“Jeg vokser op og gifter mig med hende”
“Endelig har jeg min eksamen, nu tager jeg til landsbyen. De siger, der er en ny skole, hvor jeg skal undervise de lokale børn,” glædede Sigrid sig. “Drømme går jo i opfyldelse – jeg har altid drømt om at blive lærer, ligesom onkel Erik.”
Sigrid sad i bussen på vej til arbejdspladsen og smilede ud ad vinduet. Hun tænkte tilbage på onkel Erik, hendes fars gamle kammerat, der engang besøgte dem. De havde ikke set hinanden i årevis – dengang sagde hendes far, de havde tjent sammen i militæret. Som niårig havde hun forelsket sig i onkel Erik.
Hun havde tænkt: “Han skal være min mand!” og var ikke gået fra hans side. Han havde givet hende slik og en stor chokoladebar. Da han kørte, løftede han hende op og kyssede hende på kinden, og hun hviskede:
“Onkel Erik, bliv ikke gammel og dø ikke. Jeg vokser op, og så gifter vi os!” Han havde grinet højt.
**Den nye lærer**
Den gamle bus knirkede og standsede. Sigrid var ankommet til landsbyen, hvor hun skulle begynde som lærer i den lille skole. Hun spurgte den gamle Mogens, der stod på stoppestedet og spejdede efter noget med hånden over øjnene. Solen skinnede, og støvet fra bussen havde endnu ikke lagt sig.
“Goddag, kan De vise mig vej til skolen?”
Mogens så opmærksomt på hende, men inden han kunne svare, sprang en tolvårig dreng frem.
“Derovre! På bakken,” pegede han på det nye skolebyggede i det fjerne. “Jeg kan vise Dem vej.”
Mogens mumlede efter dem: “Se bare, den lille Mads! Han giver mig ikke engang tid til at svare. Åh ja, den nye lærer er kommet… Hun er så ung, hvad kan hun overhovedet lære børnene?” Han slæbte sig mod købmanden. “Jeg må få fortalt kvinderne, der er en ny lærer i byen.”
Mads syntes godt om Sigrid Nielsen, som hun præsenterede sig. “Det var navnet på H.C. Andersens søster!” udbrød han.
Sigrid lo. “Du er godt nok velorienteret!”
Mads fulgte hende ikke helt til skolen. “Her er den. Jeg løber videre nu.”
“Tak, Mads!” kaldte hun efter ham.
Mads var helt betaget. Han løb hjemad, men besluttede sig for at tage forbi sin storebror i værkstedet for at fortale om den nye lærer.
“Lars! Der er kommet en ny lærer i skolen. Hun er så smuk – sådan én har vi ikke i landsbyen før! Jeg finder ud af, hvor hun skal bo. Hun hedder Sigrid Nielsen, ligesom H.C. Andersens søster!” Han grinede og løb videre.
Lars smilede til sin lillebror. Der var næsten ni års forskel på dem, men Mads var en kvik fyr med et alvorligt udtryk, lige som deres far. Han elskede at hjælpe alle.
Den nye lærer, Sigrid, blev sat i det tomme hus nær Mads’ hjem. Det fandt han hurtigt ud af og fik også fortalt det til Lars. Om aftenen sagde han:
“Lars, hun bor i gamle fru Jensens hus. Grindet hænger i ét hængsel, og der mangler et par planker i hegnet. Vi må hjælpe hende.”
“Hvem?” spurgte Lars, der allerede havde glemt den nye lærer.
“Hvem?! Sigrid, selvfølgelig! Spis færdig, så går vi hen til hende.” Lars nikkede – han vidste, lillebror ville ikke give op.
**Gode gerninger**
De gik ind i gården gennem den værgeløse grinde, der kun hang i ét hængsel. Mads førte an, Lars fulgte efter med værktøj. Lige da kom en ung kvinde ud på trappen – hun havde en lyserød t-shirt og gamle jeans på, med et lille tørklæde rundt om hovedet og lyse hår ned over skuldrene.
“Du har ret, hun er smuk! Mads ved godt, hvad der er pænt,” tænkte Lars, men inden han kunne sige noget, sagde Mads:
“Det er min storebror, Lars. Vi skal fikse grinden og hegnet.”
“Tak,” svarede hun og gik indenfor for at rydde op.
“Nå, Lars, hvad sagde jeg? Smuk, ikke?”
“Jo,” mumlede Lars. “Lad os komme i gang.”
Der var ikke så meget at lave. De fiksede grinden, hamrede planker fast, og Lars gik hjem, mens Mads gik ind til Sigrid.
“Nu er alt i orden,” sagde han stolt. Hun takkede ham.
Næste aften sad Lars på trappen til deres hus, mens mor malkede koen. Mads satte sig ved siden af.
“Puha, jeg er træt. Jeg har hentet vand til Sigrid fra Hansen-familien. Hendes brønd er tilstoppet. Vi må rense den, ellers må hun slæbe vand langt, og Hansen er nærig, det ved du godt.”
Lars så på ham.
“Okay, i morgen er det weekend. Så ordner vi det. Mads, jeg genkender dig knap – du bliver voksent!”
“Selvfølgelig!” svarede Mads stolt og puffede til ham. “Mor malker koen… Måske jeg skal bringe Sigrid noget mælk?”
**Hun lærte dem alle at kende**
Dagen efter renede de brønden i Sigrids have. Hun takkede dem og tilbød dem the, men de takkede nej og gik hjem.
Skoleåret begyndte. Mads så Sigrid hver dag, snakkede med hende og spurgte, hvordan han kunne hjælpe. Han kom også hjem til hende med kager, som mor sendte med – hun var også en god sjæl. Sigrid fortalte om sin familie, og Mads fortalte om landsbyen, hvem der var venlig og hvem der var gnaven. Han introducerede hende til alle.
En dag spurgte Sigrid: “Mads, hvorfor siger din bror aldrig noget?”
Mads grinede. “Han har ikke nogen tunge. Han faldt og bed den af som barn.”
“Åh nej, hvor tragisk! En så flot ung mand…” rystede hun på hovedet, mens Mads smilede listigt og løb hjem.
Senere om aftenen, midt i en regnstorm, bankede det på døren. Mads’ mor var ved at gå i seng.
“Hvem fanden går rundt i det her vejr?” mumlede hun og åbnede døren.
“Anna! Jeg tror, jeg slog ham ihjel! Jeg troede, det var Mads, men det var Flemming – han var fuld og væltede ind!” Sigrid var gennemblødt og rystede.
Lars kom farende ud, greb en jakke og løb ud. Lidt efter kom han tilbage. Sigrid og mor sad og drak the. Mor havde givet hende en varm morgenkåbe.
“Flemming ligger og snorker. Jeg smed ham ud og gav ham en lærestreg. Han kommer ikke igen.” Han rakte Sigrid en regnfrakke. “Kom, jeg følger dig hjem.”
Men Sigrid stirrede på ham.
“Hvorfor glor du sådan? Som om jeg
