kort hilsen: Kære Emil og Birgitte. I får hermed et års premium-abonnement til Kulturpakken. Jeres aftener skal fyldes med skønhed og dannelse. Kærlig hilsen, mor (Karen)”.

Vi havde egentlig aldrig set behovet for mere end den almindelige tv-pakke til nyheder og lidt underholdning. Men straks blev jeg glad:

Hun har virkelig gået op i det. Det ér ret dyrt og jeg har hørt de sender fantastiske film.

Vi installerede boksen og brugte den første uge på at bladre igennem alt fra gamle danske klassikere til historiske dokumentarer og få kultvidenskabsspil om dyr og planter. Men efter arbejde havde vi mest brug for let underholdning.

Problemerne kom allerede tirsdag ugen efter. Klokken otte om aftenen, mens vi spiser rester ved køkkenbordet, ringer min telefon. Det er Karen.

Hej, Emil, har I fået det tændt? spørger hun.

Hvad?

Fjernsynet! I aften klokken otte sender DR2 serien Den Store Dronning. Kunne vi ikke se den sammen og snakke bagefter?

Jeg kigger hjælpeløst på Birgitte. Hun rynker brynene.

Mor, vi vidste ikke det var aftalt

Jamen dog, siger hun såret. Jeg har jo givet jer gavekortet, så vi kunne være kulturelt på bølgelængde, dele oplevelser. Vi bor så langt fra hinanden vi må jo gøre et eller andet!

Karens lejlighed ligger i Brønshøj, langt fra vores på Islands Brygge. Siden far døde for fem år siden, har hun været meget alene, og jeg har dårlig samvittighed over ikke at besøge oftere. Men arbejdet fylder, og for at være ærlig så frygter Birgitte weekender med forældreinvasion.

Måske en anden dag, prøver jeg, men Karen er allerede i gang.

Det er jo bare en time! Tænd nu bare, og så mødes vi over NordTVs videochat. Det er jo genialt!

Birgitte sukker, jeg tænder modvilligt. Efter få minutter ser vi Karens stue på skærmen hun sidder i sin beige lænestol med strikketøj, varm te på bordet.

Så kan det da ikke blive bedre! udbryder hun.

Den første serie var slæbende, 1800-talsdrama med krinolinekjoler og endeløse samtaler om dyd, skyld og ansvar. Jeg bemærker hvor hurtigt Birgitte tjekker ud på sin telefon.

Karens kommentarer flyver:

Prøv at lægge mærke til kjolerne, det er håndbroderet hele vejen ned! Eller: Se hvordan skuespilleren formidler sine følelser. Det kalder jeg talent!

Birgitte nikker til kameraet men hun er væk, tankerne et andet sted.

Efterfølgende er Karen i ekstase.

Det var skønt, ikke? Skal vi ikke fast lave Kulturklub tirsdag og torsdag? Jeg laver program én måned frem! Og på søndag kan vi se dokumentarer om danske vintersvampe. I elsker jo naturen, ikke?

Birgitte siger ikke meget på vej ud i køkkenet for at vaske op. Stemningen er trykket.

Jeg kan bare ikke, hvisker hun barskt. To timer jeg havde til mig selv… De var mine!

Jeg forklarer forsigtigt:

For hende er det vigtigt. Hun er ensom. Vil du hellere have hun tropper op hver weekend?

Hun siger ikke noget.

Og så blev det vores nye liv: tirsdage og torsdage kværner vi gennem Karens program. Danske dramaserier, derefter Svanen og Rosen, så dokumentarer om Arktis, tropiske skove, fugletræk. Altsammen veldrejet, men jeg kan ikke finde engagementet. Matcher det ikke, så ruller telefonen, er I okay?, eller hun ringer direkte.

Karen er himmelhenrykt, sender lange smser med filmanmeldelser og forslag til modetemaer til Birgitte.

Birgitte får gerne luft hos vores overbo, Agnes, som hun har mødt til stram op-hold.

Ved du hvad din mor nu har lavet? spørger hun efter træning. Kulturelle søndage vil hun nu have indført! Mere overvågning!

Sabotér det, griner Agnes. Sig du har deadlines, påstå du skal på kursus.

Birgitte prøver. Én gang ringer hun og klager over migræne.

Stakkels lille, så bare lig og slap af, så ser Emil jo med, svarer Karen. Bare hav det på i baggrunden, skat.

Endnu værre, tænker Birgitte senere jeg fik ikke engang lov at slippe rigtigt.

Hun prøver igen med arbejdspres.

Jamen du har jo fleks-job, kan se filmen bare en halv time, argumenterer Karen.

Vi sidder dér tvungne til det.

Min mors omsorg bliver en lænke. Vi sidder efterhånden i spænding hver tirsdag, torsdag og nu også søndag. Det er blevet til hendes forventning, hendes kontrol, ikke vores hygge. Jeg mærker, hvordan Birgitte reagerer. Hun bider af mig ved småfejl, støder til, hvis opvasken ikke står rigtigt.

En aften spørger hun:

Gør du nogensinde noget ved det? Kunne du ikke tage samtalen? Forklare, at vi har brug for ro engang imellem?

Jeg kan ikke, Birgitte. Hun ville blive såret, tror hun vi ikke værdsætter det hun gør…

Men Emil, det handler om vores privatliv. Kan du overhovedet se hvordan hun styrer hele vores uge?

Jeg sukker. Hun har ret, men jeg kan ikke få mig selv til at gå imod min mor.

Vendepunktet kommer på Birgittes fødselsdag i november. Jeg har bestilt bord på en hyggelig restaurant, blomster, endda lovet dessert og vin.

Dagen før, skriver Karen:

Kære begge stort tillykke, Birgitte! Jeg har fundet et fabelagtigt indslag om Frida Kahlo til i morgen kl. 20 på DRKunst en stærk kvinde, ligesom dig. Skal vi ikke se den sammen?

Hun mener det helt alvorligt! På min fødselsdag?! hvæser Birgitte.

Jeg forsøger at glatte ud.

Vi kan jo tage ud og spise lidt tidligere, så nå hjem til klokken otte

Hun glor på mig.

Du prioriterer hende over mig selv i dag!

Vi skændes. Dagen efter sidder vi i restauranten, men jeg kan mærke hvordan jeg kigger på uret hen mod otte. Da vi går hjem, siger jeg usikkert, om vi måske kan nå hjem til seancen.

Ikke tale om, Emil. Hvis du vil, må du tage den alene, siger Birgitte og forsvinder ind på badeværelset med et glas vin og en bog.

Da mor ringer, skriver jeg internetproblemer. Hun kommer igen dagen efter og minder om, at vi kan tage det klokken tre, så vi kan nå det.

Karen, vi er glade for din omsorg og gave, men vi kan ikke altid følge dit skema, siger Birgitte i telefonen, da hun har fået nok.

Så I vil ikke? Jeg prøver bare at gøre noget godt! Er jeg virkelig bare til besvær?

Jeg mærker skyld, men også lettelse. Endelig er det sagt højt.

De næste uger foregår i tavshed, men noget har ændret sig. Vi aftaler én fast dag hver anden uge, det er dét. Karen er tydeligt fornærmet, men accepterer modvilligt. Nu tager hun i filmklub på biblioteket og får snakket med andre. Hun ringer mindre, virker gladere.

For Birgitte og mig åbner sig endelig aftener uden skemalagt tvang. Vi kan tale sammen, læse, gøre hvad vi vil og jeg mærker taknemmelighed over, at vi ikke gik helt op i limningen.

Det hele har lært mig, at der er forskel på at ville gøre noget godt og på at tage styringen over andres liv også sine nærmeste. Gaver forpligter, men de må aldrig blive til lån, der skal betales tilbage med ens tid og sind.

Det kan være svært at sige fra især når det gælder dem, vi holder af. Men hvis ikke vi står op for vores egne grænser, gør ingen det for os. Det lærte jeg den november i regnvejret, med stegte løg i køkkenet og lyden af ro for første gang i lang tid. Den frihed den skal man værne om.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

eight − seven =

Aftenens pligt
Hver dag løber han hen til hospitalet, sidder tålmodigt under vinduerne og venter på, at hans ejer skal kalde og vinke – og så tager han den sidste sporvogn hjem igen. Nu kender alle på hospitalet ham – han har gjort det i to år… Sporvognen gled roligt gennem de københavnske aftengader, hjulene klirrede i skinnerne, som om den mumlede over de trætte passagerer. Byen faldt langsomt til ro, trafikken og menneskemylderet døde ud og lagde sig til rette i aftenens stille døs. Trætte Viktor nikkede også hen efter en lang arbejdsdag. Han arbejdede på filmstudiet og var ansvarlig for alle scener med dyr. Dagen var begyndt dårligt: først gik bilen i stykker, så ventetid på et overfyldt værksted, og senere… Under optagelserne stak hundestjernen – den urolige pointer, Tyler – pludselig af, og nu løb hele holdet rundt for at lokke ham tilbage. Dagen gik mod slut. Viktor undgik altid metroen og tog i stedet sporvognen hjem. Tankerne kredsede stadig om jobbet. I to uger havde han ledt forgæves efter den rette firbenede hovedperson til serien, som den berømte danske instruktør krævede. Han havde gennemgået tiere af hunde fra casting-basen, men mesterinstruktøren vragede dem alle. Tiden var knap. Hvor skulle han finde den perfekte stjerne? Ved en station steg en særlig passager roligt ind i vognen. Ubesværet hoppede den op på et forreste sæde og stirrede tænksomt ud ad ruden – en rødbrun terrier med mørke ører, ryg og hale – en ægte dansk skægget hund. Hunden så lidt pjusket ud, men den solide læderhalsbånd og den selvsikre opførsel afslørede: det var ikke en gadekryds, men en rigtig familiehund. Skægget sad urokkeligt, reagerede kun svagt på stoppene – ørerne sitrede let. Viktor betragtede ham nysgerrigt. Han satte sig ved siden af og forsøgte at stifte bekendtskab. – Hej, skal vi være venner? sagde han blidt og rakte hånden frem. Hunden så alvorligt på Viktor, lagde tøvende en blød pote i hans, vendte sig så mod vinduet igen. Viktor nærmede sig chaufføren: – Ved du, hvem denne hund tilhører? Hvorfor kører den altid alene? – Ingen ved, hvis han er – men han har kørt i lang tid, fra hospitalet til endestationen, altid med sidste sporvogn. Tidligere fulgte han en ældre kvinde med rollator, nu tager han turen selv. Han er helt rolig, gør ingen fortræd. Så han må godt køre gratis, sagde chaufføren med et smil. – Forstår. Jeg kan bare godt lide ham – klog og usædvanlig hund, sagde Viktor, og en idé formede sig i hans hoved. Han lod sin stop passere med vilje og steg af sammen med terrieren ved endestationen. Hunden gik målbevidst til en opgang, så på dørtelefonen og satte sig foran døren. Viktor blev stående. Hunden så vagtsomt på den fremmede. Han kendte nemlig alle i opgangen, og denne hørte ikke til. Hvad lavede han her? Ventetiden var kort – en bil holdt foran opgangen. En kvinde hilste venligt på Viktor og låste op. Først gik hunden ind, videre op ad trappen – elevatoren blev ignoreret. På femte sal standsede hunden udenfor en lejlighedsdør og sendte Viktor et undersøgende blik. Da han var tryg ved Viktor, rejste hunden sig på bagbenene og trykkede på ringeklokken med poten. – Du er genial! udbrød Viktor. Hunden gentog bevægelsen, som om den ville sige: “Det kan jeg.” Inde fra lød en sagte stemme: – Er det dig, Patrick? Hundens korte gøen. Døren gik op. En lille, ældre dame med krykker stod overrasket foran Viktor, mens hunden logrede lykkeligt. – Godaften, hilste Viktor. – Og godaften til Dem. Har De fulgt Patrick hjem? Tak, men han plejer selv at kunne finde vejen. Eller er noget galt? spurgte hun uroligt. Viktor introducerede sig og bad om lov til at tale om hunden. Patrick stillede sig imellem dem, lyttede, fulgte opmærksomt med. Viktor, vant til terriere, opførte sig roligt og respektfuldt. Over en kop te fortalte fru Maria om Patrick. Som svag hvalp hentet hjem fra kulden bag garagerne af hendes mand Aleksander. Hans træning skete langsomt, med hjælp fra en ven, som var hundetræner. Patrick voksede op til en klog, trofast og hjælpsom hund, der hentede futteraler, avisen og fjernbetjeningen, og sørgede for små glæder i dagligdagen. Men så blev Aleksander alvorligt syg. Efter lang venten kom han på hospitalet, men lægerne kunne ikke længere hjælpe. Stilhed, tårer i øjnene. Patrick gik til hospitalet i månedsvis. Sad under vinduet og ventede, til ejeren vinkede. Så tog han sidste sporvogn hjem igen – og sådan har han nu gjort i to år. – Jeg kan knapt gå mere selv… Han er mit livs redning… sagde hun lavmælt. Viktor spurgte forsigtigt: – Fru Maria, kunne De tænke Dem, at Patrick blev filmhund – ville det være noget for Dem? – Film? Tror De, han kan? Men I tager ham vel ikke fra mig? spurgte hun bekymret. – Aldrig! Det kommer i kontrakten. Vi henter og bringer ham hver dag. Og De får selvfølgelig honorar, forsikrede Viktor. – Og vi får penge oveni? udbrød hun vantro. – Ja – og ikke så lidt. Honoraret rækker både til mad, medicin og måske endda operation, bekræftede Viktor. Beslutningen blev truffet. Viktor vidste med sikkerhed – selv hvis instruktøren sagde nej, ville han overbevise ham. Nu var det ikke kun job, men to livs skæbner han tog ansvar for. Prøveoptagelsen gik perfekt. Allerede efter første scene fik Patrick hovedrollen som den tidligere herreløse hund, der blev elsket familiemedlem i en velhavende dansk familie. Patrick arbejdede tålmodigt hele året – som om han forstod, at alt afhang af hans indsats. Da serien fik premiere, blev det en triumf. Hunden blev Danmarks store tv-stjerne, takket være sit utrolige væsen og Viktors øje for talent. Efter operationen kom fru Maria sig og kunne nu, stivbenet men glad, gå ture med Patrick i gården. – Du er min forsørger… min redningsmand… hviskede hun til ham. Patrick ophørte med at gå til hospitalet. Ikke fordi han glemte. Han vidste, at ejeren ikke længere fandtes der – men han lever altid i Patricks hjerte. Det første, Viktor og Maria gjorde for honoraret, var at sætte et mindesmærke op for Aleksander i mørk granit med indgraveringen: “Til evig minde fra hustruen og Patrick.” Senere medvirkede Patrick i flere film, deltog i festivaler sammen med Viktor, der blev hans anden nære ven. De sidste år af sit liv tilbragte Patrick elsket og tryg hos Viktors forældre på deres sommerhus i Nordsjælland.