– Anna, har du igen efterladt det våde håndklæde på krogen i badeværelset? Svigerindens stemme lød fra entreen, da Anna knap nok havde fået skoene af efter arbejde. Grethe stod med korslagte arme og sendte svigerdatteren et skarpt blik. – Det hænger til tørre, – svarede Anna og sparkede skoene af. – Det er jo derfor, der er en krog. – I ordentlige hjem hænger man håndklæderne på tørrestativet. Men det ved du vel ikke noget om. Anna gik forbi uden at svare. 28 år, to universitetsgrader, lederstilling – og alligevel blev hun dagligt bebrejdet håndklæder. Hver eneste dag. Grethe betragtede, mens Anna gik forbi. Hendes måde – at tie, ignorere, opføre sig som om hun var dronningen i huset. Grethe var 55 år og havde lært at læse folk, og lige siden starten havde hun ikke brudt sig om denne pige. Kold. Hovmodig. Mikkel havde brug for en varm, hjemlig kvinde – ikke denne isdronning. De følgende dage holdt Grethe øje. Noterede sig. Husker… – Emil, læg legetøjet væk inden aftensmad. – Jeg vil ikke. – Det er ikke et spørgsmål. Læg dem væk. Den seksårige Emil blev fornærmet, men begyndte at samle soldaterne op. Anna så ikke engang på ham, men fortsatte med at snitte grøntsager. Grethe observerede fra stuen. Der var den, kulden, hun havde bemærket. Ingen smil, ingen kærlige ord. Kun ordrer. Stakkels dreng. – Farmor, – Emil kravlede op i sofaen til hende, da Anna gik ind for at lægge vasketøj sammen. – Hvorfor er mor altid så sur? Grethe strøg ham over håret. Det perfekte øjeblik. – Ved du, søde… Nogle mennesker kan bare ikke vise kærlighed. Det er trist. – Kan du? – Selvfølgelig, min skat. Farmor elsker dig meget højt. Farmor er ikke sur. Emil klyngede sig tættere ind til hende. Grethe smilede. Hver gang de var alene, tilføjede hun små grønne dryp til billedet. Forsigtigt. Trinvist. – Mor gav mig ikke lov til at se tegnefilm i dag, – brokkede Emil sig ugen efter. – Åh, stakkels dig. Mor er lidt streng, ikke? Nogle gange synes farmor også, at hun er for streng mod dig. Men du skal ikke være ked af det, du kan altid komme til farmor. Jeg forstår dig altid. Drengen nikkede, lyttede til hvert ord. Farmor – den flinke. Farmor – forstår. Mor… – Ved du, – Grethe sænkede stemmen til hvisken, – nogle mødre kan ikke være kærlige. Det er ikke din skyld, Emilskat. Du er en dejlig dreng. Det er mor, der er forkert. Emil krammede hende. Noget koldt, uforståeligt voksede i ham, når han tænkte på sin mor. En måned senere opdagede Anna forandringen. – Emil, skat, kom hen, så skal du få et kram. Sønnen trak sig væk. – Jeg vil ikke. – Hvorfor? – Jeg vil bare ikke. Han løb over til farmor. Anna stod i børneværelset med udstrakte arme. Hun anede ikke hvornår det var gået galt. Grethe betragtede scenen fra gangen. Et tilfreds smil krusede munden. – Emil, – Anna satte sig ved Emil om aftenen, – er du sur på mig? – Nej. – Hvorfor vil du så ikke lege med mig? Emil trak på skuldrene. Blikket var fjernt og fremmed. – Jeg vil hellere være hos farmor. Anna lod ham gå. Det gjorde ondt dybt inde. – Mikkel, jeg kan ikke kende Emil mere, – sagde hun til sin mand sent om aftenen, da alle sov. – Han undgår mig. Det var aldrig sådan før. – Du overdriver bare. Børn er nu en gang sådan. I dag det ene, i morgen det andet. – Men det er ikke bare noget pjat. Han ser på mig, som om jeg har gjort noget galt. – Anna, du overdriver. Mor passer ham jo bare, mens vi er på arbejde. Han er bare blevet knyttet til hende. Anna ville sige mere, men vogtede sig. Mikkel havde allerede vendt sig om og stirret ind i mobilen. – Din mor elsker dig, – sagde Grethe, når hun lagde Emil i seng de dage, hvor forældrene blev sent på arbejde. – Men på sin egen måde. Koldt. Strengt. Ikke alle mødre kan være bløde, kan du se det? – Hvorfor ikke? – Det sker bare, skat. Farmor ville aldrig gøre dig ondt. Farmor vil altid beskytte dig. Ikke ligesom mor. Emil faldt i søvn med de ord. Og hver morgen så han på sin mor med lidt mere skepsis. Snart viste han åbent, hvem han helst ville være hos. – Emil, skal vi to gå en tur? – Anna rakte ud efter ham. – Jeg vil med farmor. – Emil… – Med farmor! Grethe tog hans lille hånd. – Lad nu være, han gider jo ikke, kan du se. Kom, Emil, farmor køber dig en is. De gik. Anna så dem efter, og noget tungt trykkede hende for brystet. Hendes egen søn. Afviste hende. Løb til farmor. Og hun forstod ikke hvorfor. Om aftenen fandt Mikkel hende på køkkenet. Anna sad med kold te og stirrede tomt ind i væggen. – Anna, jeg skal nok snakke med ham. Jeg lover. Hun nikkede bare. Orkede ikke sige mere. Mikkel satte sig hos Emil i børneværelset. – Emil, sig lige til far. Hvorfor har du ikke lyst til at være sammen med mor? Drengen så væk. – Bare fordi. – Bare fordi er ikke et svar. Har mor gjort dig ked af det? – Nej… – Hvad så? Emil tav. Seks år, og kunne ikke forklare det, han ikke selv forstod. Farmor sagde, mor var sur og kold. Så er det nok sandt. Farmor lyver aldrig. Mikkel gik ud af børneværelset uden et svar… Imens lagde Grethe planer for næste skridt. Svigerdatteren var tydeligt mærket – man kunne se det. Snart ville denne opkomling pakke og gå selv. Mikkel fortjente bedre. En rigtig kone. Ikke denne isblok. – Emil, – hun greb ham i gangen næste dag mens Anna var i bad, – du ved godt, at farmor elsker dig højere end nogen anden i verden? – Ja. – Og mor… Mor er ikke særlig rar, vel? Hun krammer ikke engang, er streng og sur. Stakkels dig. Hun hørte ikke skridtene bag sig. – Mor. Grethe vendte sig. Mikkel stod som forstenet i døren. Ansigtet – helt hvidt. – Emil, gå ind til dig selv, – sagde han stille, men så Emil straks forsvandt. – Mikkel, jeg ville bare… – Jeg hørte det hele. Tavsheden sænkede sig. – Du har… – han sank en klump. – Du har bevidst vendt Emil mod Anna? Hele tiden? – Jeg passer jo bare på ham! Hun behandler ham som en fangevogter! – Du er ikke rigtig klog. Grethe bakkede – hendes søn havde aldrig set på hende sådan før. Fyldt med afsky. – Mikkel, hør nu… – Nej, nu er det din tur til at høre. – Han trådte et skridt nærmere. – Du har vendt min søn mod hans egen mor. Min kone. Ved du hvad du har gjort? – Jeg ville jo bare det bedste! – Det bedste? Emil nægter at være sammen med sin mor! Anna er ulykkelig! Er det dét du kalder “det bedste”? Grethe løftede hagen. – Helt ærligt. Hun passer jo ikke til dig. Kold, sur, følelseskold… – Nu stopper du! Råbet skar igennem. Mikkel hev efter vejret. – Pak dine ting. I dag. – Smider du din egen mor ud? – Jeg beskytter min familie. Mod dig. Grethe åbnede munden – og lukkede den igen. Dommen stod i sønnens øjne. Ingen diskussion. Ingen anden chance. En time senere var hun væk. Uden farvel… Mikkel fandt Anna i soveværelset. – Jeg ved nu, hvorfor Emil har ændret sig. Anna så på ham med røde øjne. – Det var min mor. Hun… hun har fortalt Emil, du er sur, ikke elsker ham rigtigt. Hele tiden har hun forgiftet ham mod dig. Anna frøs. Så åndede hun tungt ud. – Jeg… jeg troede jeg var ved at blive skør. Troede jeg var en dårlig mor. Mikkel satte sig tæt, holdt om hende. – Du er en vidunderlig mor. Det var mor… Jeg ved ikke hvad der gik af hende. Men hun kommer ikke tæt på Emil mere. De følgende uger var svære. Emil spurgte efter farmor, forstod ikke hvorfor hun var væk. Forældrene tog alle samtalerne stille og tålmodigt. – Skat, – Anna strøg håret på ham, – det farmor sagde om mig… det er ikke sandt. Jeg elsker dig. Rigtig højt. Emil så skeptisk på hende. – Men du er sur. – Ikke sur, bare streng. Fordi jeg ønsker du skal blive et godt menneske. Strenghed er også kærlighed – kan du forstå det? Drengen tænkte. Længe. – Kan jeg få et kram? Anna holdt om ham så længe, at Emil flækkede af grin… Dag for dag – langsomt – kom han tilbage. Den rigtige Emil. Drengen, der løb til mor med tegninger. Drengen, der sov til hendes godnatsange. Mikkel så på kone og søn lege i stuen – og tænkte på sin mor. Hun ringede flere gange. Han svarede ikke. Grethe var nu alene. Uden barnebarn. Uden søn. Alt hvad hun ville, var at beskytte Mikkel mod den forkerte kvinde. Men til sidst mistede hun dem begge. Anna lagde hovedet på Mikkels skulder. – Tak fordi du rettede op på det hele. – Undskyld, jeg ikke så det før. Emil løb ind, hoppede op på fars skød. – Mor, far, skal vi ikke tage i Zoo i morgen? Måske var livet ved at falde på plads…