Folkeskaren samledes for at opleve spændingens sus og fare

Menneskemængden var kommet for at se fare.
De kom for støv, blod, og det spektakel, der fik folk til at stå på de kolde metaltribuner og råbe som om de aldrig havde set frygten i øjnene før. Den sorte tyr i arenaen var hovednavnet kæmpestor, arret, rasende, og berømt for én ting frem for alt andet:
Ingen kunne komme tæt på ham to gange.
De kaldte ham Odin.

Hen på eftermiddagen gløder hele arenaen gyldent i solen. Støv driver gennem lyset. Speakeren i sin kongeblå jakkesæt er midt i endnu en buldrende udfordring, da en lille skikkelse pludselig flyver over gelænderet.
En lille dreng.
Han lander tungt i sandet.
Et øjeblik glemmer hele arenaen at trække vejret.
Så kommer skrigene.

Hey! Nej dreng, ud derfra! råber speakeren ind i mikrofonen.

Men drengen løber ikke.
Han rejser sig med rystende arme og står midt i arenaen, lille i en slidt cowboyjakke og grå hættetrøje, parat til at se det største dyr i øjnene som om livet allerede har presset ham derud, hvor angst ikke længere betyder noget.
I hånden knuger han noget rødt.
Tyren vender sig.
Trækker kloven gennem sandet.
Og stirrer direkte på ham.

Drengens læber dirrer.
Se på mig…
Publikum går amok, råber på nogen til at gribe fat i ham, på at portene skal åbnes, på at speakeren skal gøre noget nyttigt i stedet for bare at råbe. Men drengen flytter sig ikke, som om han kun er kommet af én grund, og intet i verden er stærkt nok til at tvinge ham væk.
Langsomt åbner han hånden.
Et gammelt rødt tørklæde hænger fra hans fingre, slidt, med broderede initialer i hjørnet.
Tyren sænker hovedet.
Speakerens stemme ændrer sig. Showmanden er væk. Nu er han bange.
Hvad laver den unge dér…?

Drengen synker, løfter tørklædet højere.
Min far sagde, du ville kende det her.
Arenaen falder stille, række efter række.
Først forreste række.
Så tribunerne.
Selv speakeren bliver tavs.
For der sker noget i den sorte tyr.
Den er stadig farlig. Stadig tung af vrede. Men nu ser den på klædet, ikke på drengen.
Drengens øjne fyldes med tårer.
Han elskede dig mere end noget andet.

Den sorte tyr træder frem.
Ét skridt.
Så endnu et.
Langsomt, frygtindgydende, målrettet.
Folk kryber baglæns. En kvinde dækker munden foran, en mand skriger bagud, at drengen skal løbe.
Han bliver stående.
Træder endda nærmere.
Hvis du husker ham hvisker drengen, stemmen knækker, …så forlad mig ikke også.
Så brøler tyren og sætter i løb.

Arenaen eksploderer i skrig.
Støvet hvirvler op i guldhvirvler af jord og lys. Drengen lukker øjnene et spidst sekund, tvinger dem så op og løfter tørklædet med en hånd, der ryster så voldsomt, at det ligner han kan bryde sammen.
Tyren kommer nærmere.
Nærmere.
Helt tæt
Og stopper få centimeter fra ham.

Der bliver så stille, at det føles uvirkeligt.
Drengen kigger tyren i øjnene og hvisker:
Odin…?
Et dybt, skælvende fnys undslipper tyren.
Så, stille, sænker den hovedet.
Ikke for at angribe.
For at presse panden mod drengens bryst.

Et gisp løber gennem publikum.
Drengen begynder at græde.
Fra speakerens podie bliver en gammel staldkarl pludselig kridhvid i ansigtet og griber ud efter rækværket.
Fordi han genkender initialerne på tørklædet.
J.N.
Jens Nielsen.
Tyre-ridderen, han som døde i denne arena for fem år siden.
Manden, alle sagde, ikke havde nogen familie.

Staldkarlen klatrer lydløst ned, så hurtigt han næsten falder.
Drengen ser op gennem tårerne og råber det ene, isnende sætning, der får hårene til at rejse sig hos de voksne:
Du løj for min far, før han døde!
Staldkarlen stivner halvvejs nede ad trapperne.

Støv virvler rundt om hans støvler.
Speakeren lader mikrofonen glide ned langs siden.
Ingen i arenaen siger noget.
Ikke efter det.

Ikke efter at have set et barn stå uskadet ved siden af den mest frygtede tyr i landet.
Staldkarlens ansigt er hvidt som kalk.
Drengen retter en rystende finger mod ham.
Du lovede ham, råber han gennem tårerne. Du lovede, du ville hente mig!

Et gys går gennem publikum.
Forvirrede mumlen.
Staldkarlen standser ved kanten af sandet, hiver efter vejret.
Drengen klemmer tørklædet tættere mod Odins nakkeknude.
Du sagde, jeg aldrig ville være alene.
Den gamle mand ser ud, som om han har fået et slag for brystet.
Dreng hvisker han. Jeg vidste det ikke
Det gjorde du!
Ordene knækker midt over,
Ikke længere vrede.
Sorg.
Årtiers sorg.

Drengen tørrer sit ansigt hårdt over ærmet og gør alt for at blive stående, mens alle ser ham gå i stykker.
Min far ventede på dig på hospitalet.
Staldkarlen lukker øjnene.
Blot et sekund.
Det er nok.
Folk mærker det med det samme.
Sandheden.
Rå, grim sandhed.
Drengens stemme bliver lille.
Han blev ved med at spørge, om du kom.

Odin flytter sig tættere, hovedet stadig lavt og beskyttende mod drengens bryst.
Tyren fjerner sig ikke.
Den truer ham ikke.
Den ser næsten menneskelig ud, stående dér ved siden af den grædende dreng.

Staldkarlen træder endelig ind i sandet.
Langsomt.
Forsigtigt.
Som nærmer han sig noget helligt.
Din far Stemmen svigter, vender tilbage. Din far fortalte aldrig om dig.
Drengen ser bare på ham.
Så rækker han ind i lommen på hættetrøjen.
Tager et sammenfoldet fotografi frem.
Slidt i kanterne.
Gammelt.
Med rystende hænder holder han det op.

Jens Nielsen smilende ved siden af en gravid kvinde.
Den ene arm om hende.
Den anden hvilende på Odins store hoved år tilbage, da tyren endnu var ung og Jens stadig red på ham.

Bagpå står, med falmet blæk:
Til vores søn. En dag tager jeg jer begge hjem.

Staldkarlen dækker munden.
Herre Gud

Speakeren træder ned nu, tavs.
Folk på tribunerne læner sig frem, tyste.
Drengen sænker billedet.
Min mor døde sidste vinter, hvisker han.
Ordene forsvinder næsten i luften.
Han var det eneste jeg havde.

Så ser han igen på Odin.
Og Odin var det eneste, han talte om.
Tyren puster tungt, skubber blidt til drengen, så de forreste rækker gisper igen.

Staldkarlens ben svigter pludseligt.
Han synker ned i sandet.
Midt foran alle.
For nu husker han alt.
Jens på hospitalssengen.
Mørbanket.
Knust.
Døende, langsommere end nogen havde troet.
Med samme røde tørklæde i hånden.

Han tryglede, sprukne læber:
Hvis der sker mig noget find min dreng.
Staldkarlen havde lovet.
Så kom begravelsen.
Inkassofolkene.
Rodeoens konkurs.
For mange løgne.
For mange flasker Akvavit.
For meget skyld.
Og til sidst
holdt han op med at lede.

Den gamle mand ser nu op på drengen gennem tårer.
Jeg svigtede ham.
Drengen svarer ikke.
Kan ikke.
Han græder for meget nu.
Odin skubber sig endnu tættere, kroppen dækker drengen mod lyset, larmen, og alle menneskene.
Som om tyren forstår præcis, hvad drengen har mistet.

Så stiller barnet det spørgsmål, ingen er klar til.
Vidste min far, at han skulle dø?
Staldkarlen knækker helt sammen.
For Jens Nielsens sidste ryttertur havde aldrig været en ulykke.
Og pludselig
forstår hele arenaen, hvorfor den gamle så så bange ud, da han så de initialer.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

1 × 3 =

Folkeskaren samledes for at opleve spændingens sus og fare
Da han fik øje på hunden, der lå ved bænken, løb han straks derhen. Hans blik faldt også på hundesnoren, som Natalja skødesløst havde efterladt. Da han så hunden Mars ligge ved bænken med hævet øje, løb Vadim straks over. Han opdagede også snoren, som Natalja bare havde smidt. Vadim og hans søster Jelena havde næsten ikke talt sammen i to år. Jelena kunne stadig ikke fatte, hvordan en lille bagatel kunne ende i sådan et voldsomt familiedrama. Jelena og Vadim Jensen voksede op med kun ét års mellemrum. Helt fra barnsben havde de været uadskillelige og altid stået last og brast sammen, uanset hvilke løjer de lavede, tog de altid ansvaret i fællesskab. Deres landsby, Nørrehuse, udviklede sig år for år. De kunne takke landsbyens dygtige leder, Poul Mikkelsen, som også var opvokset i Nørrehuse og viste sig at være en glimrende økonom. Efter at have afsluttet agronomstudiet vendte Poul tilbage til sin barndoms landsby, hvor han gik målrettet ind i udviklingen af lokalsamfundet. Hans ildhu blev hurtigt bemærket, og efter ti år blev Poul valgt som administrativ leder for Nørrehuse. Også på det private plan gik det fremragende. Jelena blev færdig som social- og sundhedsassistent og fik job i landsbyens lægehus. Det var svært for Poul at overse en så smuk kvinde! Heldigvis delte Jelena hans følelser, og de blev gift ved et stort festligt bryllup for hele landsbyen. Vadim glædede sig ægte over søsterens lykke, selv om hans eget ægteskab med Natalja langt fra var lykkeligt. Da Jelena var single, kunne Natalja finde på at rakke hende ned, kalde hende doven eller for fin på den. Efter brylluppet blev irritation til misundelse. Natalja forlangte stadigt mere fra sin mand – nyt hus, større bil, pænere pels… Hun bebrejdede Vadim ofte: “Se nu, hvordan andre har alt, og vi ingenting!” Han sled og kæmpede, men kunne aldrig opfylde Nataljas voksende ønsker. Dertil kom, at Natalja sørgede over ikke at kunne få børn, mens Jelena havde fået søn og datter, et stort moderne hus – og Poul fik endda en respekteret stilling i kommunen… Familiefester endte ofte i skænderier. Så snart Vadim havde besøgt Jelena, begyndte Natalja at hakke på ham bagefter. Klimaks indtraf på Vadims fødselsdag. Jelena havde fra byen taget en labradorhvalp med – Vadim drømte om sådan en hund. Poul overrakte ham en splinterny motorcykel. Alt gik godt, indtil Natalja, påvirket af alkohol, mistede besindelsen og råbte anklagende til Jelena: – Nå, Lene?! Er den hund en hentydning? Kan vi ikke få børn, kan vi da i det mindste købe en hund, eller hvad?! Jelena forsøgte at mægle: – Tag det roligt, Nata. Du vil bare skamme dig senere… Men ordene prellede af. Det udviklede sig til et stort opgør, hvor gæsterne splittedes i to lejre. Poul hviskede stille til sin hustru, at det var bedst at tage hjem, og sammen forlod de festen. To år gik. Den aften begyndte Vadim at undgå sin søster, og kontakten blev reduceret til sjældne korte møder. Samtidig voksede spændingerne mellem ham og Natalja. Vadim gik nu oftere aftenture ned til åen med Mars. De så ud til at hygge sig, Vadim kastede pind, Mars bragte den glade tilbage og slog sig ned ved hans fødder, mens Vadim fortalte stille historier. Jelena hørte det fra naboerne, men gjorde intet – Vadim var stædig. Efter den skæbnesvangre skænderi var Nataljas had til både Jelena og Mars kun blevet værre. Når Vadim var ude af huset, jagede hun hunden ud, skældte den ud og slog den til tider. Sladderbefængte naboer piskede stemningen yderligere op: – Så du det, Nata? Din mand var nede ved åen igen med hunden… – I går mødtes han med Lene og hendes familie. De grinede og havde det hyggeligt! Jalousien fortærede Natalja. En dag spurgte Vadim: – Nata, du slår vel ikke Mars? – Hvad skal jeg med din dumme hund?! – snerrede hun og gik. Mars gemte sig oftere og rystede, når Natalja kom ind. Det endte først den morgen, Vadim vredt sagde: – Jeg er træt af din evige misundelse! Vred og alene trak Natalja Mars udenfor, bandt ham til bænken og slog ham med bæltet. Den stakkels hund hylede i smerte. Da hun var faldet ned, smed hun bæltet, pakkede sit, og forlod hjemmet for altid. Om aftenen kom Vadim hjem, fandt rod overalt og ingen Mars ved lågen. Ved bænken så han ham, næverne knyttedes. Han løsnede hurtigt hundens bånd og bar Mars til lægehuset. Jelena var ved at gøre klar til at gå hjem, da hun fik øje på sin bror med den blødende hund i armene. – Lene, hjælp… – bad Vadim hæst. De bar Mars ind på behandlerrummet. Jelena undersøgte ham grundigt: – Hvem kunne finde på det? – Natalja… – Vadim så ned. Jelena nikkede. Hun syede sårene, skyllede hans øje og gav ham vand. Senere på gangen mumlede Vadim undskyldende: – Undskyld, Lene… – Det er okay, – smilede hun træt. – Og med Natalja…? – Nej, Lene. Ikke mere. Jelena ringede til Poul: – Poul, kom og hent mig, tak. Han hørte med det samme på hendes stemme, at der var noget galt – og var hurtigt på vej. En halv time senere stod han i gangen. Da han så søskendeparret med Mars, der stille peb, spurgte han ikke om noget, men smilede sagtmodigt: – Kom så, helte. De kørte Vadim hjem og forklarede, hvordan Mars skulle passes. Senere, da Jelena havde fortalt deres mor, hvad der var hændt, sagde hun blot: – De skulle for længst have været skilt. Så gik hun hen til Vadim, for at hjælpe med at rydde op efter Natalja. På terrassen sad Vadim og kælede for Mars. Moren gik hen og strøg dem begge over håret: – I lever, hva’? – Vi lever, – svarede Vadim. Fra køkkenet bredte duften af kogt kød og friske grøntsager sig. Mars vejrede, logrende, Vadim smilede og rejste sig. Og livet gik videre.