Kære dagbog,
I går aftes gik alt galt allerede ved døren. Signe stormede ind, uden at sige “goddag”, og råbte: “Mor sagde, at vi skal have det større værelse!” Hendes ansigt glødede af retfærdighed, og hun greb nøglerne til lejligheden som om de var et våben.
Jeg stod med en kop sort kaffe i hånden, træt efter en lang arbejdsuge, og havde håbet på en rolig fredag. Anders sad på sofaen og stirrede på sin telefon, som om han kunne lade sig selv ikke høre Signes ord.
“Signe, vi har jo allerede snakket om det,” svarede jeg så roligt jeg kunne, mens indersiden af mig brændte. “Anders og jeg bor i dette værelse, fordi vi betaler huslejen. I har boet her gratis i seks måneder.”
“Gratis?!” skreg hun. “Vi er familie! Eller tror du, fordi du har købt lejligheden, så kan du bestemme over os?”
Det hele startede for otte måneder siden, da jeg endelig havde sparet nok til at købe en treværelses lejlighed i Østerbro. År med overarbejde, afholdt ferier og sparede penge gav mig de eftertragtede kvadratmeter. Anders var i starten begejstret og lovede, at vi nu skulle have et trygt hjem. De første to måneder var vi lykkelige.
Så kom den “midlertidige situation”. Signe og hendes mand Viktor mistede deres lejlighed, da udlejeren ville sælge. De havde ingen hast med at finde et nyt sted – hvorfor så? De havde jo en “kærlig bror” med en stor lejlighed.
“De kan bo her i et par uger, indtil de finder noget andet,” sagde Anders og forsøgte at overbevise mig. “Vi kan jo ikke smide min søster ud på gaden.”
Ugerne blev til en måned, så to. Signe og Viktor flyttede ind i det lille værelse og viste ingen tegn på at flytte videre. Deres krav voksede.
“Mor har ret,” sagde Signe, mens hun satte sig som herskerinde på en stol. “Der er to af os, to af jer. Men vi har flere møbler, så det lille værelse er trangt. Det giver mening, at I bytter værelser med os. Viktor snorker, så han har brug for lydisolering, og væggene i det store værelse er tykkere.”
Jeg så på Anders, som fortsatte med at stirre på telefonen. Når der skulle træffes en beslutning, forsvandt han altid.
“Signe, jeg kan købe ørepropper til Viktor,” sagde jeg, mens jeg holdt mig for munden. “Men vi bytter ikke værelser. Det er vores lejlighed, og vi har ret til at vælge, hvor vi bor.”
“Vores lejlighed!” råbte hun. “Du tror, du er dronning, fordi du har købt den! Hvad med os – vi er Anders’ familie, betyder det ikke noget?”
“Jeg slår ikke på noget,” svarede jeg, mens pulsen hamrede i tinningen. “Lejligheden er købt med mine penge, står i mit navn, og jeg betaler afdragene. I har boet her gratis i seks måneder, og jeg har aldrig krævet en krone, hverken for husleje eller forbrug.”
Signe kastede armene i luften. “Hører du, Anders? Din kone plager os med regninger! Mor har ret – hun ser kun på sin pengepung og lejlighed!”
Anders så endelig op fra telefonen. Jeg håbede, han ville forsvare mig, men han sagde kun: “Lad os ikke skændes. Måske er det virkelig værd at overveje… Det er jo trangt for dem i det lille værelse.”
Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Min mand, som lovede at stå ved min side, tog nu sin søsters parti i min egen lejlighed.
“Er du seriøs, Anders?” sagde jeg med en rystende stemme.
“Kom nu, lad være med at blive så sur… Jeg siger bare, at vi kan overveje andre muligheder. Det er jo familie,” mumlede han.
Familie – ordet var blevet en forbandelse de sidste seks måneder. Familie krævede indrømmelser, tålmodighed, penge, plads og tid, men gav kun kritik og nye krav.
“Præcis!” sprang Signe ind. “Familie! Du forstår det jo ikke, Mikkel. Mor sagde altid, at Anders skulle gifte sig med en mere simpel pige, uden dine ambitioner og lejlighed. En, der ville respektere familien!”
Mine ambitioner, de årevis jeg har spart, ofret fornøjelser for at eje et hjem. “Simpel” betød for dem, at jeg skulle slippe for at sige nej til deres krav.
“Jeg forstår ikke denne slags ‘familie’. En familie der kun tager og kræver. En familie der ikke respekterer andres arbejde og ejendom. Jeg vil ikke forstå den længere,” sagde jeg, mens jeg slog koppen så hårdt, at teen spruttede ud.
“Signe, du er så såret!” råbte hun. “Anders, hør her! Din kone vil smide os ud! Mor vil blive chokeret!”
Min svigermor, Tove, havde fra første dag gjort det klart, at jeg ikke var god nok for hendes søn – for selvstændig, ambitiøs, alt for meget. Da jeg købte lejligheden, blev hun kun mere utilfreds. “En ordentlig kone venter på, at hendes mand skaffer et hjem til familien,” sagde hun. At Anders som 32-årig stadig boede i en lejlighed, som han lejede, forstyrrede hende.
“Lad hende blive chokeret,” svarede jeg, mens jeg så Signe i øjnene. “Jeg giver jer to uger til at finde et sted at bo.”
“Hvad?!” skreg hun. “Anders, hørte du det? Hun smider os ud!”
Anders så forvirret og bleg ud, som om han ikke havde forventet dette.
“Mikkel, lad os tale roligt,” forsøgte han.
“Vi har diskuteret dette i seks måneder. Jeg har tolereret din søsters uhøflighed, hendes krav, hendes krav om at flytte ind i vores store værelse. Du foretrækker at lade som om ingenting sker,” sagde jeg, mens min stemme steg.
“Jeg vil bare undgå konflikter i familien…” mumlede han.
“Og jeg vil ikke blive fortalt, hvilket værelse jeg skal bo i i mit eget hjem!” råbte jeg. “Jeg vil ikke blive kritiseret for den lejlighed, jeg har bygget med blod, sved og tårer! Jeg vil ikke støtte voksne, som ikke engang har sagt tak i seks måneder!”
“Signe, du er så vred!” svarede hun. “Du tror, vi gør dig en tjeneste ved at bo her! Viktor skal pendle over hele byen hver dag!”
Jeg kaldte hende “klit” for
