“Hold nu op med at ynke dig!” råbte min mand og tog afsted på fisketur lige efter min operation! I stedet for mig mødte han en tom lejlighed.
Åh, piger, jeg ville ikke ønske det for nogen. For et år siden fik jeg en knusende diagnose. Den slags, der deler livet i “før” og “efter”. Jeg havde brug for en kompliceret operation og derefter en lang, udmattende rekonvalescens. Jeg følte ærlig talt, at jorden gik fra under mig.
Min mand, Mikkel, var i starten helt perfekt. En rigtig ridder på den hvide hest! Han holdt mig i hånden, kørte mig til lægen, så mig ind i øjnene og lovede:
“Signe, du skal ikke være bange! Vi klarer det sammen! Jeg er her for dig hvert sekund – jeg bærer dig i mine arme!”
Og selvfølgelig troede jeg på ham. I sådanne øjeblikke længes man efter at tro, at man ikke er alene, at der er en stærk skulder at læne sig mod.
Lige før operationen kom han ind på stuen med et kæmpe bundt roser og hviskede igen, at han elskede mig og ventede på mig. Jeg faldt i søvn under bedøvelsen med følelsen af, at der intet var at frygte.
Operationen lykkedes. Men det, der fulgte – piger, det var ren tortur. Smerter, svaghed, svimmelhed. Jeg kunne knap nok nå på toilettet, mens jeg støttede mig til væggen. Hvert skridt føltes som at bestige Mount Everest.
En uge senere blev jeg udskrevet. Mikkel hentede mig, hjalp mig ind i bilen. Men jeg mærkede det med det samme – noget var galt. Han var nervøs, tavs, og kiggede konstant på uret. Alt hans ridderlige omsorg syntes at være blevet tilbage på hospitalet.
Derhjemme lagde han mig i sengen, gav mig et glas vand og sagde:
“Nå, du er hjemme. Hvil dig.”
Så gik han ind i det andet rum og satte sig foran computeren. Intet “hvordan har du det?” eller “mangler du noget?” Bare stilhed.
Om aftenen bad jeg ham hjælpe mig på toilettet. Han gjorde det, men med et ansigt, som om jeg bad ham losse en hel lastbil med kul. Hans omsorg, piger, var forduftet. Som dug for solen. Jeg var alene med min smerte og svaghed i mit eget hjem.
Næste morgen, en fredag, skete det, der fik alt til at gå op for mig. Jeg vågnede af, at Mikkel rumsterede i gangen. Jeg vaklede hen til døren og så ham pakke en stor rygsæk. Fiskestænger, gummistøvler…
“Mikkel, hvor skal du hen?” hviskede jeg.
Han vendte sig om, og hans ansigt udtrykte en blanding af irritation og skyldfølelse.
“På fisketur,” mumlede han. “Jeg og drengene har planlagt det i en måned.”
“På fisketur?” Jeg kunne ikke fatte det. “Hvad med mig? Jeg har brug for hjælp, jeg kan knap stå…”
Og så, kære piger, så han på mig med kolde, fremmede øjne og sagde de ord:
“Hør nu her, stop med at ynke dig! Du er jo hjemme, ikke på hospitalet. Du klarer det nok. Jeg er træt efter alle de uger, mine nerver er helt udmattede. Jeg har brug for at komme væk. Jeg er kun væk i to dage.”
Kan I forestille jer det? Han har brug for at komme væk! Og mig, lige efter operationen, skal bare “klare det”. I det øjeblik forstod jeg, at han ikke bare forlod mig. Han løb fra mig. Fra mine smerter, min svaghed, fra ansvaret.
Jeg svarede ham ikke. Hvad kunne jeg sige? Jeg så bare stille på, mens han lukkede døren bag sig uden at vende sig om.
Jeg sad længe på sengen i den tomme stilhed og lyttede til den øde lejlighed. Hans løfter om evig støtte genlod i mine ører, men nu lød de som en ond spøg. Først var der smerte og bitterhed til tårer. Jeg græd, mens jeg mindedes alt det gode mellem os, og undrede mig over, hvordan det kunne forsvinde så pludselig.
Men så blev sorgen til vrede. Vrede mod ham – og mest af alt, respekt for mig selv. Han løb, fordi jeg var blevet et “problem”. Nå, men så ville jeg befri ham for det problem. For altid.
Jeg tog telefonen, åbnede kontakten “Ida” og trykkede på opkald. Da min søster svarede, sagde jeg kun én sætning:
“Ida, kom og hent mig.”
To timer senere stod hun ved min side. Min kloge søster, uden spørgsmål, pakkede mine ting, hjalp mig med at klæde på og kørte mig hjem til sig.
På køkkenbordet, lige i midten, efterlod jeg en kort besked. Mens jeg skrev den, mærkede jeg, hvordan selvrespekten langsomt vendte tilbage.
“Mikkel.
Du havde ret – du havde virkelig brug for at komme væk. Håber, du fik en god tur.
Jeg er taget hen, hvor de virkelig tager sig af mig.
Lad mig være i fred. Regningerne ligger i skuffen under spejlet. Held og lykke.”
Piger, I skulle bare vide, hvilket helvede der brød løs! Søndag aften ringede min telefon uafbrudt – opkald, beskeder, det ene efter det andet. Han stormede hen til Ida, bankede på døren, tiggede om at komme ind, råbte højt, at han havde forstået det og at han tog fejl.
Men jeg gik ikke engang ud til ham. Jeg lå i en ren seng, drak varm suppe, som min søster havde lavet, og følte mig for første gang i lang tid i sikkerhed.
Tak fordi I læste med til slut! Jeres likes er den bedste tak! Og jeg glæder mig til at høre jeres historier i kommentarerne.
