Mit navn er Peter Jensen, og jeg bor i Viborg i Region Midtjylland, hvor de stille gader ligger i skyggen af de gamle birketræer. Jeg er ikke fattig, men jeg er heller ingen millionær. I løbet af mit lange liv har jeg samlet lidt: et hus, et sommerhus ude på landet, en bil og en lille opsparing til en dårlig dag. Sammen med min kone, Ulla, har vi altid været de forældre, der giver børnene alt det bedste, selvom vi selv ofte må nøjes med smulerne. Vi ofrer os for dem, fordi vi tror, det er sådan, det skal være. Men med tiden indser jeg, at man ikke altid får taknemmelighed tilbage – ofte får man kun en vane med at blive bedt om penge.
Vi har tre voksne børn: Søren, Freja og Mikkel. Alle er de selvstændige, eller så skulle de i hvert fald være. Søren er næsten fyrre år gammel, og paradokset er, at alle tre altid befinder sig i “krise”, altid på kanten af afgrunden. Søren kommer først til mig med sine klager: han har ambitioner, men han siger altid, at arbejdet er forkert, chefen er dum, kunderne utaknemmelige. Jeg har hjulpet ham med at købe sin første bil, givet ham penge til udbetalingen på en lejlighed, så til renovering, så til hans hustrues behandling og senere bare så han kan “klare sig over”. Jeg giver, fordi jeg er far, fordi jeg elsker ham, fordi jeg ikke kan sige nej til min egen søn.
Freja er vores blide prinsesse, en kreativ sjæl. Hendes ægteskaber smuldrer en efter en, og hun holder et job højst et par måneder. Hun ringer i tårer, stemmen rystende: “Far, jeg har ikke råd til lejen …”, “Far, gældene kvæler mig …”, “Far, du vil jo ikke opgive mig?” Jeg opgiver ikke – jeg overfører penge, redder hende, tørrer hendes tårer gennem telefonen. Mikkel, den yngste, tror verden skylder ham alt. Han vil ikke arbejde for en løn, men drømme om sin egen virksomhed. Jeg har sat penge i hans drømme: første gang gik det galt, anden gang igen, tredje gang endte i tomhed. Så kom lånene, og så endte det med blot overførsler “til livet”. Jeg giver, giver, giver.
Da Ulla døde, står jeg alene. Børnene kommer til begravelsen, omfavner mig, græder. En uge senere starter opkaldene igen. Freja: “Far, jeg har brug for en advokat, hjælp mig …” Søren: “Far, du er nu alene, udgifterne er færre, smid lidt penge over.” Mikkel: “Far, mor ville aldrig sige nej.” Jeg overfører penge, ikke fordi jeg vil, men fordi jeg er bange for at blive til tomhed. Et eller andet “tak” i røret, en fornemmelse af, at jeg er nødvendig. Men “tak” er længe siden forsvundet – kun nye bønner, som ekko i en brønd.
Regnskabet tømmes for øjnene af mig. Jeg begynder at tælle hver en krone i supermarkedet, undgår besøg hos venner, køber ingen ny jakke – “hvorfor, den gamle holder stadig”. Så bemærker jeg, at børnene ikke spørger, hvordan jeg har det, om jeg får søvn om natten, de inviterer mig ikke på besøg. Kun beskeder: “Far, red mig igen …”, “Far, jeg betaler tilbage senere” – ingen har nogensinde betalt. “Far, du er stærk, du klarer det”. En aften sidder jeg i køkkenet med afkølet te og indser, at jeg er udtømt. Ikke af alder, ikke af fysisk træthed, men fordi jeg er blevet deres levende pengeautomat.
Den samme nat skriver jeg tre breve – til Søren, Freja og Mikkel. Korte, men bestemte: “Jeg elsker jer. Jeg har givet jer alt, hvad jeg kunne. Nu er det jeres tur til at stå på egne ben. Ingen flere kroner, ingen undskyldninger. I er stærke, jeg tror på jer. Jeg er nu bare far, ikke en pengepung. Jeg håber, I en dag ringer uden at bede om penge.” Jeg venter ikke på svar, men de kommer. Søren tier – intet ord, ingen lyd. Freja sender et vredt svar: “Tak, far, du har endelig forrådt os!” Mikkel ringer. Han er stille et stykke, så bryder han ud: “Undskyld. Du har ret. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst spurgte, hvordan du har det.” Hans stemme ryster, og jeg hører skam for første gang.
Et halvt år går. Jeg spiser igen det, jeg har lyst til, i stedet for kun det billigste. Jeg køber en varm jakke – den første i mange år. Jeg melder mig ind i en seniorklub, hvor vi lærer at male; farverne giver liv til mine grå dage. Jeg skammer mig ikke længere over at leve for mig selv. På min fødselsdag kommer Mikkel. Ingen bønner, ingen hint. Han bringer et stykke kage og siger: “Jeg har fået et ordentligt arbejde. Jeg vil gøre dig stolt, ikke fordi du gav mig penge, men fordi jeg selv har klaret det.” Jeg græder – ikke af sorg som før, men af stolthed over at have brudt igennem træthed og harme.
De er vant til, at jeg altid har en pung klar. Jeg har været deres redningskrans, deres evige gæld – for kærlighed, for deres barndom. Men jeg er træt af at være en maskine, der deler ud af penge. Søren og Freja er stadig tavse – måske vrede, måske uden ord. Men jeg venter ikke længere på deres kald med udstrakte hænder. Jeg har hus, lærred og maling, og jeg lærer at trække vejret frit. Mikkel har givet mig håb om, at ikke alt er tabt, at mine børn stadig kan blive mennesker, ikke afhængige af mig. Jeg er ikke længere en pengeautomat – jeg er en far, der ønsker at blive elsket for sin sjæl, ikke for sit bankindskud. For første gang i mange år tror jeg, at det er muligt.
