En 8-årig skoledreng bar en vinterhue i sommervarmen uden at tage den af i 40 dage: Sygeplejersken var rædselsslagen, da hun endelig tog den af.
Vejet skiftede brat, og temperaturen nåede op på tredive grader. På skolens gårdsplads løb børnene rundt i t-shirts og shorts.
Mette, skolens sygeplejerske, stod i gangen og gennemførte rutinemæssige sundhedstjek. I dag faldt én elev straks i øjnene.
Han havde lange mørke bukser på, en tyk jakke og en strikket vinterhue. Den samme, han havde båret hele vinteren. Samme form, samme små fnug på garnet. Huen var trukket helt ned over øjenbrynene.
Mette rynkede panden.
»Hej, skat,« sagde hun blidt, da han kom ind på hendes kontor. »Det er varmt måske burde du tage huen af?«
Drengen vaklede tilbage. Han greb huen med begge hænder, som om han var bange for, at den ville blive revet væk med magt.
»Nej tak,« mumlede han. »Jeg jeg skal have den på.«
Mette insisterede ikke. Hun gennemførte undersøgelsen i tavshed, men inden i hende voksede uroen. Drengen var anspændt, fløj sammen hver gang huen flyttede sig bare en millimeter. Som om der gemte sig noget frygteligt under den.
Da sygeplejersken endelig tog huen af, var hun rædselsslagen over det, hun så.
Senere ved frokosten gik hun hen til hans klasselærer.
»Jeg er også bekymret. Han har haft den hue på hver dag siden forårsferien. Før det aldrig. Under idræt fik han et hysterisk anfald, da træneren bad ham om at tage den af. Vi besluttede ikke at røre ved den igen.«
Mette nikkede. Hun kunne ikke få det ud af hovedet. Om aftenen ringede hun til nummeret i hans journal.
»Godaften. Jeg er sygeplejersken fra jeres søns skole.«
»Han er ikke syg,« afbrød en mandlig stemme. »Vi er ikke den slags mennesker, der løber til lægen for ingenting.«
»Jeg bemærkede, at han stadig bærer sin vinterhue, på trods af varmen. Måske har han en følsomhed på hovedbunden? Eller en anden tilstand?«
Der fulgte en lang pause. Så:
»Det er en familiebesslutning. Ikke noget, der angår dig. Han ved, at han skal have den på.«
»Jeg så også en plet på huen. Det lignede blod. Har han været skadet?«
»Små skrammer. Vi klarer det selv. Uden din hjælp. Ring ikke igen.«
En uge senere stormede klasselæreren ind på skoleklinikken. Ansigtet var fuldt af bekymring.
»Han har forfærdelig hovedpine,« hviskede hun. »Han holder sig for hovedet, vakler, kan næsten ikke tale.«
Drengen sad på undersøgelsesbordet, øjnene rettet mod gulvet, hænderne klemt om hovedet.
»Skat, hør nu,« Mette knælede foran ham. »Jeg skal lige kigge. Vi lukker døren, ingen vil se noget.«
Han svarede ikke. Rystede bare. Så hviskede han:
»Far sagde, jeg ikke må tage den af. Han bliver vred. Og min bror sagde hvis nogen opdager det, bliver jeg fjernet. Det er min skyld.«
Mette sukkede dybt, tog handsker på.
»Det er ikke din skyld. Lad mig hjælpe dig, er du sød.«
Han lukkede øjnene, nikkede stille.
Da hun forsigtigt trak i huen, skreg drengen.
»Den sidder fast Det gør ondt«
Saltvand, gazebind, antiseptisk middel. Mette arbejdede langsomt, ekstremt forsigtigt. Huen gav sig modvilligt, som om den var vokset fast.
Da hun endelig fik den af stivnede begge kvinder.
Under huen var der ikke noget hår. Kun brandsår. Dusinvis. Dybe, runde, betændte. Nogle friske, nogle gamle. Cigaretskår. Hud, skåret i stykker, klæbrig, inflammeret.
»Herre Gud« hviskede de og holdt hånden for munden.
Drengen sad stille, øjnene lukkede.
»Far sagde, jeg opførte mig dårligt,« hviskede han. »Og min bror købte huen, så ingen ville se det Han sagde, det ville gå over«
Samme aften blev faren anholdt af politiet. Lægerne undersøgte drengen på hospitalet. Han blev placeret et sikkert sted.
8-årig dreng bar vinterhue i sommerheden uden at tage den af i 40 dage: Sygeplejersken var rystet, da hun endelig fjernede den
