Din far duer altså overhovedet ikke til noget: han sover bare eller sidder og glor på sin computer, lød stemmen fra Inge Madsen ude fra køkkenet.
Kasper stoppede op i entréen. Han var lige vågnet efter natarbejde på fabrikken hovedet var tungt, tankerne slørede. Han prøvede at huske, hvilken dag det var.
Men, mormor, lød det forsigtigt og såret fra Martin, vi byggede jo det flysæt sammen forleden. Far viste mig, hvordan propellen skal dreje rundt, og alt det der.
Det skar i hjertet på Kasper. Hans søn. Syv år gammel, og han skulle allerede lære at tvivle på sin egen far.
Åh, det er da bare fis og ballade, blandede Inge Madsen sig hurtigt. Alle kan lime lidt plastik sammen. Din mor og jeg elsker dig rigtigt med hele hjertet, det ved du! For dig ville vi gøre alt. Her, tag lidt chokolade.
Papiret knitrede. Små fødder slap klasket hen over trægulvet, løb forbi Kasper uden at bemærke ham, helt optaget af chokoladen, og forsvandt ind på værelset.
Kasper trådte ud i køkkenet.
Inge slap kluden og rettede sig op med det samme. Hendes ansigt forvandledes masken som omsorgsfuld mormor sad pludselig perfekt.
Nå, Kasper! Er du vågen? Fik du sovet godt? Jeg stod lige og…
Hvad gik det ud på? spurgte Kasper.
Hvad mener du, min dreng?
Alt det, du sagde til Martin lige før.
Inge lo let og sløset og foldede viskestykket sammen, sirligt som altid.
Du tager altså alting så tungt. Det var bare for sjov. Børn har brug for lidt fis, ikke sandt?
Hun klappede ham på skulderen og forsvandt ind i stuen, hvor hun for tre måneder siden nærmest havde slået sig permanent ned.
Du burde lære at slappe lidt af, Kasper. Se nu bare, du reagerer. Evigt stress er altså ikke sundt.
Hun var væk, og Kasper mærkede med det samme, hvor fatalt et fejltrin han havde begået.
Han lænede sig mod køkkenbordet og så på stedet, hvor hans søn lige havde stået med tanken om, at han langsomt blev overbevist om, at hans far ikke duede.
Tre måneder. Syttenoghalvfjerds dage siden han sagde ja til at lade svigermoren flytte ind. Syttenoghalvfjerds dage siden Stine græd og bedyrede, at det kun var indtil hendes mor fandt en bolig. Syttenoghalvfjerds dage, hvor han havde set en fremmed pille alt fra hinanden, han havde forsøgt at opbygge i sit eget hjem.
Han havde vidst fra starten, det var en dårlig idé. Hele hans mavefornemmelse råbte nej. Men Stines tårer vandt, og kufferterne var rullet ind i entréen, før han nåede at sige nå ja, så…
Og nu: Sønnens respekt smuldrer, og svigermoren smiler ham op i ansigtet, som om intet er galt.
Dybt inde vidste Kasper, det kun ville blive værre…
… En mango lå på køkkenbordet, med et flot rødt og gyldent skær. Kasper havde købt den for Martins skyld efter klassens fødselsdagsfest, hvor han havde smagt eksotisk frugt for første gang og nu ikke kunne snakke om andet.
Hvad er det? Inge tog mangoen mellem to fingre, som om det var noget giftigt.
Mango, svarede Kasper og rakte ud efter kniven.
Det er dog noget udenlandsk pjat, sagde hun, tydeligt fornærmet, og smed den fra sig. Du burde have købt nogle gode, danske æbler. Jeg rører ikke det der tropiske skrammel.
Kasper lagde kniven og vendte sig:
Det var heller ikke til dig. Martin er helt tosset med mango.
Forvandlingen skete på et øjeblik. Inges ansigt fortrak sig, underlæben dirrede, og hånden pressede dramatisk mod brystet.
Så jeg betyder altså ingenting, hviskede hun med tårefyldte øjne. Du hader mig. Det har jeg altid vidst! Her sidder jeg, overflødig og uelsket, venter bare på at blive helt alene, mens alle omkring mig…
Kasper gik ud af køkkenet, før hun var færdig. Han havde hverken kræfter eller tolerance for endnu et følelsesladet skuespil, der kun havde til formål at gøre ham skamfuld i sit eget hjem, for blot at forsøge at være far.
En måned gik. Hver dag føltes tungere end den forrige.
… En lørdag lå Kasper i sengen og stirrede op i loftet, tanketom, da døren blev flået op. Inge stod der i slåbrok.
Kasper, jeg skal bruge treoghalvtreds tusind kroner.
Kasper satte sig op og troede, han hørte forkert.
Undskyld hvad?
For at komme til scanning på en privatklinik, sagde hun uden at vente på tilladelse og stillede sig ved sengen. Min ryg er helt ødelagt, og de offentlige hospitaler har ventetid på månedsvis. Sådan noget får man aldrig lov til.
Du får folkepension, sagde Kasper, mens blodtrykket steg. Du betaler hverken husleje, regninger eller mad her. Dine udgifter må du altså selv dække.
Inges næsebor blev større.
Egne udgifter? Synes du mit helbred er egne udgifter?
Din pension er over seks tusind mere end gennemsnittet her i byen. Det burde sagtens række til privat behandling.
En mand skal forsørge sin familie! råbte hun nu. Helt glemt var rollen som svag, gammel dame. Det er din pligt! Dit ansvar! Hvilken slags mand er du, hvis du ikke vil hjælpe din kones mor, når hun lider?
Alt gik op for Kasper i det øjeblik, knivskarpt og koldt: For den kvinde var han bare en pengeautomat, der skulle tømmes så længe, det overhovedet kunne lade sig gøre.
Jeg giver dig ikke flere penge, råbte han, da tålmodigheden sprang. Hverken treoghalvtreds tusind, fem, eller én eneste krone. Find dem et andet sted.
Hvordan kan du tillade dig at råbe af mig?!
Ud af mit soveværelse, nu!
Pludselig stod Stine i døren. Hendes blik flakkede mellem sin mand og sin mor.
Du skal ikke råbe af min mor! Stines stemme skar gennem luften.
Kasper stirrede vantro på hende, stadig rystende af vrede.
Hun stormer ind i vores soveværelse og kræver treoghalvtreds tusind. Synes du, det er i orden?
Hun er ældre! Hun har dårligt hjerte! Højt blodtryk! Stine stillede sig tæt på sin mor. Hun kunne få et sammenbrud, når du råber!
Ja, men måske skulle hun så lade være med at trænge ind på vores værelse og rende rundt med krav? Kasper kastede dynen til side og rejste sig. Jeg lod hende flytte ind, hun bor her gratis, jeg betaler det hele. Nu skal jeg også bare aflevere penge?
Din pligt er at forsørge familien!
Stine, du arbejder jo ikke! røg det ud af Kasper. Jeg bærer det hele selv. Vil du virkelig læsse din mor oven i?
Inge lagde teatraisk en hånd til panden og bøjede sig som om hun skulle besvime:
Så langt er jeg altså kommet. Svigersønnen hader mig, ønsker jeg var væk… sikkert ønsker han, jeg dør…
Ingen har sagt…
Jeg elskede dig som min egen søn! råbte Inge nu grådkvalt. Nu er jeg kun en byrde. Mon ikke det ville være bedst, hvis jeg forsvandt, så I kunne få det bedre?
Kasper vidste pludselig, at han aldrig mere ville finde sig i det.
Nu er det nok. Jeg er færdig. Jeg vil ikke have jer i min lejlighed mere. Ud. Begge to.
Stine blev bleg:
Du kan ikke bare smide os ud.
Vil du have en påmindelse om, hvem der står på skødet?
Jeg tager Martin med mig.
Kasper gik helt op til hende.
Prøv bare på det så gør jeg alt for, han bliver her.
Inges teatergråd forsvandt med ét. Stine stivnede for første gang havde hun måske set noget i Kasper, hun ikke før havde opdaget.
… De forlod lejligheden samme nat. De pakkede i hast, mens Martin sov uvidende på sit værelse, anende fred og ingen fare.
Skilsmissen trak ud i fire måneder. Stine krævede fuld forældremyndighed, malede i retten Kasper som aggressiv og umulig at bo med, og hendes advokat beskrev ham som tyran, der smed en hjælpeløs, gammel dame på gaden.
Men Kasper havde argumenterne i orden. Stine havde hverken job, opsparing eller bare arbejdserfaring de sidste otte år. Hun og moderen var flyttet i en trang, lille lejebolig, hvor der dårligt var plads til en ekstra. Hun havde ikke mulighed for at give Martin tryghed eller eget værelse. Og Martin selv ville allerhelst blive hos far, trods morens og mormorens forsøg på at overtale ham. Retten lyttede. At Stine lavede skandale foran retten hjalp heller ikke.
Martin blev boende hos far.
… Et halvt år senere havde Kasper fået lov at arbejde hjemmefra. Det værelse, hvor Inge før boede, havde han indrettet til kontor. Han var hjemme, når Martin kom fra skole, og de hjalp hinanden med lektier ved køkkenbordet. Han lavede aftensmad måske ikke perfekt, men altid med kærlighed.
De stille aftener, hvor de samlede flymodeller eller læste eventyr sammen før sengetid, var nu de mest værdifulde. Og om kærligheden bekymrede Kasper sig ikke. Livet havde lært ham, at alt får sin tid og i Danmark ved man, at lykke findes i de små ting og i at passe på dem, man holder af.
