Min mor bagte altid boller til os, men inderst inde drømte hun om min mand…
Mikkel, har du ikke lagt mærke til, at min mor kigger lidt mærkeligt på dig på det sidste?
Josefine stod ved komfuret og rørte i havregrøden. Hun sagde det næsten hviskende, som om hun frygtede, at væggene straks skulle bære sladderen videre. Mikkel så op fra sin telefon, overrasket.
Hvad mener du?
Jeg ved ikke I går, da hun var her, så gik hun hele tiden og roste dig. Din skjorte, dit hår, ja selv måden du holdt gaflen på.
Mikkel fnisede og kiggede igen ned på skærmen.
Jose, det er jo bare din mor. Hun prøver bare at være sød mod svigersønnen. Det er sådan noget ældre damer gør.
Jeg har kendt min mor i tredive år Josefine slukkede for kogepladen og vendte sig om. Hun så bekymret ud, næsten bange. Det er lige præcis derfor, jeg spørger.
Mikkel lagde telefonen fra sig, gik over og lagde armene om hendes skuldre.
Du overanalyserer alt. Du har alt for travlt på jobbet for tiden, så du ser spøgelser. Lene er en god kvinde. Hun er bare ensom. Hun mangler opmærksomhed.
Josefine ville protestere, men sov ind til hans bryst. Lukker øjnene. Den samme tanke snurrede stadig rundt: Mor kigger ikke på min mand som en mor på sin svigersøn. Og det skræmte hende.
***
Det hele begyndte egentlig for et halvt år siden men rødderne gik vist dybere. Lene var gået på efterløn som 65-årig, efter at have stået i kassen i 38 år i den lokale Spar. Hendes mand var smuttet for femten år siden til en yngre kvinde, som det nu ofte sker. Så Lene boede alene i en lille toværelses lejlighed i Brøndbyøster, de der gamle boligblokke med afskallede altaner og slidte opgange, der altid lugter svagt af havregrød. Datteren Josefine var hendes øjesten, hendes grund til at stå op om morgenen.
Da Josefine for tre år siden blev gift med Mikkel, var Lene oprigtigt glad. Han var den rare type: arbejdsom, aldrig fuld, kunne fikse ting. Han arbejdede som ingeniør på Arla Mejerier og tjente egentlig fornuftigt. De fandt sammen en lille lejlighed i Valby ikke stor, men hyggelig og pænt indrettet. Lene kom på besøg hver søndag, havde hjemmebagte boller med, hjalp med rengøring, snakkede med Josefine om alt det, mødre og døtre nu snakker om.
Men noget ændrede sig sidste efterår. Lene fyldte 72. Der var ikke mange til fødselsdagen: et par tidligere kolleger fra Spar, Josefine og Mikkel og så naboen Åse. De sad i stuen, drak kaffe og spiste Mazarin-kage fra Føtex. Josefines latter rungede, hendes hår glimtede i lyset, hendes kinder var friske og unge. Mikkel sad ved siden af, bredskuldret og i hvid skjorte, og han så på sin kone med den slags blik, der strammer hjertet på den, der ser til.
Lene rejste sig, gik ud på badeværelset og låste døren. Hun så på sig selv i spejlet. Det rødlige hår sad løst over det rynkede ansigt, poserne hang tungt under øjnene, halsen var løsnet. Hun var blevet gammel. Engang var der mænd, der vendte sig efter hende på gaden. Engang var hun også ung, smuk, eftertragtet.
Hun kørte en hånd over kinden og sukkede. Inde fra stuen kunne hun høre Josefines latter, Mikkels dybe stemme. De passede så godt sammen. Hun selv: tom lejlighed, fjernsyn om aftenen, sjældne telefonopkald fra datteren.
Hun vaskede ansigtet og gik ud igen med røde øjne. Josefine spurgte straks: Er du okay? Lene smilede anstrengt.
Ja, skat. Jeg er bare lidt træt.
Men noget knækkede den dag. Lene begyndte at komme på besøg oftere. Først to gange om ugen, siden tre. Der var altid en grund boller, rengøring, savnet. Josefine sagde aldrig nej. Og Mikkel var altid høflig, tilbød kaffe, spurgte til helbredet.
I starten betragtede Lene bare ham: hvordan han bevægede sig, sagde ting, grinede. Siden begyndte hun at give ham små komplimenter.
Mikkel, du ser godt ud. Er det fitnesscenter?
Han grinede og rystede på hovedet.
Nej, Lene, jeg får motion på arbejdet.
Jeg havde også en bejler engang. Han lignede dig. Også stor og stærk.
Josefine lyttede og syntes, det var lidt akavet, men slog det hen på, at det var en slags efterårskrise hos en ældre kvinde. Moren savnede vel bare fortiden. Intet særligt.
Men det blev værre. Lene begyndte at røre ved Mikkel, tilsyneladende tilfældigt. Hun rettede på hans skjortekrave, børstede støv af skulderen, lagde hånden på hans arm, når hun snakkede med ham. Mikkel stivnede, forvirret det var jo hans svigermor!
En lørdag i marts tog de alle tre ud i Lenes kolonihave nær Hedehusene et skævt lille sommerhus på nogle små hundrede kvadratmeter. Alt skulle gøres forårsklart. Lene og Josefine rodede i drivhuset, Mikkel var i gang med plankeværket.
Det var varmt, han smed skjorten og tog t-shirten på. Lene stod længe i døren til drivhuset og betragtede ham.
Vil du ha’ lidt vand, Mikkel?
Meget gerne. Tak.
Da hun rakte ham flasken, lod hun deres hænder røre, et sekund for længe.
Du er så arbejdsom. Josefine er heldig med dig.
Hendes stemme var blød, næsten hviskende. Mikkel trak sig væk, tog en slurk.
Familie betyder meget for mig.
Familie, ja Men nogen gange… Nogen bliver slidte først, andre har stadig energi. Hvordan holder man sammen på det?
Han så forvirret på hende.
Hvad mener du?
Ikke noget, Mikkel. Bare tanker.
Senere den aften, hjemme igen, spurgte Josefine:
Sagde mor noget mærkeligt til dig?
Nej, hvorfor?
Hun sagde bare til mig, at du er meget flot. At der ikke er mange som dig.
Det var bare en kompliment.
Josefine så alvorligt på ham.
Jeg tror, hun har krise eller noget. Har du hørt om de der mødre, der er jaloux på deres døtre?
Det lyder sindssygt. Din mor elsker dig. Hun kan ikke være jaloux.
Måske. Hun er jo alene nu, bange for at blive glemt. Og jeg jeg har dig… Måske er det misundelse.
Mikkel krammede hende.
Du skal ikke bekymre dig.
Men han var heller ikke helt rolig længere.
***
Maj kom tid til Store Bededag, og familien samledes som altid. Lene dukkede op med kartoffelsalat og en flaske Gammel Dansk. Hun var mere pyntet end sædvanligt, i kjole med lidt for dyb udskæring, læbestift og store øreringe. Josefine måbede.
Mor, hvorfor har du pyntet dig sådan?
Må man ikke gøre lidt ud af sig selv til fest?
De satte sig til bords. Mikkel holdt en skål for fællesskab og for foråret. De drak. Så bad Lene om ordet.
Jeg vil bare sige, hun så ikke væk fra Mikkel at jeg er så taknemmelig for, at vi har sådan en mand i familien. En rigtig mand.
Josefine smilede svagt.
Ja, vi er heldige.
Virkelig. I skal passe på hinanden. Livet er langt og ofte kan kærlighed sent i livet være stærkere end den første.
Der blev stille. Mikkel stirrede ned i tallerkenen. Josefine rynkede brynene.
Hvad mener du, mor?
At man må værdsætte det, man har, før det er væk.
Resten af aftenen var akavet. Lene gik tidligt med hovedpine. Da døren lukkede, sukkede Josefine.
Hvad sker der for hende?
Mikkel var helt stum. Psykologisk drama midt i lejligheden han vidste ikke, hvad han skulle stille op.
En uge senere skulle Josefine til konference i Aarhus med jobbet. Tre dage væk. Første aften ringede Lene.
Er du alene hjemme, Mikkel?
Ja, hvorfor?
Jeg har problemer med vandhanen. Du er jo så ferm. Må jeg kigge forbi?
Det føltes mærkeligt, men han kunne ikke sige nej.
Selvfølgelig.
Lene dukkede op en time senere, med et forklæde og vin under armen.
Så kan vi tage et glas for gammelt venskab.
Mikkel var lidt på vagt, men åbnede flasken. Lene satte sig tæt på ham i køkkenet.
Mikkel, jeg vil fortælle dig noget.
Okay?
Jeg er 72 år. Men jeg føler mig ikke gammel. Indeni er jeg den samme som dengang jeg var 20. Den samme Lene, der ville elskes og elske tilbage.
Mikkel tog en tår og satte glasset fra sig.
Jeg ved ikke helt, hvor det her bærer hen.
Det lyder mærkeligt. Men jeg kan ikke lyve længere. Jeg ser på dig og tænker, at du er den slags mand, jeg gerne ville have haft.
Han frøs. Kunne ikke tro sine egne ører.
Det mener du ikke, Lene. Du er min svigermor!
Jeg ved det. Men jeg er så misundelig på Josefine. Hun har dig. Er så lykkelig. Jeg… jeg er bange for at dø alene.
Hun lagde hånden på hans skulder. Mikkel trak sig væk.
Det går ikke, Lene. Stop nu.
Kun fordi jeg er gammel? Hvis jeg var yngre, ville du så overveje det?
Nej! Jeg elsker Josefine! Desuden du er hendes mor! Det her er forkert.
Hun begyndte at græde. Skuldrene rystede. Mikkel stod bare splittet mellem medlidenhed, vrede og afsky.
Vær sød at gå, Lene. Og kom ikke sådan igen.
Hun så op, øjnene røde.
Hvad hvis jeg fortæller Josefine, at du lagde an på mig?
Det ville du ikke.
Hvorfor ikke? Jeg har intet at miste. Og du du har familie, job, hele dit ry. Skandaler smitter, selv hvis de ikke er sande.
Han kendte hende nærmest ikke længere. Hvor var den rare svigermor, der bagte og vaskede gulv?
Lene, hvorfor det her? Selv hvis jeg ikke var sammen med Josefine, ville vi aldrig kunne være sammen.
Hun tørrede næsen, rettede på håret.
Du har ret. Jeg er nok sindssyg. Det er rædsomt at blive gammel. At vågne og opdage, at livet er løbet fra én. At alt, der er tilbage, er minder og de efterlader kun smagen af andres historier fra fjernsynet.
Hun greb tasken og gik mod døren.
Jeg kommer ikke mere, Mikkel. Men du skal vide, jeg fortalte sandheden. Misundelsen gør ondt.
Døren smækkede. Mikkel blev siddende med et glas vin og rystende hænder.
Næste dag ringede Josefine.
Hej skat, savner du mig?
Meget. Hvornår kommer du hjem?
I overmorgen. Har mor ringet?
Nej, hvorfor?
Hun sagde bare, hun føler sig sløj, og at du burde kigge forbi. Det er lidt uhyggeligt hun er jo alene.
Mikkel lukkede øjnene. En fælde? Lene spandt sit net, og han var i det.
Okay. Jeg kigger forbi i aften.
Tak, søde. Jeg elsker dig.
Jeg elsker også dig.
Han lagde røret på. Han måtte træffe et valg: Fortælle Josefine sandheden og knuse hendes forhold til moren eller tie og lade Lene fortsætte spillet. Der var ikke nogen god løsning.
Hjemme hos Lene den aften ventede hun bag døren i sin blå morgenkåbe, bleg og uden makeup.
Kom ind.
Han blev stående i entreen.
Lene, jeg er kun lige kommet forbi for at sige hej. Josefine bad mig.
Vil du have en kop te?
Nej, jeg skal hjem.
Hun stod tættere på.
Har du fortalt hende noget?
Nej.
Hvorfor?
Fordi det ville ødelægge alt for hende. Hun elsker dig.
Lene så ned.
Jeg elsker hende også. Men kærlighed kan skade. Måske er jeg bare egoistisk.
Du har brug for hjælp, Lene. En psykolog. Venner. Et eller andet bare ikke det her.
Lene så på ham. Der var så meget sorg i hendes øjne, at Mikkel pludselig fik ondt af hende. En ensom, bange, gammel dame, der prøvede at holde fast i livet gennem en andens ungdom.
Du går nu, Mikkel. Så er jeg alene igen. Som altid.
Ring til Josefine, og vær ærlig med hende.
Hvad skal jeg sige? At jeg ville stjæle hendes mand? At jeg er bange for at være alene?
Sig, du er bange. Bed om hjælp.
Pause. Lene nikkede så.
Tak. Farvel.
Han gik ud, ned ad trappen. På vej ned tastede han Josefines nummer.
Hej, jeg har været hos din mor.
Hvordan går det så?
Josefine, vi skal snakke sammen, når du kommer hjem.
Om hvad?
Om din mor.
Pause.
Okay. Vi tager den, når jeg kommer hjem.
Mikkel så op. Der var lys i vinduet på fjerde sal. Lene stod bag ruden og så ned. De mødtes med blikkene et øjeblik, så forsvandt hun ud i mørket.
***
Josefine kom hjem med toget fredag aften. Mikkel bød hende velkommen med blomster. Senere sad de i køkkenet. Josefine så afventende på ham.
Så, fortæl.
Han fortalte alt de mange små kommentarer og håndspålæggelser, middagen og Lenes indrømmelser. Josefines ansigt blev blegt, da han var færdig. Hun gik hen til vinduet, stod længe.
Jeg vidste det, sagde hun stille. Jeg kunne bare ikke tro på det.
Undskyld.
Der er ikke noget at undskylde. Du gjorde ikke noget forkert.
Jeg skulle have fortalt dig det før.
Josefine krammede ham.
Det er ikke dig, der har svigtet mig. Det er mig, der ikke så, hvad der skete for mor.
Hvad nu?
Jeg må tale med hende.
Men næste dag var Lene væk. Josefine kunne ikke få fat i hende. Lejligheden var tom, og på bordet lå en seddel: Er taget ud til Sanne i Sorø. Tilgiv mig. Mor.
Tiden gik. To uger blev til fire. Lene ringede endelig slidt på stemmen.
Josefine, det er mig.
Mor! Hvor er du?
Hos Sanne i Sorø. Her er roligt.
Kommer du hjem?
Jeg ved det ikke. Måske aldrig. Her er mindre larm.
Vi skal snakke, mor.
Lene brød sammen i røret.
Undskyld, Josefine. Jeg er så flov. Men jeg elsker dig.
Josefine græd.
Kom hjem, mor. Vi skal nok finde en løsning. Du er ikke alene.
Måske er jeg født til at være alene. Farvel, skat.
Bip. Lene lagde på. Josefine sad tilbage og græd i Mikkels arme.
Efterhånden begyndte Lene at ringe en gang om måneden. Josefine tog på besøg. De drak te, snakkede om høst og vejr. Fortiden blev ikke nævnt.
En aften derhjemme vendte Josefine sig mod Mikkel i sofaen.
Tror du, jeg bærer skylden? Jeg var jo hendes eneste, og nu har jeg dig, arbejdet
Det er ikke din skyld. Du må også være lykkelig.
Jeg har kun én mor, Mikkel. Jeg kan ikke kassere hende.
Og det skal du heller ikke. Vi hjælper hende men på vores måde.
Josefine lænede sig ind til ham.
Tror du, hun får det godt igen?
Mikkel sagde ikke noget. Hvad skulle han sige? Måske blev Lene i Sorø resten af livet. Måske ikke. Måske var båndet for evigt forvredet eller bevaret af trådene af noget, der knap kunne holde.
Han kyssede hende i håret.
Vi klarer det. Sammen.
Udenfor lagde efterårsmørket sig over byen. De sad tæt, to der havde overlevet en storm. Men et sted ude på landet, sad Lene i et lille hus og så på stjernerne. Livet gik videre for hende også, omend gråere og mere stille.
Hun lavede en kop te, satte sig og så på et gammelt foto: sig selv i brudekjole med eksmanden, der nu var død. Hun smilede trist engang havde hun også det hele.
Hun lagde billedet væk, pakkede sig ind i dynen. Begyndte at forstå, at nogle sår aldrig heler rigtigt. Kaffen blev drukket, vinteren kom. Livet gled langsomt videre.
På Amager gik Josefine og Mikkel også ind i vinteren. Nætterne var lange. Josefine tænkte tit på, om hun selv ville ende som sin mor. Men Mikkel holdt om hende.
Hvis jeg nogensinde bliver som hende så hjælper du mig, ikke?
Han grinede.
Selvfølgelig. Jeg slipper dig aldrig.
Hun smilede svagt. Halvt år senere kom foråret. Et forår, hvor Josefine en morgen stod med en positiv test.
Jeg er gravid.
Mikkel stivnede og grinede så.
Virkelig?
Rigtigt, to streger!
Han løftede hende rundt.
Rolig nu, din tosse!
Jeg er bare så glad.
Josefine så alvorlig ud.
Hvad med mor?
Du fortæller det, når du er klar.
Josefine ringede.
Mor, jeg er gravid. Du skal være mormor.
Lene var stille i lang tid.
Jeg er glad, Josefine. Kæmpe tillykke.
Kommer du til byen?
Jeg ved ikke, om jeg kan.
Vi starter forfra, mor. Jeg tilgiver dig.
Lene græd. Jeg prøver, Josefine. Jeg kommer.
Ugen efter stod Lene forsigtigt i døren med hjemmebagte boller. Stemningen var formel, men tålelig. Da hun skulle gå, spurgte Josefine:
Kommer du igen?
Det vil jeg gerne, hvis I vil have mig.
Mikkel nikkede, stift. Lene så på ham:
Mikkel Undskyld. Du behøver ikke tilgive mig, men jeg beder om det alligevel.
Mikkel talte lavt:
Jeg har tilgivet dig. Men jeg har ikke glemt.
Hun smilede taknemmeligt. Gik ud.
Josefine sagde:
Kommer det på plads, tror du?
Mikkel lagde hånden på hendes mave.
Det ved jeg ikke. Men vi gør forsøget.
Og det er jo alt, man kan gøre. Prøve. Tilgive men ikke glemme. Bære minderne, men ikke lade dem styre resten af livet. Livet fortsætter. Rigtigt. Besværligt. Mig-mig, men også med plads til den, der har brug for det.
Det var ikke som før, men det var nok.
Lene, på vej hjem med en pose boller til sig selv i bussen, så ud over København. Alt gled videre. Også hun.
