Julefortælling
Det var engang, for længe siden, en af de særligt glædesfyldte juledage, som altid har betydet noget ganske særligt på en dansk egn. Det skumrede tidligt, og det lille fynske landsbysamfund var dækket af fred og ro; selv hundene, godt forspiste efter resterne fra de vidunderlige julemåltider, gad knap nok give lyd fra sig eller gøre sig ulejlighed med at gø ad forbipasserende. På den tid, hvor det meste af landet holdt fri, kunne en fremmed vært forundres over de mange mørke vinduer, men i skolernes vinterferie sås alligevel sjældent ubudne gæster i landsbyens afkroge. De fleste skyndte sig mod hjem med oplyste vinduer og bag dem blev traditionen om at fejre Julen med hinanden holdt højt i hævd, med rige borde dækket af sild, leverpostej, ost og rugbrød, snaps og sager, duften af friskbagt brød og andesteg, ting der vækker appetitten langt bedre end enhver aperitif.
I det rummelige bindingsværkshus hos familien Bøgh herskede en let hektisk glæde i de sidste forberedelser til julemiddagen. Endelig samlede gæsterne sig i en halvcirkel om bordet, nu i ivrig forventning om, at værtinden ville runddele de små hæfter med julevers for for troende folk, som alle tilstedeværende var, ville den store aften mangle noget afgørende, hvis ikke fællessangen fyldte stuen og varslede om julens glæde.
Oline, husets driftige og let anspændte værtinde som så mange andre lavstammede danskere med varmt sind henvendte sig nervøst til sin fætter, der sang i menighedskoret:
Poul, du starter!
Hendes mand Hans gav ham samtidig et lille puf med albuen og et stumt nik.
Poul, hvis faste blik afslørede hans lidt stædige natur, nikkede højtideligt og sagde med et stemningsfuldt baryton:
Nej Oline, det må du ikke forlange af mig. Her i huset hører det værten til. Hans, det er din tur!
Hvorfor dog det? spurgte en af gæsterne overrasket. Du er jo kordreng.
Og hvad så, svarede Poul med samme ildhu. Jeg har ikke nogen præstekjole på. Her bestemmer Hans. Sådan er det.
Hans tog fat, gæsterne stemte i, først noget tøvende, men under Pouls ledelse blev de stærkere, stemmerne gled sammen i fælles begejstring.
Mads, en høj og venlig mand på niogtyve, var kun for nylig døbt og fremmed for de gamle traditioner. Med en vis stolthed konstaterede han, at hans egen stemme passede ind. Mads, i modsætning til sin kone Signe, en let, lyshåret kvinde på enogtyve, var flyttet hertil udefra, og kendte næsten ingen; så han observerede sin nye omgangskreds med den opmærksomhed, som kun en amatørmaler kender.
Til højre tog endnu et ungt ægtepar plads rødhårede Rasmus, gymnastiklæreren, og hans hustru Mette, en kvinde på syvogtyve, med et snedigt bundet lommetørklæde, som kunne have tilhørt enhver oldemor. Som vært var Hans i sit es, spøgende, hjertelig og nysgerrig. Olines veninde Karen med sin mand Jens og den lille, tynde, næsten rynkefri kirketjener Peter, hvis kone Else mere lyttede end talte, bidrog til snakken. Stemningen var levende og afslappet.
Mens de ventede på anden omgang mad, forsvandt den sidste ost, pølsen, rullepølse og de farverige salater. Snart blev der stille, og pludselig talte Lise, Pouls hustru, der indtil da havde beholdt et diskret ydmygt ydre, med et ansigt, hvor kampen mod genertheden var tydelig:
Jeg synes altid, at juleaftener giver en følelse af, at noget andet noget udenfor det sædvanlige er tættere på. Sneen daler, mørket falder tidligt, og alt bliver på en måde … magisk?
Du har set for mange julefilm, Lise det der med Jul på Slottet og Nissebanden, sagde Vibeke fra nabobyen, som gæst hos sin slægtning Oline. Vibekes bastanthed og evindelige smil fik folk til at tie samtykkende, men sjældent føle sig fortrolige.
Måske, lo Lise. Og måske fordi vi som unge piger altid skulle lege med at spå om fremtiden juleaften. Syndigt, ja, men vi grinede bare af det dengang.
Hold da op, det var da vovet udbrød den altid passionerede Oline.
Oline, lad nu Lise være sagde Hans blidt, og Oline nikkede tavst, selvom det var tydeligt, hun gerne ville indskyde mere.
Da satte husets datter, også Oline, der lignede sin mor til forveksling, stegen på bordet.
Men Lise, hvad mener du så? spurgte Karen, da begejstringen omkring maden var dæmpet.
Jeg mener bare begyndte Lise at jeg altid føler for at læse julefortællinger. Der er noget eventyrligt, noget menneskeligt, noget dybfølt ved dem.
Ja, sådan har jeg det også, nikkede Signe, livlig og imødekommende. Jeg læste Blichers Hosekræmmeren sidste år utroligt rørende! Jeg kan ikke engang huske titlen, men slutfirseren med den hånd, der åbner døren … det hænger ved!
Oline standsede med kniven over stegen.
Clara, hvorfor er du så stille? udbrød hun, og alles blikke vendte sig mod Mads beskedne nabo, som sjældent var i landsbyen, eftersom hun og hendes mand, Karens søn, boede i København.
Clara har jo læst på universitetet sprog og litteratur, skråsikrede Oline og forsøgte at gengive et betydningsfuldt ansigtsudtryk.
Karen, som sad ved siden af hende, tilføjede med stolthed:
Det er ikke hvem som helst, der har rød eksamen fra universitetet.
Clara, den unge kvinde med tørklædet, som Mads havde overset i begyndelsen, vendte sig langsomt og sagde, som om hun havde ventet på spørgsmålet:
Ja, Blicher… han skriver ikke kun om samfundsforhold eller som H.C. Andersen eventyrligt for børn men noget dybere, noget med sjæl. De har hver deres plads, men Blicher formår med sine fortællinger at nå helt ind. Han skrev ikke verdensfilosofi som Kierkegaard eller store episke drama som Drachmann, men han følte og forvandlede folkejævlhverdagen.
Hold da op, sagde Poul overrasket og skubbede samtalen videre: Men Clara hvad er det der for en julefortælling, du og Signe nævnte?
Clara så nu rigtigt på selskabet og hendes ansigt reflekterede en kompleks indre verden øjnene glimtede af tanke og varme, og den mindste rynke udtrykte levende engagement. Signe, som kendte hende gennem flere år, smilede skævt sådan reagerede mænd altid, når de først virkelig så Clara. Hendes udseende var ikke slående ved første øjekast, men når man mødte hendes rolige, mørke øjne, var det svært at slippe kontakten. Hun havde både styrke og mildhed.
Nå, men der findes mange julefortællinger Blicher har flere, og så er der også gamle historier om Den lille pige med svovlstikkerne, begyndte Clara. Men jeg læste for nylig Pontoppidans En kærlighedshistorie. Den rører virkelig én. Nogle mener, det er hans mest menneskelige fortælling. Den handler om en fattig familie i København, der juleaften næsten opgiver alt håb. Faderen søger forgæves efter penge ikke kun fra kassen, men endda på gaden i håb om at finde tabte skillinger. Børnene føler misundelse over de festligt oplyste hjem. Da fortvivlelsen er størst, møder faderen i parken en gammel mand, en ældre læge, som tager med hjem, hjælper dem, sørger for varme, lægeordinerer datteren, og på mystisk vis efterlader penge. De ved ikke hans navn, kun at han har reddet hele familien.
Clara tav og løftede glasset for at drikke.
Det bedste ved fortællingen er, at faren bagefter får arbejde, moderen bliver rask, børnene vokser op, og kun én gang mere ser de deres redningsmand, da han bliver begravet. Hans navn står på recepten fra apoteket: Ordineret af professor Fibiger. Det er sandheden, Pontoppidan kalder det virkelig.
Hans så undrende på hende: Ja, men hvor er miraklet, hvor er det ud over det sædvanlige?
Clara rystede mildt på hovedet:
Men Hans, er det ikke et mirakel bare at blive set, hele familien reddet i det øjeblik, hvor alt håb er borte? Er det ikke mirakuløst, at nogen ser én midt i fortvivlelsen og alternativløsheden?
Oven på det svarede præsten, pastor Severin, på sin bløde, varme facon:
Der er du inde på noget vigtigt. Så ofte kræver vi synlige mirakler, men overser, at bare dét at blive hørt og hjulpet, når man mindst venter det, er stort nok i sig selv.
Præsten, førhen skolelærer i Odense, elskede at tale i billeder og pointer: Hver blomst, hvert barn, hvert liv er i sig selv et mirakel. Men så bliver vi voksne og hærdede alt bliver rutine.
Peter, den lille kirketjener, nikkede anerkendende og begyndte på sin historie:
Jeg husker, hjemme på Langeland, min mor gik altid juledags morgen til brønden efter vand og altid i stilhed, for det var tradition. Men én gang gik den fordrukne fru Madsen med, snakkede og bandede hele vejen og da vi kom hjem, var hendes vand grønt af andemad, mens alle andres var klart som is. Jeg siger ikke andet men vi talte om det længe.
Selskabet grinede, diskuterede lidt og skænkede sig juleakvavit efter Peters historie, før præsten kom tilbage med den mirakuløse ikon, som skulle dufte dog duftede den blot af rosenolie, flasken havde lækket, og miraklet var løst.
Efterhånden brød snakken op. Men så begyndte præsten på endnu en historie, og Mads, der altid havde et levende fantasiliv, forestillede sig, hvordan det var at leve dengang i gamle dage.
*
Der var engang, i begyndelsen af det 20. århundrede, i en af de større landsbyer på Fyn, en kirketjener, der hed gamle Jens Christian. Ingen ville tro det nu, men for årtier siden havde hans stemme fyldt kirken under julegudstjenesten, og børn stirrede på ham som en landlig Ibsen-skikkelse, når hans klare, rungende stemme sang Et barn er født i Betlehem. Men så blev han sendt i krig, fik en skade og mistede stemmen, og senere blev han portner ved kirken.
Tiden var svær. Mange mænd var ikke vendt hjem fra krigen, og unge søgte væk eller gik under jorden, væk fra samfundets krav. Men Jens Christians kirke blev aldrig lukket hverken under krige eller under det nye sekulariserede system, hvor så mange landsbykirker blev til lukkede, tomme skaller.
En påskeaften, hvor menigheden gjorde klar til midnatsmesse, stod Jens Christian i våbenhuset. Pludselig trådte tre statsligt udsendte uniformerede og med skarpe miner ind, og stemningen blev brat kold. En af dem skubbede døren op, afbrød al den jubel og forventning, og menigheden tav.
Inde i sig forstod Jens Christian, hvad han måtte gøre. Han gik mod alteret, hostede kort i hånden, og begyndte, trods sin hæse, ødelagte stemme, at synge den gamle julesalme. Først modstræbende, så med kraft menigheden lod sig rive med. Opstemt sang de sammen så loftet løftede sig og de fremmede blegnede og forsvandt ud igen. Kirken blev ikke lukket. Ikke den jul, ikke nogensinde.
*
Da præsten afsluttede, så han på selskabet med et lille lunt glimt.
Og det, mine venner, er et dansk julemirakel! Kirken står stadig, ikke bare af mursten, men af menneskers fælles vilje og varme. Det er dét, der er mirakler de sker, når vi ikke viger, men løfter hinanden midt i mørket.
Hans brummede tankefuldt, mens stearinlysene stille brændte ned, og udenfor sænkede natten sig over den lille fynske landsby endnu en jul.
