Buketten i vasen
Mikkel, er du sikker på, at dine forældre kommer i dag? Kan du ikke lige ringe og minde dem om tidspunktet?
Jeg stod foran spejlet i entreen og satte min ørering fast. Mine hænder rystede en smule. Jeg ville aldrig indrømme det, men det var sandt. Tredive år. Rundt tal. Jeg ville bare gerne have, at alt gik godt. Uden optrin eller anspændte blikke uden den følelse af, at jeg konstant gjorde noget forkert.
Mikkel kom ud af køkkenet med en kop kaffe i hånden. Han var toogtredive og havde aldrig haft svært ved at multitaske: Han kunne både drikke kaffe, svare på noget på sin telefon og samtidig følge med i, hvad jeg sagde. I hvert fald troede han selv på det.
Jeg ringer, jeg ringer. Du skal ikke stresse.
Jeg stresser ikke. Jeg spørger bare.
Nanna, de kommer. Mor sagde tre.
Men klokken er kun halv et. Jeg skal dække bordet, gøre tærten færdig, nå at klæde om.
Han lagde for én gangs skyld telefonen væk og så rigtigt på mig.
Du ser allerede godt ud.
Mikkel.
Hvad?
Lad nu være med at blive distraheret. Ring nu.
Han smilede, stillede koppen på hylden og fandt nummeret frem. Jeg gik ud i køkkenet jeg ville ikke høre samtalen. Ikke fordi det var ligegyldigt, tværtimod. Jeg kendte efter tre år næsten hver tonefald, min svigermor brugte i telefonen hvor længe hun holdt pause før hun svarede, eller hvad hun undlod at sige. Jeg kunne det hele nu.
Det var aldrig rigtige konflikter mellem hende og mig. Ikke nogen højlydte diskussioner. Nej, det var meget finere: Høflige smil, der aldrig nåede øjnene. Spørgsmål, der mest lød som tests. Og så denne følelse, at jeg ikke helt levede op til hendes forestilling om, hvordan en svigerdatter skulle være.
Hun hed Kirsten Jensen. Hun var enogtres, bogholder i et entreprenørfirma, rank og veltalende. Hun råbte aldrig. Måske netop det gjorde det svært. Man kan diskutere med nogen, der råber, men en der er rolig, saglig så bliver man bare selv afmægtig.
Min svigerfar, Henning, var anderledes. Fireogtres, tidligere ingeniør, fodboldfan og vild med frikadeller. Ham kunne jeg faktisk godt lide. Han var nem, på den gode måde. Han kunne bare sige: Nanna, den her suppe smager godt! eller Mikkel, hør nu efter din kone! Han analyserede ikke alting. Han var, som han var.
Mikkel kom tilbage i køkkenet.
Nå?
De kommer klokken tre. Alt er fint.
Og det var det?
Det var det.
Jeg stod lidt og flyttede rundt på den grønne salat.
Hun spurgte ikke om noget? Om gaven eller sådan noget?
Nanna, du spekulerer for meget.
Jeg gør ikke. Jeg syntes bare, det var passende, hvis de havde blomst med. For høflighedens skyld.
De har da garanteret blomster med, Nanna.
Hvordan ved du det?
Fordi de er helt almindelige mennesker.
Jeg svarede ikke. Jeg tog min kniv og gik i gang med at skære tomater. Lige, omhyggeligt, uden hast. Det hjalp mig.
Morgenen havde ellers været god. Det må jeg indrømme. Mikkel havde vækket mig klokken otte ret usædvanligt, for han sov altid til ti i weekenden. Jeg vågnede og så ham stå ved sengen med en lille æske. Han så så voksen ud og alligevel lidt sødt skrøbelig. En voksen mand i slidt T-shirt, håret strittende, æsken i hånden.
Tillykke med fødselsdagen, Nanna.
Jeg satte mig op.
Er du allerede vågen?
Jeg stod op med vilje.
Hvorfor?
For dig. Naturligvis.
I æsken lå en ring. Ikke noget særligt, ingen diamanter eller inskription bare en fin sølvring med en lille blå sten. Akvamarin, måske. Jeg kan ikke sten, men den var smuk. Og jeg kunne se på ringen, at han selv havde valgt den. Præcis den type, jeg ville have valgt.
Mikkel…
Du skal ikke græde, love.
Jeg græder ikke.
Godt.
Jeg prøvede ringen på. Den sad perfekt på højre hånds langefinger, som om den var lavet til den.
Hvordan fandt du størrelsen?
Tog en af dine gamle ringe fra kommoden.
Spion.
Efterretningstjeneste.
Jeg grinede og trak ham ned til mig. Vi lå en halv time og talte om ligegyldige ting: Om vi skulle skifte gardinerne i soveværelset, og at nabokatten igen havde været larmende i nat. Det var faktisk en god morgen. Sådan én, man vil gemme.
Han gik ud for at lave morgenmad, mens jeg betragtede ringen. Jeg tænkte, at tredive ikke var uoverskueligt. Bare et tal. Jeg har jo det hele: En god mand, vores egen lejlighed, et ordentligt arbejde. I dag skal det nok blive godt.
Men jeg anede selvfølgelig ikke, hvad der ventede.
Morgenmaden var enkel og virkelig god. Røræg med tomat, toast med smør, kaffe. Han havde sat en lille vase med tre gule tulipaner midt på bordet. De var fra kiosken ved metroen jeg så dem tit, men nu stod de midt i min stue, og det var hyggeligt.
Gæsterne kommer klokken tre, sagde han og smurte toasten. Vi har stadig tre timer for os selv.
Jeg mangler stadig tærten.
Så har vi to timer.
Og dække bord.
Okay, én time.
Mikkel.
Hvad nu?
Hjælp mig hellere lidt.
Han gjorde det faktisk skal han have. Støvede af i stuen mens jeg var i gang i køkkenet. Han fandt ekstra stole og fandt den dug, vi fik til brylluppet, men aldrig har brugt, fordi den er for fin.
Skal vi ikke bruge den i dag? foreslog jeg.
Det er jo en fest.
Netop.
Dugen var cremefarvet, med små broderede blomster langs kanten. Den havde ligget i skabet i sin plasticpose, helt ny. Jeg glattede den ud og tænkte, at det var rigtigt at vente til netop i dag.
Tærten lavede jeg selv. Æbletærte simpelt, men den blev altid god. Æblerne var fra min mors have på Fyn, de havde ligget i kælderen siden efteråret. Jeg rev dem, tilføjede kanel, hældte dejen over, og ovnen summede behageligt, så hele køkkenet duftede hjemligt.
Nanna, du skal ikke være nervøs for mine forældre, sagde Mikkel og slog sig ned med en kop kaffe.
Jeg ved det.
Du siger altid, du ved det, men så snart de er her, bliver du anspændt.
Som om jeg venter det værste?
Lige præcis.
Jeg rørte rundt i dejen og kiggede ud ad vinduet.
Kan du huske sidste jul?
Ja?
Da din mor sagde, at der var for lidt salt i kartoffelsalaten?
Nanna, det var bare om salt.
Det ved jeg. Men det er hver gang noget: Salt, gardiner, eller at jeg har taget for meget eller for lidt på.
Han sagde ikke noget.
Hun gør det ikke for at være ond, sagde han til sidst.
Det tror jeg heller ikke. Men det hjælper ikke.
Han rejste sig, lagde armene om mig bagfra.
Det skal nok gå godt i dag. Det lover jeg.
Jeg lænede mig mod ham et øjeblik. Jeg troede på ham. Eller lod som om. Nogle gange er det det samme.
Klokken halv to gik jeg ind for at klæde om. Jeg havde en kjole, købt særligt til lejligheden. Mørkeblå, simpel, men smuk. Ikke prangende, men værdig. Jeg tog den på, lukkede lynlåsen, kiggede mig i spejlet.
Udmærket.
Jeg lagde lidt makeup, ikke meget. Næsten usynlig, lidt rosa læbestift. Parfumen var en gave fra min veninde, Sofie, den hed Sommerhave og duftede friskt og blødt.
Mikkel så mig og fløjtede næsten.
Wow.
Hvad?
Du ser godt ud.
Tak.
Blå klæder dig.
Det siger du altid.
Det passer jo.
Jeg smilede og gik for at tjekke tærten. Den var smuk og gylden, duftede af kanel og æbler. Jeg tog den ud, ordnede dugen, lagde service på plads.
Alt så virkelig fint ud. Jeg lagde energi i det. Salater, kartoffelbåde med kylling, syltede agurker fra sidste års glas. Brød i kurv, glas og den bedste vin, vi havde råd til.
Det er virkelig flot, sagde Mikkel.
Jeg håber det.
Du er god til at skabe fest.
Det er jeg, sagde jeg uden omsvøb.
Klokken tre ringede det præcist på døren. Kirsten Jensen var altid punktlig. Det respekterede jeg på min egen måde.
Mikkel gik ud og lukkede dem ind. Jeg tog en dyb indånding og fulgte efter.
Kirsten var iført mørkerød jakke og pæne bukser, stilfuld og lidt formel. Henning havde grå sweater på og gav mig straks et stort knus.
Tillykke med dagen, Nanna! Tredive år, det er da stort!
Tak, Henning.
Du kan bare kalde mig Henning.
Kirsten ventede, til Henning gav slip. Hun kyssede mig let på kinden uden at få læbestift på min hud.
Tillykke med fødselsdagen, Nanna. Tredive år, det er smukt.
Tak, Kirsten. Bare kom ind jeg har dækket op.
De gik ind i stuen. Henning udbrød straks:
Sikke et bord! Du er heldig, Mikkel!
Jeg ved det, svarede Mikkel.
Kirsten betragtede bordet, ikke kritisk, bare observerende.
Meget fint, Nanna. Dugen er smuk.
Det er bryllupsdugen.
Nå sådan. I har endelig taget den frem.
Det er jo en særlig dag.
Vi satte os. Mikkel skænkede vin. Henning gned hænderne sammen.
Så lad os skåle for fødselaren!
Vi skålede. Jeg mærkede, noget spændte i mig slap en smule. Måske blev det faktisk okay.
Nanna, hvordan går det på arbejdet? spurgte Henning, mens han tog lidt salat.
Fint. Vi afsluttede et stort projekt i sidste uge, så der er lidt ro nu.
Hvilket projekt?
Vi laver indretning til et center, en butiksgade.
Flot. Så er det dig, der bestemmer, hvordan det skal se ud?
Vi er et team, men ja.
Dygtigt, sagde Henning med varme. Det er meget kreativt. Ikke alle kan sådan noget.
Kirsten spiste pænt og lyttede. Så sagde hun:
Har du tænkt på noget tættere på hjemmet? Du har jo langt på arbejde.
Det går. Jeg kan godt lide mit job.
Jeg forstår. Jeg spørger bare.
Men alt er fint, Kirsten.
Kort pause. Henning talte videre om tv og naboernes vandskade, om den nye park i byen og hvordan det var blevet hyggeligt der.
Efter omkring en halv time sagde Kirsten, helt roligt:
Vi har ingen gave med i dag. Vi tænkte på at give penge, men blev ikke helt enige, så vi gør det senere. Du siger bare til, hvad du mangler.
Jeg løftede blikket.
Først mærkede jeg ikke vrede eller sorg bare overraskelse. Det var MIN fødselsdag. Tredive. De kom til mit hjem, spiste min mad, drak vores vin. Og sagde “ingen gave”, som om det var det mest selvfølgelige.
Okay, sagde jeg.
Bare sig til, hvad du ønsker, så ordner vi det.
Tak, Kirsten.
Det var bare ikke det rigtige tidspunkt i dag.
Jeg nikkede og tog en slurk vin. Kiggede lidt forbi alles blikke.
Mikkel så på mig. Jeg mærkede hans øjne, men vendte mig ikke.
Henning, der var ved at bide af sit rundstykke, gik først langsomt op for, hvad der foregik. Så blev han stille, kiggede på sin kone på mig.
Nå, sagde han så. Skal vi tage lidt mere kylling?
Ingen svarede.
Kirsten tog mere salat, med rolig hånd. Uden et øjebliks forlegenhed. Og det var netop det værste: Hvis hun bare havde set skyldig ud, havde det været lettere. Men hun gjorde det ikke.
Kirsten, sagde jeg. Min stemme var mærkeligt rolig.
Ja, Nanna?
Vidste I på forhånd, at I ikke havde gave med?
Lille pause.
Ja, vi snakkede om det. Vi ville hellere være sikre på, du fik noget, du kunne bruge.
Så I vidste det.
Nanna, det er da ikke nogen katastrofe. Vi giver den senere.
Det er ikke katastrofalt. Jeg lagde gaflen. Bare mærkeligt, I ikke sagde det på forhånd, så havde jeg ikke gået og håbet.
Håbede du?
Pause.
Kirsten, sagde jeg. Der var små dirrende tråde indeni nu. Jeg har glædet mig et helt år til i dag. Jeg har gjort mig umage for, at det skulle blive hyggeligt. Gaver handler ikke om penge, men om at nogen har tænkt på en. Bare en buket blomster.
Nanna, men du er jo en voksen kvinde, sagde hun stille. Som om det var løsningen på alt.
Og netop de ord “voksen kvinde” gjorde ondt.
Ja, sagde jeg. Det er jeg. Tillykke til mig.
Jeg rejste mig, tog tallerkener under armen, gik ud i køkkenet. Ikke for at flygte. Bare for at trække vejret. Jeg stod ved vasken og kiggede ud på børnene, der cyklede frem og tilbage i gården. Grå himmel, men ingen regn.
Nanna.
Mikkel kom ud i køkkenet, lukkede døren.
Nanna, hvordan har du det?
Jeg har det fint.
Nej.
Mikkel, gå ind til gæsterne.
Nanna…
Jeg vendte mig om.
Jeg ønsker ikke en scene på min egen fødselsdag. Gå nu ind, jeg kommer om lidt. Så er alt godt.
Hun var ikke okay i det, hun sagde.
Jeg ved det.
Nej, jeg mener det. Hun kunne i det mindste have sagt undskyld.
Mikkel. Gå ind. Tak.
Han så på mig nogle sekunder. Så gik han. Jeg hørte ham åbne døren ind til stuen.
Pludselig var hans stemme tydeligere end ventet, dæmpet, men bestemt:
Mor, jeg vil sige noget.
Jeg stivnede.
Hvad nu, Mikkel? Hennings stemme.
Far, vent. Mor, det der var ikke okay. Det du sagde til Nanna.
Hvad sagde jeg da? Kirsten var rolig.
At I var kommet uden gave, og så lige på hendes fødselsdag ved bordet. Det var ikke fair.
Vi forklarede, vi giver noget næste gang.
Mor, det handler ikke om gaven. Det handler om, hvordan du sagde det. Og at du bagefter sagde voksen kvinde, da hun forsøgte at forklare, hvorfor hun blev ked af det. Hun må gerne være ked af det.
Pause.
Skal du nu beskytte din kone mod din mor?
Det handler ikke om mod eller for. Det handler om, at hun har ret. Det burde du kunne forstå.
Jeg stod stille. Jeg havde egentlig ikke villet overhøre det. Jeg skulle bare have vand, gøre som om jeg intet havde hørt. Men jeg kunne ikke røre mig.
Hører du det, Henning? Kirsten.
Ja, og jeg må indrømme, jeg havde også tænkt, vi kunne have taget nogle blomster med, sagde Henning.
Altså!
Ja, Kirsten. Tredive år, hun fortjener noget. Jeg troede faktisk, du havde styr på det.
Jeg åndede tungt ud. Hældte et glas vand op. Rettede på håret. Gik ud i stuen.
Da jeg kom ind, blev der stille. Jeg satte mig.
Skal I have tærte? spurgte jeg.
Nanna, sagde Kirsten.
Kirsten, det er fint. Jeg har ikke lyst til at bruge min fødselsdag på at skændes. Jeg henter tærte.
Jeg skar tærten ud og fordelte stykker på tallerkener. Skænkede te.
Henning smagte i tavshed. Den er god, Nanna. Du er så dygtig.
Tak.
Kirsten drak sin te i små slurke. Sagde ikke meget. Mikkel så skiftevis på mig og sin mor. Han virkede fortabt.
Vi sad sådan tyve minutter. Samtalen ville ikke rigtigt begynde igen. Ikke fordi vi var vrede, men fordi der bare lå noget tungt i luften, ingen kunne fjerne.
På et tidspunkt rejste Kirsten sig og takkede for mad.
Vi må nok hjemad. Det bliver mørkt.
Som I vil, sagde jeg.
Tak for i dag. Alt smagte dejligt.
Selv tak.
Henning strakte ryggen. Mikkel, følg os ned.
Jeg blev siddende. Jeg kunne høre dem tage overtøjet på. Henning hviskede noget, Kirsten svarede lavt, døren lukkede.
Nu var der stille.
Jeg blev siddende ved bordet med et halvt tærtestykke og så på dugen. De små broderede blomster.
Mikkel kom ind igen, satte sig over for mig, gnubbede sig i ansigtet.
De er taget hjem.
Jeg hørte det.
Stilhed.
Nanna.
Lad være.
Lad være med hvad?
Forklar eller undskyld ikke på nogens vegne. Ikke hende, ikke dig selv. Bare vær stille lidt.
Han var stille.
Udenfor kørte en bil forbi. Et vindue blev smækket. Køleskabet brummede sagte.
Jeg er ked af det, sagde jeg til sidst. Ikke over gaven, kan du forstå? Det handler ikke om gaven.
Jeg forstår.
Hun kunne bare… jeg ved ikke, sagt undskyld, eller bare sagt ingenting. Det der med voksen kvinde det ramte.
Mikkel nikkede.
Jeg siger det til hende senere.
Du behøver ikke.
Nanna, det gør jeg.
Men ikke nu. Når jeg selv er klar til at tale om det.
Han betragtede mig, gik rundt om bordet og satte sig ved siden af.
Jeg ville bare have, du fik en god fødselsdag.
Det fik jeg. Der var mange gode ting. Morgenen var dejlig.
Og ringen?
Ja. Jeg kiggede på hånden. Ringen er god.
Og din tærte.
Jeg bager altid gode tærter.
Han tog min hånd.
Hør, jeg har en idé.
Hvilken?
Skal vi ikke gå ud herfra? Ned på Café Akvarel eller måske bare en aftentur?
Mikkel, jeg har jo kjole på.
Så går du i din flotte kjole i en fin bar. Det passer fint.
Jeg tænkte efter.
Vi skal rydde op.
Det klarer vi i morgen.
Man må ikke lade det stå natten over.
Nanna, det gør intet. Tallerkenerne løber ingen vegne.
Kyllingefedtet bliver hårdt.
Det sætter jeg i køleskabet. Resten må vente.
Han så på mig, og for første gang hele dagen føltes alting lidt lettere.
Okay, sagde jeg. Vi går.
Han satte kyllingen i køleskabet. Jeg tog frakken på, fandt tasken og så mig hurtigt i spejlet. Makeuppen var lidt slidt, men jeg rettede det hurtigt ud med fingeren.
Klar?
Klar.
Vi tog elevatoren. Den lugtede kommunalt som altid. Jeg kiggede på knapperne og lod tankerne flyde.
Udenfor var det køligt men ikke koldt. En forårsduft af jord og spirende grønt. Gadelamperne lyste, men det var ikke mørkt endnu.
Det er rart udenfor, sagde jeg.
Ja.
Han tog mig under armen. Jeg lod ham.
Baren Akvarel lå på nabogaden, i en halv kælder, dæmpet lys og rolig musik. Vi havde været der én gang før, og jeg kunne virkelig lide stemningen: Bordene var langt fra hinanden, ingen larm.
Det var ikke overfyldt trods fredag. Vi satte os i hjørnet og fik menuen.
Hvad vil du have? spurgte Mikkel.
Rødvin.
Og andet?
Ostetallerken, hvis de har.
Han bestilte. Jeg tog frakken af og lod mig synke lidt ned. Blid jazz i højtaleren, en ældre dame og herre læste bøger ovre ved vinduet jeg frydede mig over det. At sidde med bøger i en bar.
Mikkel, sagde jeg.
Ja?
Det var rigtigt, du sagde noget til din mor.
Han kiggede op.
Du hørte det?
Det gjorde jeg. Undskyld, ikke med vilje.
Du behøver ikke undskylde.
Men det var vigtigt. For mig.
Han nikkede.
Jeg ved, du ikke bryder dig om, når jeg blander mig.
Ikke under alle omstændigheder. Men i dag var det nødvendigt.
Hun er sikkert sur nu.
Det må hun være. Jeg er det også.
Det har vi ret til.
Osten og vinen kom. Jeg smagte. Godt valgt.
Jeg er heller ikke helt uduelig.
Hvordan valgte du vin?
Jeg sagde bare “rød”.
Jeg grinede. Ikke fordi det var specielt sjovt, bare fordi det lettede trykket lidt.
Mikkel? Må jeg spørge dig om noget? Ærligt.
Ja.
Forstår du virkelig, hvorfor jeg har svært ved at være sammen med din mor?
Han tænkte sig om.
Jeg forstår det nok delvist. Men nok ikke helt.
Det tror jeg er ærligt. Hun er din mor. Du ser hende anderledes. Der er ting, jeg bemærker, du ikke gør fordi det bare altid har været sådan.
Præcis.
Hun er ikke et ondt menneske. Jeg er bare anderledes. Min mad er anderledes, mine gardiner, mit job. Det gør hende usikker.
Du er god.
Jeg ved det. Jeg smilede. Men jeg er bare ikke, som hun selv ville have været.
Hun vænner sig nok til det.
Det troede jeg også. Der er gået tre år nu.
Nanna.
Ja?
Jeg er på din side. Du ved det, ikke?
Jeg kiggede på ham. Virkelig.
Jeg ved det. Og i dag viste du det. Det betyder meget.
Vi tav lidt. Jazzen gled videre. Parret i hjørnet tøffede hjemad med deres bøger.
Fortæl mig noget godt, sagde jeg.
Hvad?
Noget sjovt. Bare et eller andet.
Han tænkte:
I dag på arbejdet kom Lars til at mase en mønt ind i printeren.
Hvorfor?!
Ingen aner det. Han sagde, det var ved et uheld. Vi tror ham ikke.
Jeg grinede.
Voksen mand.
Femogtredive år. Civilingeniør. Og mønter i printere.
Vi har vel alle vores ting.
Vi blev hængende halvanden time. Drak op. Tog mineralvand bagefter. Snakkede løst om sommerferien og nabokatten, der stadig larmede.
Langsomt lagde roen sig. Vreden var der stadig jeg ville kunne mærke de ord, voksen kvinde, i lang tid. Men nu var dette bare baren, vin, min mand og mig, og det liv, jeg havde bygget.
Skal vi gå? spurgte Mikkel.
Ja.
Det var blevet mørkt. Jeg tog hans arm.
Derhjemme var alt, som vi forlod det. Tærte under viskestykke, dugen med blomster. Glas og tallerkener.
Vi klarer det i morgen, sagde jeg og sparkede skoene af.
I morgen.
Jeg gik ind på værelset, tændte lampen, blev hjemmevant. Skiftede til joggingbukser, tog hårnåle ud, satte mig på sofaen.
Min telefon var fuld af beskeder. Sofie havde sendt en masse smileyer og lovet at ringe i weekenden. Min mor talte på en kort, smilende lydfil. Maria sendte bare: Tillykke, du fantastiske! Dem gemte jeg. Jeg gad ikke høre min mors endnu jeg tager den i morgen.
Så så jeg Hennings besked: Nanna, undskyld. Jeg skulle have haft blomster med. Kirsten ringer i morgen. Tillykke igen. Du er god.
Jeg læste den to gange. Læg telefonen væk.
Mikkel, kaldte jeg.
Hvad?
Din far har skrevet.
Han kom ud.
Hvad skrev han?
Han undskylder. Siger, Kirsten ringer i morgen.
Han nikkede.
Så ordner det sig.
Jeg så på ringen på min finger, på lampen, ud på de tændte vinduer mod gaden.
Vi får se, sagde jeg.
Ikke vredt. Ikke lettet. Bare sådan.
Mikkel satte sig ved siden af. Tændte for tvet og skruede lyden næsten helt ned. Kun billeder.
Fødselsdag, sagde han.
Ja…
Hvordan er det at fylde tredive?
Jeg ved det ikke endnu. Spørg mig om et år.
Han tog min hånd. Jeg lod ham.
Sådan sad vi. I stilhed, næsten uoverskuede opvasken i stuen, tærte under klæde, vrede der stadig rumsterede, men ikke larmede. Med min ring på fingeren og en kærlig besked fra Henning.
Næste morgen ringede det på døren klokken halv elleve. Jeg stod i pyjamas og ryddede bordet. Mikkel åbnede.
Kirsten stod der alene, med en lille buket hvide krysantemum, lidt grønt. Enkel. Typisk kioskbuket ved metroen. Men alligevel.
Jeg kom ud fra stuen og blev stående i døråbningen.
Vi så på hinanden.
Nanna, sagde hun, stemmen var rolig, men måske en smule blødere. Jeg kom for at… her.
Hun rakte buketten frem.
Jeg trådte et skridt nærmere og tog imod.
Tak, Kirsten.
Det, jeg sagde i går, var ikke rigtigt.
Pause.
Jeg hører dig.
Du blev ked af det.
Ja.
Det kom let. Ingen vrede. Ingen tårer. Bare “ja”.
Kirsten nikkede.
Må jeg gå ind?
Selvfølgelig. Kom endelig.
Vi gik ind i køkkenet. Jeg satte vand over. Fandt kopper.
Mikkel, råbte jeg.
Jeg er her, sagde han inde fra stuen.
Vil du have te?
Ja.
Jeg fandt en lille blå vase, hældte vand i og satte blomsterne i. Arrangerede dem på vindueskarmen.
Kirsten fulgte det med øjnene.
Flot vase, sagde hun.
Vi fik den til brylluppet.
I har meget fra brylluppet.
Vi har passet på det.
Vandet kogte. Vi drak te. Samtalen var stille, forsigtig, som om vi gik på tynd is.
Jeg ringer til Henning og siger, det gik godt, sagde Kirsten. Han var bekymret.
Det er fint.
Han elsker jer begge, Nanna.
Jeg ved det. Han er en god mand.
Pause.
Jeg prøver også, sagde hun næsten uhørligt.
Jeg så på hende. I dét lille prøver var der noget sandt. Hun gør sit bedste, som hun nu kan.
Jeg ved det, sagde jeg. Og jeg gør også mit.
Hun så op. Der var noget andet i hendes blik, jeg kan ikke sætte ord på det.
Vi drak op. Hun gjorde sig klar til at gå.
I entreen tog hun frakken på, vendte sig.
Tillykke, Nanna. Tredive. Det er virkelig starten på alt muligt.
Tak, sagde jeg.
Da døren smækkede, stod jeg der et øjeblik. Gik ud i køkkenet.
Krysantemumerne stod på vindueskarmen. Hvide, lidt forsigtige. Cellofanen havde jeg fjernet men sløjfen blev siddende. De var ikke noget særligt. Buketter, man tager, når man har travlt eller ikke ved, hvad man skal give.
Men de stod der.
Mikkel kom ind bagfra og lagde hånden om mig. Vi stod bare og kiggede på blomsterne begge to.
Hvordan gik det? spurgte han.
Fint.
Fik I talt sammen?
Lidt. Så godt det kunne lade sig gøre.
Det er da noget.
Det er det, sagde jeg.
Stille.
Ved du, hvad jeg tænker, Mikkel?
Nej, hvad?
At familieforhold er som prøve man består dem ikke bare én gang, men hver dag. Små bidder ad gangen. Det er ikke altid bekvemt. Men det er sandheden.
Dybt, her søndag morgen.
Jeg har mine øjeblikke.
Han kyssede mig på siden af hovedet.
Skal vi lave morgenmad?
Røræg med tomat?
Ja, det lyder godt.
Jeg tog hans hånd og gav den et lille klem. Som han gjorde under bordet i går, da alt bøvlet begyndte.
Krysantemumerne stod i deres blå vase. Morgensolen sjælden gæst i gården sendte netop en stråle ind, så de så lysere ud.
Måske betød det ingenting. Eller måske lige nok.
***
Senere den dag ringede jeg til Sofie. Hun tog den med det samme.
Nå, hvordan var det?
Lidt af hvert.
Jeg har masser af tid. Hvordan har du det?
Jeg var stille et øjeblik.
Du ved, sagde jeg. Min svigermor og jeg har aldrig helt fundet ud af det med hinanden. Men i dag… jeg ved ikke. Noget flyttede sig lidt. Måske er det familie at man ikke går, ikke dropper det, men bare fortsætter videre. Også når det ikke er let.
Hold da op, sagde Sofie. Er det bare fødselsdagen, der har gjort dig så voksen?
Måske er jeg bare træt af at være vred.
Det kan også være.
Jeg grinede.
Kommer du ikke næste weekend? Bare fordi. Jeg bager tærte.
Med kanel?
Med kanel.
Jeg kommer. Aftale.
