LAD HAM BLIVE PÅ HOSPITALET!
Lad ham nu bare blive her, lad nu, Line! Personalet skal nok tage sig af ham, han bliver sendt videre til de rette steder. Måske får han endda behandling! Kom nu, lad ham blive, og så kan vi leve videre, som før. Vi kan jo prøve at få et barn igen! tryglede Anders sin kone, mens de sad tæt på bænken foran modtagelsen på Rigshospitalet, stemningen rå og tung.
Hvordan kan vi bare efterlade ham, Anders? Han er jo vores egen! Det er lige meget, om han har den der hvad er det nu Downs? Han er så smuk. Bare du ser på ham, vil du mærke, at man ikke bare kan lade ham ligge! Jeg har allerede ammet ham, og han forstår alt! Line græd, så stemmen rystede og tårerne trillede ned over kinderne.
Line, tænk dog på det, sikke en skam! Hvordan skal jeg tage ham med hjem til mine forældre på landet? Hvordan skal jeg gå på gaden med sådan en? Du ved, sådan et barn, de ligner jo alle sammen hinanden, og så kan man ikke kende vores fra de andre mere! Det dér kan ikke kureres, det er bare en evig byrde hele livet, Anders hang med hovedet, og tørrede en tåre væk, mens stemmen brast. Han havde glædet sig så meget til sin søn.
Line græd videre, men hun nægtede at give efter for Anders argumenter.
Alene i lejligheden, mens Line var indlagt, mindede Anders sig selv om, hvordan han havde elsket sin Line fra første dag, hvordan alt havde været brændende godt mellem dem, og at han i de tre år før det her ikke havde kunnet se på andre end hende og heller ikke ville nu.
Både Line og Anders arbejdede på byggepladsen: han som formand, hun som maler og spartler. Det var der, de mødte hinanden! Hele sjakket var med til brylluppet, og efter blot ét år fik de nøglerne til en ny lejlighed gennem kommunen, og glædede sig til barnet. Livet med Line havde været roligt og lykkeligt! Og nu det her? Hvad skulle han sige til svendene på pladsen?
Anders hentede dem hjem fra hospitalet med tungt hjerte og nægtede at tage det lille svøb fra sygeplejerskens hænder. Line besluttede sig for at lade være med at dramatiskere han skulle nok vænne sig til det og elske sin søn. Hun kendte sin mand og kunne mærke, hvor hårdt det var for ham at acceptere en syg dreng.
Men uger blev til måneder uden at Anders ændrede sig. Han tog tidligt på arbejde og, når han kom hjem, sagde han næsten intet, tog aldrig drengen op og hjalp knapt Line.
Line holdt ud og håbede stadig på forandring. Drengen voksede roligt op, overraskende disciplineret og med et smil, der kunne lyse hele stuen op både når mor eller far trådte ind. Men Anders stirrede ned i gulvet, hver gang han så på sønnens udseende, svarede ikke igen på hans smil.
Anders ville ikke vente længere, til drengen begyndte at sidde, kravle eller gå. Han gik sin vej til den unge bogholder fra regnskabet, som han havde mødt i administrationen. Da sønnen var ét år gammel, søgte han om skilsmisse og fastsatte børnepenge, som han trofast betalte.
Hvis ikke det var for sønnen, ville Line aldrig have klaret skilsmissen. Men hvad kunne hun gøre? Anders havde vist sig som svag, og det måtte hun erkende.
Efterhånden som lille Søren voksede, begyndte samfundets syn på sådanne børn at bløde op; de begyndte endda at blive kaldt solbørn. Line var enig, hun levede i sin søns kærlige, blide omfavnelser. Søren kunne ikke altid styre sine følelser men hans positive væsen overskyggede alt andet.
Først som femårig kom Søren i børnehave i en speciel gruppe hvor han blev uundværlig hjælper for pædagogmedhjælperen Lise, der sagde: Uden Søren får jeg hverken dækket bord eller ryddet væk. Søren løb rundt og hjalp alle, og ungerne elskede ham. De fleste forældre bakkede Line op hun ønskede bare, at Søren kunne vokse i selskab med jævnaldrende.
Lines kærlighed til sin søn var urokkelig hun skævede ikke til, hvad nogen tænkte eller sagde. Fem år senere vendte hun tilbage til pladsen, hvor hun erfarede, at Anders nu arbejdede i entreprenørafdelingen, af og til på kontrolopgaver. Han sagde aldrig et ord om sønnen og gik altid rundt med stram mine for at skjule, hvor hårdt det var.
Line fortalte sine kolleger om Sørens udfordringer, og mange støttede hende og foragtede Anders.
SÅLEDES GIK ÅRENE.
Søren gik nu i en specialskole på en tilpasset ordning men han gik der! En dag kom beskeden: Anders havde under en inspektion på byggepladsen mistet balancen og faldet ned. Han havde ødelagt ryggen, lå nu lammet på hospitalet, ingen kunne hente ham og den unge bogholder, hans nye kæreste, havde straks forladt ham, da hun indså, at han ikke ville få livet tilbage, at de heller ikke havde fået børn sammen. Hans forældre på landet var døde. Ingen var der for ham.
Line tøvede ikke længe, før hun pakkede lidt og gik på hospitalet. Anders havde ligget på en specialbriks i måneder uden bedring, lægerne foreslog hjemmepleje.
Så må det blive sådan! Line besluttede at hente Anders hjem. Søren var blevet større og kunne klare sig selv. Og nu, når Line var på arbejde, ville drengen trods alt ikke være alene: Så var far også hjemme, selv om han lå stille.
Da Søren hørte, at far skulle bo hos dem, lyste han op og begyndte at gentage: Jeg elsker og venter på far!
Da den særlige hospitalsseng endelig blev sat op, flyttede Anders hjem. Den første dag lå han med ansigtet mod væggen, uden at ville se på Line eller Søren. Men Søren satte sig hos ham, strøg ham sagte over hånden og i håret, og fulgte ham trofast.
Senere samme uge ramte fortvivlelsen Anders han blev overmandet af gråd, flåede efter sin søns hånd i et desperat forsøg på at kysse den.
Far, gør det ondt? Hvor gør det ondt, far? spurgte Søren og strøg ham i håret Far, skal jeg gi dig massage? Jeg kan godt! Bare ikke græd, vi skal nok hjælpe dig, både mor og jeg!
Det er sjælen, der gør ondt, min dreng! hviskede Anders, stakåndet efter sine tårer.
Line sad i køkkenet og græd stille for sig selvAnders kiggede endelig op på sin søn. For første gang i årevis mødtes deres blikkedet milde, åbne barnesmil mod faderens forpinte, besværede øjne. Noget smeltede i Anders, som om årevis af forknyt skyld og stolthed krakelerede under Sørens uforbeholdne omsorg.
Søren kravlede op på sengekanten, lagde hovedet mod sin fars bryst og hviskede: Jeg passer på dig, far. Du er god nok. Vi hjælper dig op igen.
Anders hånd, stiv og usikker, lagde sig over Sørens. Tårerne holdt op. Stilheden i stuen fik pludselig en anden tone; som om tiden standsede i et øjeblik af lethed og tilgivelse. Line iagttog dem fra døråbningen. Hun vidste, at hun havde gjort det rigtigeikke kun for Søren, men for dem alle.
I den spæde forårsaften begyndte Anders at tale lavmælt med Søren, spurgte til hans dag, lo lidt, prøvede endda at smile tilbage. Han så nu, hvad han havde forsøgt at flygte fra: sin søns lys, der ikke skammede ham, men tændte noget nyt i ham. Et håb, måske en forsoning.
Sådan lå de, far og søn, i hver deres sårbarhed, men forbundne. Line gik ganske stille hen til dem, lagde et tæppe over, kyssede Søren på håret og nikkede mod Anders. Ingen ord var nødvendige mere.
Udenfor vinkede foråret gennem vinduet, og i stuen mærkedes en begyndelse. Ikke på det liv, de først havde drømt om, men på et andet: Dybere og stærkere, båret frem af den kærlighed, der nægter at give opselv når alt andet svigter.
Indimellem faldt Anders tilbage i mørket, men Søren slap aldrig hans hånd. Og Line stod der, utrættelig, midt i det hele, og havde sit svar færdigt til alt, hvad verden kunne finde på at sige: “Vi valgte kærligheden. Og det var ikke for sent.
