Valget
Og på tirsdag tager vi alle sammen til butikken. Kjole til Mette skal vælges! Louise skubbede tallerkenen fra sig og lænede sig tilbage i stolen.
Hvorfor sammen med os og ikke med moren?
Som om du ikke kender Mettes mor!
Hun virker da som en ganske almindelig kvinde. Jeg husker hende dårligt. Har kun set hende et par gange, når Mette inviterede os i teatret til sine mors premierer.
Den “almindelige” kvinde smed sin yngste datter ud af lejligheden, da hun blev gift.
Hvorfor det? Er lejligheden for lille?
Nej. Hjernen er for lille. Hun frygtede konkurrence.
Tanja slap gaflen og stirrede på veninden.
Føj, Nielsen! Du har altid været sladdertaske, men nu overgår du dig selv!
Hvad mener du? Jeg siger bare sandheden. Hele vores årgang kender den historie! Mettes søster boede hos vores piger i kollegiet, indtil hun fik job. Du har set hende, du har bare glemt det. Ida! Blond, spinkel, med en lille fregne på kinden. Du sagde endda, at anoreksi er en besynderlig ting i vor tid. Husker du? Netop! Hun havde bare ikke råd til mad. Mette hjalp selvfølgelig, men Ida var stolt. Skulle gøre det selv! Så hun overlevede med brød og vand, indtil nogen af folkene fandt et arbejde til hende. Nu arbejder hun i klinikken i din bydel. Har du ikke set hende? Men du er jo vores egen “skomager uden sko”-læge.
Lad nu det ligge, vi snakker ikke om mig.
Vi snakker også om dig! Jeg skal nok råde bod på din hoste senere. Og du skal ikke kigge sådan på mig! Jeg er også læge. Og jeg kan næsten stadig huske Hippokrates’ ed.
Okay, kollega, vi tager det senere. Så hvad så med Ida? Hun kom altså til kollegiet, og så? Bor hun stadig der?
Nej. Så stak mors kæreste af, og Ida blev venner med moderen igen. Men hun nægtede at flytte hjem.
Hvor bor hun så nu?
Moren, i dyb anger, forærede dem nøglerne til bedstefars lejlighed. Der bor de nu, hun og Mette. Nu hvor Mette snart bliver gift, flytter hun til sin mand, og søsteren bliver boende. Der er retfærdighed til! Åh, Mette, hvem skal du nu forlade os for?
Louise sukkede teatralsk og greb ud efter desserten.
Restauranten var lille, men hyggelig. Og maden var fantastisk. Tanja havde styr på den slags steder, selvom hun kun havde boet i København i ti år. Louise rynkede panden, prøvede at regne ud, hvor længe hun havde kendt Tanja.
Hvad er der? Du ser ud som himlen over min tomme, for øjeblikket, hjerne. Tanja spiste hurtigt, nærmest uden at tygge, som hun plejede fra studietiden. Misundelse, Louise, er en dødssynd, bare så du ved det!
Det er ikke det!
Hvad så?
Prøvede bare at regne på, hvor længe vi har kendt hinanden. Ti år? Elleve?
Tretten. Vi mødtes, da jeg startede på studiet.
Louise sukkede.
Tak søde veninde! Louise fnøs og rakte tunge til Tanja.
Du er håbløs! Tanja grinede. Og hvorfor det?
Fordi du lige mindede mig om min høje alder. Gud, livet farer forbi, mens alt står stille! Stagnerer! Arbejde, hjem, og så Christian.
Uddyb det sidste, vil du?
Der er ikke mere at sige. Om han er der, eller ej, gør ingen forskel. Ingen udvikling. Vi står bare i stampe.
Hvorfor?
Han siger, at det ikke er tid til forandringer endnu.
Louise stak til desserten med gaflen, sukkede og blev pludselig til den pige, hele årgangen forgudede. Let at være sammen med, selskabets midtpunkt, med en nøgle til alles hjerter. Men under alt dét, gemte Louise sine fortroligheder bag syv segl, og nøglen til sit eget hjerte betroede hun kun de få udvalgte. Tanja blev en af dem, ved et tilfælde.
I Louises selskab havde steder som Tanja ingen adgang. Det skulle man slet ikke regne med. Kommet til byen fra et lille bitte samfund, fra en brudt familie, og ikke andet end studie i hovedet. Selv om Tanja var talentfuld, var det kun, når man skulle låne noter eller rette opgaver, at hun blev anerkendt aldrig til mere end det. Det tænkte alle, indtil Louise tog hende under sin vinge.
Ingen fandt ud af, hvordan det skete. Hverken Tanja eller Louise sagde noget. Men dem, der kendte Louise, vidste, at det ikke handlede om studiet, selv om Tanja hjalp hende, men om noget helt andet.
Det var både enkelt og kompliceret.
Louise, der var yderst populær på universitetet, var kræsen med beundrere. Helt til hun mødte Martin.
Alle gættede på, hvad han lavede, men holdt mund. Bortset fra Louise. Hun var ikke naiv, hun vidste, hvordan folk “legede”. Men for sig selv havde hun aldrig prøvet “sådan noget”, og hun vidste også, at Martin, ligesom hende, gik op i sundhed.
Martin tog aldrig selv stoffer, men leverede gladeligt til andre.
Louises forelskelser havde altid været voldsomme, langt fra virkeligheden. Hun vågnede op en dag, ikke længere naiv, og forlangte svar fra Martin.
Han gav dem i en natklub under påskud af, at det var Louises fødselsdag, så stemningen ikke skulle ødelægges.
Hvad han blandede i hendes drink, fandt hun aldrig ud af. Louise nåede kun næsten at finde sin mobil og ringe til nogen, før hun mistede bevidstheden. Resten har hun kun fået fortalt af Tanja, da hun vågnede i kollegiet. Tanja havde taget hende med, for hun kendte ikke Louises hjemmeadresse.
Af en eller anden grund var det Tanja, Louise fik ringet til. Tanja havde nemlig forsøgt at få fat i hende flere gange den aften, for at aflevere en opgave. Penge var altid små, så Tanja tog ethvert job.
Louise svarede ikke på opkaldene, men ringede selv tilbage. Tanja forstod ikke meget af, hvad hun sagde, andet end klubbens navn og at Louise havde det meget dårligt.
Adressen fandt Tanja hurtigt. At få Louise ud derfra krævede næsten al hendes viljestyrke, særligt fordi ingen hjalp, og hun frygtede, der skulle ske hende selv noget. Hendes mor havde tit advaret hende om, at sådanne steder ikke var for unge piger.
Hvilke kræfter beskyttede hende den nat? Det ved Tanja endnu ikke.
Hun så Martin grine skævt, mens Tanja slæbte Louise ud. På et tidspunkt overvejede hun faktisk at bede ham om hjælp, men det sleske smilet fik hende til at tage sagen i egen hånd.
Ved kollegiet, hvor der ikke var en sjæl så sent, mødte hun Line, en pige fra samme årgang, der var på vej hjem fra sin kæreste. Sammen fik de Louise forbi vagten, og Tanja åndede lettet op, da Louise endelig krøb sammen på hendes seng.
På gulvet smed Tanja sit gamle uldtæppe, som hun plejede at bruge til at stryge tøj, men da hun ikke kunne sove, satte hun sig og læste til eksamen i stedet. Hvorfor spilde tiden?
Louise vågnede ud på formiddagen. Tanja, der allerede havde misset tre moduler, sad roligt ved siden af, bange for at gå.
Hvor er jeg? Louise anede intet, men forstod, at hun ikke var hjemme.
På kollegiet.
Og hvem er du?
Det spørgsmål skræmte Tanja lidt. De var ikke nære, men de kendte hinanden.
Jeg er Tanja.
Jeg kan ikke huske dig. Louise lå lidt, stirrende op. Jeg kan faktisk ikke engang huske mig selv. Bare navnet. Hvordan kom jeg her?
Tanja forklarede så godt hun kunne. Louise bad om mobilen og ringede til sin mor. Da hun havde lyttet færdig, vendte hun sig mod Tanja.
De kommer nu. Du må ikke sige noget til dem.
Det må du ikke bede mig om. De skal vide det.
Hvorfor?
Fordi de er dine forældre. De elsker dig, om du forstår det eller ej. Kun de kan hjælpe dig nu. Ved du hvem din… ham der, hvad hedder han…?
Martin… Ja, nu ved jeg det…
Så tænk dig om! Kan du klare ham selv? Nej! Men dine forældre kan. Og de kan også få dig i behandling. Og lad nu være med at spille sej. Er dine forældre dårlige?
Hvad snakker du om? Louise pressede hænderne mod tindingerne. Hovedet dunkede, det føltes som om det ville sprænge.
Hvis de er gode forældre, hvorfor stoler du så ikke på dem?
Jeg stoler på dem…
Så fortæl dem, hvad der er sket. Du er deres eneste barn.
Ikke det eneste…
Det ændrer intet! Forældre har kun ét barn, hver især. Eller tænker du, at børn kan byttes ud? Mister man én, betyder det intet, der er jo også en anden?
Mener du det?
Jeg forestillede mig bare, hvad min mor ville gøre, hvis jeg bad nogen hemmeligholde, at jeg havde problemer.
Hvad ville hun gøre?
Hun ville alarmere hele nabolaget og forsøge at vende tiden tilbage, for at jeg ikke skulle græde. Min mor er mild, men hvor det gælder mig, er hun stærk.
Louise lyttede til Tanja og kiggede så alvorligt på hende, at Tanja blev urolig.
Pludselig opdagede Tanja, at hun ikke længere frygtede Louise. Den frygt havde fulgt hende fra første dag. Hun var ikke længere bare den flittige pige, som de andre syntes var lidt sær.
En gammel sætning fra bedstemoren dukkede op:
Barn, hvis du kan dyrke din egen suppe, vil jeg ikke bekymre mig om dig!
Lille Tanja, som i sin tid gik og lugede ukrudt, nikkede alvorligt. Hun forstod udmærket, hvad bedstemor mente.
Der lå gulerødder, roer og kartofler på rad og række. Løgene klarede sig ikke godt, sagde hendes mor.
Allerede som femårig forstod Tanja alt for meget.
Hun vidste, hvad det ville sige at være barn af en enlig mor, selvom hendes far egentlig boede i nabobyen. Men hverken Tanja eller hendes mor havde han kontakt med, for han var tilfreds med sin nye familie og sine tvillingedrenge, der lignede Tanja til forveksling. De gik på samme skole, men Tanja søgte ikke relation. Moren, Anne, var blid og god, elskede sin datter så meget, at selv de ældre syntes, hun forkælede hende.
Du giver hende for meget frihed, Anne! Du forkæler pigen!
Men Anne lyttede ikke. Hun arbejdede på gården, passede husholdningen, sparede op af ingenting, og drømte om, at Tanja en dag “ville klare sig”. De græd sammen de sidste nætter, før Tanja skulle til København og læse.
Mor, hvordan skal jeg undvære dig?
Du kan godt! Jeg ville aldrig sende dig af sted, hvis jeg ikke troede på dig. Vi har ikke noget valg, lille skat. Du skal være læge. Du kan lide mennesker. Du skal nok klare det. Jeg hjælper, som jeg kan. Det er måske ikke tæt på, men du har altid et hjem hos mig. Bliver det for svært, så husk det.
Tanja svor sig selv, at hvis hun nogensinde vendte hjem, så skulle det kun være med et eksamensbevis i hånden. Hun kunne ikke skuffe sin mor, og barndomsdrømmen om at “helbrede” andre var blevet til et mål.
Hun koncentrerede sig om studierne, holdt sig for sig selv, bevægede sig varsomt fremad, som en linedanser.
Det ændrede sig lidt, efter oplevelsen med Louise.
Hun gav hurtigt Louises forældre besked og smuttede, i håbet om at nå dagens sidste forelæsning.
En måned efter mødtes de igen, da Louise blev udskrevet fra klinikken, hendes forældre havde sendt hende til. Siden var de virkelige veninder.
Louises hjemlige selskaber blev aldrig Tanjas stil, men hun nød timerne med Louise og Mette, Mettes gamle klassekammerat. De blev hendes første og eneste veninder i det nye liv.
Efter universitetet kom Tanja i en stor klinik i byen. Den flittige studine var blevet opdaget, men det ændrede ikke meget. Hun stod nu på egne ben, men det var svært at bo alene i København. Men hun var vant til at leve enkelt, og den lille lejlighed, hun fandt, føltes som et slot. Hun var glad for at bo tæt på arbejdet, så hun slap for lange, søvnløse morgener.
Moren Anne var stolt og tog gladeligt turen til storbyen et par gange om året.
Jeg er så stolt af dig, skat!
Vær stolt af dig selv, mor! Uden dig, ingenting!
Det var dig, der kæmpede dig frem! Ikke jeg. Hvem klarer sig uden hjælp?
Du tager fejl, mor! Jeg har altid vidst, du var der for mig. Det holdt mig oven vande. Ellers var jeg gået under!
Tanja pustede kinderne op og lignede én, der var ved at synke, mens hun skreg af grin, når Anne kildede hende.
Men det var kun moren, der kaldte Tanja letsindig. For andre var hun alt for seriøs.
Smil, Tanja! Du er ikke på vagt, og vi er ikke dine patienter!
Louise krammede hende og forsøgte at kysse hende på næsen. Med den attitude forbliver du evig single! Hvordan skal vi få dig gift, når du er så streng? Mænd kan ikke lide det!
Hvad kan de lide? Tanja undveg Louises kys.
Fjollede tøser! Med søde øjne og smil på læben. Ingen forelæsninger om alkoholens skadevirkninger. Forstår du?
På det tidspunkt boede Louise allerede med sin Christian og mente, hun nu var kærlighedsekspert.
Tanja var dog bekymret for, hvordan det udviklede sig. Ikke at Christian var slem han var bare alvorlig, planlagde alt til punkt og prikke. Men alt liv og glæde forsvandt for Louise.
Ingenting forandrer sig, og det vil ikke gøre det de næste fem år.
Hvorfor tror du det?
Han sagde, at vores forhold skal udvikle sig efter hans plan. Børn først om ti år.
Hvorfor det?
Først da mener han, vi kan tilbyde dem alt. Skole, ferier, fritidsaktiviteter. Vores søn skal spille ishockey, datteren gå til kunstskøjteløb og dans.
Er andre muligheder ikke oppe at vende?
Nej. Kun sådan. Jeg skal også opgive karrieren mindst ti år for børnenes skyld. Om jeg nogensinde skal tilbage, tøver han med. Tanja, jeg føler, jeg bliver kvalt. Hvad skal jeg gøre?
Spørger du mig?
Hvem ellers? Mette svæver på en lyserød sky, jeg Tanja, jeg misundte hende! Til jeg skreg! Når jeg ser, hvordan hun ser på sin Søren, får det mig næsten til at græde!
Tanja sukkede, rykkede sin kop til side og satte sig tættere på hende.
Kom her, grædekonen min! Tanja tørrede tårerne væk og så hende i øjnene. Du elsker ham…?
Pausen sagde alt.
Tanja ville spørge mere, men så ringede telefonen i tasken.
Louise så bekymret op.
Tanja, hvad er der?
Mor
Hendes blik blev mørkt.
Mor har fået en blodprop. Jeg skal hjem, Louise.
Selvfølgelig.
Hils Mette fra mig, sig undskyld, jeg ikke kan komme til brylluppet. Og kan du hjælpe lidt?
Hvad da?
Jeg klarer mit arbejde, men har ikke tid til lejlighed og flytning. Kan du?
Vil du tilbage for altid?
Hvilket valg har jeg?
Måske en plejer? Eller få din mor herover?
Nej, Louise, det er ikke en mulighed. Kender du udtrykket: “Hjemmets vægge helbreder”? Det passer. Og det gælder at være der, hvor man høre til. Mit sted er ved min mor. Det er ikke til diskussion. Kun det praktiske mangler.
Du tog beslutningen hurtigt, Tanja. Tænk over det!
Jeg har tænkt. Beslutningen er rigtig. Louise, det er simpelt man skal være sammen med dem, man elsker. Værne om dem. Er det ikke rigtigt?
Jo
Så hvorfor undrer valget dig?
Du sletter det hele så let. Alt, du har opnået. Var det ikke din mor, der ønskede, du skulle være læge og gøre karriere?
Jo. Hun ønskede det. Og jeg gjorde det. Men er det det vigtigste i livet?
Tanja smilede stille, tog sin taske, lagde penge under koppen, og skyndte sig ud.
Louise blev lidt og så efter hende, mens tårerne dryppede denne gang uden vrede. Tjenerne lod hende sidde, enige om, at hun nok lige skulle bruge lidt tid.
Fem år senere standser en bil ved en nymalet låge i en lille sjællandsk landsby, og Tanja skynder sig ud på trappen, skærmer øjnene mod solen.
Simon! De er her!
En bredskuldret mand nikker, lægger forsigtigt drengen i klapvognen.
Han sover.
Skønt! Luk lågen op, jeg går ud og hilser på Louise.
Tanja springer ned, kysser moderen, der blunder i stolen, åbner lågen for gæsterne.
Velkommen! René, kør bilen ind!
Tanja, du burde brændes på bålet! Louise, med den sovende datter på skulderen, krammer Tanja.
Hvorfor dog det?
Fordi du er en heks! Hvordan kan du holde dig ung, mens jeg bruger formuer på cremer uden effekt? Hvor er retfærdigheden?
Der er ingen! Den er sjælden. Tanja tager datteren og betragter Louise. Hvornår?
December.
Hvem?
En dreng! Præcis som jeg ville: først pige, så dreng.
Skønt!
Nej, vent nu. Det bedste er, at min svigermor går på pension for at hjælpe med børnene, så jeg kan arbejde på hospitalet! Tanja, findes der stadig den slags kvinder! Jeg elsker hende, tro det eller ej.
Det tror jeg gerne! Og hvordan har dine forældre det?
Mor er syg, far har altid travlt. Same old. Men hvad med jer?
Tanja smiler, vinker Louise med og peger på barnevognen.
Se selv.
En buttet dreng sover trygt, og Louise griner.
Dit spejlbillede!
Mor siger, han ligner Simon.
Hvordan har hun det?
Ikke så skidt. Hun går lidt rundt og bager småkager. Hun bliver hurtigt træt, men vi holder humøret oppe.
Louise dækker barnevognen til, kysser sin sovende datter og siger:
Tak, Tanja.
For hvad?
For alt. Den snak, husker du? For at vise, hvor meget valg betyder i livet. Jeg er ked af, din mor blev syg, men Gud, hvor er jeg hende taknemmelig! Havde det ikke været for alt det, boede jeg sikkert stadig med Christian og bildte mig ind, at han var det rigtige valg. Havde aldrig mødt René. Havde ikke fået Anna. Anede ikke, man kunne være så lykkelig. Jeg troede kun, det fandtes i bøger. Men nej man skal bare tage ét skridt mere, så kommer lykken, lægger sig ved ens side som en kat, og vil aldrig gå igen.
Har du fundet på det selv? Tanja blinker, da Louise hvæser. Bare rolig! Ingen kram!
Du er slem, Tanja! Jeg åbner op, og du?
Jeg kender alt til din sjæl! Tanja blinker og går mod huset. Gå ind og frisk dig op, eller tag en dukkert i søen. Jeg har lagt Anna i jeres værelse, så der er frokost, når I kommer hjem.
Gud, hvor er her dejligt! Louise danser på stedet. Savner du aldrig arbejdet?
Der er ikke tid til at savne. Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage til hospitalet en dag. Men her har jeg virkelig betydning. Det havde jeg aldrig inde i byen. Folk har brug for mig her og nu. Måske savner jeg operationsstuen, men om jeg vender tilbage… det må tiden vise. Lige nu er alt her.
Barnevognen rørte på sig, Anna åbnede øjnene, og tiden slog glade smut kun afbrudt af børnelatter og tre kvindestemmer, der sang over bakken fuld af vilde jordbær.
Valget bliver ikke lettere med årene. Men hjertet ved ofte, hvor det hører hjemme.
