Familieklenodiet
Nej, mor! Du kan ikke overtale mig! Jeg gør det alligevel!
Rikke, hvorfor? Forklar mig nu, hvorfor du vil det her?
Fordi han altid går ind i lokalet et minut før mig! Fordi jeg ikke kan holde ud at se mig selv i spejlet! Fordi jeg aldrig får et normalt liv! Ingen mand, ingen børn! Åh mor, forstår du det virkelig ikke?! Rikke begyndte at græde og slyngede hårbørsten mod den forvirrede kat, Sigurd.
Den pude, han gnaskede i med kløerne, mens skænderiet bølgede ovenfor ham, havde Rikke selv broderet som en gave til sin mormor. Men den gamle, uforløste familiestrid havde efterladt gaven ubrugt. Nu hvilede Rikke hovedet på puffede fløjlsroser og måtte nogle gange indkassere den pelsede Sigurds vilde plyndringer.
Sigurd kom ind i familien takket være Rikke. Hun følte det som sin pligt at opdrage det oprørske væsen, hun engang havde reddet fra de bøllede nabodrenge. Ingen ville savne katten, tænkte de, og ingen ville beskytte den. Men de havde undervurderet hende. Trods det, at Rikke var klassisk musikelev og så sart og fin ud, som hendes mor helst ville have det, havde hendes far nu haft andre ambitioner: sort bælte i karate, pokaler på række og Rikke satte aldrig pris på at støve dem af. Hun hadede at gøre rent, og det tapetserede trofæstativ gjorde hende nærmest mismodig. Mor sagde dog, at pokalerne styrkede Rikkes selvtillid og forbød at fjerne dem.
De kampsportsfærdigheder hun havde udviklet, blev praktiske, da hun uddelte en lærestreg til de frække drenge. Siden den dag havde Rikke haft den undseelige, næsten hårløse killing med den tynde hale, der ganske hurtigt blev til en selvsikker skovkat, overbevist om, at Rikke tilhørte ham og at han bare skulle leve livet og af og til lade sig kæle bag øret.
Sigurd blev en del af hjemmet på en dag, hvor Rikke kom slukøret hjem fra Musikkonservatoriet, frustreret over forberedelserne til den kommende konkurrence, hun skulle deltage i. Hendes fingre, så normalt bevægelige og flittige, blev straks stive og rebelske, så snart hendes studiekammerat, Anders, trådte ind i øvelokalet.
Anders havde været i hendes liv lige så længe, som hun havde kendt sig selv først skole, siden Musikkonservatoriet. De havde kun været adskilt nogle få måneder pga. sommerferie og Anders familiesager. Men da de sås igen, blev han på mærkelig vis fremmed for hende. Da han, i ren refleks, lagde armen om hendes skuldre for at fortælle et eller andet til klassekammeraterne, frøs Rikke af en ny, næsten smertefuld lykke. Normalt ville hun have vredet sig fri og drillet lidt tilbage, men denne gang stod hun bare, næsten lykkelig lammet.
Selvfølgelig skældte hun bagefter sig selv ud for det. Hold nu op, tænkte hun, hvordan kan du overhovedet bilde dig noget sådant ind?
Men følelsen forlod hende ikke. Hun begyndte at følge Anders med øjnene og så straks væk, hvis han fangede hendes blik. Det var både pinefuldt og vidunderligt. På den ene side længtes hun efter at snakke med ham, på den anden side skræmte tanken om det hende så voldsomt, at hun blev iskold og klodset bare ved tanken.
Hun led. Men hun kunne ikke fortælle nogen om det. Ikke mor! Det var umuligt. Tanken om at afsløre sin første forelskelse holdt hende tilbage.
Hjemme var forholdet til moren, Helle, kompliceret: de elskede hinanden, men begge havde temperament, og det krævede, at man skulle holde lidt igen for ikke at gøre hinanden ondt. Det lykkedes ikke altid, og så opstod der ikke råben og smækkede døre, men en tavs, kølig stilhed eller som hendes mormor sagde:
Kulturel udslettelse, det er, hvad I dyrker her i huset.
Og bagefter:
Fænomenal dumhed!
Rikke var enig, men kunne ikke ændre på traditionen. Hun var som regel den, der først forsøgte at fikse forsoningen igen.
Rikke vidste, moren elskede hende. Helle havde lagt alt i datteren, ja, næsten kærligt besat. Intet måtte gå galt, og Rikke oplevede, hvordan moren byggede sit eget beskyttende hegn omkring hende: ingen lejrture, kun veninder udvalgt blandt mødrenes bekendte. Disse “veninder” som Signe og Gert sagde hende intet. Signe lavede stadig sårende kælenavne, og Gert havde på første mødedag pillet hovedet af Rikkes kæreste bamse: Det er bare, sådan det er!
Rikke forstod aldrig hvorfor, og siden græd hun hver gang, hun så Gert nærme sig hendes værelse.
Ærgerligt, at børnene ikke fandt hinanden. De kunne være blevet et vidunderligt par, sukkede Gerts mor.
Helle! Lad hende nu finde sine egne venner! udbrød mormor Margaret, og Rikke søgte trøst i hendes favn.
Men Helle stod fast: Rikke er stadig et barn! Det er min pligt at vælge for hende!
Bare du ikke glemmer, at børn ikke er ejendom.
Sætningen brændte sig fast i Rikkes hjerte, og hver gang mor valgte på hendes vegne, gentog hun: Mor, jeg er ikke din ejendom.
Det gjorde Helle rasende. Du skal tænke selv!
Det gør jeg jo, svarede Rikke, hvorefter stilheden faldt på ny.
En dag sluttede kontakten til mormor for alvor efter den store familiekrise og Rikke følte sig hjælpeløs. Både mormor og mor havde deres fejl, og sporene fra dengang sad dybt: hårde ord, tabte chancer og sår, der aldrig helede. Da mormor Margaret flyttede til Skagen for at give sønnen og svigerdatteren fred, var det et afskedspundt: Sådan bliver der ro på, sagde hun.
Rikkes far besøgte stadig sin mor, men hun selv måtte aldrig tage med. Jeg vil ikke have, hun bliver sat op imod mig! forklarede Helle.
Hele verdens kærligste mor og den mest frustrerede datter. Det værste var savnet. Rikke havde et billede af mormor i sin yndlingsbog og kiggede på det, når ingen så det.
Én ting dominerede billedet: familiens næse. Den forbløffende skønhed, som mormor kalder den men for Rikke var den bare… fremtrædende. Signe havde engang grinet højlydt og spurgt, om næsen ikke generede, når hun kyssede nogen. Du er så speciel, Rikke, både uden kæreste og med den næse! Hvem kunne tro det?! Siden havde hun haft lyst til at rive Signe lidt i håret.
Hvem var Signe, at hun turde tale sådan? Slet ikke en ven. Hun boede i Spanien nu, og mødet var morens idé, af grunde som Rikke ikke forstod.
Efter den akavede frokost tog Rikke en beslutning:
Jeg får lavet en næseoperation!
Nej! Helle blev bleg Det kan du ikke mene!
Det nytter ikke at prøve at tale mig fra det, mor. Far har allerede godkendt det, og jeg er besluttet.
Du vover på… Morens hvisken var knap hørlig.
Flere ord blev der ikke, for begge græd og trak sig tilbage.
Men natten bragte et overraskende vendepunkt: Helle stod pludselig klar til at ringe til Margaret i Skagen.
Næste dag sad Rikke på flyet. Moren havde selv fulgt hende til lufthavnen. Vi laver så meget fjollet i livet, Rikke. Gør ikke de samme fejl som jeg, husk, jeg elsker dig hver gang du skulle glemme det.
Mormor Margaret tog imod hende med åbne arme. Men det tog to dage før snakken gik over til rigtige ord og ikke bare gråd og suk.
Nå lille pige, hvad fik din mor til endelig at fatte, hvad det vil sige at være kvinde?
Nok bare, at jeg vil klippe næsen af, sagde Rikke tørt.
Sludder. Du er flot, som du er! Lidt makeup kunne gøre underværker, men ellers…
Du også, mormor! Jeg ligner da Pinocchio!
Hvem har dog bildt dig det ind?
Ordene gjorde ondt. Rikke tænkte på Signe under de smukke spanske krøller. Hun behøvede aldrig bekymre sig om noget.
Mennesker, der kritiserer dit udseende, har sikkert selv fået for meget af det forkerte, sagde Margaret. Der er ingen perfekte kvinder! Hvis du finder en, smider de bogen over verdensrekorder ud med det samme!
Måske skulle jeg søge ind der med den mest fremtrædende næse!
Margaret gik ind i stuen og kom tilbage med et tungt blåt fotoalbum.
Se her! Kvinder i vores slægt har ALDRIG klaget over næser. Din tip-oldemor, som redde sig og sin datter gennem krig og katastrofer, blev kirurg og lavede aldrig om på sig selv, bare en specialmaske til operationerne, så næsen kunne være i fred!
Rikke kiggede på billederne: stærke, leende kvinder, høje næser, store smil og en masse kærlighed. Kvinder, der giftede sig, fik børn, havde eventyrlige liv.
Og alle beholdt slægtsnavnet, for at mindes dem, der grundlagde vores familie, sagde Margaret.
Så trak Margaret en lille æske frem:
Det her er til dig. Faya (tipoldemoren) delte arvet mellem slægtens piger, så vi altid kunne mindes. De øreringe lavede din tip-grand-onkel, en juveler med blik for skønhed. Lillier til hans elskede Lili, hendes datter bar dem nu din tid.
Rikke snappede efter vejret, da hun tog øreringene op.
Det er ægte familieklenodie!
Præcis! Som din næse! Hvad hvis jeg smelter dem om til moderne pynt uden historie og sjæl?
Nej! vrissede Rikke. Det er forkert!
Så tal ikke Gud efter munden, datter. Alt ved dig er, som det skal være. Fortæl mig nu om ham, der har vendt dit liv lidt på hovedet.
Hvordan ved du det?! Rikkes kinder blev røde.
Mødre og mormødre bliver aldrig for gamle, kluklo Margaret.
De talte hele natten. Og derefter var Rikke lettere: klar til at øve sig til konkurrencen, uden skam, og med et menneske, hun kunne betro sig til.
Næste morgen fandt hun Margaret ved at pakke:
Skal du rejse?
På tide at samle, hvad vi har tabt. Nu tager jeg hjem til din mor.
Rikke protesterede ikke. Hun hjalp bare mormor med at pakke og ringede efter en taxa.
Senere sad hun i sengen og lyttede til stemmerne ude fra køkkenet. Hun turde ikke forstyrre. Men nu var noget sat i gang, og det gæ gjaldt om ikke at ødelægge det.
Året efter, på Rikkes bryllupsdag, sad Helle nu med stor mave og satte den ene af lilliøreringene i Rikkes øre. Klar?
Lige om lidt! Bare lidt pudder på familieklenodiet, sagde Rikke og smilede til sit spejlbillede.
Hun huskede, da hun for første gang spurgte Anders, om han var tilfreds med hendes udseende.
Selvfølgelig! Du er perfekt, Rikke hvorfor spørger du?
Hans overraskelse var så ægte, at hun måtte knibe øjnene sammen af lykke.
Hun smilede, tog ham om halsen deres liv ventede forude. Hvor var det godt, hun ikke netop havde gemt familiens klenodie væk hverken smykker eller næsen.
For alt det, vi bærer med os, er en del af hvem vi er. Den sande familiejuvel.
