Troede på lykken
Ingen kan forklare, hvorfor skæbnen er så nådig mod nogle – giver dem kærlighed, lykke og opfylder alle deres drømme – mens den er ubarmhjertig mod andre. Det har intet at gøre med, om man er en god eller en dårlig person. Ofte er det netop de kvinder, der gør alt for deres familie, der ender med at være ulykkelige.
Mette var også en af dem, som skæbnen ikke havde været særlig venlig mod. Hun var smuk, velholdt og altid flittig. Hendes hjem strålede af renlighed, og hun var en fantastisk husmor lige fra den første dag i ægteskabet. Hun var venlig, munter og havde et varmt hjerte. Mette giftede sig med Carsten af kærlighed. De boede i en lille by ved Roskilde i deres eget hus. Carsten arbejdede på en fabrik, mens hun var bogholder i administrationsafdelingen.
De havde to børn, en datter og en søn. Børnene gik i børnehaven, og datteren skulle snart starte i skole. Men så tog skæbnen en drejning. Carsten omkom i en ulykke på fabrikken, hvor han arbejdede. Pludselig stod Mette alene tilbage med to små børn.
Selvom kolleger og fabrikken hjalp hende med begravelsen, var smerten i hendes hjerte ulidelig. Det tog lang tid at komme sig. Heldigvis boede hendes mor i nærheden og tog sig af børnene, mens Mette kæmpede med sorgen.
“Datter,” sagde moren engang, “jeg forstår godt, hvor hårdt det er at miste en kærlig og omsorgsfuld mand. Jeg har selv været der. Men du må tænke på børnene. De har brug for dig nu.”
“Tak, mor,” græd Mette. “Jeg ved det med forstanden, men mit hjerte vil ikke acceptere, at Carsten er væk.”
“Tiden læger sårene,” svarede moren.
Efter sin orlov vendte Mette tilbage til arbejdet. Kollegerne passede på hende, inviterede hende til kaffe og lod hende ikke sidde alene med sine tanker. Gradvist begyndte hun at smile igen.
“I er så dejlige,” sagde hun engang. “Det gør det nemmere at være her.”
Datteren startede i skole og elskede det.
“Mor, vores lærer, Fru Nielsen, er så klog og sød! Hun ved alt!” sagde datteren begejstret.
“Det er hendes job at lære jer noget,” svarede Mette. “Hvis du lytter og laver dine lektier, bliver du lige så klog.”
Tre år gik. Sorgen blev mindre skarp, men den forsvandt aldrig helt. Så skete der noget uventet.
En ny kollega, Mikael, blev ansat som sikkerhedsingenør. Han var alvorlig, men smilende, og kvinderne fandt hurtigt ud af, at han var skilt og var flyttet tilbage til byen for at bo hos sin mor.
Da han første gang så Mette i bogholderiet, følte han en varme strømme gennem sig.
“En smuk kvinde,” tænkte han. “Men hvorfor ser hun så trist ud?”
“Godmorgen,” hilste han. “Jeg er den nye sikkerhedsingenør. Jeg hedder Mikael, men bare kald mig Mikael.”
Hans åbne smil fik alle til at grine, og de tilbød ham kaffe. Denne gang takkede han nej – han skulle møde direktøren.
“Han er da godt nok charmerende,” sagde en kollega, og de andre nikkede.
Mikael kunne ikke lade være med at besøge bogholderiet ofte, selvom han ikke havde noget arbejde der. Han så altid efter Mette, og det gjorde ham glad. En dag ventede han på hende efter arbejde.
“Mette, må jeg ledsage dig hjem?” spurgte han.
Hun smilede overraskende. “Ja, det vil jeg gerne.”
De gik langt hjem sammen, og han ventede, mens hun hentede børnene hos sin mor.
Sådan begyndte deres forhold. Mikael var tålmodig, for han vidste, at Mette havde mistet Carsten. Men en dag spurgte han, om hun ville gifte sig med ham. Hun sagde ja.
Mikael blev en kærlig mand og en god stedfar. Børnene elskede ham, især sønnen, der savnede en faderfigur. Selv Mikaels mor kom godt ud af det med Mette og børnene, som kaldte hende for bedstemor.
De voksede op, fik deres egne liv, og Mette og Mikael blev alene igen. Da Mette var 53, ramte ulykken igen. Mikael døde pludselig af et hjerteanfald.
“Hvorfor er skæbnen så hård mod mig?” spurgte hun sine kolleger. “Begge mine mænd var gode. Hvad har jeg gjort forkert?”
“Livet er uretfærdigt nogle gange,” svarede de. “Men du har klaret det før.”
Mette vidste, det var sandt, men ensomheden var tung. Hun længtes efter at finde kærlighed igen, men de fleste mænd i hendes alder var enten gift eller ikke gode nok til hende.
Så introducerede hendes familie hende for Erik, en enkemand på 58. Han var rask, sporty og havde gode manerer. De mødtes ofte, og han inviterede hende i biografen og på caféer.
“Skal vi ikke tage i byen i dag?” spurgte han engang.
“Ja, tak!” svarede Mette glad. Hun havde siddet for længe derhjemme.
De tilbragte meget tid sammen, og det føltes rigtigt. Mette følte sig forelsket igen.
“Jeg troede ikke, man kunne blive så glad i den alder,” tænkte hun.
Erik følte det samme. Han var opmærksom, købte blomster og hjalp hende med alt. De drømt
