På sin sekstenårs fødselsdag erklærede min nevø, at han aldrig nogensinde ville gifte sig. Ifølge ham var kvinder roden til alt ondt og problemer i verden, og han havde ikke tænkt sig at spilde sin ungdom på forkælede forkælede piger. Måske i en alder af tredive, men bestemt ikke nu. Livet var allerede smukt og underfuldt uden. Og så var der børnene snottede og skrigende han havde allerede fået nok af at passe sin lillebror siden han var fjorten. Nok var nok. Min søster og jeg grinede af ham og slog en væddemål om en kasse champagne: han ville gifte sig lige efter militæret, som det nu engang var skik og brug for landsbyens drenge.
Vi fulgte ham afsted til militæret, vores mor græd, som det nu engang er skik, og tiden fløj hurtigt nu om dage tjener de kun et år.
Så ringede telefonen. “Hej-hej, hvordan går det, er alle i live?”
“Lene, hvad er der med din stemme?”
“Villiam skal giiifte siiiig!”
Og så kom der et hyl i røret, som om det var en dødsannonce.
“Hold nu op, forklar ordenligt. Har han virkelig giftet sig med jeres klubleder?” (Hun var en kendt lokal heltinde, ingen vidste hvor gammel hun var man kunne kun gætte ud fra hendes ordener.)
“Nej-nej, hun er fra Mårum! Kom nu, kom nu, jeg kan ikke klare dem alene!”
At min søster, en kvinde med jernnerves og sjældent udviste følelser, kaldte på hjælp fra den anden ende af landet fik mig til at tænke i fem minutter. Ti minutter senere ledte jeg efter flybilletter fra København til Skagen. Uden spørgsmål. For hvis kvinder som Lene begyndte at græde, var det virkelig alvor.
Jeg fandt hurtigt en billet, og næste dag ved middagstid ankom jeg til min hjemstavn. Ingen havde ventet mig så hurtigt, og jeg havde ikke ringet på forhånd, så ingen mødte op. En venlig sjæl kørte mig hurtigt gennem den øde vinterlandsby til Mårum.
I løb fór jeg forbi bageriet, kirken og stormede ind i huset. Stilhed… Ingen hjemme. Søsteren var i skolen, nevøen på arbejde. Uden at tage overtøjet af, kastede jeg mig i en stol og strakte benene. Stilhed… Udenfor vuggede fyrrene og granerne, bjergene understøttede den klare solhimmel. Stilhed…
“Hvem er der?!” råbte en skarp stemme fra gangen.
Ind i stuen kom en uordentlig kvinde i fyrrene. Hun var bred og klumpet, med et ansigt som en pande og små, skarpe øjne, der funklede af vrede. (Svagermor, tænkte jeg familien har allerede besat huset.)
“Goddag. Ulla, Lenes søster.”
“Hvorfor kommer du uden at sige noget? Vi ventede dig ikke ingen har sagt noget!” råbte den uordentlige kvinde.
“Hvem er du egentlig, tante, for at jeg skulle underrette dig?”
“Jeg er Ida, Villiams kone!”
“HVEM?!”
“Hans kone! Og hvem er du, der sidder her midt i huset med støvlerne på?!”
I det øjeblik vidste jeg, at hvis jeg ikke passede på, ville jeg også begynde at hyle som en lille hund. Gud! Hvorfor? Hvordan kunne landsbyens smukkeste dreng, alle pigernes drøm, vælge denne klump dej? Og nu gik klumpen løs på mig og krævede svar hvordan vovede jeg at komme uden hendes tilladelse?
Døren smækkede, og min søster kom ind, usædvanligt underdanig.
“Ida, Ida, rolig det er min søster, hun er på ferie og kom for at besøge os,” hviskede Lene.
“Hvorfor blev jeg ikke advaret?!” vendte klumpen sig mod hende.
Jeg sad som lamslået. Hellige jomfru! Hvad foregik der? Min søster, den strenge skoleinspektør, hoppede rundt som en lille fugl omkring denne granat i en fløjlsnegligé og forsøgte at retfærdiggøre min ankomst til hendes eget hjem. Mit blik faldt på den store mave på “Villiams kone,” og tankerne begyndte at falde på plads.
(Aha! Granaten var åbenbart allerede gravid. Ifølge størrelsen måtte det være omkring seks-syv måneder. Gud, hvornår nåede de det? Villiam har kun været hjemme i en måned… Mon hun besøgte ham under hans tjeneste? Gav de ham ikke nok kosttilskud?)
Imens havde tante “Villiams kone” skubbet min søster ud i gangen, og efter lydene at dømme, udspurgte hun hende med en ildrager.
“Hvilke gæster?! Min mor kommer i dag, min far i morgen vi skal aftale det som familie! Hvem inviterede hende?! Du?! Hun skal hjem! Vi skal have det afklaret som familie!”
(Haha, åbenbart skræmte jeg fløjlsgranaten se, hvor hun koger.)
Jeg gik ud i gangen, reddede min søster fra ildrageren, lagde et fredeligt ansigt på og foreslog, at vi alle drak en kop te.
“Der er ikke noget te!” råbte den søde “svigerdatter” og forsvandt ind i soveværelset.
“Lene, har de smidt dig ud endnu? Lad os gå en tur og snakke om vores familieanliggender.”
Vi gik. Trætte og fortvivlede vandrede vi ud på klinten. Jeg var så vred, at jeg knap kunne tale.
“Fortæl mig, hvor dette underlige væsen kom fra…”
“Ulla, han kom hjem fra militæret med hende. Hun mødte ham ved stationen i Mårum med en kuffert, og så dukkede de op sammen. Jeg havde lavet mad, hans venner var samlet, pigerne… Hele landsbyen havde glædet sig til hans hjemkomst. Vi pyntede huset som til en stor bryllupsfest, fik Ditlev med harmonikaen, hentede guitaren… Jeg havde lavet to poser frikadeller, købt en gris til grillfesten, syltet agurker, som han elsker jeg ventede bare på min søn. Så kom de ind. ‘Mor, mød Ida,’ sagde han. Da jeg så hende, knugede mit hjerte sig sammen. Men så tænkte jeg på, hvordan min svigermor hadede mig hele livet, tog mig sammen og tænkte udseendet er ikke alt, måske er hun en god sjæl. Jeg holdt mund, græd i fem minutter i køkkenet hvad kunne jeg gøre? Min søn er voksen, han har valgt, han spurgte ikke mig, og jeg spurgte heller ikke, da jeg giftede mig med Svend. Da jeg gik ind i huset, var der ingen ingen venner, ingen piger. Kun Villiam og Ida ved bordet. ‘Hvor er gæsterne?’ spurgte jeg. Ida svarede: ‘Gæsterne er færdige. Villiam er en familiefar nu, han har ikke tid til gæster de får ikke lov til at spilde vores tid!’ Jeg så på min søn han sad
