“Hvorfor i alverden elsker du os begge?!” – Anders tilstod sin utroskab, og min verden styrtede sammen.
Jeg kan ikke huske, om jeg færdiggjorde min te. Jeg kan ikke huske, om jeg overhovedet trak vejret. Alt i mig føltes frosset fast. Kun hans stemme – rolig, lidt hæs – hamrede mod min hjerne som en hammer. Han sagde det uden skam, uden frygt, som om det ikke var forræderi, men noget helt almindeligt.
“Jeg elsker jer begge,” gentog Anders og så mig lige i øjnene.
Mine fingre dirrede, da jeg skubbede tallerkenen væk. Appetitten forsvandt på et sekund. Hele kroppen føltes bedøvet, som om jeg var blevet overskyllet med kogende vand. Hans ansigt blev gråt, læberne skælvede, men han fortsatte.
“Det begyndte for to måneder siden… Vi arbejder i samme virksomhed, på logistikafdelingen. Vi arbejdede på et presserende projekt sammen, begyndte at snakke mere, og så… skete det bare. Jeg elsker hende, men jeg elsker også dig. Jeg kan ikke leve med løgnen længere. Det er hårdt, forstår du? Virkelig hårdt…”
Jeg hørte ikke efter. Alt jeg mærkede var en vulkan, der brølede inden i mig. Alting faldt fra hinanden. Alt, jeg havde troet på. Alt, jeg havde stolet på. Jeg ville skrige, kaste tallerkenen efter ham, smadre et glas mod væggen. Men jeg holdt mig tilbage. Rejste mig langsomt, vaklede og greb fat i bordkanten.
“Du bør nok ikke blive her i nat,” knurrede jeg. “Jeg har brug for at være alene.”
Da døren smækkede efter ham, kollapsede jeg på sengen. Puden lugtede af ham, dynen føltes iskold. Mit hjerte hylede. Jeg græd lydløst, begravet i madrassen, som om jeg kunne gemme mig fra svigtet. Han vidste, hvor højt jeg elskede ham. Han vidste, hvor meget jeg stolede på ham. Alligevel gjorde han det.
Jeg hamrede knyttede næver mod hans pude, som en galning. Og så dukkede billedet af *hende* op i mit hoved. Hvem var hun? Hvordan så hun ud? Yngre end mig? Blond eller mørk? Slank? Med læber som i et magasin? Perfekt manicure, en forførende blik? Jeg forestillede mig, hvordan hun svingede hofterne, hvordan hun kyssede min mand med sine søde læber, hvordan hun lo. Mine hænder rystede. Jeg kunne næsten ikke trække vejret.
Næste morgen kunne jeg ikke holde det ud. Jeg *måtte* se hende. Bare et glimt af ansigtet på den kvinde, der havde ødelagt mit liv.
Jeg ringede på arbejde og sagde, jeg var syg. Så ringede jeg til Anders’ kontor. Sekretæren var naiv – hun afslørede det hele. Hendes navn var Mette. På de sociale medier fandt jeg hurtigt hendes profil. Den var næsten tom, kun ét billede. En nydelig kvinde i en hvid bluse og cowboybukser. Ikke en skønhed, ikke en model. Men alligevel – *hende* havde han valgt.
Om aftenen kørte jeg til hendes adresse. Jeg sad i bilen uden for hendes opgang, greb rattet så hårdt, at mine fingre gjorde ondt. Mit hjerte hamrede som en gal. Efter en halv time så jeg hende. Og… jeg blev overrasket. Hun var helt almindelig. Virkelig. Ikke flotte træk, ikke provokerende tøj. En simpel frisure, afslappede bevægelser. Hvis hun var min veninde, ville jeg næppe lægge mærke til hende.
Men vreden forsvandt ikke. Tværtimod – den blev værre. Hvis hun ikke havde fanget ham med sit udseende, måtte det være noget andet. Indeni. Han elskede hende ikke for hendes krop, men for noget dybere. Det gjorde hende tusind gange farligere. Jeg styrtede ud af bilen og fulgte efter hende. Hun gik ind i en supermarked. Greb en indkøbsvogn – og smilede til mig.
Det var den sidste dråbe.
“Tror du, du har vundet?” hvæsede jeg næsten. “Han er *min*. Ikke din. Forstået?! Kom aldrig tæt på ham igen!”
Hun så forvirret på mig.
“Undskyld… hvem er du?”
Jeg bed tænderne sammen. Hvor *vovede* hun at lade som ingenting?
“Lad være med at lade som om du ikke ved det. Du er Mette, ikke? Du er sammen med Anders. Hør her – han er *min* mand. Var det, er det, og bliver det!”
Hendes ansigt blev blegt. Hun klamrede sig til vognen.
“Åh gud… han har aldrig nævnt, at han havde en kæreste… Jeg… jeg anede det ikke…”
Hun lignede én, der var oprigtigt chokeret. Eller også var hun en god skuespiller. Men halvanden time senere sad vi på en café. Jeg lyttede, mens hun, med tårer i øjnene, fortalte sin side af historien.
“Jeg forelskede mig i en løgner,” hviskede hun. “Men nu vil jeg ikke kende ham mere. Han kan rende mig.”
Jeg kunne ikke svare. Min stemme svigtede. For mig var Anders hele min verden. En verden, han havde smadret med én enkelt tilståelse.
