Mette lukkede sin kuffert og bar den ud i entreen. Før hun tog sin jakke på for at gå, gik hun en sidste gang gennem lejligheden for at tjekke, om hun havde glemt noget. Hun standsede i køkkenet og lænede sig mod dørkarmen. Pludselig huskede hun tydeligt den første aften, hun og Lasse havde spist middag ved det samme bord. Det var aftenen, han havde taget hende med hjem for at møde sin mor. Inden i hende brændte en storm af frygt, længsel og kærlighed til ham – til “Lasse-musen,” som hun kaldte ham dengang. Frygten kom fra, at hun var bange for ikke at passe ind hos hans mor. Men det viste sig, hun ikke havde grund til at bekymre sig. Lasses mor, Birthe, tog hende straks til sig, og selv efter de blev gift, fortsatte hun med at støtte Mette, selv når tingene ikke lykkedes.
I begyndelsen kunne Mette knap nok lave mad. Birthe lærte hende at lave Lassas yndlingsretter, for Mette havde kun lært at lave simple ting fra børnehjemmet. Ja, Mette var børnehjemsbarn – ikke fra fødslen, men på grund af skæbnen. Hendes forældre var kirurger på samme hospital. En dag fik de et opkald fra en kollega i en lokal klinik. Der var en patient, der ikke kunne transporteres, og de manglede en kirurg. Så de kørte begge afsted for at hjælpe. Operationen lykkedes, men på vej hjem blev de ramt af en lastbil med en beruset chauffør. Hendes far døde med det samme, og hendes mor døde på vejen til hospitalet.
Mette blev tilbage med sin bedstemor. Hun var fem år gammel. I fem år boede hun hos den gamle kvinde, hvis helbred svækkedes mere for hver dag efter hendes søns død. En morgen vågnede bedstemor bare ikke. Uden andre familiemedlemmer blev Mette sendt til børnehjemmet.
Det var ikke det bedste sted, men alligevel voksede hun op uden at gå på afveje, i modsætning til mange andre derfra. Da hun blev myndig, ville hun flytte tilbage i sine forældres lejlighed – men den var allerede blevet solgt til fremmede. Mette prøvede at kæmpe for den, men enten manglede hun viden, eller også var systemet for indviklet. Så hun stod uden noget. Det var dengang, hun mødte Lasse. Han hjalp hende med at finde arbejde og en lille værelse hos en gammel dame. Så han begyndte at gå ud med hende. Tre måneder senere blev de gift. De flyttede ind hos ham, i en stor treværelses – sammen med hans mor, som elskede Mette, og det blev gengældt.
Så de fik en god lille familie.
Men for et år siden døde Birthe. De opdagede uhelbredelig kræft, og hun var væk på under et år.
Siden da var Lasse en anden. Han begyndte at drikke, kom ofte ikke hjem om natten. Den foregående aften havde Mette set ham stå og holde om – næsten kysse – en anden pige. Hun besluttede at tale med ham om aftenen, men han kom ikke hjem. Så nu, efter en søvnløs nat, havde Mette pakket sine ting. Der var ingenting at dele, ingen børn. Det viste sig, hun ikke kunne få dem.
Hun kunne have stået der og mindedes deres liv længe, men så lød der råb fra gangen. Mette gispede – hun havde ikke nået at gå, før han kom hjem. Nu kom der ballade.
I entreen stod Lasse, vaklende på benene, og ved siden af ham – den samme pige fra i går. Overraskende nok var hun næsten ædru.
Da han så Mette, råbte han bare:
“Hvad glor du på? Hics! Få bare dine ting sammen og skrid, du tomme dåse! Nu skal det her være min nye kæreste – hics – Susanne! Hun kan føde mig en søn, ikke som dig… barren kvinde.”
Mettes hjerte knugede sig sammen, så det gjorde ondt at trække vejret. Hun vaklede, greb fat i væggen for ikke at falde. Så sukkede hun:
“Du behøver ikke bekymre dig. Jeg er allerede på vej. Mine ting er pakket.”
“Godt. Fem minutter, så skal du være væk.”
Hun ville råbe: *Hvad har du gjort ved dig selv, din tåbe? Din mor må vende sig i graven!* Men hun sagde ingenting. I stedet tog hun sin kuffert og taske og gik – ud af den lejlighed, der engang var hendes hjem, ud af det liv, der begyndte så godt. Hvis ikke Birthe var død… Men hvad hjælper det at tænke på?
Hun gik forbi Lasse og Susanne – entreen var stor nok – og lukkede døren stille bag sig. Lige inden den smækkede, hørte hun Lasse sige:
“Kom, Susanne, vi skal lave børn.”
Mette lukkede øjnene hårdt for at holde tårerne tilbage. Hun satte kufferten ned og stod et øjeblik, inden hun tog den igen og gik mod elevatoren.
Udenfor så hun sig om efter den taxa, hun havde bestilt på vejen ned. Den skulle være her nu.
Og der kom den – kørende ind i gården.
Da hun satte sig ind, spurgte chaufføren:
“Hvor skal vi hen?”
Godt spørgsmål. Hvor skulle hun tage hen? Hun havde ikke engang tænkt på det! Så huskede hun den gamle dame, hun engang boede hos. Hun var ikke så gammel dengang – måske levede hun stadig? Det var kun otte år siden.
Hun gav adressen, og undervejs kæmpede hun mod tårerne, men de løb alligevel. Først da bilen stoppede, formåede hun at standse dem og tørre kinderne. Hun betalte chaufføren og gik mod opgangen uden at se sig om.
Men lige ved døren standsede en stemme hende:
“Mette?”
Hun vendte sig – på bænken sad den samme gamle dame, Ruth, som hun engang havde boet hos.
“Er det dig, skat?” spurgte Ruth igen, men da hun så Mettes tårer, rejste hun sig. “Hvad er der sket, min pige?”
Den venlige tone var for meget. Mette brast i gråd.
“Åh, stakkels dig. Kom nu, kom med ind.”
Ruth skubbede hende ind ad døren. På vej op ad trappen prøvede Mette at stoppe tårerne, men de ville ikke holde op.
Ruth lod hende vaske ansigtet og satte så te over.
“Drik,” sagde hun og skænkede.
Fem minutter senere spurgte hun: “Fortæl mig nu alt.”
Mette fortalte det hele – om Lasse, om Susanne, om alt.
“Hvad har du tænkt dig at gøre?”
“Hvad kan jeg gøre? Jeg siger op og lader ham leve, som han vil.”
“Så elsker du ham ikke mere?”
“Jo! Men…”
“Ikke noget men! Hvis du elsker ham, kæmp for ham. Han var ikke altid sådan her.”
“Han har selv valgt det!”
“Tror du det?” Ruth så på hende. “Mette, hvornår begyndte det?”
“E
