Der findes ingen normale her

Der findes ingen normale her

Mette trådte ud af båden, der lugtede af tjære og sumpet vand, og vidste med det samme – hun ville ikke vende tilbage. Luften her var anderledes: fugtig, fyldt med duft af fyr, mos, fisk og noget andet – som om det selve livet, uforfalsket.

»Velkommen,« sagde guiden, en fyr i en fiskerhue. »Dette er basen ’Levende Vande’. Sæt dit telt, hvor du vil. Vi mødes klokken otte i morgen, hvis du vil hjælpe med at rydde op langs bredden.«

Mette nikkede. Ordet »arbejde« skræmte hende ikke. Det, der gjorde, var stilheden. For første gang i måneder spurgte ingen: »Hvordan har du det?« »Er du kommet dig?« »Vender du tilbage til at undervise?« Ingen så på hende med medlidenhed eller bekymring.

Hun satte teltet på en lille bakke ved vandkanten. Hun satte sig på et træstub, tog skoene af og dyppede fødderne i den iskolde å. Og for første gang i lang tid – græd hun ikke.

To uger gik. Mette bar spande, gravede grøfter, vaskede gryder. Hendes hænder var fulde af rifter, ryggen øm af tungt arbejde, men i hendes hoved – der var stilhed. Folkene på basen var forskellige: studerende, biologer, tidligere IT-folk, kunstnere, frivillige fra hele landet. Alle – en smule mærkelige. Alle – en smule fortabte.

»Hvad lavede du før?« spurgte Lise en aften, en pige med rødlige dreadlocks og en stemme som en obo.

»Jeg underviste. Kunsthistorie. Universitet i Århus.«

»Hvorfor stoppede du?«

»Min søn døde. For et år siden. Han druknede. Jeg kunne ikke mere. Ordene… forsvandt bare.«

Lise gispede ikke eller slog ud med hænderne. Hun nikkede bare:

»Jeg forstår. Min far. Kræft. Døde i december. Jeg tog hertil. Ellers var jeg blevet sindssyg.«

»Bliver man ikke sindssyg her?«

»Man må godt være sindssyg her. Det er ikke farligt.«

Mette smilede for første gang.

Hun begyndte at tegne. Direkte på grovt papir fra gamle sække. Skitser af åen, fugle, folk omkring bålet. Nogle gange – hendes søn. Nu iført en fiskerhue og med en åre i hånden. Han smilede.

En dag hang nogen hendes tegninger op på en snor ved spisepladsen. Om aftenen kom alle med deres egne – fotografier, digte, små skulpturer af bark.

»Jeg erklærer det for selvudfoldelsesdag,« råbte Kristian, den høje, altid lurvede koordinator. »Vis hvem I var, hvem I er, hvem I vil være!«

»Hvad med dig?« spurgte Mette.

»Jeg var marketingmand. Nu – en mand med en økse. Og ved du hvad? Jeg kan lide det.«

De grinede sammen. Og undgik ikke længere deres ar.

I den tredje måned kom ulykken. Ikke fra skoven – fra byen. I en båd kom Mettes mor og søster. Som spøgelser i lyse vindjakker, med store tasker og ansigter fulde af bebrejdelser.

»Mette! Er du blevet vanvittig?!« Moren stod ved hendes telt. »Hvor er du dog henne? Folk her er vilde! Hvordan ser du ud? Er dette overhovedet lovligt?«

Søsteren – Anne – kiggede sig omkring som om hun ledte efter en klageboks.

»Vi har været så bekymrede! Du tager ikke telefonen, svarer ikke på beskeder, forsvinder som en teenager. Og du er snart fyrre! Du er underviser!«

Mette tav. Folk omkring bålet holdt inde med at tale. Lise kom hen og rørte hendes skulder:

»Skal jeg?«

»Nej. Jeg klarer det.«

»Vi er i chok,« fortsatte moren. »Anne og jeg troede, du… var deprimeret. Vi vil tage dig hjem. Vi har talt med en psykolog, han siger, du har brug for behandling.«

»Det her *er* min behandling, mor.«

»Vær ikke dum. Du sover i et telt! Du bærer vand! Du omgås fremmede!«

»De er ikke fremmede. Men du… du har ikke lyttet til mig i lang tid.«

»Mette,« sagde Anne. »Det er *dig*, der ikke hører efter. Vi er din familie!«

»Hvor var I, da jeg lå under dynen i ugevis? Da jeg ikke kunne rejse mig? Da jeg hver dag tænkte, at det burde have været mig i stedet for ham?«

»Vi… prøvede at hjælpe!«

»Nej. I ringede og sagde: ’Saml dig, du er stærk’. Stærk er ikke hjælp. Det er en undskyldning for ikke at være der.«

Der blev stille. Kun åen svarede med sit plasken.

Kristian kom hen og tilbød en kop te. Moren foMoren tog ikke koppen, men stirrede bare på Mette og sagde med en stemme, der knækkede: »Du er ikke den eneste, der savner ham.« og i det øjeblik forstod Mette, at sorgen havde været deres fængsel hele tiden.