**Barn faldt ind til gorillaen i dyreparken… Folk skreg af skræk, men det der skete bagefter fik alle til at stå målløse!**

Det var en almindelig eftermiddag i Aalborg Zoo børnenes latter, fuglenes kvitren og den afslappede stemning af en sommerdag. Min kone og jeg gik en tur med børnene, spiste is og nød synet af dyrene. Pludselig skar et hjerteskærende skrig gennem luften. En kvinde, helt ude af sig selv af skræk, løb frem og tilbage ved gorillaens indhegning og råbte om hjælp.
Folk samlede sig hurtigt. Det de så, fik dem til at stivne af rædsel: inde i gorillaens indhegning sad et lille barn! På en eller anden måde var det smuttet gennem tremmerne og sad nu midt i udgangen, helt forsvarsløst.
Alle stod som forstenet. Gorillaen drejede sig langsomt og begyndte at nærme sig barnet. Nogen gemte ansigtet i hænderne, andre råbte i panik. Sekunderne føltes som en evighed.
Men så skete der noget, ingen havde set komme.
Mens redningsfolk og zoovagter stormede til stedet, var spændingen i menneskemængden ulidelig. Alle forventede det værste gorillaen kom tættere og tættere på barnet. Nogle kunne ikke længere holde ud at se.
Men i næste øjeblik skete det utrolige.
Gorillaen stoppede foran barnet og trak vejret dybt. Alle holdt vejret. Langsomt løftede den sine store hænder og rørte ham ikke engang. I stedet tog den forsigtigt barnet i sine arme og holdt det tæt, som om den ville beskytte det.
Mængden sukkede lettet, men ingen kunne tro deres egne øjne. Gorillaen løftede barnet og gik roligt mod tremmerne, hvor moderen knælede og bad om sin søn tilbage. Lige da nåede zoovagterne frem.
De tog barnet forsigtigt fra dyret. Gorillaen gjorde ingen modstand, men trak sig bare lidt tilbage og iagttog situationen.
Moderen græd af lettelse og krammede sin lille dreng. Hun så taknemmeligt på gorillaen. Og drengen? Han smilede. Han forstod slet ikke, hvilken fare han lige var undsluppet. Han vinkede bare til gorillaen som til en ven og sagde glad: “Hej hej!”
Der blev helt stille i mængden. Selv børnene tav. Alle havde set noget helt utroligt og noget uventet menneskeligt i et vildt dyrs handling.
I dag lærte jeg, at selv de stærkeste og mest truende væsner kan vise en uventet blidhed. Nogle gange gemmer de største overraskelser sig bag frygtens facade.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

15 + six =

**Barn faldt ind til gorillaen i dyreparken… Folk skreg af skræk, men det der skete bagefter fik alle til at stå målløse!**
Udnyttede det – Jeg slæber dig i retten! – råbte moren. – Prøv bare! Sæt i gang! – svarede Larisa roligt. Alle papirerne var i orden og udfyldt efter bogen. Moren dukkede igen op for at slide på Larisas nerver. Larisa lod hende ikke komme ind i lejligheden, men moderen råbte trusler gennem døren ude fra opgangen og bankede på med knytnæverne. Hun kaldte sin datter for tyv og slyngel, der uretmæssigt havde tilegnet sig fremmed ejendom. Larisa kunne have ringet til politiet, men besluttede ikke gøre det – det var jo trods alt hendes mor. Og naboerne foretrak ikke at blande sig. “Familiekvad…”, sukkede den ældre dame bag nabodøren, mens hun lyttede til postyret ude på trappen. “Åh, Madsine,” fortrøstede og rystede hovedet en anden bedstemor, der boede en etage nede. Madsine – som blev omtalt af nabobestemoren – var Larisas egen farmor, Pauline Madsine Kortegaard, der havde opdraget Larisa siden hun var ganske lille. *** – Hun kommer ikke, stå ikke ved vinduet, det trækker, du bliver forkølet, sagde Pauline Madsine til femårige Larisa. – Gå hellere ind og farvelæg i dine nye malebøger, se hvor fine de er! Bedste har købt dem til dig. Bedste havde evnen til at overtale. Larisa glemte sine sorger og satte sig til bordet i køkkenet. Hun satte sig på taburetten, hvor bedstemor havde hæklet en kattepoteformet pude kun til hende, og så gik hun i gang med at farvelægge… Pauline Madsine fresede rundt i køkkenet. Hun lavede boller i karry, kom kartofler i gryden og rørte sovs. Det gamle Bornholm-ur på væggen tikkede hyggeligt, kedlen peb, køleskabet brummede sagte, og udenfor hylede snestormen. Her var trygt og lunt. “Hvorfor? Hvorfor kommer mor så sjældent? – der er jo så dejligt her!” undrede Larisa sig stille. Hendes tanker kredsede altid om hendes mor. Maria, Larisas mor, boede ikke langt væk, to stop med S-toget, men hun havde ikke lyst til at komme hverken til sin mor eller datter. Hun havde for travlt med sit eget liv. Larisa var blevet født, da Maria kun var nitten, og et år senere døde Nicklas – Marias mand – i en stupid motorcykelulykke. Han havde boet i lejligheden, som hans bedstemor efterlod ham. Hans forældre var langt væk i Sverige, de tog sig ikke af ham; det var bedstemoren, der opdragede ham. I denne lejlighed boede Maria så med sin mand og lille Larisa. Da Nicklas døde, overtog Maria etværelseslejligheden. Maria sørgede ikke længe. – Jeg er ung og vil leve livet, sagde hun til sin mor. – Jeg er kun tyve! Jeg vil finde en ny mand. – Du skal tage dig af dit barn, ikke have tid til at rende rundt! Endnu bedre – læs videre! Eller begge dele! – Pauline Madsine rynkede panden. – Da jeg gik på universitetet, var jeg også gift, fik dig på femte år, og jeg fik alligevel en røde diplom. – Men du var anderledes! Og man kan altså ikke både studere, arbejde og opdrage et lille barn! Og du havde jo en mand – jeg er enke… Ved de ord begyndte Maria som regel at græde, og det gjorde ondt på Pauline Madsine. Tænk at være enke som 20-årig… – Kom med Larisa til mig, jeg hjælper… – Tak, søde mor, svarede Maria straks muntert og kyssede hende på kinden. Larisas alder nærmede sig børnehavealderen. Pauline Madsine fik plads til hende i børnehaven tæt på hendes lejlighed, så det blev nemmere. Hun selv gik på pension tidligt for at kunne tage sig af barnebarnet. Maria holdt til sidst helt op med at komme forbi mor og datter. Hun fik job – og blev fuldstændig opslugt af jagten på endnu en ny mand. Studere orkede hun ikke. Pauline Madsine var skuffet – sådan havde hun ikke forestillet sig sin eneste datters liv. Men hun havde ikke tid til at ærgre sig; alt ansvar for lille Larisa lå nu på hendes skuldre. Hun fortrød over hundrede gange, at hun havde tilbudt sin hjælp – men hvad ellers kunne hun have gjort? Hvem kunne vide, at Maria ville opføre sig sådan og overlade ansvaret helt og aldeles…? For at være retfærdig skal det nævnes, at Maria dog sendte penge til datteren. Og af og til dukkede hun også op, “som et glimt af solen”, som Pauline Madsine sagde. Når moren kom på besøg, var det fest for Larisa. Moren havde slik med, sommetider en dukke eller en anden gave, og i en sky af sød parfume forlod hun hurtigt lejligheden igen. Larisa sad længe ved vinduet bagefter og græd og forstod ikke, hvorfor mor altid havde så travlt. Maria lovede hver gang helligt at komme oftere og blive længere, men brød altid sit løfte. Årene gik. Maria nåede at blive gift et par gange mere og blive skilt. Hun lejede lejligheden ud og flyttede til København, hvor hun troede, hun nemmere kunne finde drømmemanden… Til sidst holdt Larisa op med at vente på hende. Hun følte sig utilpas sammen med Maria – samtalerne løb hurtigt ud i sandet. Maria kom kun sjældent forbi – måske en gang om året. Hun blev, men Larisa måtte afgive sit værelse og flytte ind til bedstemor på sofaen. Intet bands hende til moderen. Hendes første skridt, første tand, bogstaver, alle de vigtige øjeblikke var med bedstemor. Første skoledag, karakterer, klap på skulderen, fritidsklubber og teater. Maria var fraværende til det hele. For Larisa var moren som en sommerfugl; smuk, svævende – man kunne kun beundre hende et splitsekund, før hun fløj videre til næste blomst. Da Larisa skulle starte på universitetet, blev Maria gift for fjerde gang. Pauline Madsine begyndte at blive syg og tilbragte tid på hospitalet. 75 år var hun nu – hun havde holdt sig længe, men årene begyndte at melde sig. – Måtte jeg bare leve lidt længere… – sukkede Pauline Madsine. – Du har kun mig – din mor interesserer sig ikke for dig. – Åh, bedste… Det skal nok gå, der er ingen grund til at tænke sådan! Lægerne kan jo alt nu om dage! Larisa var optimist, og Pauline Madsine smilede, når hun hørte sådan noget. Hun var stolt af sit barnebarn. Larisa klarede sig selv, fik højere uddannelse, og hun kæmpede for det. Netop som Larisa var færdiguddannet, blev bedstemoren meget syg. I stedet for at starte karriere, passede Larisa hende dag og nat. Heldigvis havde Pauline Madsine nogle opsparinger, hun havde arbejdet, så snart Larisa blev større. Nu kom pengene til gavn. Larisa plejede bedstemoren – og hun kom sig. Maria dukkede ikke op en eneste gang, selvom hun fik besked om sygdommen. Hun overførte ingen penge, kom ikke med gaver, og efter hun blev gift igen, hørte man næsten slet ikke fra hende. – Jeg har ikke tid, svarede hun tørt. Da Larisa bad om hjælp, fordi bedstemor var sengeliggende, gav Maria sig ud for selv at være syg. – Jeg har det selv værre end mor, det siger jeg bare ikke til nogen, sagde Maria, da Larisa ringede og bad hende komme – bedstemor havde nu været sengeliggende i to måneder. – Jeg må have førtidspension! Så du spørger den forkerte – jeg selv behøver hjælp! Maria afsluttede samtalen hurtigt. Pauline Madsine smilede skævt, da Larisa fortalte det. – Hun fejler ikke noget, fnyser den gamle dame – Hun lader bare som om – ellers skal hun jo tage sig af mig! Tror hun, at jeg ikke kender hende? Pauline Madsine var bedrøvet. Datteren var utaknemmelig og egoistisk. Til gengæld var barnebarnet hendes store glæde! Larisa fik plejet bedstemoren op. Det første Pauline Madsine gjorde, så snart hun kunne stå, var at tage til notar. – Nu skriver jeg lejligheden over på dig, sagde hun til Larisa på sine stadig svage ben. – Bedste, nu snakker du sørgeligt igen? – Jeg tænker bare på dig. Livet er umuligt at forudse. Maria er ikke mor, men en fremmed tante for dig. Hvis du drukner, rækker hun dig ikke hånden. Så derfor vil jeg ikke, at hun skal arve noget, hverken lejlighed eller penge. Sådan blev det. Pauline Madsine levede to år mere, men blev pludselig meget syg igen og døde snart efter. – Jeg nåede hverken at blive gift eller få børn, snøftede Larisa ved den friske grav pyntet med kranse. –Du drømte jo om at fejre mit bryllup og holde dine oldebørn, kære bedstemor… Maria dukkede ikke op til begravelsen. Hun sagde, hun var alt for syg til at rejse. Hun overførte lidt penge og mente, hendes datterpligt var opfyldt. Larisa ordnede det hele alene. Kun et par naboer og veninder fra bedstemors gamle arbejdsliv kom og hjalp, og mindedes Pauline Madsine Kortegaard. Så snart Maria hørte, at arven gled hende af hænde, fik hun med ét sin energi tilbage. – Helt utroligt! For nylig kunne hun nærmest ikke engang gå ud af døren – “førtidspensionist” – fnyser Larisa, når moren endnu engang råber fra opgangen. Kun én gang efter bedstemors død lukkede Larisa sin mor ind i lejligheden. Det fortrød hun bittert. Maria knuste i raseri sin mors yndlingsvase, da hun så Larisas skøde på lejligheden. Hun var lige ved at rive “det forbandede papir” i stykker, stampede og råbte. Larisa fik hende kun med nød og næppe ud. – Det er min lejlighed! Min! – skreg Maria med knyttede næver. – Tyv! Du udnyttede min syge mor til at franarre hendes lejlighed! Jeg går til retten! Jeg skal nok få ret! Maria havde bildt sig selv ind, at hendes mor var utilregnelig, da hun skrev under – så hun ville gøre arveoverdragelsen ugyldig. Flere gange dukkede hun op for at skabe ballade, men Larisa lukkede hende ikke længere ind. – Hun var jo syg! Det sagde du jo selv! Hun var lam efter et slagtilfælde! Så hjernen må have været beskadiget! Altså var det en ulovlig handel! – råbte Maria og bankede på døren. – Folkens, vil I ikke se? Her bor en tyv! Hun har franaret den stakkels pensionist hendes hjem! Sådan kan det ikke blive ved! Naboerne grinede bare. Gamle folk, der kendte Pauline Madsine og Larisa, vidste jo godt, hvordan det hang sammen. Det nåede aldrig til retten. Maria blev faktisk syg og havde vigtigere ting at tænke på. – Datter… Jeg har brug for dig… hviskede Maria svagt i telefonen. – Mændene forstår sig ikke på at tage sig af syge… Kom til mig, det går virkelig dårligt… – Undskyld, mor, jeg kan ikke – svarede Larisa. – Jeg er gravid, og lægen har forbudt mig at løfte tungt. – Har du da dummet dig?! råbte Maria pludselig (hvor var nu hendes svage stemme?). – Nej, jeg er gift, lykkelig og venter barn, svarede Larisa med værdighed, og kunne ikke lade være med at drille: – Du ville jo i retten, hvorfor blev det ikke til noget? – Din møgunge! råbte moren og lagde på. – Maria, du behøver ikke skrige sådan! – indvendte Marias mand, Steen, der så på hende med forelskede øjne. – Vi tager et lån, ansætter en hjemmehjælp, så skal du nok komme dig… – Gider du, råbte Maria. Hendes mand irriterede hende. Før deres bryllup havde Steen været enke, ti år ældre end hende, men det viste sig, at han ikke havde en krone – han lånte blot penge for at gøre indtryk på Maria (han havde planlagt det hele). Han kunne ikke holde sig fra hende, men opdagede hurtigt, hvordan hun egentlig var. Maria lod dog være med at blive skilt straks – det var gratis husly, indtil hun fandt en ny. Men så ramte alvorlig sygdom. *** – Du skulle aldrig have løjet om, at du var syg, mor… sagde Larisa stille, mens hun så ud på nattehimlen. – Alting bliver jo alligevel afsløret. Og hun tænkte også på, hvor lykkelig hun egentlig var – og på, at Gud, eller måske bedstemor, havde sendt hende sin elskede mand, Jesper. For hun havde elsket hende så højt – og ønsket så inderligt, at hendes barnebarn måtte få et lykkeligt liv…