Mette var desperat efter at finde den rette mand at gifte sig med. Hun havde allerede prøvet én gang og det var gået galt. Hendes søn, Tobias, var nu 20 år gammel.
For længe siden blev hendes mand taget i utrolig utroskab. Mette kom hjem fra en forretningsrejse en dag for tidligt. Hun greb ham på fersk gerning, halvnøgen, mens han ordnede sengen i deres soveværelse. Og hendes bedste veninde stod i køkkenet og lavede kaffe i Mettes morgenkåbe!
En klassiker. Skilsmissen var øjeblikkelig. Veninden blev slettet fra alle kontakter. Mette gad ikke høre de beskidte detaljer. Der var skyld og der ville være straf. Hun smed ham ud med bagagen og forbød Tobias at tale med ham. Mette var kun i slutningen af tyverne dengang.
Nu var der gået mere end ti år. Mette havde taget en ph.d. og senere en doktorgrad. Som 40-årig blev hun professor i lingvistik ved Aarhus Universitet. Hun var respekteret som ekspert.
I alle disse år som singel havde Mette ikke givet op håbet om at finde en værdig livspartner. Hun mente ikke, hun var klar til at strikke sokker og brodere. Der var masser af friere, men ingen havde vundet hendes hjerte.
Den ene frier bad hende om at gifte sig efter den første date og lånte penge af hende (“Vi er jo næsten familie…”) før han forsvandt. Den anden søgte en mor til sine børn. En enkemand. Han inviterede hende straks hjem og bad hende lave mad til hele hans familie. Mette var ikke klar til sådan en intens velkomst, men hun lavede maden og passede børnene. Der var tre af dem alle mindre end hinanden.
Hjemme igen brød hun sammen i gråd. Hun syntes synd for børnene og deres far han virkede så forladt. Men hun kunne ikke bære hele den byrde. “Måske er jeg bare egoistisk,” tænkte hun.
Mulighederne blev færre med årene. Da Mette næsten havde opgivet, dukkede han op.
En tidligere studerende Karim, en 28-årig mand fra Marokko. Han havde engang været i hendes klasse. Efter universitetet blev han i byen og startede en lille forretning.
En dag stoppede Mette for at tanke sin bil. Karim ejede tankstationen. De faldt i snak, mindedes universitetstiden og grinede. Han gav hende sit visitkort man kunne jo aldrig vide.
Så begyndte Mette at besøge ham en gang om ugen, mens hun tankede. Karim viste hende opmærksomhed. Inviterede hende på restaurant, til koncerter. Mette var forlegen og troede ikke på hans oprigtighed. Hun afslog alle invitationer.
Men Karim gav ikke op. Mette huskede ham som en flittig studerende, der altid lagde ekstra arbejde i sine opgaver. Han talte flydende dansk og var en smuk mand med mørk charme. Alle pigerne på fakultetet vendte sig, når han gik forbi.
Mette huskede, at han engang havde givet hende en udskåret æske. Indeni lå en seddel. Da hun læste den, rødmede hun og så blev hun hvid som et lagen. Rasende rev hun beskeden i stykker. Han havde skrevet: “Professor Mette, jeg elsker dig!”
Hun troede, det var en spøg. Hun smækkede æsken i hånden på ham og løb væk.
Næste dag bankede han på hendes kontor:
“Professor Mette, undskyld. Jeg ville ikke gøre dig ked af det. Jeg holder virkelig af dig.”
Hun accepterede undskyldningen:
“Det er okay, Karim. Gå tilbage til timen.”
Resten af hans studietid holdt han afstand kun et tilbageholdt blik nu og da. Og nu gentog historien sig. Mette var splittet. Skulle hun acceptere hans tilnærmelser eller afvise dem? “Nu er jeg ikke hans lærer. Vi er bare en mand og en kvinde. Hvorfor ikke?”
Til sidst gav hun efter.
En kort, intens romance fulgte.
Den første date med Karim var magisk. Han overraskede hende. Øm, morsom, romantisk. Sådan en bejler havde hun aldrig mødt. Aldersforskellen betød ingenting. Mette kunne føle sig som en ung pige, mens Karim var moden.
Hun kaldte ham “Kasper” han protesterede ikke. Men han kaldte hende “Malou” og hun elskede det. For første gang følte hun sig virkelig ønsket. Kærligheden brændte og ingen kunne slukke den.
Karim bad hende ikke om at gifte sig. Han skulle tilbage til Marokko og turde ikke gå imod sin familie. Hans mor havde allerede fundet en passende brud til ham en 17-årig pige ved navn Fatima. Mette kunne ikke forestille sig at forlade Danmark. Hvad med Tobias? Nej, det var umuligt. Karims familie ville næppe acceptere en ældre, udenlandsk kone.
Så Mette besluttede at give ham al sin kærlighed, mens de havde hinanden. Resten måtte komme som det kom.
“Hvor mange år har jeg tilbage? Jeg vil elske ham så intenst, at han knap nok kan trække vejret!” fortalte hun sin mor.
Moderen var imod udlændingen:
“Malou! Hvorfor skal du have den fremmede? Er der ikke danske mænd nok? Jeg giver jer aldrig min velsignelse! Din eksmand trygler dig tilbage! Kan du ikke se det? Tilgiv ham. I har jo Tobias!”
“Mor, Christian var mig utro! Har du glemt det?”
“Gud, han har angret hundred gange! Og skylden er delvis din. Du forsvandt i dine bøger og glemte din mand. Når en mand står alene, er der altid en kvinde klar til at jage ham.”
“Hvorfor tilgav du så ikke far? Han angrede også.”
“Det er ikke det samme! For det første forlod han mig før du blev født. For det anden fik han tre børn med en anden, før han kom tilbage for at se dig. Skulle jeg stjæle en far fra tre børn? Nej! Men din Christian har ventet i ti år. Tobias elsker ham.”
“Jeg skal ikke giftes med Karim. Jeg er for gammel til ham. Jeg venter, til han forlader mig. Jeg kan ikke gøre det selv.”
“Åh, datter… Selv en gammel hoppe kan drømme om at blive mæt,” sukkede mor.
Tre år senere sagde Karim farvel. “Jeg holder kontakten, elskede,” var alt, han sagde.
Mette var forberedt men det gjorde alligevel ondt at give ham videre til den unge Fatima. Til afsked gav han hende den samme udskårne æske. Denne gang lå der en ring i den to små engle, der holdt et diamanthjerte.
“Mit hjerte bliver hos dig, Malou,” hviskede han og kyssede hende inden han fløj hjem.
Et år senere sendte han et bryllupsbillede: “Min kone, Fatima.” Året efter kom et nyt: “Min anden kone, Aisha.” Karim forklarede, at polygami var lovligt i Marokko.
Da Mette så billederne, følte hun ikke et fnug
