Kirstine sad ved køkkenbordet og rodede i regningerne. Lommeregneren viste de samme tal uanset hvor mange gange hun tjekkede. Elregningen, madkassen fra Faktas tilbud, periodekortet til S-toget, og så ny jakke til Mikkel drengen groede nærmest ud af alt på en uge. Hun lagde regningerne fra sig og støttede panden mod hænderne. Telefonen vibrerede svagt på bordet. En sms fra Madsen, matematiklæreren: Kirstine, husk at næste runde betaling for august skal være på plads senest den femte. Tak 3.200 kroner.
3.200 kroner. Kirstine lukkede øjnene og trak vejret dybt. Hvor i alverden skulle hun grave dem frem, når hele husholdningsbudgettet maksimalt efterladte 1.500 til overs? Og Mikkel manglede også hæfter, kuglepenne, og en ny skoletaske den gamle holdt dårligt sammen længere.
Der lød et klik i hoveddøren. Henning var hjemme fra arbejde. Kirstine hørte ham tage skoene af og hænge jakken på knagen. Han kom ind i køkkenet, smed tasken på bordet og fiskede en kuvert frem med penge. Uden at sende hende et blik talte han tre bundter à 1.000 kroner op og lagde dem til side.
Det er til mor, lød det kort. Resten må du strække som sædvanligt.
Noget i Kirstine gik i stykker. Måske var det den sidste, tynde snor af tålmodighed.
Henning, sagde hun sagte, men bestemt. Vi skal bruge penge til Madsen. 3.200 kroner for august.
Hvor fra? Han vendte sig om, øjnene var alene gennemsyret af træthed. Du kan jo se, hvad der er tilbage.
Ja, og jeg har set det igennem flere år nu. Kirstine rejste sig. Du afleverer 3.000 kroner hver måned til din mor. Men til vores søn kan du ikke finde engang halvdelen?
Luk den nu, Henning gned sig over ansigtet. Jeg har haft en hård dag. Jeg er udkørt.
Og jeg er ikke? Kirstines stemme rystede. Jeg er ikke træt af at vende hver krone, til der ikke kan vrides mere ud af dem? At finde monopolet fra Netto, når du afleverer næsten halvdelen af din løn til din mor, som ovenikøbet får folkepension?
Hendes pension er sølle 1.300! sagde Henning højere. Ud af det går 800 på husleje! Hvad skal hun leve for de sidste 500? Luftmad og kærlighed?
Og hvad med os? Kirstine trådte nærmere. Hvad skal vores søn leve af? Forstår du, at han dumper eksamen uden hjælp? At hans fremtid bliver afgjort nu ikke om ti år?
Min mor opfostrede mig alene! råbte Henning. Alene! Da min far gik, var hun 35, og hun sled på to job, for at jeg kunne få en uddannelse og blive ingeniør! Jeg skylder hende alt!
Og skal vores søn afdrage på den gæld? Kirstine mærkede tårerne presse sig på. Skal han betale for dine forældres fejltagelser?
Det er ikke en gæld! Det er almindelig næstekærlighed! Henning greb kuverten og stak den i lommen. Vil du have, at hun dør af sult? Egocentriske kvinde!
Egocentrisk? Kirstine rykkede sig tilbage, som var han slået hende. Mig, der tjener småpenge på biblioteket og lopper Mikkels strømper og køber fodtøj en gang hvert andet år? Mig?
Du forstår det ikke! Henning vendte sig mod døren. Hun er gammel, syg, og alene! Hun har kun mig! I har mig!
Har vi? spurgte Kirstine lavmælt mod hans ryg. Nej, det føles som om, vi bare har en pengeautomat, der afleverer halvdelen til din mor.
Henning stoppede i døren, men kiggede ikke på hende.
Jeg kan ikke svigte hende, sagde han hult. Jeg gør det bare ikke.
Så gik han. Hun hørte badeværelsesdøren smække. Kirstine sank sammen på en stol, skælvende, ansigtet gemt i hænderne. Hun græd lydløst, bange for at vække Mikkel inde ved siden af.
Men Mikkel var vågen. Han sad på sengen med ryggen mod væggen, og havde hørt hvert ord. Han krøb sammen, hovedet mod knæene, og mærkede en hård klump vokse i brystet. De skændtes om ham. Om hans ekstraundervisning, som han har brug for. Om penge, der ikke findes til ham.
Han kom i tanke om dengang sidste år, hvor han bad om en ny mobil, fordi den gamle stort set var død. Far havde set opgivende på ham og mumlet: Du må klare dig lidt endnu, dreng. Det gjorde han så. Seks måneder, indtil moren med sine småpenge skaffede den billigste telefon på markedet og købte den til ham. Hun var glad over hans glæde, men der stod tårer i hendes øjne.
Han ville ikke være en byrde. Måske havde han slet ikke brug for ekstraundervisning? Han kunne selv prøve. Måske var YouTube nok. Mon ikke?
Næste morgen anrettede Kirstine havregrød, mens tavsheden rungede fra både Henning og Mikkel.
Mor, hviskede Mikkel pludseligt. Jeg behøver ikke den lektiehjælp. Jeg kan selv.
Skeen frøs i hendes hånd. Hun så på ham de smalle skuldre, det bukkede hoved og mærkede al sin styrke fordampe.
Mikkel, prøvede hun.
Det er rigtigt, mor. Jeg klarer det selv. Hans blik var så voksent og beslutsomt, at hun tabte pusten. I behøver ikke skændes om mig.
Det handler ikke om dig, sagde Kirstine hurtigt.
Nej, selvfølgelig ikke, Henning lagde avisen. Vi skal nok finde pengene. Helt sikkert.
Hvorfra? spurgte Mikkel træt. Du giver penge til farmor. Mor har ikke noget. Hvorfra?
Henning åbnede munden, men lukkede den igen. Kirstine kunne mærke tårerne stige igen og måtte dreje sig mod komfuret. Senere gik Mikkel i skole, Henning tog på arbejde, og Kirstine blev alene med lommeregner og de gamle vante spekulationer: Skære på kødet? Kun pasta til aftensmad? Men Mikkel skulle vokse. Endnu et job? Men hun knoklede jo allerede dag og aften.
Hun ringede til sin veninde.
Signe? Det er mig. Må jeg kigge forbi?
Signe bød hende velkommen med te og et blik fuld af medlidenhed, mens Kirstine fortalte om skænderierne, sønnen, ikke at vide, hvordan hun kom videre.
Han vælger mellem dig og sin mor, sagde Signe til sidst. Hver gang vælger han hans egen mor.
Måske burde du snakke med hans mor? foreslog Signe forsigtigt. Katrine. Måske ved hun ikke, hvor slemt det står til.
Hun ved det, snøftede Kirstine. Tror du, han ikke fortæller hende alt?
Så må du stille ham stolen for døren, sagde Signe bestemt. Sig: Enten skærer han ned på hjælpen til moren, eller også går du.
Jeg kan ikke kræve det, Kirstine rystede på hovedet. Det er jo hans mor. Jeg kan ikke bede ham om at vælge. Hun har opfostret ham alene, lagt hele sin sjæl i ham. Hun er gammel, slidt…
Men hvorfor må I så lide? Signe klemte hendes hånd. Du og Mikkel? Du går i stykker, han lider. Det er en blindgyde, Kirstine.
Og blindgyde passede. Kirstine gik hjem, satte sig på sofaen og stirrede ud på den ubestemmelige regn. Hvad nu?
Hun tænkte tilbage på dengang, hun og Henning blev gift. Han var anderledes dengang. Opmærksom, kærlig, betænksom. De snakkede om børn, villa og have. Så kom Mikkel. Det var lykkeligt. Sært nok. Men så…
Katrine gik på pension, og pludselig mente hun ikke, pengene slog til. Hun ringede og spurgte om lidt støtte: 500 kroner, bare til at komme over måneden. Så 1.000, så 2.000, til sidst 3.000. Kirstine bed tænderne sammen længe. Hun forstod, det var svigermor. Men da de blev 3.000 hver måned fra Hennings løn på 7.000 som ingeniør, kunne hun ikke mere.
Hjælp til gamle forældre er naturligvis sympatisk. Men ikke hvis det går ud over ens eget barn, tænkte hun. Hvis ens barn ikke kan få ordentlig undervisning, fordi alle pengene flyder til farmor?
Næste dag, da Henning var på arbejde, og Mikkel i skole, tog Kirstine bussen ud til Vesterbro, hvor Katrine boede på femte uden elevator. Hjertet galopperede hvad skulle hun sige overhovedet?
Katrine åbnede døren med et overrasket, anspændt blik, iført slidt morgenkåbe.
Kirstine? Er der sket noget med Henning?
Nej. Må jeg komme ind? Jeg skal snakke med dig om penge.
Det blev straks en kold samtale. Katrine satte sig ned på sofaen midt blandt medicinglas og nyvaskede håndklæder.
Du synes vel, det er synd for dig? Skældte hun. Min søn hjælper mig. Jeg har kun ham. Synes du ikke, jeg skal leve, måske?
Det handler ikke om det. Vi kan ikke få enderne til at mødes længere. Mikkel vokser og skal have undervisning, det er ikke luksus. Vi har ikke råd.
Det er ikke mit problem! Katrine rettede ryggen, så meget som den nu kunne. Hvis I ikke kan styre jeres budget, så er det ikke mit ansvar! Jeg har min pension!
1.300 kroner! Katrine bankede i bordet, skælvende. Hvad rækker det til, når 800 smides efter boligstøtte og tøj, og jeg skal have piller for 200 om måneden!
Men vi har et barn, Katrine! Han har hele livet foran sig. Børnebørnene må ikke betale prisen for, at han hjælper dig.
Katrine fnyser. Du skal ikke komme her og fortælle mig om opofrelse. Jeg arbejdede mig halvt ihjel, for at Henning kunne få en uddannelse! Hvor var du?
Jeg siger bare, at det ikke går længere, hvis Mikkel skal klare sig godt. Kirstine rystede på hovedet. Henning bliver slidt i stykker. Vores ægteskab hænger i laser. Vores dreng tager ansvar, han aldrig burde tage…
Skal han så forlade sin gamle mor, måske? Katrine stak næsen i sky Slippe mig og dø af skyld? Min søn svigter ikke, i modsætning til nogle…
Man har også et ansvar for sine børn, hviskede Kirstine lavmælt.
I unge kan altid tjene penge et eller andet sted, svarede Katrine køligt. Hvad, vil du have jeg skal dø på gaden, de sidste år jeg har?
Det var formålsløst. Kirstine gik, fulgt af et blik, der kun blev mere surt.
Senere selvfølgelig havde Henning fået det at vide. Han kom hjem med træt, men lynende blik.
Du var hos min mor.
Ja.
For at snakke?
Om penge.
Henning lukkede øjnene, tavs et øjeblik.
Du gjorde hende ked af det. Hun ringede grædende til mig. Troede du ville have mig til at opgive hende.
Jeg vil have, at du indser, at vores ægteskab ikke kan fortsætte, hvis pengene vælter ud til hende. Jeg kan ikke mere, Henning.
Du tror, det er let for mig? Han hævede stemmen. Jeg flænses midt over! Men jeg kan ikke forlade hende. Kan bare ikke.
Hvad vælger du så? Familie eller forældre?
Han svarede ikke. Blev bare stående, skuldrene nede, midt i stuen, tavs.
Månederne trak ud, stemningen rungede af tavshed og anspændthed. De forseglede deres relation til det mest neutrale, som hjemmehjælpere til hinanden. Mikkel knoklede alene, men kom ikke i mål uden privatundervisning, og Kirstine begyndte at lede efter et billigt alternativ: En studerende. Det var ikke det samme, men hun kunne ikke andet.
Da skolestart nærmede sig igen, og udgifterne hobede sig op, tog Kirstine et valg: Hun ville finde et job, der kunne betale mere end biblioteket.
Det blev i Elgiganten. 12 timer om dagen, hver anden dag. Hun sørgede for, at lektiehjælpen kunne betales. Henning protesterede: Du er fyrre, du finder intet bedre. Det må tiden vise, sagde hun.
Da hun faktisk fik jobbet, følte hun ingenting. Ikke glæde bare tomhed.
De gentog deres rutiner. Henning afleverede kuverten til sin mor, Kirstine tog overtøj på og arbejdede solen sort. Sådan er det jo, sagde hun nærmest med et rutinegrin.
Fra tid til anden prøvede Mikkel at tale hende fra det. Mor, jeg kan selv. Du har krav på en chance, svarede hun.
Henning blev mere og mere grå. Mikkel mere lukket. Stemningen var tættere end decembertåge.
Så blev Katrine syg, måtte opereres akut og Henning tog selvfølgelig endnu et lån. Hvordan skal vi klare det? Kan jeg lade hende dø?
Kirstines tålmodighed var om muligt endnu mere udpint, men hun sagde bare: Tag nu bare det lån.
Efterfølgende stod Kirstine derhjemme, næsten kynisk, mens hun regnede: 7.000 om måneden til Henning, heraf 3.000 til moren, 1.000 til hjælper, 1.000 til lån, 1.000 til gamle afdrag, 1.000 tilbage til deres tre-personers-husholdning. Hendes løn gik til undervisning, mad og Mikkels slidte garderobe.
De skændtes ikke længere åbent, bare kort og koldt: Vi har ikke råd. Men vi skal ! Vi har ikke råd!
Så nærmede eksamen sig, og Mikkel klarede den med topkarakterer. Kirstine græd. Henning græd næsten også.
Men da alt fest var ude, stod Henning med konvolutten som sædvanligt. Jeg skal aflevere noget til mor. Selvfølgelig, svarede Kirstine uden tone. Hun var for træt til at kæmpe mere.
De havde ikke fået løst noget. Bare neutraliseret det, begravet det under dagligdagens slid.
Henning standsede i døren: Kirstine undskyld. For hvad? For alt.
Kirstine svarede ikke. Han gik. Hun sad og stirrede ned i hænderne, mens Mikkel lagde armen om hendes skuldre.
Det skal nok gå, mor, sagde han.
Men Kirstine vidste det ikke. Hun vidste bare, at hverdagen blev ved at tromle løs, og tingene ikke løser sig, bare fordi regnen på Amager en dag holder op.
