“Fru Mette, da jeg kom klokken syv om morgenen, var du ikke her, og jeg fandt Lukas i den tilstand. Hvis du virkelig havde ringet til bureauet, havde du ikke efterladt barnet i den tilstand. Hvordan vover du at modsige mig?” Mettes stemme steg, og hendes ansigt blev rødt af harme.
“Hr. Jakob, se lige, hvordan hun taler til mig. Det er derfor, jeg siger, hun ikke kender sin plads. Min plads er at passe på det, der har brug for det,” svarede Freja, og hendes stemme dirrede af følelser. Barnet, der græd og var beskidt, havde brug for akut hjælp.
“Jeg ville ikke stå og vente på en barnepige, der måske slet ikke eksisterer, mens Lukas led.” Jakob begyndte at forstå, at der var mere i denne historie, end det umiddelbart så ud til. Fru Mette havde altid været en eksemplarisk medarbejder, effektiv og loyal. Men i dag var der noget underligt ved hendes adfærd, og Lukas’ reaktion på Frejas nærvær var umiskendelig.
“Mette, giv mig bureauets nummer, så ringer jeg selv og tjekker,” sagde Jakob og rakte hånden ud. Husbestyrerinden tøvede igen, hendes fingre nappede nervøst ved forklædet. “Hr., jeg har ikke nummeret på mig lige nu. Det er ovenpå i mit værelse.”
Da Mette forlod køkkenet med hurtige skridt, vendte Jakob sig mod Freja. Den unge kvinde holdt stadig Lukas, som nu roligt legede med knapperne på hendes uniform. “Freja, du må forstå, at det her ikke kan ske,” sagde han og forsøgte at bevare en professionel tone.
“Du er ansat til at rengøre huset, ikke til at passe min søn. Jeg forstår det, hr. Jakob. Men forstår du, at jeg ikke kunne lade barnet lide?” Hun så ham lige i øjnene, og de skinnede af tilbageholdte tårer.
“Hvis det var dig, hvis du fandt et grædende, beskidt barn, hvad ville du så gøre? Ville du vende ryggen, fordi det ikke er dit job?” Spørgsmålet ramte Jakob lige i hjertet. Han vidste, hun havde ret, men at indrømme det ville betyde, at han havde fejlet som far, at han ikke kendte de mennesker, der passede hans søn, godt nok.
“Det er noget andet,” mumlede han, men uden overbevisning. “Andet, fordi jeg bare er rengøringshjælpen?” spurgte Freja stille. “Fordi jeg ikke har en uddannelse eller certifikat, hr. Jakob. Man behøver ikke et stykke papir for at passe et barn. Det kræver kærlighed, opmærksomhed og nærvær.” Hendes ord gav genlyd i den luksuriøse køkkens stilhed.
Jakob så, hvordan Lukas faldt til ro i Frejas favn, helt afslappet, og han følte et stik af noget, han ikke umiddelbart kunne definere. Var det misundelse, beundring eller en smertefuld erkendelse af, at han var en fremmed i sin egen søns liv?
“Har du børn?” spurgte han, uden selv at vide, hvorfor ordene slap ud. Freja lukkede øjnene et øjeblik, og smerte skyggede over hendes ansigt. “Jeg havde en datter,” sagde hun stille. “Ida. Hun ville være fire nu. *Havde?* Jeg mistede forældremyndigheden for to år siden. Da hendes far forsvandt, stod jeg alene uden fast arbejde, lejede et værelse i udkanten af byen.
Familieretshuset mente, jeg ikke kunne give hende det, hun havde brug for.” Medlidenhed snørede Jakob i halsen. Han havde altid set Freja som bare endnu en ansat, uden særlige bekymringer. Han havde aldrig rigtig talt med hende, udover de formelle hilsener.
“Og hvor er din datter nu? Hun blev adopteret af en familie i Aarhus. En god familie, med bedre vilkår, end jeg kunne give.” Freja synkede og holdt tårerne tilbage. “Jeg får breve en gang om måneden gennem en socialrådgiver. Ida har det godt, er glad, går i børnehave. Det er alt, jeg ønsker for hende.”
I det øjeblik mumlede Lukas et stille “mor” og så på Freja. Ordet ramte dem begge som et lynnedslag. Freja rettede straks på ham. “Nej, Lukas, jeg er ikke din mor. Din mor er i himlen, husker du?” sagde hun blidt og strøg ham over det våde hår.
Jakob så væk. Hans kone, Anne, døde under Lukas’ fødsel. Drengen havde aldrig kendt sin biologiske mor, og de barnepiger, der kom og gik, blev aldrig længe nok til at skabe en rigtig tilknytning. Måske var det derfor, Lukas klyngede sig til Freja, der gav ham den moderlige omsorg, han så desperat manglede.
Fru Mette kom tilbage til køkkenet og afbrød det anspændte øjeblik. Hun havde et stykke papir i hånden, men hendes ansigtsudtryk var endnu mere bekymret end før. “Hr. Jakob, jeg ringede til bureauet, og der har været en misforståelse,” sagde hun hurtigt. “Barnepigen, de skulle sende, kommer først i morgen. Jeg troede, det var i dag.”
“Så Lukas var alene hele morgenen bare fordi du antog forkert?” spurgte Jakob, og irritationen lød tydeligt i hans stemme. “Hr., jeg vidste ikke, at Josefine var gået, før jeg kom her klokken ni,” forklarede Mette. “Jeg troede, hun stadig passede drengen.”
“Josefine gik i går aftes,” tilføjede Freja sagte. “Jeg så hende gå, da jeg selv skulle hjem. Hun havde kuffert med.” Alle vendte sig mod hende.
Jakob mærkede, hvordan vreden boblede op i ham. “Du så barnepigen gå i går aftes og sagde ingenting? Hr., jeg troede, hun tog en weekend fri eller noget.” “Det er ikke min opgave at holde øje med de andre ansatte,” forklarede Freja.
“Desuden har jeg aldrig haft mulighed for at tale med dig om den slags. Vores forhold har altid været rent professionelt.” Det var sandt. Jakob indså, at han i løbet af tre år aldrig rigtig havde talt med Freja udover “godmorgen” og “godaften”. Hun var effektiv, punktlig, usynlig men han havde behandlet hende som en del af husets inventar.
“Fru Mette, hvorfor tjekkede du ikke, om Josefine virkelig var her i morges, før du gik?” spurgte han husbestyrerinden. “Jeg havde andre ting at tage mig af, hr.” “Jeg skulle handle til huset, som jeg altid gør om mandagen,” svarede hun, men stemmen var undvigende.
Freja rystede næsten umærkeligt på hovedet men sagde ingenting. Hun vidste, at Mette faktisk var taget i byen med sine veninder til en spa-dag, som hun gjorde hver mandag morgen, men hun ville ikke afsløre hende.
Lukas begyndte at gabe i Frejas arme, tydeligt træt efter morgenens tumult. Hun begyndte automatisk at vugge ham og nynnede en vuggevise
