Svigerdatteren kom hjem og kunne ikke tro sine egne øjne, da hun så sin datter og sin svigermor.

Mette kom hjem og kunne ikke tro sine øjne, da hun så sin datter og sin svigermor.
“Mor, hvad?!” råbte Freja og tog sine høretelefoner af, idet hun indså, at hendes mor var ved at besvime.
“Hvem har givet lov?! Hvem?!” gentog Mette og greb sig om hjertet.
***
Birthe Nielsen havde altid haft en knude i maven over sin svigerdatter, Lise. Hun var overbevist om, at Lise holdt hendes søn, Mads, i kort snor. Alt var under hendes kontrol: arbejdet, vennerne, de sjældne besøg hos hans mor. Hvis Mads kom forbi sommerhuset for at hjælpe og kom hjem udmattet, forbød Lise ham simpelthen at tage afsted næste gang, med undskyldninger om, at der var ting, der skulle ordnes derhjemme.
Forholdet mellem svigermor og svigerdatter var derfor iskoldt. Hver eneste sammenkomst om det var til fest eller af praktiske årsager endte altid med skarpe bemærkninger. Med sine veninder talte Birthe ofte om Lise og især hendes vaner.
“Står op klokken syv om morgenen og bruger en hel time på at pynte sig i badeværelset! Smører creme på, lægger makeup, drejer sig foran spejlet! Det kan ikke være for andet end at tiltrække andre mænd hun gør nok min Mads til en hornbærer!”
Veninderne smilede:
“Åh Birthe, der er ikke noget at gøre. Mads har sine egne øjne han har valgt den der dukke, og det er ham, der skal leve med hende. Men det kan du ikke benægte, pigen er smuk. Du får nogle flotte børnebørn!”
Birthe forstod godt, hvad de mente, men det gjorde hende kun mere arrig. Især Lises blonde hår irriterende hende.
“Hun børster sin manke og vrikker rundt som en høne!” sagde hun til naboens kone. “Og min søn købte hende en eller anden dyr hårtørrer fra udlandet, brugte hele sin løn på den! Med min pension kan jeg kun drømme om sådanne penge!”
Nabokonen sukkede:
“Ungdommen nu til dags… Min barnebarn drømmer også om en eller anden hårglattejern. Hvad skal de bruge det til? Det er bare dumheder.”
“Præcis! De kunne lige så godt give mig pengene! Jeg ville sætte dem i banken og lade renterne løbe. Men nej, hun bruger alt på skønhedsklinikker negle, øjenbryn, vipper!”
Birthe tænkte tilbage på sin egen ungdom. Hun havde aldrig haft fyldigt hår. Hendes var tyndt og gråt, og i skolen kaldte de hende “musen”. Siden hun var atten, havde hun båret den samme korte klipning i årtier. Kun med alderen kom der gråt, og dertil udgifter til farve. Hver gang hun skulle farve håret, følte hun sig bestjålet.
“Skal vi prøve en kortere klipning? Eller en lysere nuance?” foreslog frisøren.
“Nej. Som sædvanlig! Jeg håber, I ikke har hævet prisen.”
“Er du ikke træt af det samme hver gang?” spøgte frisøren.
“Nej! Men det er på tide, I får lavet et renovering herovre skiftet de der plakater!” i frisørsalonen stirrede hun altid på en plakat med en model, hvis hår lignede Lises, og det gjorde hende automatisk arrig.
“Hvorfor skal vi renovere, når du vil betale den samme gamle pris?” trak frisøren på skuldrene.
“I det mindste skift plakaterne,” nikkede hun mod billedet. “De har hængt der i ti år. Noget hyggeligt blomster eller landskaber. Eller killinger!”
“Birthe, det her er en frisørsalon, ikke en kunstgalleri. Vi reklamerer for hårpleje,” svarede frisøren og blandede farven.
***
Tiden gik, og Mads og Lise fik en datter, Freja. Man kunne tro, at et barn ville bringe bedstemor og svigerdatter tættere sammen. Men Freja var en kopi af sin mor: gyldne krøller, store øjne.
“Født med krøller! Hvordan kan det være?!” udbrød Birthe.
“Hun ligner sin mor, en lille skønhed!” bekræftede sygeplejerskerne.
I stedet for glæde følte Birthe en underlig skuffelse. Hun havde håbet, at barnet ville ligne Mads lyshåret, gråøjet, en helt almindelig mand, der i øvrigt lignede Birthe selv.
Men hendes spejlbillede så hun ikke i sin barnebarn og trak sig straks tilbage.
Pigen blev opdraget af sine forældre, og hun havde ingen særlig tilknytning til sin bedstemor. Birthe tog hende engang imellem på besøg, men som Lise så det, kun for at undgå at fremstå som en sur gammel kælling for familien og naboerne. Der var ingen tale om hjælp med lektier eller skole.
“Jeg tager hende, når jeg har lyst, så længe jeg vil. Sætter hende foran fjernsynet, mens jeg ordner mine egne ting,” pralede hun overfor nabokonen, der passede sine børnebørn hele dagen.
Lise derimod opdrog Freja strengt: lektier, disciplin, orden. Mens Freja som lille adlød, begyndte hun som niårig at gøre oprør. Hun modsagde sin mor ved enhver lejlighed, og når hun var hos sin bedstemor, tog hun det som en chance for at brokke sig over Lise.
“Mor lader mig ikke gå hjem til min veninde! Hun siger, jeg skal lave lektier!” klagede Freja en dag efter skole.
“Åh, din mor har aldrig været den skarpeste kniv i skuffen,” sukkede Birthe. “Hun forstår ikke, du har brug for at slappe af.”
“Må jeg lade være med at lave lektier?”
“Lad være.”
“Tak, bedste! Du er den bedste!”
Freja satte sig fornøjet med sin telefon. Om aftenen, da Mads hentede hende, viste det sig, at lektierne ikke var lavet. Resultatet? Freja måtte sidde oppe halvdelen af natten og var træt og utilfreds næste morgen, mens Lise nåede knap nok på arbejde, fordi hun havde sovet over sin morgenrutine.
Freja opdagede hurtigt, at bedstemor var “bedre” end mor, og begyndte at besøge hende oftere, hvor hun brokkede sig over alle familiens konflikter. Der blev hun lyttet til, forkælet og fik at vide, at hendes mor var for streng.
Ændringerne lod ikke vente på sig. Snart begyndte Freja at være uhøflig overfor Lise, ignorerede hendes anmodninger, lod sit værelse se ud som et bombet område og afleverede sjuskede lektier.
Lise havde en hård periode på arbejdet og var ved at gå ned med flaget af frustration over Frejas opførsel. Det gik først op for hende senere, hvor det stak fra.
“Mor, alle piger i min klasse farver deres hår!” sagde den elleveårige Freja en dag.
“Og hvad