**Dagbogsnotat – en mors sorg**
Min søn efterlod mig på en øde landevej for sin kones skyld, men ingen kunne have forestillet sig, hvad der skulle ske en måned senere.
Jeg opvoksede min søn alene. Fra de allerførste dage var han mit alt. Jeg levede for ham. Jeg købte ikke nye kjoler til mig selv, tog aldrig en fridag, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst sov roligt – alt sammen for hans skyld.
Jeg arbejdede dag og nat: på posthuset, som rengøringsassistent, som opvasker på en café. Når nogen spurgte, hvorfor jeg udmattede mig selv, svarede jeg altid: »Jeg vil gerne give min søn alt det, jeg selv ikke fik.«
Jeg troede, at når jeg blev gammel, ville han være der. At han ikke ville svigte mig. Han plejede at sige: »Mor, når jeg bliver stor, køber jeg et hus og en bil til dig!« Og jeg troede på ham. For det var min dreng.
Men alt ændrede sig, da en pige kom ind i hans liv. Fra første øjeblik vidste jeg – hun ville ikke bringe noget godt med sig.
Hun så på mig med en kold smil. Aldrig kaldte hun mig ved navn. Hverken »tante« eller »mor« – bare »du«.
Hun forsøgte straks at overbevise ham om, at jeg »bremsede hans udvikling«. Hun gjorde ham flov over at hjælpe mig og sagde:
»Hvorfor giver du penge til din mor? Lad hende arbejde, hvis hun vil have mad.«
»Stop med at tage hende med overalt. Du har din egen familie nu.«
Hun spundne intriger og overtalte ham til ikke at besøge mig. Hun fortalte vennerne, at jeg »manipulerede ham«, selvom jeg blot ringede for at høre, om han havde det godt.
Da jeg en dag bragte en kage til ham, smed hun den ud af døren og sagde:
»Hun kan lige vaske hænder først, inden hun kommer med mad fra fremmede køkkener.«
Han blev koldere og koldere. Dag for dag mærkede jeg, at jeg mistede ham. Og så – en morgen – sagde han:
»Mor, jeg vil køre dig et sted hen. Bare for en tid. Så kan du få ro.«
Hans stemme var uden varme, uden omsorg. Jeg vidste, hvor han ville bringe mig hen. Men jeg gik med. For det var mit barn.
Vi kørte længe. Længere og længere væk fra byen. På et tidspunkt stoppede han. En øde vej. Ingen huse, ingen mennesker. Kun sand og vind.
»Stig ud,« sagde han.
Jeg steg ud. Han så mig ikke i øjnene. Han lukkede bare døren og kørte væk, efterlod mig midt i ingenting.
På det tidspunkt kunne jeg slet ikke forestille mig, at blot en måned senere ville min søn komme for at bede om tilgivelse. Men hvem har brug for det?
Jeg stod der, kunne ikke tro det. Det var, som om mit hjerte var revet ud. Jeg råbte ikke. Græd ikke engang. Der var kun stilhed og smerte. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen. Vidste ikke, hvordan jeg skulle leve videre.
Jeg stod bare der og bad om at vågne fra dette mareridt.
En fjern slægtning fandt mig. Han boede alene på landet og tog mig ind. Jeg ringede ikke til min søn. Jeg ville ikke høre hans stemme.
En måned gik. Og så – dukkede han op.
Han knælede foran mig og græd som et lille barn.
Det viste sig, at hans kæreste havde svigtet ham. Hun havde været utro med hans bedste ven. Hun havde stjålet næsten alle deres fælles penge og løbet væk. Efterlod ham med gæld og skam.
Han sagde, at da han satte mig af, troede han, han gjorde det rigtige. At han byggede et »nyt liv«. Men i virkeligheden ødelagde han alt.
Han tiggede om tilgivelse. Tårerne løb ned ad hans kinder. Han kyssede mine hænder.
»Mor, tilgiv mig… Jeg glemte, hvem der virkelig elsker mig.«
Og jeg stirrede bare på ham og tænkte:
Har jeg virkelig brug for denne tilgivelse?
