Ingrid Sørensen stod i døråbningen, mens Mikkel stod målløs, hænderne hængende ved siden af ham. – Du må være skør! – udbrød han, mens hans blik fløj fra den grå hat til den sølvhvide hårlok, der stak ud under den. – Ingrid, er det dig?
– Hvem havde du så forventet at se, min kære svigersøn? Rumvæsener? – sagde hun med et skævt smil, mens hun trådte ind i den lille lejlighed med to gigantiske kufferter i armene.
– Men du… du sagde, du flyttede for altid! Til Skagen! Købte en lejlighed der…
– Jeg solgte den lejlighed, – afviste Ingrid, mens hun slæbte kufferterne ind i gangen. – Og du vil stå der som en statue? Hjælp mig med bagagen!
Mikkel greb instinktivt fat i kuffertens håndtag. Et eneste spørgsmål snurrede i hans hoved: “Hvordan skal jeg fortælle Freja?” Hun havde i tre år levet med forestillingen om, at hendes mor nød et roligt liv ved Kattegat, i sin egen lejlighed, væk fra Københavns travlhed og kulde.
– Hvor er Freja? Er hun på arbejde? – spurgte Ingrid uformelt, mens hun kiggede sig om i den lille stue. – Åh, jeg har ikke set min datter i en evighed! Hvor meget har jeg savnet hende!
– Hun er forsinket i dag, et vigtigt projekt, – mumlede Mikkel og placerede kufferterne mod væggen. – Ingrid, du kunne have givet os et heads‑up? Så vi havde kunnet forberede os…
– Overraskelse, min dreng! – lo hun højlydt. – Jeg elsker overraskelser. Men hvad er det for støv her? I holder ikke orden? Og de gardiner – jeg sagde jo til Freja, at de er en katastrofe! Vi skal skifte dem i morgen.
Mikkel tænkte mørkt på, hvordan de for tre år siden havde fejret nyheden om, at Ingrid skulle flytte sydpå. Hun havde solgt sin lejlighed i København, købt en i Skagen og proklameret, at hun nu skulle starte et nyt liv væk fra kulden. Det havde virket som en gave fra skæbnen, for indtil da dukkede hun op uden varsel, kritiserede alt og pegede på, hvordan de skulle leve.
– Så du er tilbage i København? – spurgte Mikkel forsigtigt.
– For altid! – nikkede Ingrid tilfreds. – Skagen var fint, men gamle knogler vænner sig til hjemmeklimaet. Og hvordan kan jeg bo væk fra min eneste datter og mine børnebørn?
– Vi har ingen børn, – rettede Mikkel hurtigt.
– Netop! Det er absurd! Jeg vil gerne passe børnebørnene, så længe jeg kan gå.
Mikkels telefon vibrerede. En besked fra Freja: “Jeg er hjemme om en halv time, kan du købe mælk og brød?”
“Hvordan skal jeg sige det til hende?” tænkte han, mens Ingrid sank ned på sofaen og tændte fjernsynet, som om hun aldrig havde været væk.
– Hvor skal du bo, så? – spurgte han endelig.
Ingrid så på ham som om han var gal.
– Hvor? Hos jer, naturligvis! Midlertidigt, indtil jeg finder ud af, hvad jeg vil. Måske en måned, to… hvad der end passer.
Mikkels hjerte sank. Deres lille etværelseslejlighed var knap, og tanken om at dele den med Ingrid fyldte ham med panik.
– Men det er så trangt… – begyndte han.
– Jeg er ikke kræsen, – afviste Ingrid. – Jeg kan overnatte på sofaen i stuen. Og for resten, sofaen er så ubehagelig. Hvorfor har I ikke udskiftet den endnu?
Døren smækkede op, og Freja kom ind, træt efter en lang dag. Hun stoppede brat, da hun så sin mor.
– Mor?!
– Freja! – sprang Ingrid op fra sofaen med en energi, hun sjældent viste i sin alder, og kastede sig om sin datter. – Min pige! Hvor har jeg savnet dig!
– Mor, men… hvordan? Hvorfor ingen besked? – sagde Freja forvirret, mens hun krammede sin mor.
– Jeg ville overraske! – erklærede Ingrid stolt. – Og jeg ser, at jeg har lykkedes!
– Hvad med lejligheden i Skagen? – spurgte Freja, mens hun trådte tilbage.
– Jeg solgte den, – svarede Ingrid. – Det var ikke mig, der kunne slå mig til, at livet ved havet var så svært. Her har jeg læger, venner… dig.
Freja sank på en stol og prøvede at forstå. Mikkel stod tavs, usikker på, hvad han skulle sige. De udvekslede et bekymret blik.
– Så hvor skal du bo nu? – spurgte Freja forsigtigt.
– Jeg bliver her et stykke tid, så ser vi, hvad der sker. Måske lejer jeg et værelse eller en lille etværelseslejlighed. Jeg har penge fra salget, men jeg vil ikke bruge dem med det samme.
– Hvad med dine ting? – spurgte Mikkel.
– En del er solgt, en del givet væk. Det vigtigste er i kufferterne.
Freja så, hvordan hendes mand kæmpede med chokket. I tre år havde de vænnet sig til frihed, indrettet deres hjem efter egen smag og levet i fred. Nu brød alt sammen på et øjeblik.
– Mor, kan du måske bo hos Valdemar? – foreslog Freja. – Han har en stor lejlighed, han bor alene…
– Hos Valdemar? – udbrød Ingrid. – Hos min ven, ikke hos min egen datter? Freja, du dræber mig med dine forslag!
– Men vi har virkelig ikke plads, mor. Vores lejlighed er lille…
– Jeg sagde, jeg er ikke kræsen. Jeg kan overnatte på sofaen, jeg vil ikke genere jer.
Mikkel og Freja udvekslede et blik. Det var tydeligt, at de ikke kunne overtale Ingrid.
– Så lad os gøre sådan, – sukkede Freja. – Jeg laver mad.
– Jeg hjælper! – udbrød Ingrid. – Jeg skal se, om du stadig kan lave den suppe, du laver så dårligt!
Freja rullede med øjnene, men sagde intet. Mikkel lagde en støttende hånd på hendes skulder, mens hun gik forbi ham.
Den aften gik de sent i seng. Ingrid talte uafbrudt om sit liv i Skagen, om naboerne, vejret, priserne, lægerne. Det var som om hun ville indhente tre år på én nat. Så kom spørgsmålene om deres arbejde, deres planer, en antydning af, at de måske skulle tænke på børn.
Da de endelig lagde sig, lå Mikkel og Freja vågne på sofaen i
