Brylluppet var slut, gæsterne var spredt, og datteren flyttede ind hos sin mand. Lejligheden gik stille og tom. Efter en uge med stille vandring i tomheden besluttede min kone og jeg, at vi skulle skaffe et dyr. Det skulle være en anstændig erstatning for vores lille pige, så vi fortsat kunne få lov til at fodre, træne, gå ture med og rydde op efter noget levende. Jeg håbede også, at et dyr i modsætning til datteren ikke ville stjæle mine cigaretter eller snige sig ind i køleskabet om natten.
Hvilket dyr vi skulle have, var endnu ubesluttet vi ville lade stedet bestemme.
Søn-søndag tog vi i ud til Fuglemarkedet på Amager. Ved indgangen lå der små, nuttede marsvin på hylder. Jeg kastede et skeptisk blik på min kone.
Det vil ikke gå, svarede hun, vores dyr skal være landbaseret.
Fiskene holdt mund, og papegøjerne, som var farverige som en børnemalebog og snakkesalige som en kaffemaskine, udløste en klar allergi hos min kone på grund af deres fjer. En lille abe fangede min opmærksomhed dens kradsende bevægelser mindede mig om min datters pubertetsår. Men min kone truede med at ligge som et lig mellem os, så jeg måtte give efter. Så kort tid som fem minutter havde jeg allerede lært at kende den lille abe, mens jeg havde vænnet mig til min kone.
De resterende muligheder var hunde og katte. En hund kræver konstant gåture, mens en kat medfører mange finurligheder, og jeg kan så meget som forestille mig mig selv som en kattekælger ved Nørreport. Så vi gik efter en kat.
Vores kat blev genkendt med det samme. Den lå i et plexiglasakvarium omgivet af en flok ubehagelige killinger, der snusede på dens bløde mave og snoede deres små pinde. Katten sov. På akvariet hang et kort med navnet Kurt. Forhandleren fortalte en rørende historie om kattens hårde barndom: en hund, som voksede op med katten, havde næsten spist den, så der ikke var plads til den i lejligheden længere.
Udseendet var som fra en avisklip, en smuk grå perserkat. Der manglede dog papirer, der kunne bekræfte, at den flade næse var en racekarakteristik og ikke en skade. Uden dokumenterne blev den officielt kaldt Kong, men den reagerede let på Kurt. Så vi købte den.
På vej hjem snoede Kurt sig stille under sædet i bilen. Da vi nåede op til indgangen, spurgte min kone spydigt:
Er du sikker på, at den ikke er kastreret?
Jeg blev anspændt ikke fordi jeg er imod LGBTQ+-rettigheder, men fordi en kastreret kat minder mig om en mishandlet skuespiller fra et dårligt filmset. Jeg lagde Kurt på trapperampen og foretog en hurtig undersøgelse. I den dunkle entré var de katteagtige kønsorganer ikke synlige, kun en fluffy mave i en bunke af pels. Jeg forsøgte at finde frem til en dyre-tiltrækning og gled min hånd over kattens bagdel. Katten mjavede, men huset stod stille.
Den dag gik datteren på besøg med en revet kage i hånden. Da hun så Kurt, lod hun kagen ligge og gik i jagt på katten. Sammen med mig og min kone smed de den i badekarret, skyllede den med børneshampoo, pakkede den ind i et håndklæde og blæste den med en hårtørrer.
Når Kurt så spansk ud, begyndte min kone at børste ham, fjerne de sammenfiltrede hårballer. Kurt knurrede utilfreds. Jeg gik til køkkenet med en øl og lod den ro.
Den fredelige stemning blev brudt af et højlydt mjav og en glasskåre. Jeg satte øllen fra mig og gik efter lyden. Min kone sad på sofaen, svajende med hænderne, som var de dækket af røde, blodige ridser. Ved siden af lå en saks og en bunke af kattepels. Vi stod skulder ved skulder ved den sårede dame.
Hvad er der sket? spurgte jeg.
Min kone så os med triste øjne og jammerede:
Jeghter.
Hvad med æg?
Debroter.
Hvorfor?
Fra katten.
Jeg er ingen læge, men jeg mistænker, at sådanne ting ikke bare falder af så let. Især ikke fra katte.
Vi græd og prøvede at forstå, hvad der var sket. Jeg er af natur en blød sjæl, og i et øjeblik ville jeg knibe min kone, bare for at lindre hendes smerte et mærkeligt medfølende impuls. Til sidst åbnede min kone sine knyttede næver. På hendes blodige, våde hænder lå to små, blodklædte pelsklumper. Det viste sig, at da hun klippede pelsen mellem bagbenene, sprang katten. Hun havde med saksen i hånden ved et uheld klippet det, der så ud som en lille bold men som viste sig at være hendes æg.
Gennem tårer og løbende næseflåd indså vi, at katten havde skreget af smerte, gemt sig under sofaen og kradset min kones hænder, mens den knuste en lille vase på vejen. Jeg ville have revet katten i stykker, men jeg sagde det bare til min kone, og hun jammerede igen.
Min datter og jeg greb en moppe og lagde den på gulvet. Under sofaen, i den støvede krog, glimtede et nyt kastrationslys Kurt murede dårligt. På kærlige kald og pølser reagerede den ikke. Jeg forstod ham som en mand forstår en anden mand.
Datteren skubbede forsigtigt Kurt med moppen mod sofaens kant, mens jeg forsøgte at gribe den dødsgale kirurg ved de udstikkende ben. Kurt var overraskende adræt og gav ikke efter. Han slog med poterne mod træet, lavede dybe ridser. Til sidst greb han moppen med kløerne og rykkede den tættere på. Åh, hvad en syn! Gule øjne som lyskegler, spindelvæv på snuden og ører, støvet af årtiers sofa-støv.
Efter en halv time med min kone gik Kurt fra en storslået perserkat til en hjemløs, kastreret skabats. Jeg kunne ikke lade være med at grine over den bizarre sammenligning.
Jeg holdt den nervøse kat ind til mig, kløede den bag øret. Langsomt faldt Kurt til ro, de spændte ben slappede af, og han mumlede en hæs lyd. Han mjavede højt, mens han lukkede øjnene. Det så ud til, at min kone havde lavet en fejl, og nu var hun den sidste tåbelige, der kunne mjave efter en kastration. Kæreste stod på tæerne og sagde, som om hun talte om en skør idé:
Går han dårlig? Er han hæs? Skal vi ringe efter ambulancen?
Kurt åbnede et tåget øje, så sin torturere og gik stille i sig selv. Jeg gik ud af rummet og bar ham ud på køkkenet.
Vi drak øl med ham og snakkede om livets trængsler, når kun kvinder bor i huset, mens Kurt spandt som om han forstod. Efter et stykke tid lagde han sig på hovedet på mine skød, varmede mig med sin spinden. Den gensidige tillid førte til en lidt for intim undersøgelse jeg spejlede mig i hans bagdel for at sikre, at min kones klipning ikke havde ødelagt hans reproduktive funktion. Ingen kønsorganer var synlige. Jeg tog en slurk mere af øllen, pudsede pels og fandt ingen tegn på, at noget var blevet fjernet. Overhovedet ingen.
På mine skød lå nu en stor, sød perserkat, med en runde mave. Det, min kone klippede, viste sig blot at være en lille klump af blodig pels fra en ridse. Vi gik ikke efter markedspigen for at slå hende for et bedragerisk salg. De fælles oplevelser med katten bragte os tættere sammen.
Katten hed nu ikke længere Kurt. I går fik Koza vores nye kat fire små killinger. Så er huset igen fyldt med børn.
© Mikkel Larsen.
