“Sådan lever vi bare…”
“Mon alle andre lever som mig?” tænker Alberte ofte. “Hvorfor bruger min egen familie, som jeg giver min sjæl og kræfter til, egentlig bare mig?”
Alberte giftede sig med Mads af kærlighed. De gik i skole sammen, og lige før studentereksamen brød deres forelskelse pludselig ud. Hun ville giftes med ham lige efter studenterhuen, men hendes mor bremsede hende.
“Datter, hvorfor skal det gå så stærkt?”
“Mor, forstår du det ikke? Mads og jeg elsker hinanden!”
“Og hvad så? Alle er forelskede i den alder. Først skal du uddanne dig, så kan I giftes.”
“Men Mads skal jo i værnepligt til efteråret!” insisterede Alberte.
“Netop! Hvorfor skynde sig? Så kan I også teste jeres kærlighed,” sagde moren.
Mads’ forældre rådede ham også til at vente til efter militæret. Så kunne de se, om Alberte virkelig elskede ham. Så de besluttede at lytte til forældrene.
Alberte fulgte sin forlovede afsted til militæret med tungt hjerte.
“Alberte, min skat,” sagde Mads og krammede hende, “vent nu bare på mig. Så kan vi se, om vores kærlighed er stærk nok.”
“Hvor skulle jeg dog gå hen? Jeg venter selvfølgelig på dig,” lovede hun fast.
Og det gjorde hun. Da Mads kom hjem, var han blevet modnet og smuk. De fik en stor bryllupsfest, og forældrene betalte endda en ferie til Spanien efterfølgende. Men efter hvedebrødsdagene opdagede Alberte, at hun måske ikke burde have ventet på ham. Hendes nye mand var totalt uduelig til at håndtere livets udfordringer.
Mads fandt problemer overalt. Alberte havde ikke regnet med, at han var en kronisk brokker.
“Min chef er en nar. Han giver mig ikke engang en bonus,” klagede han.
“Måske gør du ikke dit arbejde godt nok?” foreslog hun.
“Jeg gør det samme som alle andre! Men Lars fik en bonus, og jeg…”
“Så måske næste gang.”
“Min bil drikker benzin som en galning! Og i butikkerne er alt så dyrt. Jeg så priserne på reservedele og gik bare igen. Hvordan skal man overhovedet overleve?”
“Mads, sådan er livet. Vi burde måske lave noget renovering i lejligheden,” nævnte Alberte forsigtigt.
“Hvor skal vi få pengene fra? Alt er for dyrt. Vi må bare leve med det,” sagde han og undgik ansvaret.
Han kunne ikke engang skifte en pære, fordi han var bange for at få stød. Så kom børnene, én efter én, og problemerne blev flere. Alberte måtte tage alt på sine skuldre. Hun stod for husholdningen, renoveringen, tog ekstraarbejde, betalte regninger, børnehave og fritidsaktiviteter. Hun sparede intet for sin søn og datter – de skulle ikke mangle noget.
“Min største frygt er, at mine børn skal føle sig ringere end deres venner. Derfor arbejder jeg fra morgen til aften. Selvom jeg går i en gammel nedtrådt jakke og burde få nye støvler. Men i det mindste bruger jeg ikke penge på frisør – min søster klipper mig. Jeg har slet ikke råd til dyre skønhedssaloner…”
Hver aften stod Alberte ved komfuret og lavede mad for familien. Hun gik sjældent i seng før langt over midnat, efter at have vasket, strøget og syet. Ingen hjalp hende. Mads spiste og flækkede sig så på sofaen, hvor han faldt i søvn foran tv’et. Børnene troede bare, det var sådan livet var. Kun hendes søster, Katrine, sagde noget:
“Alberte, du slider dig selv op for dem. Hvad er Mads til, udover at være en sofa-slasker? Du tænker slet ikke på dig selv. Du er knap 40 – hvad skal der blive af dig? Jeg lover dig, han finder en anden…”
“Åh, hvem skulle dog tage sig af ham som mig? Hvem vil tørre hans næse som et barn?” sagde hun bittert.
Og Katrine fik ret. En dag startede Mads en skænderi ud af det blå.
“Hvad er det egentlig, du vil?” spurgte Alberte forvirret.
“Jeg vil skilles,” sagde han og begyndte at pakke.
“Og hvem skal du så til?”
“Det rager ikke dig. Der er en enke – ja, hun er 11 år ældre, men hun har penge. Hendes mand efterlod hende en formue. Hun vil gerne passe på mig, sagde hun.”
Alberte kunne ikke fatte det:
“Jeg har passet på ham i årevis, forsørget familien, og det er min tak?”
Hun var knust og fik en depression. Men Katrine hjalp hende og købte en ferie til et wellnesshotel. Alberte tog fri og rejse alene. Friskluft, nye mennesker og havet gjorde hende godt. Da hun kom hjem, følte hun sig fornyet.
Årene gik. Børnene voksede. Vennerne forsøgte at finde en ny mand til hende, men hun var ikke interesseret – hun havde fået nok af utroskab.
Anders, den ældste, studerede og arbejdede som bartender om aftenen.
“Mor, jeg og nogle venner vil leje en lejlighed sammen. Er det okay?”
“Selvfølgelig, skat. Det er godt, du lærer at klare dig selv.”
Datteren, Mie, færdiggjorde sin uddannelse og sagde:
“Jeg vil bo sammen med Marcus. Støtter du mig?”
“Ja, selvfølgelig,” svarede Alberte, men tænkte:
“Endelig kan jeg leve mit eget liv.”
Hun havde nu tid og penge til sig selv. Hun shoppede nyt tøj, nye sko, og fik en professionel makeover i en salon. Da hun så sig selv i spejlet, genkendte hun sig knap nok.
“Er det virkelig mig?”
På arbejdet var kollegerne målløse:
“Wow, du ser fantastisk ud!”
Mie genkendte hende knap nok:
“Mor, du ser så anderledes ud! Men… jeg har brug for penge.”
“Ja, skat, nu har jeg råd. Men du skal betale dem tilbage. Jeg sparer nemlig til en bil.”
“En bil? Hvorfor?”
“Fordi det er rart at have sin egen. Og til sommer tager jeg på en lang tur – alene.”
Mie blev fornærmet over at skulle betale pengene tilbage. Især fordi Marcus ikke rigtig arbejdede.
Alberte hjalp altid børnene økonomisk, men hun begyndte at sætte grænser:
“De må lære at klare sig selv. Jeg er ikke en pengeautomat.”
Hun begyndte at læse mere, gå ture i parken og undrede sig:
“Hvorfor har jeg aldrig lagt mærke til, hvor smukt alt er?”
Anders blev færdig med studiet og flyttede hjem igen. Alberte måtte lave mad, vaske hans tøj og stryge, mens han ledte efter arbejde. Han fandt et job, men lønnen var lav, så han blev boende.
