Noter om dyr
Du er sent ude igen… sagde fru Madsen strengt til pigen i døren, som kiggede flovt ned på skoene sine. Hvad er undskyldningen denne gang? Jeg hørte du har hjulpet din bedstemor over vejen, båret en pose for den ældre dame ovenpå, og har været med til at lede efter naboens lille dreng, der var smuttet væk Jeg håber du har en lige så overbevisende grund i dag?
Hun har sikkert hjulpet politiet med at fange en farlig forbryder, grinede Freja Thorsen fra anden række.
Eller slukket brand sammen med brandfolkene! råbte Rasmus Andersen fra bagerste bænk.
Måske hun også…
Nu er det nok med snakken! hævede læreren stemmen. Nu lytter vi alle sammen til Katrine. Nå Katrine, hvad har du så at sige?
Katrine løftede blikket, kiggede på læreren og derefter rundt på klassen med et dybt suk.
Jeg hjalp en hund…
Hvad siger du? Hørte jeg rigtigt? Du hjalp en hund? Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad det kan betyde… Har du nu assisteret ved en hundefødsel?
Nej, fru Madsen.
Katrine, der stadig stod med skoletasken i hænderne, satte den forsigtigt på gulvet.
Det var bare sådan, at jeg mødte en hund på vej i skole. Den gik hen til folk, fordi den var sulten, så… jeg ville bare dele mine madder med den.
At give sin mad til en hund tager da ikke flere minutter, afbrød Freja.
Jeg ved det. Men viceværten jagede mig og hunden ud af parken, da han så, hvad jeg var i gang med, så jeg har været nødt til at gå tilbage til blokken…
Jamen du er da rørende! sagde fru Madsen ironisk, rejste sig fra kateteret og gik over til Katrine. Men at jeg har sagt til dig, at du ikke må komme for sent mere, det har du selvfølgelig glemt? Fint. Giv mig din kontaktbog, så får du en anmærkning og så skriver jeg også til dine forældre, at den hjælpsomme datter i stedet for at gå i skole, render rundt og fodrer gadehunde.
Katrine tog roligt kontaktbogen op af tasken og rakte fru Madsen den, før hun satte kursen mod sin plads.
Da hun passerede Freja, satte Freja benet ud, så Katrine snublede og faldt. Hele klassen brød ud i et latterbrøl.
Læreren kiggede op, men sagde ingenting hun rystede bare på hovedet og skrev videre i bogen, nærmest teatralsk.
Katrine rejste sig og kiggede uforstående på Freja var det virkelig nødvendigt?
Katrine gik hen til hende og hviskede lavmælt: Hvorfor gjorde du det?
Gjorde hvad? Jeg har ikke gjort dig noget! Måske slog du hovedet i faldet, så du forestiller dig ting, Freja talte højt, så alle kunne høre det.
Så vendte hun sig mod fru Madsen: Fru Madsen, nu sidder Katrine og forstyrrer mig igen.
Katrine, sæt dig! Ikke nok med du kommer for sent nu skal du også forstyrre hele timen?
Katrine havde ikke andet valg end at finde sig i det. Det har altid været svært mellem hende og fru Madsen. Og hun var aldrig veninder med Freja heller.
Det undrede hende virkelig, hvorfor Freja altid skulle dreje det over på hende. Altid. Sætte ben for hende det var såmænd ingenting; en gang smed hun også hendes taske ud af vinduet, så den sad fast i et træ. Katrine måtte selv kravle op i frikvarteret, mens nogle fra klassen filmede det på mobilen.
Det endte selvfølgelig med, at hun blev kaldt op til skolelederen bagefter, som i vanlig stil rystede på hovedet.
Katrine, fatter du ikke, at det er farligt at kravle i træer? Hvis nu du var faldet? Hvem tror du, ville stå med ansvaret? Mig, selvfølgelig! Tag dine forældre med i morgen, vi har noget at tale om.
Hendes forældre kom, ikke for at undskylde på hendes vegne, men for at forklare.
De lyttede til skolelederen og fortalte så deres side: at Katrine var blevet presset til det af Freja. Men skolelederen virkede ikke overbevist.
Jeg spurgte Freja, om hun havde kastet tasken ud, og hun sagde nej. Jeg har ingen grund til ikke at tro hende.
Men åbenbart god grund til at mistro vores datter?
I øvrigt klager Freja også tit over, at jeres datter hænger i hælene på hende måske I skulle tage en snak med hende!
Så var den ikke længere. Katrine blev endnu engang gjort til syndebuk. Hun havde næsten vænnet sig til det, selvom det stak engang imellem. For det var som om, Freja kunne slippe afsted med alting snakke i timen, smide tasker ud, og alligevel fik Katrine altid skylden.
Hvorfor er det sådan?
Men samme dag gav skæbnen hende chancen for at slå igen. Ikke hævn men måske… at sætte tingene på plads.
Om en måned skal Odense have børneløb i anledningen af den internationale idrætsdag, og vores skole er blevet inviteret til at deltage! idrætslæreren, hr. Holm, annoncerede ivrigt for klassen, Er der nogen, der har lyst til at løbe?
Løbe? flere kiggede overrasket på hinanden.
Ja vi skal bruge to til løbet på 1,5 km. Vinderen får medalje, diplom og selvfølgelig et 12-tal i idræt. Jeg går da ud fra du deltager, Freja? han blinkede til sin yndling i 7.B, som nikkede med det samme. Super! Så mangler vi bare én mere. Rasmus, vil du ikke løbe din karakter op?
Mig? Nej tak, hr. Holm. Jeg løber kun, når skærmen fryser!
Må jeg ikke prøve? spurgte Katrine stille.
Katrine? han så overrasket ud. Du løber da ikke specielt hurtigt? Var det ikke dig, der fik 7 til løbet sidste gang? Vi skal have de bedste sådan nogle som Freja.
Hvad har hun at gøre i et løb? Freja lo, hun kan jo ikke engang komme til tiden i skole.
Men ingen andre vil jo, sagde Katrine roligt, jeg vil i hvert fald gerne.
Ingen andre meldte sig, så hr. Holm måtte tage hende med.
Du burde ikke have sagt ja, hvæsede Freja efter timerne. Du klarer det aldrig.
Nu ser vi, svarede Katrine.
Hun løb virkelig ikke specielt godt, men nu havde hun noget at bevise. Der var stadig en hel måned.
Da hun gik ud af skolen, stod hunden fra morgenen Fenja og ventede udenfor hegnet. Hvordan havde den fundet skolen? Men så kom hun i tanke om, at hunde jo har en god lugtesans. Så det gav mening.
Fenja fulgte hende hele vejen hjem, og Katrine takkede hende varmt for selskabet.
Hun ville sådan ønske, hun kunne tage Fenja med hjem men det ville hendes forældre aldrig gå med til.
Mor, far… sagde Katrine efter aftensmad. Jeg skal løbe 1,5 km børneløb i næste måned, på International Idrætsdag, sammen med Freja. Er det ikke fedt?
Jeg er stolt af dig! smilede mor. Valgte du det selv?
Ja! Du sagde jo bedstemor engang vandt et maraton Jeg vil også gerne vinde!
Sejt gået, du har modet, sagde far og klappede hende på skulderen. Men det er vel hende Freja, du skal løbe med? Hende, der driller dig hele tiden?
Bare rolig, mor. Hun får ikke lov at tage fusen på mig denne gang. Jeg SKAL vise, jeg kan!
Se, det er min pige! sagde far.
Forresten… jeg fandt en hund på vej til skole i morges…
Nej, intet dyr i lejligheden! svarede begge forældre i kor. Vi har sagt det før!
Ja, det var også hvad jeg forventede, tænkte Katrine og gik mod sit værelse.
*****
Den næste måned trænede Katrine hver dag og hver weekend. Mor lærte hende at varme op, far kom med tips om vejrtrækningen.
Og Fenja, den trofaste gadehund, stod hver eftermiddag og ventede på hende og løb sammen med hende rundt om søen.
Nogle gange løb Fenja pludselig hurtigere, og Katrine måtte virkelig presse sig for at følge med. Da hun fortalte det hjemme, så hendes forældre på hinanden og sagde:
Det er jo hende, der træner dig.
Næste dag købte far et halsbånd til Fenja, så ingen kunne tage hende, og mor begyndte efterhånden at sende lidt kød med Katrine ud. Men Fenja måtte stadig ikke bo indenfor.
Alligevel var Katrine glad for det, de trods alt gjorde for hendes nye ven.
Freja fortsatte med at nedgøre hende:
Er du klar til at gøre dig til grin for hele Odense? Bare vent, du klarer jo ikke engang halvdelen!
Jeg har tænkt mig at vinde, svarede Katrine.
Hvad?! Det tror du ikke selv på!
Så kom den store dag. Stadion var fyldt, ikke bare med forældre, men med folk fra hele byen. Katrine varmede op, da mor kom over.
Tænk nu ikke på at vinde, bare det at gennemføre er sejt.
Jeg VINDER, mor! svarede Katrine fast.
Det er min datter! grinede far.
Kunne bare godt ønske Fenja var her, tænkte Katrine, men forældrene ville ikke lade hende tage hunden med Der ville jo være hår over det hele bagefter.
Hun kiggede rundt men ingen Fenja.
Klar parat løb! råbte starteren.
De styrtede afsted. Freja var straks i front, mens Katrine begyndte som nummer fem. Men snart overhalede hun to piger og en dreng nu var hun nummer to og tættere på Freja.
Freja kiggede sig flere gange nervøst tilbage og forsøgte at øge farten. Men Katrine vidste fra træningen med Fenja, at det handler om at holde ud og vente på det rigtige øjeblik.
Da der kun var lidt tilbage til målstregen, satte Katrine farten op, kom op på siden af Freja så hendes forbavsede ansigt og begyndte at overhale.
Hun havde allerede scenariet i hovedet: medalje, diplom, applaus Men så skete der noget.
Hun mærkede et hårdt skub i siden, benene forsvandt under hende, og hun slog knæet ned i asfalten. Hun hørte Frejas åndedræt bag sig, og så hende storme væk. Folk begyndte at råbe.
Hun havde tabt.
Kom nu, Katrine, gi ikke op! råbte mor. Kom så, skat!
Katrine prøvede, men da hun tog første skridt, skar det op gennem benet.
Men så, helt uventet, dukkede Fenja op hun snusede blidt til Katrines hånd, som for at sige Du kan godt!. Katrine stirrede overrasket på hende.
Hvordan fandt du mig?
Men det var ligemeget Fenja var der, og støttede hende.
Fenja stillede sig lige ved Katrines side, Katrine støttede sig til pelsen, tog et forsigtigt skridt så endnu et. Skridt for skridt gik de to mod målstregen.
Og ved du hvad, hele stadion begyndte at juble. Da Freja passerede målstregen og jublede højlydt, var der ingen, der så på hende. Alle klappede og heppede på Katrine og Fenja, som nærmede sig målgang.
De andre børn, der kunne have overhalet Katrine, valgte at følges med hende i stedet og heppede på hende.
Du er min bedste ven, hviskede Katrine og krammede Fenja.
Da hun nåede målstregen, klappede publikum så højt, at det rungede: Godt gået! Godt gået!
Moren og faren kastede sig om hendes hals, og selv far bøjede sig ned og gav Fenja et venligt klap.
Uanset, så er jeg stolt af dig, Katrine, sagde mor.
Jeg synes faktisk du har vundet mest, sagde far, mens han skulede over på Freja, der stod alene med sin medalje. Skal jeg gå hen og tage en snak med hende?
Nej far… hun har fået det, hun ville. Jeg har Fenja, og det er det vigtigste.
Katrine bøjede sig ned og kyssede Fenja på snuden.
Skal vi ikke tage hjem og fejre dig med en lagkage? spurgte far.
Må jeg ikke sige farvel til Fenja først?
Du skal ikke sige farvel. Fenja skal med os, sagde forældrene, og smilede stort.
Med hjem? Katrine blev målløs.
Ja, hun skal bo hos os. Sådan en ven som hende findes ikke mange steder!
Og der gik det op for Katrine, at det var det største, hun nogensinde havde vundet. Ikke medaljer men en ægte ven.
